Essay
Læsetid: 11 min.

Det interessante ved Taylor Swift er, at hun ikke er interessant

Megapopstjernen Taylor Swift er ualmindeligt almindelig. Men hun er også ualmindeligt ferm til at dramatisere sit liv og komme i karambolage med andre. Og så er hun den kvindelige kunstner, der har tjent allermest det seneste år. Vi tegner et portræt i anledning af hendes nye album, ’Lover’, der på udgivelsesdagen allerede har uhørt gode salgstal
Kultur
23. august 2019
Taylor Swift er den kvindelige musiker, der har tjent allermest de seneste 12 måneder: 185 millioner dollar før skat. Og det er, inden hendes nye album Lover er blevet udsendt. Det sker fredag.

Taylor Swift er den kvindelige musiker, der har tjent allermest de seneste 12 måneder: 185 millioner dollar før skat. Og det er, inden hendes nye album Lover er blevet udsendt. Det sker fredag.

Universal Music

Det er et ikonisk øjeblik i nyere musikhistorie. Året er 2009. En 19-årig Taylor Swift har vundet prisen for bedste kvindelige musikvideo til MTV’s Video Music Awards. Swift er i gang med at tale, og Kanye West går på scenen, tager mikrofonen fra hende og siger »Yo, Taylor, I’m really happy for you, I’mma let you finish, but Beyoncé had one of the best videos of all time

Det er et ikonisk øjeblik, fordi klovnen West dér sætter sig i scene som den disruptor, han så gerne vil være. Og ikonisk, fordi Taylor Swift bliver indrammet som en passiv og uskyldig pige – helt fejlagtigt.

For Swift forstår at tage til genmæle. Det har hun altid gjort, det er en del af brandet. Allerede på sit debutalbum Taylor Swift sender hun 16 år gammel en hilsen:

»To all the boys who thought they would be cool and break my heart, guess what? Here are 14 songs written about you. HA,« står der i bookletten til cd’en.

Den 13. september i år er det ti år siden, at hun blev afbrudt af Kanye West. I mellemtiden er hun blevet en af verdens største popidoler, ja, hun er den kvindelige musiker, der har tjent allermest i de seneste 12 måneder: 185 millioner dollar før skat. Og det er, inden hendes nye album Lover er blevet udsendt. Det sker i dag.

Og så kan Taylor Swift ellers blære sig med et væld af verdensrekorder inden for salg, streaming og hitsingler. Og i 2018 brød hun rekorden for bedste indtjenende turné, da hendes Reputation-turné indtjente 345 millioner dollar og dermed slog Rolling Stones’ gamle rekord med hele 100 millioner.

Rich Fury

Presse og fans følger hvert eneste af hendes trin og fejltrin. Udgivelsen af Lover imødeses med tårnhøje forventninger, hvis ikke kunstneriske, så i hvert fald økonomiske. Og hendes hardcorefans, de såkaldte swifties, har åbent diskuteret strategier for at maksimere salg og streamingtal. Lover ser ud til at sælge over en million forudbestilte cd-eksemplarer på verdensplan allerede den første dag. Det er uhørt i disse streamingtider.

I dag er der ikke nogen, der tager mikrofonen fra Taylor Swift. Tværtimod griber hun den gerne, i overført betydning, når hun på godt og ondt tager ordet på de sociale medier. Ja, det er efterhånden blevet en herkulisk opgave at læse sig igennem den 29-årige, amerikanske megapopstjernes kontroverser.

Politisk vækkelse

2017 syntes at være et skelsår for popstjernen. På sin 28-årsfødselsdag den 13. december skrev Taylor Swift på Instagram, at hun ikke kunne have ønsket sig et bedre år.

Det havde også været godt med hendes album Reputation som det bedste sælgende i USA. Men hendes ord ramte et ømt punkt midt i en Trump-tid og blæste en storm op omkring hendes manglende engagement i politik. At hun ikke havde bakket op om en kandidat i præsidentkampen. At hun ikke mødte op til Women’s March i januar det år, men bare tweetede om den. At hendes advokater lagde sag an mod en blogger, der kritiserede hende for ikke at tage afstand fra white supremacist-fans. Noget, der fik den hæderkronede borgerrettighedsorganisation ACLU til at gå skarpt i rette med hende.

Samtidig opnåede hun sympati for i august 2017 at vinde sagen mod en radiovært, der havde befamlet hende før en koncert. Hun krævede – meget stilfuldt – en dollar i erstatning. Det skete et par måneder, før #MeToo-bevægelsen vandt momentum, og det fik hende på coveret – sammen med en række andre – af magasinet Times Person of The Year-udgave, der hyldede dem, som brød tavsheden.

Året efter, i oktober 2018, bakkede hun op om to demokratiske kandidater i midtvejsvalgene i sin hjemstat Tennessee.

»Tidligere har jeg været modvillig over for at tilkendegive mine politiske holdninger, men grundet flere begivenheder i mit liv og i verden de seneste to år føler jeg anderledes i dag,« skrev hun i en lang post på Instagram.

»Jeg mener, at den systemiske racisme, vi stadig har i det her land mod farvede folk, er rædselsvækkende, kvalmende og fremherskende.«

Rødderne blev kappet

Taylor Swift blev født den 13. december 1989 i Reading, Pennsylvania. De første ni leveår boede hun på en juletræsfarm. Hendes mor Andrea havde arbejde i finansverdenen, og hendes far Scott er børsmægler. Som 14-årig fulgte hun sin ambition og flyttede fra Pennsylvania med sin familie til countrymusikkens Mekka, Nashville i Tennessee.

Det var her, hun blev countrys nye stjerne. Det skete næsten allerede med det mildt popboblende, men især traditionsbevidste debutalbum Taylor Swift i 2006, da hun var 16.

Seks år senere begyndte hun med sit fjerde album, Red, sin afsked med countrytraditionen og dermed sit goddag til en langt større lytterskare. Her trådte hun ud i et vadested, hvor hun med stort held blandede country med moderne pop, blandt andet i samarbejde med den svenske stjernemager, producer og sangskriver Max Martin (der har skabt megahits for bl.a. Britney Spears, Backstreet Boys, Katy Perry).

I 2014 flyttede hun til New York City, og samme år sagde hun meget passende »so long« til countrymusikken med sit femte album 1989. Herfra begyndte hun definitivt at omfavne den nonorganiske pops rodløse søgen efter eufori på bekostning af hendes rødder, der nu var kappet over.

Taylor Swift i videoen til hittet »You Need To Calm Down.«

Taylor Swift i videoen til hittet »You Need To Calm Down.«

Ritzau Scanpix

Hævnaktioner

Et tilbagevendende tema på hendes plader har været mændene i hendes liv. Siden sit første album har hun selv peget på hentydninger i teksterne. Ord eller sætninger er blevet sat i store bogstaver, så de er nemme at spotte. Og især i de første år handlede de om mænd, som har knust hendes hjerte/hvis hjerte hun har knust.

For eksempel henviser ordene »twin fire signs and four blue eyes« fra 2012-sangen »State of Grace« angiveligt til hendes forhold til ekskæresten Jake Gyllenhaal – fordi de begge er skytter, et af de tre ildtegn i astrologien.

»Make fun of your ex’es«, synger hun på Red. Det er jo også en form for empowerment. Men i mange år lignede hendes sange om ekskæresterne også en narcissistisk skadet stjernes hævnaktioner.

Det ændrede sig – i hvert fald delvist – med 1989. I covernoterne til pladen skriver hun:

»From the girl who said she would never cut her hair or move to New York or find happiness in a world where she is not in love

Flødeis

Ser man længe nok på Taylor Swift, forsvinder hun næsten for det blotte øje. Der er så mange selvmytologiserende symboler og så mange indforståede referencer på spil, at det næsten føles som et vakuum. Eller også er det ligesom 2019-videoen til sangen »ME!«, hvor hendes bentøj går i opløsning i en fontæne af lyserød flødeis. Alt, hvad der har fast form, bliver flydende. Alt bliver til en semiotisk leg.

Når hun er allermest drilsk, så forvandler hun de knuste kærlighedsrelationer til en særligt vanedannende form for sukker. Og det er således heller ikke en dybere sandhed, hendes hardcorefans leder efter, men en leg, de deltager i, når de leder efter betydningen af de ord, som Swift fremhæver i sine tekster.

Og hendes swifties har elsket at lede efter de såkaldte easter eggs, påskeæg, de små godteposer med referencer. Som i 2019-videoen til »ME!, hvor en stor slange har hvidt og lyserødt skind og dermed ifølge fortolkere skulle markere et farvel til hendes ikke helt vellykkede besøg i mørk pop på albummet Reputation fra 2017. Der var nemlig masser af mørke slanger i videoen til »Look What You Made Me Do« fra dét album.

Altså befinder vi os i et snævert univers, inde i hendes karriere og biografi. Her svarer hun gerne aggressivt på kritik, både i ord og handling. »Look What You Made Me Do« – også i dén grad …

Men nogle gange bliver det så snævert, at selv Swift må sige stop. Da hun i januar i år postede tre tilfældige fotos med en dags mellemrum, så talte fans syv palmer, seks trappetrin og fem huller i et hegn og troede – fejlagtigt – at det var en nedtælling til udgivelse af ny musik. Da der så – i søndags den 18. august – rent faktisk var fem dage til udgivelsen af hendes nye album, Lover, så repostede hun hegnfotoet og skrev:

»Okay, NU er der fem huller i hegnet.«

En aura af chefstrateg

Genfødsel er et centralt ord for hende. I covernoterne til 1989 skriver hun om at blive genfødt, »reborn«.

»Debatten om, hvorvidt folk kan forandre sig, er interessant for mig at observere, for det virker, som om det eneste jeg gør, er at forandre mig.«

Men nogle gange kan »reborn« også bare være et fint ord for »rebranded«.

I hvert fald kan det føles, som om hendes nye humanitære og politiske jeg er blevet formet af forretningsmæssige årsager. For det er sket på et tidspunkt, hvor folkestemningen er favorabel.

I marts i år svor hun at engagere sig i præsidentvalget 2020, altså 100 procent sikkert imod Trump. Og i maj publicerede hun et brev, hun havde skrevet til Tennessee-senator Lamar Alexander, hvori hun argumenterede for, at han skulle stemme for The Equality Act, der blandt andet forbyder diskrimination på baggrund af kønsidentitet eller seksuel orientering.

Det er selvfølgelig fint, men det sker også på et tidspunkt, hvor store firmaer også bakker op om Pride. Fordi der er goodwill i det.

Og det er da heller ikke lykkedes Swift at ryste auraen af chefstrateg af sig. Hun rendte således ind i kritik med endnu en 2019-video, »You Need To Calm Down«. Endnu en farvestrålende video, denne gang en hyldest til LGBTQ-folket med besøg af queerstjerner som RuPaul, Ellen DeGeneres og Laverne Cox, som står over for fejlernærede hillbillies med anti-homo-bannere. Altså queer celebs mod homofobisk underklasse. En absurd generalisering. Og videoen og Swift er blevet kritiseret for at gøre opportunistisk brug af queerikoner – igen, veltimet til Pride.

Det er en girl squad-strategi – og nu også queer squad – som hun har bygget på siden 2012, da hun indså, at mændene i hendes liv fyldte for meget i pressen. Dem skiftede hun ud med kendte og mindre kendte kvinder. Musikeren Lorde, skuespilleren m.m. Lena Dunham, fotomodellen Karlie Kloss og nu også transstjernen Laverne Cox. Alle sammen regnes for mere eller mindre strategiske venskaber, der er med til at skabe en girl power-fortælling om Swifts lykkelige singleliv. Strategiske venskaber, som det kræver en mester at få til at se 100 procent naturlige ud. Og det har også vist sig at være en måde at neutralisere modstandere på, herunder Lorde, som tidligere kritiserede hende for at være en for perfekt rollemodel.

Robyn Beck

En dygtig dramatiker

Et dobbelt blik på Taylor Swift er måske det mest passende. På den ene side er det interessante ved Taylor Swift, at hun ikke er interessant. Men at hun er i stand til at gøre sig interessant. At hun i det vakuum, hvor der kunne være et spændende menneske, i stedet er en dramatiker, der jonglerer med iscenesættelser og påskeæg, som stråler så farverigt, at masserne bare må kigge med.

På den anden side er hun bemærkelsesværdig i kraft af sin kølige navigation i populærkulturen. Hun jonglerer brillant med memets sukkerchok, de lokkende gåder fra computerspillets verden, modeindustriens muligheder for genopfindelse. Og hun har med succes navigeret i streaminglandskabet, dengang man stadig kunne sælge cd’er, ved at holde sit album 1989 væk fra blandt andet Spotify. Dermed solgte det over en million cd’er den første uge i USA.

Og hun er også bemærkelsesværdig for sit varme temperament.

»I swear I don't love drama
It loves me
«, synger hun på »End Game« i 2017. Hm.

»Feel« er et ord, hun ofte bruger på Instagram, Twitter og hendes mere personlige Tumblr-konto. Hun føler, at noget er det rigtige at gøre. Hun føler for en sag. Hun føler sig forulempet.

Som i sagen i juni om produceren og manageren Scooter Braun, der købte indspilningsrettighederne til Taylor Swifts seks første albummer. Hun onlinerasede og kaldte Braun en »mobber« og salget for »worst case scenario.« Det førte til Swift-støtte under #WeStandwithTaylor og til en medierende reaktion fra Justin Bieber, som Braun også arbejder med.

Kort fortalt ser det ud til, at Swift af egen fri vilje har droppet at få kontrollen med sit bagkatalog, sandsynligvis grundet for dårlige vilkår for et eventuelt køb. Men også at hun hader Braun. Det er dog tilsyneladende mere kompliceret end som så og handler om alliancer i kulissen. Ligesom det også handler om, at Swift i sin ungdom underskrev en dårlig kontrakt, som hun gerne ville ud af. Det kom hun, men altså uden ejerskab over sine indspilninger.

En klassisk brøler for mangen en kunstner (bortset fra Frank Ocean, der ejer alle rettigheder til sin musik), og altså også Swifts brøler. Der spekuleres p.t. i, om hun burde genindspille hele sit bagkatalog, så hun på den måde kunne genudgive sine nyindspillede sange – og eje dem.

Nag i lag

Miseren om bagkataloget fører til et karaktertræk, som har vist sig undervejs i karrieren. Hun bærer nag. Ekskæresterne har oplevet det. Og nu altså også Scooter Braun.

Men det er menneskeligt at bære nag. Og Taylor Swifts karriere og værk er en form for åben eller lad os sige halvåben dagbog. Og i hendes kragetæer kan man finde både magtbrynde og sårbarhed.

I 2017 publicerede Swift digtet »Why She Disappeared«, hvor hun beskriver sin genfødsel som et stærkere menneske med et skrøbeligt hjerte intakt. Men inden da beskriver hun, hvordan hendes oplevelser med haters minder om hendes oplevelser som mobbeoffer i sin barn- og ungdom:

»When she fell, she fell apart
Cracked her bones on the pavement she once decorated
As a child with sidewalk chalk

Et kridtfarvet underlag, som slangen i øvrigt glider hen over i videoen til »ME!« Altså ser hun stadig sig selv som et mobbeoffer – vel at mærke af den slags, der har millioner af followers.

Således er offermentalitet og magtbrynde, inderlighed og legesyge, bekendelse og strategi to sider af samme sag hos Taylor Swift. Der er penge i autenticitet, og Swift har formået at gøre autenticiteten til et profitabelt karneval af tegn og referencer. En leg med alvoren.

Taylor Swift: ’Lover’ udkommer i dag den 23. august. Anmeldelsen kan læses her.

Kilder: Vanity Fair, Pitchfork, The Guardian, Washington Post, Medium, aclunc.org, The Daily Signal, ELLE, Elite Daily, Genius, Vulture, Complex, Refinery29, Forbes, Buzzfeed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Hmm ...

Jeg synes det er en mærkelig nedgøring af fru Swift !

Man kan selvfølgelig diskutere, hvor høj den finkulturelle standard er for den musik etc., hun producerer.

Men man kan da på ingen måde bestride det faktum, at hun har et usædvanligt musisk talent.
Og derfor på ingen måde heller kan karakteriseres som almindelig.