Om lyrikeren, dramatikeren og vrissevirtuosen Jess Ørnsbo, som døde her i torsdags efter længere tids forgæves forsøg på helbredsmæssig omkonstituering (sådan kunne han godt have fundet på at udtrykke sig), siges det, at han var glad for god mad og god vin, holdt af at dyrke sin parcelhushave med de mange smukke pæoner og i trygge, private sammenhænge kunne være elskelig som få. Det er nok værd at erindre som kontrast til det gnavpotteimage, som han tidligt anskaffede sig og gennem seks årtier trofast hægede om.
Fra udklipskonvolutten kan vælges en Politiken-kronik (18.2.1981) med overskriften »Almindeligheden som fængsel«, hvor digteren først går frontalt i flæsket på samtidens sleske kulturformidlere, »de flinkt journaliserende puttenuttepoppere«, og dernæst retter det helt store skyts mod sit egentlige offer: de nye kvindelige lyrikere. Disse har ikke fattet, »at lyrikken er et fag, et krævende håndværk, visse færdigheder af uomgængelig art, og indædt arbejde helst i årevis«; men når de nu får presse og håndklap, skyldes det ikke kun, at dilettantismen er blevet tidens norm.
Nej, det hænger også sammen med, at »pressionsgruppers rasen har ødelagt enhver kvalitetsfornemmelse. Først var der de politiske pegefingerdrenge, siden kom kvindesagen, denne den bedst organiserede og mest forgrenede pressionsgruppe nogen sinde i dansk kulturhistorie.« Gennem sin uniformering har denne infame bevægelse ifølge kronikøren »bidraget stærkt til den totale fantasiløshed, elimineringen af enhver form for humor, ironi og sproglig kunnen, og til den mistænkeliggørelse af kvalitet, der har præget halvfjerdsernes klima«.
Sætter vi i denne polemiske maskingeværsalve dens dengang aktuelle mål i parentes, kan den udmærket læses som indirekte selvkarakteristik. For Jess Ørnsbo var litteratur lig med fantasiudfoldelse, rig humor, dobbeltbundede udsagn og maksimal verbal ækvilibrisme. Han opfattede sig som tilhørende den satiriske linje i dansk litteratur med Gustav Wied, Soya og Storm P. som de vigtigste forgængere; men samtidig fremhævede han blandt sine valgslægtskaber den store svenske ’fyrtiotalist’ Erik Lindegren, peruvianeren César Vallejo og ærkemelankolske russiske Boris Pasternak, hvem han i 2004, i Hopla, hyldede som følger:
»Der er ingen sorg så stor at sneen
ikke kan lege med den
der er intet liv så småt
at det ikke står som fnug i spejlene
der er ingen følelse så stor
at den ikke kan være under en glasplade
der er ingen skygge så sort
at den ikke kan være i din åbne mund
der er ingen omsorg så stor
at slagene ikke rammer præcist
ind i ansigtet«
Læg i denne broderlige hilsen i øvrigt mærke til, hvordan Jess Ørnsbo tit med forkærlighed opererer i ret korte sekvenser. Den konstituerende kerne i hans lyrik såvel som hans rige dramatik er evnen til at lave en formidabel sætning og hurtigst muligt skaffe den en søster eller bror.
En digtlinje skal for ham være som en skarp replik og skal kunne siges på samme måde. Man må kunne fange en talerytme og siden vente på, at ordene selv finder deres familie og hen ad vejen bliver til et digt. Denne fremgangsmåde sammenkæder han så med sin dybt originale metaforteknik, hvor gloser fra ofte vidt forskellige semantiske felter mødes og klaskes hørbart sammen i kraft af sætningsbygningens mørtel.
Solskin skal man ikke ulejlige lyrikken med
Undertiden kunne det blive ret så kryptisk og for mange lige lovlig hermetisk, som i hans anden bog, den omfangsrige Myter (1964), hvor et bybillede overbefolket med s-togsrejsende borgere i ’Værdighed’ udsættes for total sproglig deformering:
»Fortykkede sorte ansigter øjne
med størknet æggehvide by fuld
af uspiselige duer
Moderafmærkede livmoderafstivede står de
blikfangsmedløbere
mellem koagulerede vandpytter
sennepsflæbende eddikeforgjorte
På Nørreport stiger nye sagorejsende på.«
Hvis læseren her forsøger at afdække en indholdsmæssig dybde under den flimrende udtryksmæssige overflade, vil hun eller han uvægerlig komme til kort. Hvad det tværtimod handler om, er at turde blive i udtrykket, nyde sin verbale vellyst og afstå fra at konstruere en eller anden subtil fortolkningsparaply, som kan forene de spredte betydninger i en fin, overordnet mening.
Senere blev Ørnsbos lyrik i perioder lettere at gå til, som i hans samfundskritiske Digte uden arbejde (1977) plus ikke mindst den ind imellem bevægende Børn (1980). Om denne bog skrev Torben Brostrøm klogt i nærværende avis:
»Ørnsbos sprog har en faretruende tæthed i udtrykket, en eruptiv energi, selv hvor han er enklest i sin afromantisering af barndommen. Hans psykologiske indlevelse i de forskellige stadier udtrykkes via sansninger og fascination af detaljer i sammenstuvninger og kombinationer og mærkeligt skridende bevægelsesmønstre. (…) Digtene er langtfra svære at gå til, men de ligner ikke den fortællende lyrik, som er blevet almindelig. De lader sig ikke genfortælle eller referere, og forsøg på at karakterisere dem indfanger heller ikke deres sproglige koncentration.« Nej, lige præcis. Digtene siger det, som ikke kan siges eller i hvert fald ikke kan siges på nogen som helst anden måde.
I en sen, aldeles rørende og uforglemmelig dobbelt portrætsamtale på Louisiana Literature 2016 mellem Jess Ørnsbo, hans hustru gennem 55 år, forfatteren Dorrit Willumsen, og som moderator værten Christian Lund siger lyrikeren, at »solskin skal man ikke ulejlige lyrikken med«. Digte behøver ikke være opbyggelige, de må tværtimod gerne føre ned i det sorte og møde »uundgåeligheder, man ikke kan løbe fra«. Selv om man beholder tøjet på, må man mestre »kunsten at tale nøgen«, som det så rammende hedder i digtet ’Poetik’, gengivet i dette opslag. Derved forstår Jess Ørnsbo en dobbelt bestræbelse på at blive af med bevidstheden og samtidig så illusionsfrit som gørligt fremstille sig selv som den man (tror) man er.
Selv var han på godt og ondt belemret med en vis fundamental mistro til dele af tilværelsen samt med en altnedbrydende skepsis over for alt, hvad han fandt falsk og forlorent. Hans primære opgave som kunstner blev derfor at vrænge, modsige, undsige, betvivle og i dette virke forblive kompromisløs og så vidt muligt ukompromitteret.
Han kendte om nogen de faldgruber, der lurer på en forfatter: at han har så mange problemer, at han med ét begynder at rådgive andre, og at han forveksler sin egen sved med det åbne verdenshav. For ham var det at være digter forbundet med den skæbne (med hans egne ord) at være sat i verden som »en uvederhæftig person, der ikke er kommet overens med virkeligheden«.
Ørnsbo voksede op på Vesterbro som søn af en kartoffelhandler, men blev mønsterbryder i den forstand, at han i 1951 tog nysproglig studentereksamen for siden, i 1964, at blive magister i slavisk filologi. Studiet kom ham til gavn som den fremragende oversætter af blandt andet Bruno Schulz (novellerne Kanelbutikkerne) og polsk lyrik i udvalget Lad os ikke pakke oceanerne ind i bomuld – polske digte fra dette århundrede (Vindrose 1983).
Samme år som Ørnsbo tager sin eksamen, noterer kollegaen Jørgen Gustava Brandt sig i sin portrætbog Præsentation. 40 danske Digtere efter krigen, »at der i disse år mellem de yngre poeter er opstået en ny interesse for dramatiske muligheder, for scene, TV og radio«. Og tilføjer til slut profetisk:
»Ørnsbo vil med sin skarpe situationssans og sin fantasifulde, resolutte replik sikkert gribe dem.«
Forudsigelsen kom unægtelig til at holde stik, og det endda i et sådant omfang, at litteraturforskeren Erik Svendsen i sit bidrag om Jess Ørnsbo til samleværket Danske digtere i det 20. århundrede (bd. 2, 2001) må behandle de to genrespor som ligeværdige, idet han med rette fremhæver hovedværker som Majonæse (1985, Aveny Teatret 1988) og det groteske besættelsesdrama De forkerte (1990).
Gennem alle årene kom dramatikken til at stå i et selvskabt mellemfelt af realismen og det grotesk absurde: et antinaturalistisk og antipsykologisk, plotløst teater, som midt i sine burleske overdrivelser bevarede en solid forankring i det hverdagsagtigt kendte.
Trak på et barndomstraume og en tidlig erfaring af arbejderfamilien som torturkammer
Et tv-gennembrud fik Ørnsbo så tidligt som 1980 med spillet Strejferne om et fremtidigt klassesamfund, altså sådan et vestligt, højtindustrialiseret et, hvor man omsider har taget sig sammen og gennemført en ordentlig og realistisk klassedeling.
Restproduktet af dette ’fremskridt’ bliver de udskilte grupper, titlens strejfere, som kører rundt i deres udskiftningsmodne skramlekasser, ledet af to figurer, eller rettere af to fjæs båret af Otto Brandenburg som strejfer-far og Lene Tiemroth som strejfer-mor. »Sagt rent ud,« skrev Niels Barfoed rammende i Politiken (7.6.1980):
»Ørnsbo har det med at køre en tommelfinger rundt i øjet på mennesket. Og batter det ikke, så rundt én gang til. Eller sagt på fint dansk: Han er misantrop, så det rusker.« Men også, hedder det dog, »med en demonstrativ vellyst«, som ytrer sig i form af vild komik og en sensuel verbalakrobatik, »der nok kunne få et helt Modersmål-Selskab til at spidse de velformede øren.«
Hvad Barfoed her fanger, har i forfatterskabets totalsammenhæng et videre perspektiv. Jess Ørnsbo trak på et barndomstraume, en tidlig erfaring af arbejderfamilien som torturkammer, men hans klassebundne indsigt bevirkede samtidig et sammenstød i hans person og skrift af noget ultramoderne og noget næsten arkaisk ærkekøbenhavnsk, samt følgelig i hans offentlige aktivitet en aldrig forsonet konfrontation af høj- og lavkultur.
Opstillet lidt anderledes: Både som efter nogles mening uspillelig dramatiker og som i manges øjne unødigt svært tilgængelig digter sked Ørnsbo højt og flot på den gode smag. Humor var for ham ikke en filosofi eller religion, men en art salve, man kan smøre sig med, og destruktiv ironi var nødvendig, hvis den patos skulle punkteres, som han inderligt hadede hos andre og kendte alt, alt for godt fra sig selv. Digtet »Mine venner digterne«, som hidsættes i dette opslag, illustrerer hvordan.
Ikke sjældent lod Jess Ørnsbo sin destruktive evne ramme endnu levende kolleger. Hans parodi på Frank Jægers (måske lidt for selvnydende) ’Være-digt’ forener således parodisk perfidi med skånselsløs kritik af en ’social taber’, og frygtindgydende er angrebet i debutbogen Digte (1960) på Thorkild Bjørnvig, hvis højstemte ’Klassisk Tema’, om Eros og de dermed forbundne erfaringer af splittelse og savn travesteres ned til dette, atten år gammel at vågne i sengen og ikke stå op:
»Hvilken urenhed
ingen så det
ingen ville høre det
dørene forblev lukkede
smerteligt blev morgenen til:
ungdommens længsler kvalt i dyner
som lyd uden ekko
sten i vand«
Tredje strofe former sig som åben polemik mod den foregående digtergenerations sentimentale kredsen om ungdommelig smerte:
»Alt er beskrevet i bøger
På tynde skælvende sider
søger du krænket lykken
og finder dig selv kun
i tværsnit
som et udbombet hus
Alt forbliver lukket
livet er kun for voksne
verden var parret
før du kom
det hele knuses
i kviens vidtåbne
ikke forstående øjne«
Frit oversat til livsanskuelse vil dette sige så meget som, at splittelsen aldrig skal heles, og at ungdommen forbliver permanent. Samt at det ikke kan være litteraturens, her lyrikkens opgave, at forsone nogen med noget som helst. Så hellere digte som en opslået kniv, læseren træder på.
Ved Jess Ørnsbos død forekommer det betimeligt at registrere, at den position som outsider, han tidligt lagde sig fast på og af mange også bekræftedes i, til dels modsagdes dels af hans centrale positioner som redaktør af kultur- og litteraturtidsskriftet Vindrosen 1964-65 og som lyrikanmelder ved Politiken 1964-67, dels og ikke mindst af massiv offentlig anerkendelse.
I 1982 tildeltes han således Emil Aarestrup-Medaillen, i 1984 modtog han Det Danske Akademis Store Pris, i 1989 Danske Dramatikeres Hæderspris og i 1998 Holberg-Medaillen. Så kom ikke her.
Skoledannende blev han aldrig i lighed med (i visse perioder) Frank Jæger, Klaus Rifbjerg, Ivan Malinowski, Inger Christensen eller Henrik Nordbrandt. Til gengæld er nedslaget af hans dramatik overmåde mærkbart hos Morti Vizki og Line Knutzon, og hvad angår lyriske langtidseffekter, optræder disse som brede spor hos blandt andre Søren Ulrik Thomsen. Skulle man på baggrund af hans bortgang opkalde en isme efter ham, kunne det være ’social-surrealisme’ eller ’gastrointestinal dadaisme’.
Selv yndede han at påstå, at han skrev med indvoldene, men det må kaldes et uklædeligt koketteri. Han digtede så sandelig med hele kroppen, og selv når han brugte sin diamanthjerne allermest nederdrægtigt, var det ikke svært at mærke, at han havde hjertet med.
Louisiana-samtalen mellem Jess Ørnsbo, Dorrit Willumsen og Christian Lund kan ses på YouTube. Kronikken »Almindeligheden som fængsel« er i sin helhed optrykt i Personer (Arena, 1982).
