Kill Bill er heltindens kritik af vores forestillinger om kvinden

I Quentin Tarantinos fjerde spillefilm, den todelte biografbasker Kill Bill Vol. I+II (2003 + 2004), genforenes den tidligere lejemorder Beatrix (Uma Thurman) omsider med sin ekselsker og mentor Bill.

Bill (David Carradine) har fire år tidligere opsøgt sin bortløbne, højgravide lærling, slået hendes forlovede og alle hendes nye venner ihjel og med et skud i hovedet sendt hende ind i en årelang koma, hvorfra hun er vågnet ulykkeligt barnløs og køligt hævngerrig.

Hun myrder over de to film og fire timer alle Bills medskyldige i et virtuost koreograferet voldsridt. Og så finder hun omsider Bill i hans nye hjem sammen med deres fælles datter, som han har stjålet fra hendes komatøse krop.

Bill er, som så mange, mange mænd i Tarantinos uhyrligt velskrevne filmunivers, en monologens mester. Efter at have ladet Beatrix putte deres datter skyder han hende med en pil med sandhedsserum. Og så begiver han sig roligt og mageligt ud i en velturneret analyse af forskellen på Spiderman og Superman.

Spiderman, forklarer Bill, er et menneske, Peter Parker, der iklæder sig et kostume, når han skal på redningstogt. I forklædningen bliver han superhelt. Superman, derimod, er en alien fra en anden planet, der for at kunne bo i fred på Jorden må klæde sig ud som og opføre sig som et menneske.

Når Superman er Superman er han stærk, selvsikker og handlekraftig. Når Superman tager sit Clark Kent-tøj på til hverdag, er han derimod akavet, kikset og usikker. Journalisten Clark Kent er altså en rolle, Superman bevidst påtager sig for at kunne forsvinde i mængden. Det er selve hans spejling og fortolkning af, hvordan et menneske er og opfører sig.

»Clark Kent er Supermans kritik af hele menneskeheden«, konkluderer Bill triumferende.

Først moder

Og hvad vil han så sige med det? Umiddelbart ikke noget voldsomt dybt, vejen derhen er, som ofte med Tarantino, fængslende nok i sig selv. Hans pointe er egentlig bare: Beatrix er i Bills øjne først og fremmest en dræber. Hendes forsøg på at flygte fra Bill og fra livet som koldblodig morder for at blive et ’almindeligt menneske’ i mængden vil aldrig kunne lykkes.

Med sandhedsserum i blodet må Beatrix give Bill ret – på en måde: Hun tror dybest set heller ikke på, at hun kunne være blevet en jævn kone til en jævn gut i en pladebutik ude på landet. Men en uventet graviditet, forklarer hun så, påbød hende at flygte fra Bill. Fra det øjeblik hun så to streger på sin graviditetstest, ændrede alt sig for hende. Intet i verden var vigtigere for hende end at beskytte barnet i sin krop. Siger hun.

Beatrix er altså nok snarere Dræber end nogens varme hustru. Men først og fremmest, må vi forstå, er hun Moder.

Eller hvad? Hvem er Kvinden i Quentin Tarantinos filmunivers?

Kvinden som halloweenkostume

Tarantinos kvinder er først og fremmest et drilsk blandingsprodukt af filmhistoriens fantasi om kvinden. Hans foregående film Jackie Brown fra 1997 er én lang hyldest til – og populærkulturel genoplivning af – Pam Grier og hendes markante kultrolle som sort kvindelig hævner i 1970’ernes blaxploitation-film.

Filmen efter Kill Bill, Death Proof fra 2007 er hans hyldest til samme årtis andre exploitationfilmgenrer, pumpet med sex og vold og fart, her udgøres hovedrollerne af storbarmede hævnere med skydere i vilde biler.

I Kill Bills katalog over myrdende kvinder møder vi den iskolde samuraimester O-Ren Ishii, hvis barndom som blodig voldtægtshævner (Lucy Liu) opføres som dyster animefilm, og vi møder den japanske, voldspsykopatiske Gogo (Chiaki Kuriyama), der spiller på japansk kulturs fetichering af skolepigekostumet.

Og så giver Tarantino os en af verdens mest ikoniske filmpsykopater i Elle Driver (Daryl Hannah). Med klap for øjet, sygeplejerskekostume, en smøg mellem de blodrøde læber og med den isnende fløjten fra Bernard Hermanns soundtrack fra thrilleren Twisted Nerve som ledemotiv er hun et sammensurium af skurkinder fra gamle kultfilm og blev øjeblikkeligt en reference og et sexet halloweenkostume i populærkulturen.

Der er feministisk energi at hente i Tarantinos uforglemmelige bad ass-kvinder, der er vildere end nogen af hans mandlige karakterer. Men de er også altid bad asses med god røv, først og fremmest visuelt ikonografiske filmfigurer, der bedst huskes for at være så skidecool og se overjordisk seje ud – som Beatrix med sit sværd.

Kill Bill Vol. 1+2 er instruktørens elegante fordøjelse af og hyldest til exploitationfilm og samuraifilm, til japansk anime, til martial arts og westerns. Generelt bebor Tarantinos helte og skurke ikke denne verden, de bor i en filmverden. Og det er også det, som Bills superheltemonolog om Beatrix som Dræber frem for almindeligt menneske handler om. Det, han siger, er måske slet ikke eksistentielt, men en metarefleksion over den verden, han befinder sig i. I så fald siger han:

Du er ikke et menneske som andre. Du er en overjordisk sej antihelt født af fiktionens fantasier om kvinden.

Mændene taler

Ifølge en ny optælling fra Time Magazine af mænd og kvinders replikker i Tarantinos ti egeninstruerede film taler kvinderne gennemsnitligt 27,7 procent af tiden. De taler 0,2 procent af tiden i Håndlangerne (1992) og 7,6 i Django Unchained (2012). Selv når de har hovedrollen, siger de ikke så meget. I Jackie Brown har mænd 69,9 procent af alle replikker. I Kill Bill: Volume 1 er kvinderne oppe på 56,9 procent af taletiden, men i Kill Bill: Volume 2 er de igen nede på 41,2 procent, selv om Beatrix er med i stort set hver scene.

Og i netop Volume 2 opleves det nærmest som en del af filmens selvironi: I et flashback fra Beatrix’ tid som hengiven lærling for Bill ligger hun ved et lejrbål og lytter beundrende til Bill, mens han langsommeligt og med små stemningsfulde pift i sin lange fløjte leverer anekdoten om en sagnomspunden dræberteknik – The Five Point Palm Exploding Heart Technique, hvor fem velplacerede tryk på brystet kan få et menneskes hjerte til at eksplodere.

Beatrix lytter smilende med store, naive og forelskede øjne. Scenen føles som Bills idealbillede af hende: den beundrende, lyttende Dræber.

Hvis Supermans måde at spille menneske på er en kritik af menneskeheden, så er Beatrix’ måde at spille sin rolle som hengiven dræber på også en kritik af Bills fiktion om hende.

Jo mere man taler, jo mindre har man ret, som man siger. Og Bill har ikke ret.

Hvad han ikke ved er, at Beatrix i sin egen hårde læretid under deres mester Ozawa helt undtagelsesvist lærer The Five Point Palm Exploding Heart Technique. Og det er disse fem hurtige tryk på brystet, der under deres afsluttende duel slår Bill ihjel – til Bills forbløffelse.

Men er hun så Moder? Filmens mest bizarre scene er den sidste: Beatrix har myrdet Bill, hun løfter en ubekymret datter, som hun har kendt i få timer, ud af hendes seng, ind i en bil og placerer hende snart på en seng foran et tv på et billigt motel. Og så lægger hun sig ud på badeværelsets gulv og hulker og hulker – af lykke, ser vi pludselig.

Er hun dermed den kvinde, der har tilkæmpet sig retten til at være det, hun essentielt er: en moder? Eller kunne dette også være Beatrix’ kritik af os, der ser, og som forventer, at moderskabet må være hendes drivkraft?

Det er det drilske ved Tarantino, denne legende evne til aldrig at nærme sig det eksistentielle, men til at forblive i kunstagtige fiktive lag, der spiller på vores kulturelle bagkatalog, vores begær – og vores blik på kvinder.