Læsetid: 8 min.

»’Like a Virgin’ handler om en pige, som er vild med en fyr med en stor pik«

Quentin Tarantinos første film, ’Reservoir Dogs’, fra 1992 viser, hvordan man kan bruge replikker til at opbygge verden og dialoger til at knytte den gamle verden til en ny virkelighed
Mændene i Reservoir Dogs er klædt i hvide skjorter, sorte jakker, og de bærer smalle slips. Som ikoner fra 1950’erne. Men deres samtaler viser hele tiden, at de også er meget mere end det.

Mændene i Reservoir Dogs er klædt i hvide skjorter, sorte jakker, og de bærer smalle slips. Som ikoner fra 1950’erne. Men deres samtaler viser hele tiden, at de også er meget mere end det.

Rank Film

3. august 2019

Til festen ved premieren på Quentin Tarantinos første film, Reservoir Dogs, ankom Madonna med en særlig gave. Det var i 1992, hun var tidens største popstjerne, der kælede for publikum med sin skønhed og sine omkvæd, men samtidig foruroligede offentligheden, fordi hun var en farlig kvinde.

Hun krævede stolt sin ret til tilfredsstillelse, når hun var liderlig, og hun kunne synge om mænd, som var de marionetter i et teater, hun styrede gennem sin sang, skønhed og knaldhårde kommando.

Gaven til Tarantino var et eksemplar af hendes nye album, Erotica, med den håndskrevne dedikation:

»Quentin: Det handler om kærlighed, ikke om pik.«

Gaven som gestus var en fortsættelse af filmen ind i virkeligheden. Og det var en replik til en instruktør, der med sin debut havde vist en sjælden evne til at lave sjove, overrumplende og afsindige replikker. Tarantinos personer træder i karakter gennem deres replikker, og hans sociale rum bliver bygget op af dialoger.

Hvad er kærlighed?

»Hvis jeg har en Guds gave,« som Quentin Tarantino har sagt, »er det dialogerne.«

Han forklarer, at det er, som om hans karakterer siger deres replikker af sig selv, når han skriver, og at han bare er sekretæren, som noterer det.

Madonnas korte dedikation til Tarantino berørte spørgsmål, som filmen revolverer omkring: Hvad er kærlighed, hvad er en pik for kvinder, og hvordan skal mænd give tidens kvinder det, de vil have, og samtidig blive ved med at være det, de selv forstår som mænd?

Og hvem var denne Quentin Tarantino, som debuterede med en film, der straks blev en kultklassiker og siden er blevet kåret til den bedste uafhængigt producerede film nogensinde.

Udkanten af filmindustrien

Quentin Tarantino er født og opvokset i Los Angeles, og han havde aldrig boet uden for byen, da han lavede Reservoir Dogs. Den by var hele hans rum af erfaringer og billeder, ligesom popkulturen og filmhistorien var hele hans univers af referencer.

Oprindeligt ville han være skuespiller, men han havde også skrevet filmmanuskripter og instrueret en meget lille film, som han aldrig afsluttede.

Selv har han sagt, at hvis man skulle sende et brev til ham, fra han var 17, til han blev 28, skulle man adressere det: Quentin Tarantino. Udkanten af filmindustrien. For i den periode var det dér, han opholdt sig.

I begyndelsen af 1990’erne arbejdede Tarantino i en videobutik og tænkte, at han ville optage Reservoir Dogs med sine venner. Filmen havde et budget på 30.000 dollar. Men Tarantinos yndlingsskuespiller var Harvey Keitel, og han drømte om at få ham til at læse manuskriptet.

Det viste sig, at en af hans venner havde en dramalærer, hvis kone kendte Harvey Keitel. De gav manuskriptet til læreren, som gav det videre til sin kone, inden det nåede frem til Keitel, som boede i New York.

»Jeg har læst manuskriptet,« sagde Harvey Keitel i en besked, som han lagde på Quentin Tarantinos telefonsvarer.

»Jeg elsker det, jeg ville endda elske at producere det for at få det op at stå. Ring tilbage.«

Anderledes karakterer

Sådan blev Reservoir Dogs til en film med et budget på næsten to millioner dollar. Keitel og Tarantino gennemførte en casting i New York, og de fandt skuespillere som Tim Roth, Steve Buscemi og Michael Madsen. For de fleste blev filmen et gennembrud til en større filmoffentlighed. Mange blev siden stjerner.

Alle, som var med i filmen, vidste, de havde oplevet noget nyt og anderledes. Det afspejler sig også i modtagelsen af den. Den måske største amerikanske filmkritiker, Roger Ebert, skrev i sin anmeldelse:

»Nu da vi ved, at Quentin Tarantino kan lave en film som Reservoir Dogs, er det på tide, at han kommer videre og laver en bedre film.«

Han gav filmen 2.5 ud af 4 stjerner. Ebert efterlyste, at Tarantino udviklede sine karakterer undervejs i film, han syntes, de forblev karikerede og statistiske.

Anmeldelsen viser i dag, at Ebert endnu ikke havde forstået, hvordan Tarantino laver film, og at han udvikler sine karakterer på en helt anden måde, end kritikeren var vant til.

Ordentlig omgang sex

Reservoir Dogs begynder med en scene på en amerikansk morgenmadsrestaurant, hvor otte mænd i jakkesæt ryger og drikker kaffe, efter de har spist. De er professionelle røvere bragt sammen af en forbryderpatriark for at lave et stort kup. Instruktøren selv, Quentin Tarantino, er en af skuespillerne, der sidder med ved bordet.

Men de taler ikke, som man ville forvente, hårde forbrydere snakker sammen. De diskuterer, hvordan man skal forstå teksten til Madonnas hit »Like a Virgin«.

Den første replik i hele Tarantinos værk er følgende:

»Like a Virgin handler om en pige, som er vild med en fyr med en stor pik. Hele sangen er en metafor for store pikke,« siger en af mændene. Kameraet kredser rundt om dem, følger deres ansigter, som om publikum sidder ved bordet ved siden af og iagttager dem.

En anden mand svarer:

»Nej, den gør ikke. Den handler om en pige, som er meget sårbar, og hun er blevet røvrendt nogle gange. Så møder hun en fyr, som er meget følsom …«

Men han bliver afbrudt af den første, som beder ham »gemme alt det lort til turisterne«. Underforstået: Ingen af dem ved bordet tror på ham som den empatiske mand, der anerkender sårbare, følsomme kvinder. Det må han finde nogle fremmede, som han kan bilde ind.

En tredje bryder ind med henvisning til en anden Madonna-sang og siger:

»Hvem er ’True Blue’?«

En fjerde spørger:

»Kan du ikke huske ’True Blue’? Det var et røvstort Madonna-hit.«

En femte erklærer, at han hader Madonna, men den første insisterer og siger, at de afbryder hans tankerække: ’Like a Virgin’ handler om en kvinde, som er en kneppemaskine, men så møder hun en fyr, der er ligesom Charles Bronson i The Great Escape, og så får hun en ordentlig omgang sex, hvorefter »hun oplever noget, hun ikke har følt siden tidernes morgen: Smerte«.

Kvindens fortælling

Denne scene afspejler umiddelbart en gruppe primitive mænd, der taler primitivt og brutalt om kvinder. De kan kun forestille sig to typer kvinder: Den følsomme jomfru og den liderlige luder. Jomfru Maria eller Maria Magdalene.

Kvindens begær er enten pik eller følelser. Enten er kvinden passivt modtagende eller aktivt handlende. Og den aktivt handlende kvinde ender alligevel med at blive underkastet af den mand, som kan handle mere, end hun kan.

Men man kan også læse scenen anderledes: Der sidder en gruppe mænd med den gamles verdens referencer, westernfilm og bibelske motiver og prøver at afkode en ny tids kvinder.

De diskuterer, hvordan de skal forstå, hvad kvinder vil have, og hvad der smerter dem. De lytter til kvindens fortælling gennem en popsang, som åbenlyst er en fælles reference, og som de åbenlyst alle har reflekteret over.

Samtalen om Madonnas tekster afbrydes først af forbryderpatriarkens søn, som minder dem om et program på radioen, som hylder gamle dages musik: »Har nogle af jer drenge lyttet til K-Billys Super Sounds of the Seventies,« spørger han. Det opholder de sig ved.

Sociologisk analyse

Men da de skal gøre regnskabet op, bliver de tvunget til igen at forholde sig fortolkende til samtiden. De diskuterer, om man altid bør give drikkepenge, eller om de kvindelige tjenere skal gøre sig fortjent til dem.

Det udvikler sig til en forhandling om deres ansvar for samfundets økonomiske indretning. Den ene siger, at de her kvinder arbejder for en minimumsløn, og de kun kan klare sig med drikkepenge. En anden siger, at han ikke fik drikkepenge, da han arbejdede for minimumsløn, fordi han havde et arbejde, som samfundet ikke fandt værdigt til at belønne med drikkepenge.

Den første svarer igen med en forbløffende sociologisk analyse:

»At være tjener er den mest almindelige beskæftigelse for kvinder uden universitetsuddannelse i det her samfund. Det er det ene job, som enhver kvinde kan få og leve af. Det er på grund af drikkepengene.«

Den anden svarer:

»Fuck alt det her.«

Han mener ikke, at det er hans personlige ansvar:

»Det der ikkeuniversitetsuddannede lort, du siger. Jeg har to ord at sige til det: Lær at skrive på en fucking maskine.«

Forandret virkelighed

Den tredje læsning af scenen er, at Tarantino konsekvent lader sine karakterer træde ud af karakter så at sige. Forbrydere taler ikke kun som forbrydere, de forholder sig også til musik, penge, kvinder, politik og kønsroller.

Det er ikke, fordi de er intellektuelle eller sociologer, men simpelthen fordi de er mennesker i fællesskaber, at de hele tiden forholder sig fortolkende og således medskabende til det samfund, de er borgere i.

Mændene i Reservoir Dogs er klædt i hvide skjorter, sorte jakker, og de bærer smalle slips. Som ikoner fra 1950’erne. Men deres samtaler viser hele tiden, at de også er meget mere end det.

Disse mænd er klar over, at deres virkelighed er forandret radikalt, og at deres gamle verden er gået under. Det er et gennemgående motiv hos Tarantino, som slås an i den første scene: Den gamle verdens undergang, den tabte verden.

Og forsøget på at nå til en forståelse af en ny tid gennem afkodning af populærkulturen, som er deres fælles referenceramme. Hans film er som med henvisningen til Charles Bronson ladet med nostalgi over den gamle verdens billeder og præget af nysgerrighed over den nye verdens tegn.

Tarantinos karakterers dramaer udspiller sig i det spændingsfelt.

Alt det blod

Det bliver i Reservoir Dogs konkret, fordi de otte mænd har grundlagt et nyt broderskab, som skal realisere et projekt sammen.

De er bragt sammen for at lave et stort diamantkup, og for at beskytte hinanden har de alle fået nye identiteter. De må ikke fortælle de andre deres egne historier, hvor de kommer fra, hvem de er, og hvad de har gjort. De er blevet gendøbt med navne efter farver: Mister White, Mister Orange, Mister Pink osv. Sammen har de forladt den gamle verden for at gøre lykke i en ny virkelighed.

Men filmens anden scene afslører, at det er gået helt galt. Vi ser en stærkt blødende forbryder ligge på bagsædet af en bil, mens han hyler og klynker.

»Jeg fatter ikke, at hun dræbte mig. Hvem fanden ville have troet det?« skriger han.

»Alt det her blod gør mig skidebange. Jeg dør, det ved jeg.«

Kronologien i filmen er brudt op, så vi ved, at kuppet bliver en fiasko. Dramaet er herefter, hvordan det nye mandefællesskab kunne gå under, hvem der har forrådt dem og afsløret deres planer for politiet.

Uimodståeligt univers

Reservoir Dogs er en voldelig actionfilm, det er en pastiche over gamle hollywoodklassikere, det er en refleksion over historien og samtiden. Men det er også en forunderlig overgangsfortælling, fordi den blødende mand på bagsædet afsløres som forræderen, der opgav forbryderfællesskabet for at realisere et mere retfærdigt samfund.

Men Madonnas ankomst til en ukendt instruktørs premiere afslørede også noget andet: Tarantinos univers er uimodståeligt. 

Det kan være spektakulært voldeligt, hans karakterer er ofte afstumpede og ubehagelige, og historierne handler sjældent om en helt, som kæmper for et ideal, vi alle sammen drømmer om at realisere. Men hans verden er fortryllende og interessant.

Hvem kan man stole på i en virkelighed, hvor Madonna er navnet på en forførende, forvirrende sirene, og den blødende Judas på bagsædet viser sig at være Jesus i Los Angeles?

Serie

Quentin Tarantinos forførende verden

Den 15. august er der dansk premiere på Quentin Tarantinos niende og efter alt at dømme næstsidste spillefilm, Once Upon a Time … in Hollywood. Han er en af de seneste 25 års mest originale filminstruktører, som har skabt et nyt filmsprog, hvor han filtrerer, bearbejder, dekonstruerer og genskaber de genrer og den filmhistorie, som han selv er vokset op med og formet af. I de kommende dage skriver vi om de otte film, Tarantino selv har instrueret. Vi forsøger at indkredse, hvad det er, der gør Tarantino og hans film så specielle.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Katrine Damm
  • Thomas Tanghus
  • Nina Højland
  • ulrik mortensen
  • Anders Olesen
  • erik pedersen
  • Tom Hansen
  • Bjarne Jørgensen
Christian Skoubye, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Nina Højland, ulrik mortensen, Anders Olesen, erik pedersen, Tom Hansen og Bjarne Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Men desværre ikke skrevet på dansk "undersat" fra diverse US english kilder, her er en af dem:

"Lawrence Bender’s acting teacher’s wife gave the Reservoir Dogs script to Harvey Keitel, who liked what he read so much that he signed on as co-producer."

https://www.eightieskids.com/10-things-you-might-not-have-realised-about...

Det er fint at benytte kilder, især hvis de angives, og det er endnu bedre at oversætte til rigtig dansk.

Maj-Britt Kent Hansen, Flemming Berger og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar

Læg mærke til at den eneste fra banden, der overlever er Mr. Pink - han ses forlade mødestedet eller "the rendezvous", hvor de andre - mexican stile - lige har skudt hinanden. Man må spå han en fair chance for at komme afsted med diamanterne.

De andre bandemedlemmer laver hver især fodfejl både før, under og efter røveriet. Mr. White fortæller sit rigtige navn til panseren. Nice Guy Eddie tager sin alt for skydegale ven med osv.. Mr. Pink stiller igen og igen de andre samme spørgsmål: Am I the only professional? Er det Quentin Tarantino der taler?

Dennis Tomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Spørgsmålet er om Mr.Pink slipper helt. Han er lige trådt ud af døren og politiet ankommer og man høre ham råbe: "Dont shoot, I got shoot God dammit." Men på den anden side så overlever han - han dukker jo op og severer milkshake for Vincent i Pulp Fiction ;-) ...

Ja, ok. Måske løber Mr. Pink ind i problemer uden for deres rendezvous, og som han selv siger "Mr. Pink sounds like Mr. Pussy". Men jeg vil alligevel give ham en chance, Han var jo rimelig ferm, da han lige efter kuppet kommer løbende med diamantmappen og skydende politi efter sig.......

--------Og Steve Buscemi har prøvet værre.....Fargo: "I got fucking shot in the face!"

Torben Lindegaard

.... for slet ikke at tale om Boardwalk Empire -
og al den sprut Steve Buscemi hev indenbors i løbet af de 5 sæsoner.

olivier goulin

Den underfundige narrative opklipning med brudt kronologi genbrugte han i Pulp Fiction.
Meget forvirrende - men også lidt sjovt.

/O

Har set en del af trailerne til Tarantinos film - opfatter dem som ekstremt voldelige, og jeg er ellers ikke sart. Og har nu også læst Løkkebergs hyldest til instruktøren. Den bekræfter mig i, at jeg ikke er gået glip af noget.

Christian Engelbrecht

Du _er_ gået glip af noget. Hvorfor afvise fantastiske fortællinger _kun_ på grund af vold? Gladiator, Goodfellas, for nu at tage noget, der ikke er Tarantinos. Nyd de få Sam Peckinpah'er, mens de er her.

Christian Engelbrecht . Fantastiske fortællinger findes alle vegne, ikke kun i Hollywood. Heller ikke Peckinpah finder nåde for mit kritiske øje. Også pga. volden. Mange amerikanske instruktører er aldrig kommet længere end til stumfilmen, hvor de heller ikke var plads til de finere nuancer, men hvor alt skulle udpensles for at noksagterne på de bagerste rækker fik noget for billetten.
Der er tale om instruktører, der opfatter publikum som infantile idioter, siden de skal have voldens mange "æstetiske" excesser udpenslet ad libitum og ad nausam.
Der findes talrige film - nok mest europæiske m.fl. - der godt kan vise vold uden at tvære det ud som om det var klimaks i en pornofilm hvor alle detaljer skal med.
En film som fx Jeg, Daniel Blake er et godt eksempel på hvordan samfundets voldelighed skildres uden brug af gumpetung special effects, øretæver og tomatketchup en masse. Bare for at nævne et enkelt eksempel, på hvad Tarantinp ikke magter.

Anders Sørensen

@Arne Lund, nu har du jo ikke set Tarantinos film, så du kan vel ret beset ikke udtale dig om, hvad han "ikke magter"?

Men bortset fra det, så forfalder Tarantino jo NETOP ikke til "gumpetung" vold. Hans vold er ironisk, meta - ligefrem elegant stiliseret. Aldrig stupid underholdning alene.

Man kan sagtens peppe en ringe film op med en biljagt, et par eksplosioner og lidt sex og knivdrab - men kendetegnende for disse film er, at tager man biljagt etc. ud, er de primitive og leflende.

Tarantinos vold er ikke primitiv. Ikke leflende. Den er en integreret del af et kunstværk, hvori vold indgår som en komponent på linje med alt andet virkeligt, som naturligvis bør kunne beskrives, uden at det nødvendigvis sker subtilt i sort-hvide film direkte fra fransk filmskole.

Anders Sørensen - Nej, jeg har ikke set Tarantinos film, kun "advarslen" - traileren. Desuden har jeg læst om ham, hørt folk fortælle om filmene - så helt på bar bund er jeg vist ikke.
Du skriver, at han behandler volden ironisk og æstetisk. Han er ikke den første der legitimeer sin voldsfascination således. Bliver volden mere acceptabel fordi den vises i slow-mo, og/eller skildres som var den en ballet, eller et psykedellisk lysshow?
Den megen vold i filmene sælger jo godt, og Tarantine ved udmærket, at hvis man skal have folk i biffen, så skal det være med noget, de ikke har set tidligere. Her klarer europæisk film generelt sig med et godt manus og troværdige skuespillere.
Når jeg ikke accepterer vold a la Tarantino, er et så mig, der er gumpetung?

Anders Sørensen

@Arne Lund, jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvornår vold på film efter din mening er acceptabelt. Skal det være realistisk? Skal det være ikke-stiliseret? Hvad synes du om f.eks. A Clockwork Orange, hvor der voldtages og dræbes til tonerne af især Beethoven?

Anders Sørensen - forstår godt dit spm., jeg har ikke noget fuld færdig facitliste. Jo vist anerkende jeg, at der er film hvor vold skal vises- Fx sendte DR for nylig Slaget om Algier, og har kan man jo ikke forstå hvad der skete, hvis ikke volden indgår som en "naturlig" del af filmens fortælling. Uden vold ville filmen være - meningsløs?
Mht. Clockwork Orange - kender godt scenerne, og dem ku' jeg lide - de virkede påklistrede, og ærteticerende. I Ondskabens hotel brugte Kubrick som en markant del af fortællingen, Hitchcocks Psycho kunne også nævnes, Kubricks Ærens vej m.fl.
Hjælper det?

Maj-Britt Kent Hansen

Så filmen i går i Cinemateket i København. I en dårlig kopi uden danske undertekster og med svigtende lyd i en længere scene undervejs. Filmen havde DK-premiere i 1993 - formentlig med oversat dialog.

Nu havde jeg ikke læst ovenstående lettere højpandede analyse på forhånd. Måske jeg så havde fået et dybt intellektuelt udbytte af de langtrukne volds- og blodsorgier samt sproget, hvor fuck og fucking forekom med en frekvens, som ingen dansk teenager ville kunne slå.

Siger det noget om USA - jf. de seneste dages nedskydninger, at Tarantino netop slog igennem med en film som denne, og måske slet ikke var kommet igennem med efterfølgerne - Pulp Fiction og Jackie Brown, som dog - modsat denne splatterfilm - var værd at se.

Ifølge IMDB handler filmen om:

CITBStoryline
Six criminals, who are strangers to each other, are hired by a crime boss, Joe Cabot, to carry out a diamond robbery. Right at the outset, they are given false names with the intention that they won't get too close and will concentrate on the job instead. They are completely sure that the robbery is going to be a success. But, when the police show up right at the time and the site of the robbery, panic spreads amongst the group members, and two of them are killed in the subsequent shootout, along with a few policemen and civilians. When the remaining people assemble at the premeditated rendezvous point (a warehouse), they begin to suspect that one of them is an undercover cop. Written by SoumitraCITS.

Se, det hjælper jo lidt til at finde ud af, hvad filmen uden egentlig kronologi handlede om.