»’Like a Virgin’ handler om en pige, som er vild med en fyr med en stor pik«

Til festen ved premieren på Quentin Tarantinos første film, Reservoir Dogs, ankom Madonna med en særlig gave. Det var i 1992, hun var tidens største popstjerne, der kælede for publikum med sin skønhed og sine omkvæd, men samtidig foruroligede offentligheden, fordi hun var en farlig kvinde.

Hun krævede stolt sin ret til tilfredsstillelse, når hun var liderlig, og hun kunne synge om mænd, som var de marionetter i et teater, hun styrede gennem sin sang, skønhed og knaldhårde kommando.

Gaven til Tarantino var et eksemplar af hendes nye album, Erotica, med den håndskrevne dedikation:

»Quentin: Det handler om kærlighed, ikke om pik.«

Gaven som gestus var en fortsættelse af filmen ind i virkeligheden. Og det var en replik til en instruktør, der med sin debut havde vist en sjælden evne til at lave sjove, overrumplende og afsindige replikker. Tarantinos personer træder i karakter gennem deres replikker, og hans sociale rum bliver bygget op af dialoger.

Hvad er kærlighed?

»Hvis jeg har en Guds gave,« som Quentin Tarantino har sagt, »er det dialogerne.«

Han forklarer, at det er, som om hans karakterer siger deres replikker af sig selv, når han skriver, og at han bare er sekretæren, som noterer det.

Madonnas korte dedikation til Tarantino berørte spørgsmål, som filmen revolverer omkring: Hvad er kærlighed, hvad er en pik for kvinder, og hvordan skal mænd give tidens kvinder det, de vil have, og samtidig blive ved med at være det, de selv forstår som mænd?

Og hvem var denne Quentin Tarantino, som debuterede med en film, der straks blev en kultklassiker og siden er blevet kåret til den bedste uafhængigt producerede film nogensinde.

Udkanten af filmindustrien

Quentin Tarantino er født og opvokset i Los Angeles, og han havde aldrig boet uden for byen, da han lavede Reservoir Dogs. Den by var hele hans rum af erfaringer og billeder, ligesom popkulturen og filmhistorien var hele hans univers af referencer.

Oprindeligt ville han være skuespiller, men han havde også skrevet filmmanuskripter og instrueret en meget lille film, som han aldrig afsluttede.

Selv har han sagt, at hvis man skulle sende et brev til ham, fra han var 17, til han blev 28, skulle man adressere det: Quentin Tarantino. Udkanten af filmindustrien. For i den periode var det dér, han opholdt sig.

I begyndelsen af 1990’erne arbejdede Tarantino i en videobutik og tænkte, at han ville optage Reservoir Dogs med sine venner. Filmen havde et budget på 30.000 dollar. Men Tarantinos yndlingsskuespiller var Harvey Keitel, og han drømte om at få ham til at læse manuskriptet.

Det viste sig, at en af hans venner havde en dramalærer, hvis kone kendte Harvey Keitel. De gav manuskriptet til læreren, som gav det videre til sin kone, inden det nåede frem til Keitel, som boede i New York.

»Jeg har læst manuskriptet,« sagde Harvey Keitel i en besked, som han lagde på Quentin Tarantinos telefonsvarer.

»Jeg elsker det, jeg ville endda elske at producere det for at få det op at stå. Ring tilbage.«

Anderledes karakterer

Sådan blev Reservoir Dogs til en film med et budget på næsten to millioner dollar. Keitel og Tarantino gennemførte en casting i New York, og de fandt skuespillere som Tim Roth, Steve Buscemi og Michael Madsen. For de fleste blev filmen et gennembrud til en større filmoffentlighed. Mange blev siden stjerner.

Alle, som var med i filmen, vidste, de havde oplevet noget nyt og anderledes. Det afspejler sig også i modtagelsen af den. Den måske største amerikanske filmkritiker, Roger Ebert, skrev i sin anmeldelse:

»Nu da vi ved, at Quentin Tarantino kan lave en film som Reservoir Dogs, er det på tide, at han kommer videre og laver en bedre film.«

Han gav filmen 2.5 ud af 4 stjerner. Ebert efterlyste, at Tarantino udviklede sine karakterer undervejs i film, han syntes, de forblev karikerede og statistiske.

Anmeldelsen viser i dag, at Ebert endnu ikke havde forstået, hvordan Tarantino laver film, og at han udvikler sine karakterer på en helt anden måde, end kritikeren var vant til.

Ordentlig omgang sex

Reservoir Dogs begynder med en scene på en amerikansk morgenmadsrestaurant, hvor otte mænd i jakkesæt ryger og drikker kaffe, efter de har spist. De er professionelle røvere bragt sammen af en forbryderpatriark for at lave et stort kup. Instruktøren selv, Quentin Tarantino, er en af skuespillerne, der sidder med ved bordet.

Men de taler ikke, som man ville forvente, hårde forbrydere snakker sammen. De diskuterer, hvordan man skal forstå teksten til Madonnas hit »Like a Virgin«.

Den første replik i hele Tarantinos værk er følgende:

»’Like a Virgin’ handler om en pige, som er vild med en fyr med en stor pik. Hele sangen er en metafor for store pikke,« siger en af mændene. Kameraet kredser rundt om dem, følger deres ansigter, som om publikum sidder ved bordet ved siden af og iagttager dem.

En anden mand svarer:

»Nej, den gør ikke. Den handler om en pige, som er meget sårbar, og hun er blevet røvrendt nogle gange. Så møder hun en fyr, som er meget følsom …«

Men han bliver afbrudt af den første, som beder ham »gemme alt det lort til turisterne«. Underforstået: Ingen af dem ved bordet tror på ham som den empatiske mand, der anerkender sårbare, følsomme kvinder. Det må han finde nogle fremmede, som han kan bilde ind.

En tredje bryder ind med henvisning til en anden Madonna-sang og siger:

»Hvem er ’True Blue’?«

En fjerde spørger:

»Kan du ikke huske ’True Blue’? Det var et røvstort Madonna-hit.«

En femte erklærer, at han hader Madonna, men den første insisterer og siger, at de afbryder hans tankerække: ’Like a Virgin’ handler om en kvinde, som er en kneppemaskine, men så møder hun en fyr, der er ligesom Charles Bronson i The Great Escape, og så får hun en ordentlig omgang sex, hvorefter »hun oplever noget, hun ikke har følt siden tidernes morgen: Smerte«.

Kvindens fortælling

Denne scene afspejler umiddelbart en gruppe primitive mænd, der taler primitivt og brutalt om kvinder. De kan kun forestille sig to typer kvinder: Den følsomme jomfru og den liderlige luder. Jomfru Maria eller Maria Magdalene.

Kvindens begær er enten pik eller følelser. Enten er kvinden passivt modtagende eller aktivt handlende. Og den aktivt handlende kvinde ender alligevel med at blive underkastet af den mand, som kan handle mere, end hun kan.

Men man kan også læse scenen anderledes: Der sidder en gruppe mænd med den gamles verdens referencer, westernfilm og bibelske motiver og prøver at afkode en ny tids kvinder.

De diskuterer, hvordan de skal forstå, hvad kvinder vil have, og hvad der smerter dem. De lytter til kvindens fortælling gennem en popsang, som åbenlyst er en fælles reference, og som de åbenlyst alle har reflekteret over.

Samtalen om Madonnas tekster afbrydes først af forbryderpatriarkens søn, som minder dem om et program på radioen, som hylder gamle dages musik: »Har nogle af jer drenge lyttet til K-Billys Super Sounds of the Seventies,« spørger han. Det opholder de sig ved.

Sociologisk analyse

Men da de skal gøre regnskabet op, bliver de tvunget til igen at forholde sig fortolkende til samtiden. De diskuterer, om man altid bør give drikkepenge, eller om de kvindelige tjenere skal gøre sig fortjent til dem.

Det udvikler sig til en forhandling om deres ansvar for samfundets økonomiske indretning. Den ene siger, at de her kvinder arbejder for en minimumsløn, og de kun kan klare sig med drikkepenge. En anden siger, at han ikke fik drikkepenge, da han arbejdede for minimumsløn, fordi han havde et arbejde, som samfundet ikke fandt værdigt til at belønne med drikkepenge.

Den første svarer igen med en forbløffende sociologisk analyse:

»At være tjener er den mest almindelige beskæftigelse for kvinder uden universitetsuddannelse i det her samfund. Det er det ene job, som enhver kvinde kan få og leve af. Det er på grund af drikkepengene.«

Den anden svarer:

»Fuck alt det her.«

Han mener ikke, at det er hans personlige ansvar:

»Det der ikkeuniversitetsuddannede lort, du siger. Jeg har to ord at sige til det: Lær at skrive på en fucking maskine.«

Forandret virkelighed

Den tredje læsning af scenen er, at Tarantino konsekvent lader sine karakterer træde ud af karakter så at sige. Forbrydere taler ikke kun som forbrydere, de forholder sig også til musik, penge, kvinder, politik og kønsroller.

Det er ikke, fordi de er intellektuelle eller sociologer, men simpelthen fordi de er mennesker i fællesskaber, at de hele tiden forholder sig fortolkende og således medskabende til det samfund, de er borgere i.

Mændene i Reservoir Dogs er klædt i hvide skjorter, sorte jakker, og de bærer smalle slips. Som ikoner fra 1950’erne. Men deres samtaler viser hele tiden, at de også er meget mere end det.

Disse mænd er klar over, at deres virkelighed er forandret radikalt, og at deres gamle verden er gået under. Det er et gennemgående motiv hos Tarantino, som slås an i den første scene: Den gamle verdens undergang, den tabte verden.

Og forsøget på at nå til en forståelse af en ny tid gennem afkodning af populærkulturen, som er deres fælles referenceramme. Hans film er som med henvisningen til Charles Bronson ladet med nostalgi over den gamle verdens billeder og præget af nysgerrighed over den nye verdens tegn.

Tarantinos karakterers dramaer udspiller sig i det spændingsfelt.

Alt det blod

Det bliver i Reservoir Dogs konkret, fordi de otte mænd har grundlagt et nyt broderskab, som skal realisere et projekt sammen.

De er bragt sammen for at lave et stort diamantkup, og for at beskytte hinanden har de alle fået nye identiteter. De må ikke fortælle de andre deres egne historier, hvor de kommer fra, hvem de er, og hvad de har gjort. De er blevet gendøbt med navne efter farver: Mister White, Mister Orange, Mister Pink osv. Sammen har de forladt den gamle verden for at gøre lykke i en ny virkelighed.

Men filmens anden scene afslører, at det er gået helt galt. Vi ser en stærkt blødende forbryder ligge på bagsædet af en bil, mens han hyler og klynker.

»Jeg fatter ikke, at hun dræbte mig. Hvem fanden ville have troet det?« skriger han.

»Alt det her blod gør mig skidebange. Jeg dør, det ved jeg.«

Kronologien i filmen er brudt op, så vi ved, at kuppet bliver en fiasko. Dramaet er herefter, hvordan det nye mandefællesskab kunne gå under, hvem der har forrådt dem og afsløret deres planer for politiet.

Uimodståeligt univers

Reservoir Dogs er en voldelig actionfilm, det er en pastiche over gamle hollywoodklassikere, det er en refleksion over historien og samtiden. Men det er også en forunderlig overgangsfortælling, fordi den blødende mand på bagsædet afsløres som forræderen, der opgav forbryderfællesskabet for at realisere et mere retfærdigt samfund.

Men Madonnas ankomst til en ukendt instruktørs premiere afslørede også noget andet: Tarantinos univers er uimodståeligt. 

Det kan være spektakulært voldeligt, hans karakterer er ofte afstumpede og ubehagelige, og historierne handler sjældent om en helt, som kæmper for et ideal, vi alle sammen drømmer om at realisere. Men hans verden er fortryllende og interessant.

Hvem kan man stole på i en virkelighed, hvor Madonna er navnet på en forførende, forvirrende sirene, og den blødende Judas på bagsædet viser sig at være Jesus i Los Angeles?