Læsetid: 5 min.

Mad Magazine gav brændstof til ungdomsoprøret. Nu lukker det efter 67 år

Engang en illusionsbrydende katalysator i ungdoms- og populærkulturen, nu afgår satiremagasinet Mad ved døden, fordi det ikke magtede den digitale omstilling
Mads populære højdepunkt indtraf i halvfjerdserne, da oplaget en overgang nåede op på 2,8 millioner. Da var Mad også mest åbenlyst politisk. Her ses Jimi Hendrix med frisør og Mad i slut-60’erne.

Mads populære højdepunkt indtraf i halvfjerdserne, da oplaget en overgang nåede op på 2,8 millioner. Da var Mad også mest åbenlyst politisk. Her ses Jimi Hendrix med frisør og Mad i slut-60’erne.

Getty Images

16. august 2019

Satiren har svære tider. Dræberklovnene er kommet til magten. Det er svært at råbe op om, at magthaverne ikke har noget tøj på, når de selv gør en dyd ud af det. Samtidig stiller det identitetspolitiske opgør med etableret chauvinisme, og den konservative puritanisme, der har fulgt den, væsentlige udfordringer.

Det ligner derfor en tanke, når det for nyligt blev annonceret, at en af den amerikanske humors højborge, det venerable Mad Magazine, fra dette efterår ikke længere vil bringe nyt materiale og måske lukker helt. Efter 67 år i latterens tjeneste.

Årsagen er nok primært den så velkendte for trykte medier i dag, at det simpelthen ikke kører rundt, men bladet har heller ikke magtet fornyelsen: den spidst indforståede humor, som magasinet har gjort sig i, lever i dag i højere grad på sociale medier end på tryk, og Mad har ikke magtet den digitale omstilling.

I sine velmagtsårtier var Mad imidlertid en illusionsbrydende katalysator i ungdoms- og populærkulturen, ikke mindst for boomergenerationen.

Det var, som blandt andet Art Spiegelman har påpeget, et dybt ironisk troldspejl, der viste generationer af unge læsere, at de voksnes verden var fuld af løgn.

»Efter Mad var stoffer det rene ingenting,« har Patti Smith sagt.

Mad gav brændstof til ungdomsoprøret og dets dna besjæler den dag i dag så forskellige fænomener som The Simpsons, The Onion, The Daily Show og den moderne spoof-komedie – fra Airplane (da. Højt at flyve) og The Naked Gun (da. Høj pistolføring) til The Lego Movie.

Mad debuterede i sommeren 1952 som rent tegneserieblad. Det indeholdt primært parodier, eller spoofs, på alt fra fra tegneserier til film og fjernsyn, afleveret med sitrende manisk energi og etablerede således et af bladets grundelementer. Parodierne afslørede såvel underholdningsindustriens kalkulerede formler, som kulturforbrugerens troskyldige konsum.

Filmkritikeren Roger Ebert har udtalt, at Mad allerede i hans barndom åbenbarede filmverdenens hule mekanik for ham og således udstyrede ham til sin profession.

På kanten af babylonisk nonsens

Forlaget hed EC Comics og forlæggeren var William M. Gaines (1922-1992), men hovedarkitekten var Harvey Kurtzman (1924-1993). Til trods for sin nærmest neurotiske perfektionistiske redaktionsstil formåede han at få det bedste ud af EC’s tegnere – »the usual gang of idiots« – som var blandt branchens absolut bedste.

Særligt spilopmageren Will Elder (1921-2008) definerede bladets æstetik med sine udknaldede myldrebilleder, proppet med optrin og detaljer (»kyllingefedt«, som han kaldte det). Disse gik langt hinsides historierne i deres iscenesættelse af en verden, som stadigt balancerede på kanten af babylonisk nonsens.

Kurtzman og Elder var begge jødiske arbejderbørn fra the Bronx. Mad havde alle dage sine rødder i jødisk humor, særligt som den praktiseredes i New York – fra Marx Brothers og The Three Stooges til Jerry Lewis og Mel Brooks. På én og samme tid knivskarpt og dybt tumpet, og godt pebret med jiddisch-ismer som ’ferschlugginer’, ’ganef’ og ’potrzebie’.

Kurtzman fandt endvidere, et sted dybt i den amerikanske popfolklore, frem til det perfekte fjæs: en tåbeligt smilende rødfregnet dreng med mellemrum mellem tænderne. Han havde optrådt i reklamer siden sidst i 1800-tallet, ofte ledsaget af catchphrasen »What? Me Worry?«

I 1956 formaliseredes forholdet med navngivelse og officielt portræt ved illustrator Norman Mingo (1886-1980). Alfred E. Neuman har siden optrådt på stort set hver eneste forside af bladet – bredt, tungnemt og uudviskeligt grinende, som en lobotomiseret udgave af Lewis Carrols Grinekat.

EC Comics var en bombe i halvtredsernes paranoide konsensuskultur. Særligt forlagets afsindigt populære og grænseoverskridende skræk- og krimiserier vakte skandale. En politisk sanktioneret tegneseriehetz, ansporet af forældregrupper og børnepsykologer, førte til såvel landsdækkende tegneserieafbrændinger som alvorstunge høringer i Kongressen.

Det endte med, at tegneseriebranchen selv indførte en gennemgribende censurordning, som tvang EC i knæ. Det i stigende grad populære Mad blev forlagets redning.

Uomgængeligt kulturfænomen

I 1955 relancerede Gaines og Kurtzman Mad som glittet magasin og udvidede således bladets repertoire, samtidig med at de løsnede det fra tegneseriecensuren. Året efter forlod Kurtzman EC, fordi han ikke kunne opnå fuld ophavsretlig kontrol.

Han blev erstattet af Gaines’ højre hånd Al Feldstein (1925-2014), som skulle fungere som chefredaktør helt frem til 1984 og således blev ansvarlig for dets forvandling til uomgængeligt kulturfænomen.

Feldstein satte nærmest omgående det hold, der skulle definere Mad årtier frem: Don Martins (1931-2000) manisk orkestrerede, makabert fladpandede historier er studier i kinetisk humor og vanvittige lydord – SPLORTCH! – samtidig med at de optegner et både hysterisk morsomt og fatalistisk skræmmende livssyn.

Hans figurer, med deres hængende øjenlåg, langstrakte skægstubbede kæbepartier og omfoldende fødder, er blandt de mest mindeværdige og originale i amerikansk humor.

Tegneren Al Jaffee (f. 1921) bidrog med de karakteristiske fold-ind-bagsider i Mads. Her en satirisk fremstilling af præsident Richard Nixon. 

Som en vital, kernesund og ikke mindre underholdende kontrast animerede den virtuost hurtigtegnende spansk-mexicanske Sergio Aragonés (f. 1937) bladet med sine figurer, ikke mindst i spalternes marginer. Cubanske Antonio Prohías (1921-1998) destillerede den kolde krigs vanvid i sin ordløse, spidskantede gagstribe om to evigt stridende, kynisk morderiske spioner, Spy vs. Spy (da. Sort mod Hvid).

Veteranen Al Jaffee (f. 1921) bidrog ikke mindst med de karakteristiske fold-ind-bagsider – Mads svar på Playboy Magazines pornografiske centerfolds – hvor ét billede på overraskende vis bliver til et andet, når man folder siden som et brev.

Dave Berg (1920-2002) tegnede helt normale mennesker i helt normale situationer, men med en distinkt undertone af nærmest kvalmet anspændthed i sin The Lighter Side of … (da. Den lyse side af …), der udstillede den dybt akavede virkelighed bag vores idealforestillinger om dagliglivet.

Mort Drucker (f. 1929) var mesteren bag bladets spoofs over Hollywood-blockbusters, TV-succeser og popstjerner.

Hans parodi over Star Wars: The Empire Strikes Back i 1982 blev fulgt af trusler om sagsanlæg fra Lucasfilm, samtidig med at en uvidende George Lucas roste den i et fanbrev.

Gaines sendte det til de aggressive advokater med ordene, »det var da pudsigt, det ser ud til at George godt kunne lide den!«

Lucas har senere skrevet, »Jeg har altid forsvaret Mad mod mine advokater«.

Satire fra Mad Magzine i 1960'erne, der gør grin af Hitler og tobaksindustrien. 

Mad kørte helt frem til 2001 uden reklameindtægter, hvilket understregede dets uafhængighed. I stedet trakterede de med opfindsomme reklameparodier og udstillede således kapitalismens absurditeter.

I en »annonce« for tobak fra engang i 1960’erne optrådte selveste Hitler med en smøg i flaben, mens han i teksten bedyrede, at han havde fundet sig en ny, ’virkelig fantastisk’ måde at fylde kirkegårde på.

Mads populære højdepunkt indtraf i halvfjerdserne, da oplaget en overgang nåede op på 2,8 millioner.

Da var Mad også mest åbenlyst politisk.

Det gik blandt andet ud over Richard Nixons kriminelle administration, men også venstrefløjens excesser spottedes.

Mads maskot var særlig potent: ved sin blotte tilstedeværelse i selskab med – eller forklædt som – en politiker eller mediepersonlighed, kunne Alfred E. Neuman fuldstændig latterliggøre vedkommende.

Mad var barn af en hysterisk epoke, hvor den politiske dagsorden sattes af demagoger i morbid symbiose med massemedierne.

Det lader nu til at gå bort i en anden, lignende tid.

Det virkede i sig selv som et punktum, da Donald Trump for nylig sammenlignede den unge demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg med Alfred E. Neuman (hvem han unægtelig ligner) – en reference, der tilsyneladende gik hen over hovedet på den yngre politiker (født i 1982).

Når ærkeeksemplet på boomergenerationens destruktive egoisme – indbegrebet af, hvordan voksenverdenens løgn i dag ophæves til sandhed – således påkalder sig ens eksempel til de unges almene uforståenhed, er det måske på tide at dreje nøglen om.

Mellem optagelserne til talkshowet befinder Noor Haddad sig i omklædningsrummet for at gøre sig klar eller tage en pause. Redaktionen har blandt andet til opgave at holde øje med de nyheder og det mediebillede, som det syriske regime søger at udbrede – og så imødegå det med sarkastiske og satiriske kommentarer.
Læs også
Amnesty International har bedt Radio24syv beklage og tilbagetrække de dele af kanalens satireprogram Den Korte Radioavis, der gør nar ad det feministiske aktivist og instagram-navn Amalie Have. Her er det Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra programmet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Brian W. Andersen
  • Oluf Husted
  • Erik Karlsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Brian W. Andersen, Oluf Husted, Erik Karlsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

AK ja, mangen latter og grin blev det til dengang, intet lod til at være helligt, og den danske udgave var virkelig fin.

Maj-Britt Kent Hansen, Klaus Ipsen, Oluf Husted, Erik Fuglsang, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Svendsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Nakariefuglens Gebravelse

"Ak så skulle dig vor ven vi miste
Endt er dine glade melodier
Tungt det er at bære på din kiste
skønt den kun er af avispapir."
(Kanariefuglens Begravelse)

R.I.P.

Trist. Mad's bagsidecartoon åbnede mine øjne for Shakespeares univers

To bier kom flyvende mod to kødædende planter med underteksten: "Two bees or not two bees"

...og hvad hed ham der, hvor forfoden... øøøh Don something ?

Vibeke Hansen

Åh gud! Nu føler jeg mig gammel. Det magasin var helt forsvundet fra “mindernes museum”, men på de få sekunder det tog at læse overskriften, trådte Spy & Spy ind i erindringens klare lys og jeg genkaldte et kort øjeblik det vanvittige univers Mad udgjorde. Nu om stunder kniber det gevaldigt med satire og humor, der har måtte vige pladsen til krænkelseskulturen, hvor hvert ord skal vejes på en guldvægt. Gudskelov skifter omgangstonen karakter med jævne mellemrum, så der er håb forude for et “Come back”.