Analyse
Læsetid: 2 min.

Magnus Carlsens fæle nedtur i Saint Louis

Den norske verdensmester led en række mystiske og forsmædelige nederlag i hurtigskak og lynskak
Den norske verdensmester led en række mystiske og forsmædelige nederlag i hurtigskak og lynskak

Terje Bendiksby

Kultur
15. august 2019

Den verdensomspændende Grand Chess Tour er i august nået til det amerikanske skakmekka Saint Louis, hvor de deltagende stormestre i første omgang har spillet ’Rapid and Blitz’, dvs. hurtig- og lynskak.

Den norske verdensmester Magnus Carlsen, der i 2019 ellers har vundet alt, hvad han har været i nærheden af, kom ud for en fæl nedtur og scorede blot 17 af 36 mulige points i de to discipliner, altså lige under 50 procent. Det rakte blot til en sjetteplads blandt de ti deltagere, og undervejs led Carlsen en række mystiske og forsmædelige nederlag – mange af dem i høj grad selvforskyldte.

Den norske hjemmeside Bergensjakk forklarer det chokerende pauvre resultat med »tvivlsomt og risikabelt åbningsspil« – verdensmesteren havde åbenbart ikke lyst til at vise sine medbejlere til VM-titlen, hvad han har på lager i de mere gængse åbninger, og kastede sig derfor ud i en række eksperimenter, der ved et par lejligheder tangerede det groteske.

Højdepunktet i så henseende indtraf, da han som hvid mod den unge kinesiske stormester Yangyi Yu ofrede en springer for en bonde allerede i det fjerde (!) træk. Det lignede et sandt begyndertræk. Yu må have tænkt juhu, og han tog selvfølgelig imod den milde gave og gendrev med sikker hånd Carlsens form for sørøverskak.

Carlsen versis Yangyi Yu, St. Loius, august 2019

1.e4 e5 2.Sf3 Sf6 3.Sxe5 d6 4.Sxf7?? – dette træk hører hjemme på en kaffebar eller et værtshus, ikke i stormesterkredse - Kxf7 5.d4 c5 6.Sc3 cxd4 7.Lc4+ Ke8 8.Dxd4 Sc6 9.De3 Db6 10.Dg3 Sd4 11.0–0 Le6 12.Lxe6 Sxe6 13.Sd5 Dc6 14.Sxf6+ gxf6 15.Dg4 Ke7 16.Ld2 h5 17.Dg6 Lh6 18.Lc3 Taf8 19.Tfe1 Lf4 20.Tad1 Le5 21.Te3 Tfg8 22.Df5 Sf4 23.Lxe5 dxe5 24.h4 Sxg2 25.Tg3 Se3 …

Her opgav Carlsen i en situation, hvor tiden i mere end én forstand var ved at rinde ud for ham.

Vinder af Saint Louis Rapid and Blitz blev den armenske stormester Levon Aronian, der for sin solide præstation blev tildelt 13 points efter det kringlede system, der er gældende i Grand Chess Tour, mens Carlsen i denne omgang må nøjes med sølle fem. Han bevarer dog stadig en relativt sikker føring i det samlede regnskab, hvor stillingen i top-ti nu er:

1. Carlsen, Norge, 38 p.

2. Maxime Vachier-Lagrave, Frankrig, 33,3 p.

3. Aronian, Armenien, 24 p.

4. Wesley So, USA, 22 p.

5. Ding Liren, Kina, 21,3 p.

6. Caruana, USA, 19 p.

7. Nepomiachtchi, Rusland, 18 p.

8. Karjakin, Rusland, 14,5 p.

9. Nakamura, USA, 14 p.

10. Anand, Indien, 13 p.

Det forplumrer billedet, at pointene er opnået på forskellige vilkår: Vachier-Lagrave har deltaget i alle fire hidtidige turneringer, mens Carlsen med kun tre fuldførte turneringer har en til gode – mens den stærkt spillende Aronian, der nu må betragtes som Carlsens skarpeste rival til at vinde den samlede tour, kun har deltaget i to.

Næste turnering begynder allerede om få dage og finder også sted i Saint Louis. Denne gang drejer det sig om klassisk skak med den normale (lange) betænkningstid, og mon ikke Carlsen ved denne lejlighed kan finde et mere normalt åbningsspil frem og undgå at brænde nallerne på den måde, det skete i hurtig- og lynskakken?

Serie

Kampen om skaktronen

I november 2018 forsvarede den norske stormester Magnus Carlsen sin verdensmestertitel mod amerikaneren Fabiano Caruana. Nu fortsætter Carlsens kamp for at cementere sin status som verdens(-historiens?) største skakspiller. Følg Informations dækning af de største dramaer og vigtigste turneringer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her