Læsetid: 5 min.

Manifest: Sådan vil Information skrive litteraturhistorien fra 2000 til 2019

Manifest for en begivenhedsorienteret fortælling om dansk litteratur fra 2000 til i dag. Vi begynder med Claus Beck-Nielsen i år 2000
Manifest for en begivenhedsorienteret fortælling om dansk litteratur fra 2000 til i dag. Vi begynder med Claus Beck-Nielsen i år 2000

Sofie Holm Larsen

30. august 2019

Information søsætter i dag et ambitiøst eksperiment. Over i alt 20 fredage vil tre af avisens faste anmeldere forsøge at skrive det 21. århundredes danske litteraturhistorie! Bladets læsere vil nu for første gang få et samlet bud på de tendenser, der har tegnet feltet efter årtusindskiftet.

Vi begynder i dag med forfatteren Claus-Beck Nielsen, der i år 2000 gik undercover som hjemløs, blev efterlyst i Ekstra Bladet og skrev om det i Information, hvilket skabte rystelser i den danske litteratur i årene fremover.

Vores samtid vil blive beskrevet og kortlagt, og det i en ny, hidtil uset, anderledes form: ikke som en perlerad af portrætter, en opregning af visse ismer eller en gennemgang af generationer.

Nej, vores fokus vil være begivenheden, vægten vil ligge på litteraturen som noget, der sker, hænder, overgår nogen i verden. Hvad vi bestræber os på, er at indkredse og fange momentet, hvor det nye trådte frem, det nye, som vi bagefter kan se fik varig og formende indflydelse.

Vi kender alle fra septemberdage den fornemmelse, som får os til at sige, at der er efterår i luften. Og vi kender fra oktober den oplevelse, at nu er det definitivt og indiskutabelt blevet efterår. Lidt efter samme mønster foregår det, når de vigtige litterære fornyelser finder sted.

Én gang er ingen gang. To kan være en tilfældighed. Tre gange danner et mønster. Således blev det i begyndelsen af det 21. århundrede et mønster, at danske forfattere vendte tilbage til deres hjemstavn og skrev om egen opvækst, ligesom det snart blev et mønster, at forfattere fik afsmag for fiktionen og gav sig til at skrive på fakta og dokument. Pludselig var der en trend.

Men først bagefter forstod man det, lidt som dengang Ole Rømer opdagede, at lyset fra en af Jupiters mange måner nåede Jorden ’for sent’ og følgelig måtte have ’tøvet’ undervejs, det vil sige udbredt sig i tid.

Læserne skal hverken vente sig en litteraturhistorie opbygget som en dannelsesroman om subjektet Dansk Litteratur eller en fragmenteret beretning, hvori forfatterne og værkerne kommer tilfældigt dumpende.

I stedet for vil vi i den kommende serie tage afsæt i en afgørende begivenhed i hvert af de 20 år år frem mod 2020 og etablere vores eget journalistiske øjenhøjdeblik. Vi kan ikke skrive litteraturens historie ligesom i de gode gamle dage, men vi kan heller ikke lade være – og skriver den derfor så at sige fra Mellemzonen.

Vi ønsker heller ikke at skrive om samtidens litteratur, som om den fandt sted i de gode gamle dage. Tværtimod vil vi skrive om det, der lige er sket, og hvis rystelser måske stadig kan mærkes, ja, hvis betydning slet ikke er blevet klar for os endnu.

Vi vil gerne skrive på en måde, så vi vedkender os, at vi selv står midt i historien.

Vi vil også gerne vedkende os, at vi skriver i en avis, og at vi undervejs kan gøre brug af journalistikkens og den litterære kritiks virkemidler. Seriens enkelte artikler vil muligvis i flere tilfælde minde mere om en netværksreportage, et stykke opsøgende journalistik eller et flimrende website end om et traditionelt kapitel fra en traditionelt lavet bog om dansk litteraturhistorie. De vil både kunne indeholde erindringer og interviews, rekonstruktioner af kulturlivets mediestorme – og beskrivelser af temaer og motiver i periodens vigtige bøger.

Den mangfoldighed anser vi ikke for en svaghed, men en styrke. Som kritikere ser vi nemlig ingen grund til at overlade litteraturhistorien til universiteterne og samtiden til aviserne.

Vi vil hellere opløse skellet og skrive en historie, der gør brug af alle de muligheder, avisens genrer også har i sig. Vores ideelle læsere er da heller ikke (kun) skoleelever, studerende eller forskere, men alle de, som interesserer sig for litteraturen som en levende del af den samtid, der omgiver os, og som den giver os så mange kantede, skæve billeder af.

Det betyder så også, at vi ikke er så interesseret i at lukke litteraturhistorien. Vi vil hellere åbne den, se den som et fælles work in progress, som en leg, vi leger med hinanden for at forstå den bedre. Både gennem vores tilgang – begivenheden – og vores skriveform har vi ønsket at sige et definitivt farvel til den (i sidste ende) hegelske fortælling om det store fælles litterære subjekts historiske vandring fremad mod Lyset.

Svenskeren Carl Grimberg har i sin Verdenshistorie en herlig passage, hvor han stiller sig skeptisk til konstruktion af successive epoker og perioder og åbent advarer sin læser imod at tro, at Kong Minos på Kreta en skønne dag kiggede sig gnavent omkring i sin tronsal i Knossos og udbrød:

»Jeg er træt af Kretisk-Minoisk I. Lad Kretisk-Minoisk II begynde!«

Også vi søger i vores litteraturhistorie at styre uden om bombastiske periode- og isme-etiketter. Vi forbeholder os til gengæld ret til at tage ved lære af f.eks. Pierre Bourdieus sociologiske blik på det litterære felt såvel som af Bruno Latours betoning af aktørers og netværkers altafgørende betydning. Skulle vi rigtig manifestagtigt formulere vore principper, kunne de eksempelvis lyde:

  • Litteraturen er en kampsport og ikke en kagekonkurrence
  • Det litterære felt er en brydningszone og ikke et samtidsmuseum
  • Forfatteren er en synlig og ofte uforudsigelig aktør på scenen og ikke et verdensfjernt, tilbagetrukkent geni
  • Kritikken er en strid om selveste Definitionsmagten, retten til at afgøre, hvad god litteratur er, den er ikke lærde smagsdommeres søvnige nattevagt ved bogmarkedets evigt kørende transportbånd
  • Forlagsvirksomhed er en aktivistisk chancetagende satsning og ikke bare bestsellerpleje
  • Formidlingen og den offentlige præsentation af litteraturen er i dag en integreret del af litteraturens sociale liv og ikke en beklagelig degradering af den
  • Medialiseringen (i bredeste forstand) er en irreversibel proces, et produktivt vilkår og ikke en forstyrrende biting
  • Litteraturhistorien må nødig blive selvkørende repetition af allerede etablerede synspunkter og må omvendt gerne skrives med henblik på overraskelse, helst også en smule provokation

Og vi skriver den jo altså i en avis. Forsøget vil derfor fra kulturredaktionens side blive fulgt op dels af features og enqueter, dels af en række podcasts på Radio Information. Men midterste spor bliver de 20 artikler, som tilsammen skal udgøre vor begivenhedsorienterede fortælling om dansk litteratur i det indeværende århundrede.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

  • I år 2002 skrev Udkantsdanmark igen

    13. september 2019
    Med Erling Jepsen kom udkanten igen i centrum i dansk litteratur, og de stemmeløse stemmer fik pludselig stemme i en ny hjemstavnslitteratur. Året er 2002
  • I 2001 skubbede litteraturfestivalen In the Making dansk lyrik ind i et nyt årtusind

    6. september 2019
    Ekkoerne fra festivalen In the Making kunne mærkes overraskende steder i dansk lyrik i mange år efter, den fandt sted. Dette er anden del af Informations litteraturhistorie i det 21. århundrede. Året er 2001
  • Det var ikke ubetinget fedt, da Claus Beck-Nielsen i år 2000 skrev dansk litteraturhistorie

    5. september 2019
    Claus Beck-Nielsen skrev dansk litteraturhistorie, da Information åbnede spalterne for, at han i reportager kunne folde sig ud som den hjemløse Claus Nielsen. Men Claus Nielsen var en fiktiv kilde i en ægte avis. Kritikere anklagede avisen for at forvirre og for at tage fokus og ressourcer fra reelt udsatte. Vi har genbesøgt Information omkring årtusindskiftet for at høre, hvilke etiske dilemmaer og diskussioner artikelserien gav anledning til
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Poul Erik Riis
  • Anders Olesen
Bjarne Toft Sørensen, Poul Erik Riis og Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Jeres manifestagtigt formulerede principper er på nogle punkter for svage. I må stå ved, at I er professionelle kritikere.

I må fastholde, at når forfattere udtaler sig om deres værker eller udtaler sig i deres værker, så taler de ud fra helt andre perspektiver og tilgange end dem, som I som professionelle kritikere udtaler jer ud fra.

Når forfattere har givet deres værk fra sig, har de ikke længere, på et professionelt niveau, nogen priviligeret opfattelse af, hvad meningen er med deres værk. Til gengæld må det være kritikerens opgave at foretage en nærmere bestemmelse af, hvem forfatteren er, og hvad det er, vedkommende har skrevet.

Det er vigtigt, at samtaler på sociale medier og i andre medier ikke får lov at overskygge sådanne forskelle, for hvad skal vi så i sidste ende med den professionelle kritiker?

Når jeg fremstiller det på den måde, er der derfor heller ikke tale om en påstand på et eksistentielt og et alment filosofisk niveau, og det er vigtigt at fastholde denne forskel, netop fordi forfattere, forlag og autenticitets – og identitetshungrende læsere, i forskellige sammenhænge, har en interesse i at forplumre og sløre disse forskelle. Det betyder noget i sammenhæng med bl.a. branding, marketing og økonomi.

Med hensyn til forfatteres brug af fakta i fiktionen, er der også tale om produktion af betydning og mening, og her er det ikke muligt for forfatteren at overskride det personlige og dermed subjektive, hvor det netop er et krav til den professionelle kritiker, at vedkommende, i det mindste, forsøger at gøre det. Som sådan er der i skønlitteraturen altid tale om fiktion, også selv om den kan betegnes som autofiktion.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til manifestagtige princip nr. 3 fra oven:
” Forfatteren er en synlig og ofte uforudsigelig aktør på scenen og ikke et verdensfjernt, tilbagetrukkent geni”.

Udsagnet er interessant at sammenholde med, lektor og litteraturforsker på KU, Sune Aukens generelle overvejelser over digteres tilgang til og udsagn om egne digte, i en ældre artikel (fra en anden tid) i Information.

Især på baggrund af en tendens til, at gymnasiale uddannelser og højere læreanstalter dyrker tekster uden forfattere, mens mediernes kulturredaktioner dyrker forfattere uden tekster.

Hvem har Definitionsmagten på kulturredaktionerne, forfatterne eller kritikerne? Den aktuelle mediemæssige og institutionelle situation taget i betragtning?

Citeret fra den nævnte artikel:
”Kritikere og litterater er generelt bedre læsere end digterne selv, for hvad ved de egentlig om deres egne digte?”

”Digteren er ikke i besiddelse af nogen særlig viden, som giver hans (eller hendes, som det ofte er nu om dage) ord en anden og større vægt end den, de har ganske uafhængigt af den talende”.

”Næsten alle de overvejelser over forfatterskaber, jeg for alvor har fået noget ud af, er skrevet af litterater. Det kan synes besynderligt, men er et konstaterbart faktum, at kritikere generel er bedre læsere end digtere. Der er stor forskel på at skrive digte og at skrive om dem, og evnen til at gøre det ene fremragende er ingen garanti for at man også magter det andet”.

”Digternes egne overvejelser er tvivlsomme som kritik betragtet, de kan kun med den allerstørste forsigtighed anvendes som indgange til forfatterskabet, og de duer ikke som bevis for, hvad digtene går ud på”.

https://www.information.dk/1998/06/mening-poetikken