Baggrund
Læsetid: 6 min.

I mere end fem årtier har Toni Morrison været en af de vigtigste og mest synlige stemmer i amerikansk litteratur

Nobelpristageren Toni Morrison (1931-2019) skrev om det sorte Amerikas rige, tragiske og ofte glemte historie. Men i baggrunden lurer det hvide samfunds brutalitet, racisme og fordomme
De psykologiske, sociale og økonomiske konsekvenser af slaveri og racisme spiller en stor rolle i alle Toni Morrisons 11 romaner.

De psykologiske, sociale og økonomiske konsekvenser af slaveri og racisme spiller en stor rolle i alle Toni Morrisons 11 romaner.

Graham Jepson

Kultur
8. august 2019

Toni Morrison blev indimellem spurgt, hvorfor hun ikke skrev en roman, som alle kunne forstå. Sådan udtrykte folk det i hvert fald ifølge den amerikanske forfatter, der mandag døde efter kort tids sygdom i en alder af 88 år.

For det meste havde Morrison selv på fornemmelsen, hvad der i virkeligheden lå bag spørgsmålet:

»Jeg tror, folk mener: ’hvornår skriver du en bog om hvide mennesker?’,« forklarede Morrison og tilføjede:

»Jeg bliver herude i periferien, så jeg kan ses af dem inde i midten.«

I mere end fem årtier var Toni Morrison en af de mest synlige og vigtigste stemmer i amerikansk litteratur. Hun skrev om de sorte amerikaneres liv, som det blev levet i periferien af samfundet, men hendes romaner var samtidig uafrystelige skildringer af det hvide USA.

Da Toni Morrison som den første afroamerikaner i 1993 modtog Nobelprisen i litteratur lød begrundelsen, at hun »i romaner båret af visionær og lyrisk styrke gav liv til essentielle aspekter af den amerikanske virkelighed«.

I sin tale ved prisuddelingen leverede hun en fabel om en blind gammel, der sætter ord på, hvad der kan betragtes som forfatterskabets credo:

»Fortæl os, hvad det indebærer at være kvinde, så vi kan forstå, hvad det indebærer at være mand. Hvad der rører sig i periferien. Hvad det indebærer ikke at have et hjem dette sted. At blive hægtet af fra dem, du kendte. Hvad det indebærer at leve på kanten af byer, der ikke kan udstå dit selskab.«

Skrev debutroman inden arbejde

Toni Morrisons første roman Blå blå øjne udkom i 1970 og beretter om pigen Pecolo, der føler sig uelsket og udstødt på grund af sin mørke hud. Pecolas store ønske er et par blå øjne magen til dem, hun ser på filmlærredet og i skolebøgerne.

Som Morrison skrev i forordet til en senere udgave af romanen, så handler den om, »hvordan det føles at være hadet – hadet for noget, du ikke har kontrol over og ikke kan ændre«.

Blandt de mange, der mindedes Toni Morrison i mandags, var forfatterkollegaen Ben Okri, der blandt andet pointerede, at da »Morrison debuterede med Blå blå øjne skabte hun øjeblikkelig en ny orden i det amerikanske litterære landskab. Den stemme eksisterede ikke inden – rytmerne, der skar gennem USA’s filtrede net af racistiske rødder, ekstremt flydende, i stand til at væve fortiden og nutiden sammen på episk komprimeret vis«.

Toni Morrison udtalte selv, at hun skrev Blå blå øjne, fordi det var en roman, hun gerne selv ville læse og som ikke fandtes i forvejen. Det var, hvad Morrison betragtede sig selv som inden debuten: som læser.

I barndomshjemmet i Lorian, Ohio, voksede hun op i en børneflok på fire med arbejderklasseforældre, der havde Austen, Flaubert og Tolstoj på bogreolen. Dertil diskede hendes far op med både sjove og skræmmende anekdoter fra sin barndom og ungdom i Sydstaterne.

Morrisons afgangsspeciale fra Cornell University omhandlede fænomenet selvmord i William Faulkners og Virginia Woolfs forfatterskaber.

Et ægteskab med Harold Morrison, en arkitekt, varede seks år, inden parret i 1964 blev skilt, hvorefter Toni Morrison flyttede til New York med deres to børn for at blive redaktør på det store forlag Random House.

Her var Toni Morrison i en årrække med til at udgive, hvad hun selv kaldte »a canon of black work«.

»Vi har haft den første bølge af sort underholdning, hvor sorte skrev for hvide, og hvide opfordrede til den slags selvflagellation. Nu kan vi koncentrere os om at skabe værker, hvori sorte mennesker taler til sorte mennesker.«

Blandt de mange afroamerikanske forfattere, Toni Morrison i årene derefter var med til at udgive, var Gayle Jones, Angela Davis og Toni Cade Bambara samt Muhammad Alis selvbiografi The Greatest (1975).

Morrisons egen debutroman blev skrevet tidligt om morgenen, inden børnene stod op, og hun skulle på arbejde.

Generindring og magisk realisme

I forbindelse med sit senere hovedværk, Elskede (1987), som jeg vender tilbage til, lancerede Toni Morrison begrebet rememory, generindring, til at forklare den proces, der består i et tvinge ikke mindst den afroamerikanske del af USA’s befolkning til at mindes deres egen historie, uanset hvor smertefuld den end har været, og hvor meget den er blevet fornægtet og fordrejet af i nævnte rækkefølge: det hvide USA, de chauvinistiske sorte mænd og de intrigante sorte kvinder.

Det litterære greb blev første gang benyttet med succes i Salomons sang (1977), der som en af de få titler i forfatterskabet har en mand i centrum. I forsøget på at finde sig selv rejser den unge Milkman Dead, som han hedder, tilbage til Sydstaterne, som hans forfædre forlod i håb om en bedre tilværelse og fast job i Nordstaternes storbyer.

Denne omvendte afroamerikanske migrationsmyte krydrer Morrison med elementer fra magisk realisme, da Milkman flyver for at finde sine rødder og familiens historie i slavetiden.

Ud over at fremstå som en generationssaga er Salomons sang tillige et rystende studie i de indre spændinger og kampe, der udspiller sig blandt afroamerikanere.

Morrisons forfatterskab er i høj grad forankret i den afroamerikanske tradition for musikgenrer som jazz og gospel og ikke mindst mundtlige overleveringer, der førhen skabte sammenhængskraft og pejlemærker for sorte amerikanere.

I flere værker er formen groft sagt den samme: Skiftende synspunkter og mange fortællere samt en nærmest cirkulær dramaturgi og ikke mindst en insisteren på, at det er nødvendigt at kradse i sårene for at få dem til at hele.

Salomons sang blev i 1977 som den første roman skrevet af en afroamerikaner siden Richard Wrights Søn af de sorte (1940) valgt som månedens bog i Book of the Month Club og dertil præmieret med the National Book Critics’ Circle award.

Vrede lyder som håb

Tilbage i 2006 blev Elskede (1987) i New York Times af 124 toneangivende forfattere, kritikere og redaktører kåret som den bedste amerikanske roman de seneste 25 år.

I dette Pulitzerpris-vindende »nationale epos, der via en symfoni af stemmer fjerner sløret mellem de levende og de døde«, som Ben Okri udtrykker det i sit mindeord – der kan læses i The Guardian – sætter Morrison ord på slavetidens ubærlige rædsler.

I centrum af handlingen står afsnittet, hvori en bortløben slave, der er ved at blive fanget, skærer halsen over på sin lille datter for at frelse hende fra skæbnen som slavepige.

Tragedien er baseret på en sand historie, det umiddelbare spørgsmål er, hvilken mor, der kan finde på det – men det virkelige spørgsmål er naturligvis, hvilket samfund, der kan drive en mor helt derud.

Det sorte USA er som nævnt i centrum i Toni Morrisons forfatterskab, men bag handlingen gemmer det hvide USA sig.

De psykologiske, sociale og økonomiske konsekvenser af slaveri og racisme spiller en stor rolle i alle 11 romaner, og selv om Morrison insisterede på at skildre en stærk og dynamisk afroamerikansk kultur, tøvede hun sjældent med at pege på det skævvredne racistiske USA.

»Hvis jeg tager din race fra dig, hvad er du så? Det eneste du har, er dit lille ego, og hvad er det? Hvad er du uden racisme? Er du et godt menneske? Er du stadig stærk? Kan du stadig holde dig selv ud?« spurgte forfatteren i et berømt interview med Charlie Rose på PBS fra 1993.

»Kan du kun være stor, fordi andre er på knæ, har du et alvorligt problem. Og jeg har på fornemmelsen, at hvide mennesker har et meget, meget alvorligt problem, som de bør begynde at tænke over, hvad de kan gøre ved.«

Toni Morrison var næsten aktiv til det sidste, og et udvalgt af essays og taler fra 1976 til 2013 udkom i foråret. Mouth Full of Blood, som bogen hedder, stiller skarpt på både racisme og slaveriets historie samt litteraturens styrke og forfatterens rolle i samfundet.

I sin anmeldelse i The Observer skrev Arifa Akbar, at »Morrisons ord har en nutidig resonans og leverer skarpe sandheder med en intelligent vrede, der næsten stråler med håb«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

White supremacy:
"By "white supremacy" I do not mean to allude only to the self-conscious racism of white supremacist hate groups. I refer instead to a political, economic and cultural system in which whites overwhelmingly control power and material resources, conscious and unconscious ideas of white superiority and entitlement are widespread, and relations of white dominance and non-white subordination are daily reenacted across a broad array of institutions and social settings."
Legal scholar Frances Lee Ansley

Barack Obama blev præsident, 'det' pustede til ilden under skyggesiden af USA, der i kølvandet nemt støvede en Donald Trump op.
Barack Hussein Obama har betrådt USA's hvide mands verden, det vil ikke forblive ustraffet.

Der er intet nyt i dette, det var Toni Morrison naturligvis altid klar over, dog mere udtalt end de fleste.