Læsetid: 12 min.

Det er nærmest umuligt at skrive dansk litteraturhistorie. Vi prøver alligevel

Introduktion til en begivenhedsorienteret fortælling om dansk litteratur i det 21. århundrede
Litteraturkritikeren Georg Brandes (her fotograferet omkring år 1920) forsøgte i 1870’erne fortælle litteraturhistorie ved at beskrive de væsentligste udviklinger i stedet for – som tidligere tiders forsøg på samme – blot at referere, hvad der var sket. Det skriver Erik Skyum-Nielsen i sin introduktion til litteraturen og Informations forsøg på at skrive det 21. århundredes litteraturhistorie.

Litteraturkritikeren Georg Brandes (her fotograferet omkring år 1920) forsøgte i 1870’erne fortælle litteraturhistorie ved at beskrive de væsentligste udviklinger i stedet for – som tidligere tiders forsøg på samme – blot at referere, hvad der var sket. Det skriver Erik Skyum-Nielsen i sin introduktion til litteraturen og Informations forsøg på at skrive det 21. århundredes litteraturhistorie.

akg-images

30. august 2019

Gennem et stykke tid har tre freelanceskribenter ved nærværende blad puslet med ideen om op til år 2020 at kortlægge dansk litteratur fra årtusindskiftet og til skrivende stund. Oprindelig tænkte vi i såre velkendte baner og forestillede os vistnok en portrætagtig artikelserie med arbejdstitlen »Danske digtere i det 21. århundrede«; men når den model måtte lægges på hylden, var det, fordi vi med den ville miste fornemmelsen af og fornøjelsen ved frisk at gennemtrave og sammen gennemskrive et brydnings- og konfliktfelt betrådt ikke kun af nogle for nylig muligvis allerede kanoniserede navne, men også af et veritabelt mylder af stort set endnu levende aktører, heriblandt os selv.

Frem for at tage tidligt forskud på fremtidens og muligvis endda Evighedens Overblik ønskede vi at tage afsæt i en afgørende begivenhed i hvert af de tyve år frem til 2020 og etablere et journalistisk øjenhøjdeblik, helst så forskelligt som muligt fra tidligere tiders hegelske synteser og historiekompositioner.

Forsøget, som starter i dag, vil fra kulturredaktionens side blive fulgt op dels af features og enqueter og dels af en række podcasts på Radio Information. Men midterste spor bliver tyve artikler, som skal udgøre en begivenhedsorienteret fortælling om dansk litteratur i det indeværende århundrede.

Her skal forholdsvis kort introduceres til de overvejelser, vi har gjort os.

Litteraturhistoriens to grundforudsætninger

Som genre er litteraturhistorien et barn af 1700-tallets oplysning, men især af romantikken og den moderne dynamiske historietænkning, der til forskel fra antikkens og middelalderens statiske opfattelse betragter historien som en fremadskridende proces, idet man groft sagt udgår fra to grundforudsætninger: For det første, at historien ikke er et udslag af nogen guddommelig vilje eller en frit i luften svævende fornuft, men et produkt af menneskers liv dels med naturen, dels og ikke mindst med hinanden, og for det andet, at historisk forståelse får man ikke ved som forfatterne til oldtidens og middelalderens annaler blot at opregne, hvad der er sket, men ved at prøve at beskrive væsentlig udvikling og signifikant forandring.

På et sådant erkendelsesmæssigt grundlag arbejdede Georg Brandes, da han i 1870’erne godhedsfuldt pløjede sig igennem det 19. århundredes europæiske litteratur og beskrev dens »hovedstrømninger« i en komposition som i et klassisk drama.

Og tilsvarende er det den dynamiske historietænkning, der ligger til grund for de engang så klassiske, men i dag heftigt forældede forsøg på samlet at redegøre for den danske litteraturs udvikling og forandring, såsom N.M. Petersens fembindsværk fra 1867-71 og Peter Hansens Illustreret dansk Litteraturhistorie I-II fra 1886.

Samme titel bærer det arbejde, som indtil 1960’erne stod som standardværket, og hvormed Vilhelm Andersen, som skrev det i samarbejde med Carl S. Petersen, monumentalt manifesterede sin vision af danskfaget som det samlende og basale nationale dannelsesfag. Kompositionen i de fire vægtige bind (1924-34) var især for tiden under og efter Holberg konsekvent kronologisk og orienteret efter generationer, som fyldte sådan cirka et tiår hver.

Perioderne kom og gik: Når en ny generation trådte ind i rampelyset, forføjede heltene fra det nærmest foregående årti sig høfligt ud i kulissen, og hvad angik værker og vurderingen af disse, gav selektionen nærmest sig selv: Man var jo fagets professor og kunne med akademisk autoritet suverænt diktere kanon og pensum.

Senere forsøgte Oluf Friis og Sven Møller Kristensen sig med en henholdsvis idé- og socialhistorisk tilgang, men det egentlige opgør med Vilhelm Andersen-traditionen kom med F.J. Billeskov Jansen og Paul Diderichsen. Førstnævnte valgte i sit ufuldendte værk Danmarks Digtekunst at lægge genre, mere end periode og forfatter, til grund som struktureringsprincip, hvad der for eksempel medførte, at han måtte beskrive Holberg det ene sted som dramatiker, et andet sted som forfatteren til fortællende digte og det tredje sted som essayist.

Sidstnævnte, ligeledes professor ved Københavns Universitet, gik rundt med en titanisk drøm om at sammenknytte sprogstudiet med litteraturstudiet og forsøgte at realisere den i sin undervisning i prosahistorie. På tryk blev det desværre kun til ét bind med den håbefulde undertitel: romer-ét, araber-ét. Paul Diderichsen døde af en blodprop, kun 59 år gammel, da han gravede have.

Ligesom Billeskov ønskede han at gøre danskfaget europæisk ved at vise, hvordan det hjemlige ikke er hjemmegroet og selvskabt, men tværtimod opstået i tværkulturel samtale og gennem integration af noget indvandret.

Nykritikkens opgør med litteraturhistorien

Begge følte sig voldsomt anfægtet af traditionens kombination af det nationale og ideen om en mere eller mindre konfliktfrit overleveret kvalitetskanon af forfattere og værker, en model, som imidlertid ureflekteret fik lov at bære for eksempel Politikens Dansk Litteraturhistorie (1964-66), hvortil i øvrigt sjovt nok både Friis og Billeskov bidrog.

Men lad os gøre holdt ved dette værks udgivelsesår. For midt i 1960’erne sang litteraturhistorie i sin traditionelle form efter manges mening på sidste vers. Den såkaldte nykritik havde hævdet værkets principielle autonomi og dermed overskåret det bånd, som påstods at forbinde læsning af enkelte værker med beskrivelse af de perioder og idé- eller socialhistoriske sammenhænge, som forklarede litterær udvikling og forankring.

En konsekvens af denne skepsis mod litteraturhistorien blev en hel stribe mere antologiagtige og encyklopædisk prægede samleværker såsom de fem bind Læsninger i dansk litteratur (1997-99) eller DR-grundbogen Litteraturhistorier (1994), som i sin titel signalerer pluralitet og for resten præsterer det kunststykke at præsentere flere divergerende beskrivelser af de samme litterære epoker.

Læg for resten også mærke til titlernes ordvalg: »Læsninger« signalerer, i poststrukturalismens ånd, en passende grad subjektivitet i den faglige tilgang og dermed tvivl på hvidkitlede analyser, og flertalsformen »historier« lover en narrativ, plotbevidst fremstillingsform ganske som i mange samtidige faghistoriske og biografiske værker.

Dog, historien om litteraturhistorien, der sang på sit sidste vers, står langtfra alene. 1983-86 sendte Gyldendal således et 9-bindsværk på markedet, hvori en række forskere under ledelse af (tidligere nykritiker!) Johan Fjord Jensen søgte at »rehistorisere« litteraturvidenskaben på et materialhistorisk grundlag.

Enkelte forfattere bidrog med prægnante og øjenåbnende læsninger, og hvad formidling angår, tog man tit på fornyende måde fortællende strategier i brug, således at fortiden indimellem med ét fik liv. Men værket som helhed har i dag kun museal interesse.

Den dekonstruktive bølge i litteraturvidenskaben

Den sociale og mentalitetshistoriske tilgang var da også i samtiden blev effektivt undergravet, ikke mindst af den dekonstruktive bølge i litteraturvidenskaben, som vendte tilbage til klassiske værker og genlæste dem gennem nye briller, idet man forskød erkendelsesinteressen fra, hvad litteraturen betyder, til måden, hvorpå den betyder, altså lidt firkantet sagt fra tematik (og dermed ideologi) til retorik og (dermed æstetik) – en ny orientering, som afspejles i de foreløbig tre bind (1998, 2016), hvormed Pil Dahlerup nu har gennemskrevet tekstproduktionen i dansk middelalder og renæssance, med den yderst prisværdige overordnede intention at udvikle en teoretisk opdateret, videnskabeligt solidt funderet litteraturhistorieskrivning.

Modsat opererer andre, til dels i pædagogikkens og formidlingens navn, langs de traditionelle linjer. Dette gælder Gads Litteraturens veje (1996, 2003) og Gyldendals Hovedsporet (2004), hvori værkstof fra den etablerede kanon struktureres under de gængse rubrikker, uden at man forsøger at ruske op i kategorierne, hvad der eksempelvis får til følge, at når en forfatter som Peter Seeberg i ét kapitel er blevet beskrevet som typisk modernistisk efterkrigsprosaist, kan han ikke senere ydes retfærdighed som en original fornyer af litteraturen som sådan.

Her huserer såmænd endnu den kendte »Vilhelm Andersen-model«, som, hvad perioderne angår, dikterer, som skrevet står hos Schiller, at når Moren (gammelt ord for en sort) har gjort sit arbejde, kan Moren værsgo gå.

Historiefortællingen forsvinder ud af fremstillingen

Man skulle på baggrund af ovenstående rids af de nyere danske litteraturhistoriers litteraturhistorie tro, at det i dag var umuligt at videreføre den gamle metode med løst forbundne forfatterportrætter vekslende med generaliserende beskrivelser af strømninger og tendenser.

Men fornyelsen udeblev såre mærkbart i Gyldendals Dansk litteraturs historie I-V (2006-09), redigeret af Klaus P. Mortensen og May Schack. Om dette ellers flot præsenterede samlearbejde skriver Anne-Marie Mai i en almen refleksion (2010) over litteraturhistorisk teori og metode:

»Det enkelte bind er opbygget omkring en vekslen mellem korte kulturelle, politiske og kunstneriske optakter til forskellige tidsaldre, kortfattede periodeintroduktioner og mere fyldige portrætter af enkeltskribenter og forfatterskaber med et stadig mere udbredt mylder af navne og titler. Al ære værd, men den historiske læsning glider her i baggrunden, og problemet med at finde en fortælling, der kan afløse romantikkens fortælling om nationen og individet, er ikke løst.«

Problemet kan opstilles sådan, at ideen om nationallitteraturen ikke bliver udfordret af alternative narrative modeller. Historiefortællingen forsvinder ud af fremstillingen til fordel for informative og loyale, men jo altså lidet provokerende referater af klassikerne samt, bevares, ofte fine, veloplagte forfatterskabspræsentationer.

Selv har Anne-Marie Mai i sit trebindsværk Hvor litteraturen finder sted (2010-11) behjertet forsøgt at flytte blikket fra de kanoniserede værker og bestræbelsen på at udøve litteraturhistorisk linegang mellem de efterhånden tyndslidte primærtekster for i stedet at prøve, om det er muligt at få øje på andre strukturerende begreber og kompostionsskabende figurer. Historien bliver hos hende fortalt ud fra karakteristiske steder: først herregården og hoffet, senere akademiet (Sorø).

I midterbindet, om 1800-tallet, gæster læseren salonen og præstegården som ’litteratursteder’, og beskrivelsen af det 20. århundrede ser til sidst nærmere på bladhuset, metropolen, de virtuelle litteratursteder. At denne fremgangsmåde logisk måtte få forestillingen om »det nationale hus« til at krakelere, siger vel sig selv.

Men at også selve litteraturbegrebet længe hårdt har trængt til ombygning, og at periodemodellen er blevet rystet i sin grundvold, anerkendte Anne-Marie Mai allerede som redaktør af samleværket Danske digtere i det 20. århundrede I-III (2000-02), hvis overflyvningsdele integrerer deres fortælling over lyrik, prosa og dramatik i den almene kultur- og mediehistorie og indimellem originalt forsøger sig med motivisk orienterede tidspanoramaer med fokus på bl.a. byen, kroppen, træet og fuglene.

Besværligt med, men umuligt uden

Sammenfattende kan vi sige om litteraturhistorier som om sex: det er besværligt med, men umuligt uden. Eller mere dækkende: Det kan da godt være, at det er principielt uladsiggørligt, det dér med at lave litteraturhistorie, men samtidig har det vist sig så tillokkende og nødvendigt, at man bliver nødt til at finde nye måder at gøre det på.

Internationalt har talrige litteraturforskere gennem de seneste tre-fire årtier draget konsekvens af dette paradoks ved selv at udarbejde alternative modeller. 1982-2000 udkom således en italiensk litteraturhistorie, i hele 18 bind, som suspenderede den lineære kronologi til fordel for en collagekomposition, og som insisterede på at beskrive objektet, italiensk litteratur, fra mange forskellige perspektiver, blandt andet regionernes, de litterære institutioners, ja, stilens, foruden jo som hidtil værkernes og forfatternes, og både i Frankrig og England har man forsøgt sig med ’encyklopædiske’ litteraturhistorier, som lægger afstand til ideen om afgrænsede epoker og perioder.

Nyere norske litteraturhistorier har også valgt at droppe forestillingen om den nationale digtning som et samlet subjekt, der udvikler og forandrer sig over tid, og da et broget sammensat forfatterkollektiv, under ledelse af Elisabeth Møller Jensen, lavede Nordisk Kvindelitteraturhistorie I-V (1993-98), kunne der som følge af det tværnordiske perspektiv ikke opbygges noget samlet plot, hvorfor man lagde sig fast på en mere netværksagtig struktur, lidt som et website, hvor læseren kan navigere på kryds og tværs.

Andre mulige veje har været polemiske litteraturhistorier, som vrænger, angriber og reviderer, samt mere personlige fortællinger baseret på forskernes yndlingslæsning. Og man har som i samleværket Europæisk litteratur 1500-1800 afprøvet en middelvejsmetode bestående i historisk situeret læsning af visse signifikante enkeltværker, med frihed til alskens relevant kulturel og social perspektivering.

Grebet består i at afprøve fire forskellige ’takes’ på periodens litteratur, dvs. læse objektet i lyset af det globale, statens tilsynekomst, samfundet og i bind fire selvet. Denne fremgangsmåde kan måske gøre det svært at etablere ét overblik, men har den vigtige fordel, at forskerne kan udpege flugtlinjer og afdække snitflader i de(n) historie(r), de (re)konstruerer.

Fælles for vor tids litteraturhistorieskrivning bliver under alle omstændigheder et definitivt farvel til den traditionelle, vel i sidste ende hegelske, historiefortælling.

Med den artikelserie, Information åbner i dag, tilstræber vi at skildre dansk litteratur efter år 2000 i en optik, som ikke låses fast på periodebegrebet og generationsmodellen og enkeltportrættet, men alternativt søger at fokusere på litteraturens hændelses- eller begivenhedskarakter.

Vi prøver så at sige at skrive litteraturhistorie fra mellemzonen, idet vi genkalder os og genfremstiller erindrede situationer i de snart forgangne tyve år.

Det betyder ikke, at vi slipper for at tage stilling til litteraturhistoriske grundproblemer. Også vi må gribe ordnende, afgrænsende, arrangerende og ikke mindst udvælgende ind for at vise eller endda skabe nogle sammenhænge og bidrage til forståelse.

Også vi pålægger os en forpligtelse til at agere selektivt, både genremæssigt (hvad angår selve begrebet ’litteratur’) og æstetisk kvalitetsmæssigt (hvor det handler om at profilere visse forfattere på andres bekostning).

Også vi må overveje, hvor de ofte flydende grænser bør trækkes mellem danske, nordiske, europæiske og globale udviklings- og forandringstendenser.

En indentificering af "momentet"

Men hvad der hver uge i det kommende efterår, vil optage os intenst, er det at prøve at identificere, hvad man kunne kalde momentet, situationen, hvor noget nyt bryder frem og bliver synligt. Det kan indebære en tidsfæstelse, som i nogle tilfælde nærmest giver sig selv og derfor bliver meget præcis, som i tilfældet med Claus Beck-Nielsens »genopstandelse« som en krop uden CPR-nummer.

I andre tilfælde bliver den tidsmæssige placering af det specifikke nybrud modsat temmelig arbitrær og må altså stå til diskussion: Noget, der peaker, har nemlig altid såvel en forhistorie som en efterfølgende virkningshistorie.

Og endelig findes der i de tyve år strømninger, som er så generelle, at det ganske enkelt ikke vil give mening at sætte årstal på dem. Det gælder således den polarisering af poesiens område, som Peter Stein Larsen i sin disputats Drømme og dialoger (2009) beskrev som den stadige sitrende spænding mellem subjektivt funderet ’centrallyrik’ og flerstemmig ’interaktionslyrik’.

Tilsvarende kan man om de tyve år som helhed sige, at medialiseringen, og dermed omformningen af forfatterens offentlige funktion og rolle, hele tiden sætter sig igennem og følgelig vil skulle dukke op på tværs af de mange begivenheder.

Hvad angår nye fænomener som ’autofiktion’ og ’performativ biografisme’ (det som nordmændene så ulyksaligt har døbt ’virkelighetslitteratur’), kunne man ligeledes sige, at fusionen af (og konfusionen mellem!) Livet og Skriften, personen og bogen, er et konstituerende hovedtræk ved hele vores litterære samtid.

Her har vi valgt at slå ned på et enkelt særlig signifikant eksempel (Knud Romer), men vi kommer ikke uden om også at samle sporet op løbende og følge det i de forskellige retninger, det gennem årene fører i.

Hvad vi tilstræber, er en lille, hurtig, mobil litteraturhistorie, bestående af delafsnit som lette telte, i hvilke læseren kan flytte ind med sin sovepose. Kompositionelt søger vi at holde fast i netværket og websitet som mønstre for sideløbende, parallelle, krydsende perspektiver, gentagelser, snarere end for store sammenhængende historier og færdige fortolkninger, og fremstillingsmæssigt forbeholder vi os retten til at gå subjektivt til værks og, hvor det er muligt og nødvendigt, inddrage flere stemmer end vores egne gennem interviews og andre former for dokumentation.

Aktørerne er jo stort set fortsat levende, og det kan vi lige så godt udnytte ved at skrive ’oral history’. Det giver os i øvrigt også mulighed for at skrive om de litterære institutioner og deres forandring på en anden og mere levende måde, end man typisk har gjort i de ældre litteraturhistorier. Vores litteraturhistorie er ikke værkbåren, men optaget af begivenheder og rystelser.

Den fælles centrering i litteraturens hændelses- og begivenhedskarakter giver os således mulighed for at betone de individuelle aktørers betydning og kortlægge det litterære felt i dets foranderlighed. Det bliver i den forbindelse en pointe, at begivenhederne kan være særdeles mangeartede.

Nogle vil virke indlysende og allerede anerkendte (her prøver vi så at bidrage med et nyt blik på dem), andre ikke (her leverer vi måske ny viden), nogle er først begivenheder set herfra, hvor vi står, og andre var det allerede, da det hele skete. Spredningen i begivenhedernes karakter vil udtrykke, at vi forholder os metodisk meget frit og fleksibelt. Så bare vent!

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Også vi må gribe ordnende, afgrænsende, arrangerende og ikke mindst udvælgende ind for at vise eller endda skabe nogle sammenhænge og bidrage til forståelse”.

Det afgørende er så, hvorledes I har tænkt jer at gøre det?

Udviklingstendenser i tiden:

Medieudviklingen har gjort forandringen i genrer mindre vigtig end forandringen i selve værkbegrebet.

Værkbegrebet må i stigende grad betragtes ud fra en udvikling, der går på tværs af medier og kunstarter, og det får også betydning for vurderingen af kvalitet.

Spørgsmålet om det konceptuelle får en ny og afgørende betydning, til dels på bekostning af spørgsmålet om æstetisk kvalitet i traditionel forstand.

Udviklingen i medierne har haft en afgørende betydning, såvel på udviklingen i de litterære institutioner som på betydningen af forfatterens offentlige rolle og funktioner.

Medieudviklingen, i kombination med postmoderne og poststrukturalistisk tænkning, har været befordrende for en fri markedsorienteret tænkning på litteraturens område (med paralleller til udviklingen på områderne for film og tv – serier samt popmusikken).

Oplevelsesøkonomisk tænkning vinder frem på alle kunstens områder. Det folkelige og populære vægtes højt, politisk og økonomisk.

Udviklingen inden for autofiktion og performativ biografisme må, på et generelt plan, også ses som en afledt konsekvens af en sådan oplevelsesøkonomisk tænkning.

En kreativ klasse af unge, med høj kulturel kapital, orienteret mod egne klasseinteresser, får en stigende indflydelse på kunstens og kulturens institutioner (orientering mod køn, seksualitet, etnicitet og økologi).

En faldende interesse for betydningen af overordnede samfundsmæssige spørgsmål i kunsten og kulturens institutioner. Det gælder spørgsmål af strukturel, økonomisk, klassemæssig og økologisk karakter, på et globalt og civilisatorisk niveau.