Læsetid: 9 min.

Nycirkus hitter i Berlin – og Europa. Men i Danmark er rygtet stadig plettet af Uffe Elbæk-sagen

Berlins charmerende festival for nycirkus fejrer fem års fødselsdag med knagende vokseværk og højtflyvende kunstneriske ambitioner, der begraver de fleste anklager om kitsch, gøgl og glade amatører. Balladen om Uffe Elbæk og den danske nycirkusuddannelse, som nu er lukket, får derimod de fleste danske talenter til at søge ud i Europa
Berlin Circus Festival foregår på Tempelhofer Feld.

Berlin Circus Festival foregår på Tempelhofer Feld.

Christoffer Collina

30. august 2019

Mod den knaldblå himmel med skarpe sensommerskyer ser den rulleskøjtende trapezartist nærmest ud til at ophæve tyngdekraften.

Hendes lyrisk svævende indslag varer dog kun et par minutter. Derefter vender de seks kvindelige artister fra den fandenivoldske finske nycirkusgruppe Sisus Sirkus atter tilbage til omdrejningspunktet i deres show: ekvilibristisk akrobatik blandet med tossede tyggegummi- og støvsugertrick, millimetertimede gags med deres meterlange fletninger og hårdtpumpet gang i gaden, der får publikum til at huje af grin og klappe af fryd.

Scenen vidner om, at der atter er Berlin Circus Festival på Tempelhofer Feld – Berlins lukkede lufthavn, der med den mastodontiske lufthavnsbygning fra nazitiden udgør en spektakulær kulisse for de finske udskejelser.

Men Sisus Sirkus, der ikke leverer en gennemgående fortælling eller et færdigt budskab i deres stykke, er langtfra de eneste optrædende. Over ti dage optræder 14 vidt forskellige internationale trupper.

Og lad det være sagt med det samme: Hvis de shows, som Informations skeptiske udsendte hidtil har oplevet på festivalen, er repræsentative for spidsen af europæisk nycirkus, så er der langt højere til loftet i genren, end rygtet siger.

Svær balancegang

For nytilkomne skal det understreges, at nycirkus er noget ganske andet end traditionelt cirkus. Der er tale om en ganske dyrefri og både poetisk, humoristisk og spørgende kunstform, der opstod som Nouveau Cirque i 1970’ernes Frankrig. Siden da er cirkuselementer og akrobatik blevet blandet ind i nycirkussets – mere eller mindre letfordøjelige – kombinationer af varieté, avantgardeperformance og danseteater.

»Vores mål er at vise autentiske opførelser og samtidscirkus af højeste kvalitet. Vi vil ikke have larmende entertainment, men kun stykker, der har en klar kerne og kunstneriske ambitioner,« fortæller festivalens grundlægger og leder Josa Kölbel over tre glas vand i sensommervarmen bag det ene af festivalpladsens to cirkustelte.

»Vi vil understrege, at nycirkus hverken er kitschet eller opstyltet gøgl, men har en berettigelse som kunstform.«

Selv er Josa Kölbel uddannet trapezkunstner i Frankrig. Men en skade gav hans karriere et tvist. Den medførte nemlig Berlin Circus Festivals fødsel. Sammen med en barndomsven lavede han den første lille festival i Berlin i 2015 med to kompagnier og et par workshops.

»Vi havde set en masse shows i udlandet og var vildt begejstrede og tænkte: Det her må vi kunne opdyrke i Berlin. Publikumsmæssigt blev det en overraskende succes med 1.500 gæster.«

I 2016 slog de derfor et endnu større brød op. Trods 3.500 gæster endte det alligevel med et bittert underskud efter mere end et halvt års gratis arbejde. Bedst som de var ved at lægge festivalen i graven, valgte Kulturfond Berlin at støtte festivalen. Det blev i 2017 og 2018 derfor til udsolgte festivaler med 7.000 gæster og endnu flere shows, workshops og koncerter.

Her i 2019 slår festivalen atter rekord med 39 shows fra alverdens lande og et sted mellem 8.000 og 9.000 gæster hen over festivalens ti dage. De tal får Josa Kölbel til at bryde ud i et drenget smil af stolthed. Men endnu bedre end besøgstallene er det, at Berlins kulturforvaltning vil støtte festivalen med godt en million kroner årligt de næste fire år, mener han.

»Det er fantastisk rent praktisk, men det er især fantastisk, fordi de vil støtte os som en ’kulturpolitisk relevant festival’. Nycirkus har ellers levet lidt en nichetilværelse i Tyskland sammenlignet med f.eks. Frankrig, men det er tydeligvis ved at ændre sig,« siger Josa Kölbel.

»I støtten hedder det, at vi ikke bare skal appellere bredt, men også lave kunstnerisk fordybende og innovativt cirkus. Vi får altså mulighed for at præsentere nyskabende forestillinger, som ikke nødvendigvis bliver de største publikumsmagneter.«

Mange planer

For at opleve varen dykker Informations udsendte ind i et af teltene til en forestilling med franske Compagnie Defracto, der siden 2008 har turneret i over 30 lande. Selv som lægmand på området er det ikke svært at se, at trioen hører til i verdenseliten blandt jonglører, og at de har noget på hjerte.

Igennem det meste af showet vælter de to jonglører ustyrligt kontrolleret rundt på – og til tider uden for – scenen i et flow af hvide bolde, mens den ledsagende DJ overraskende trækkes ind i showet, da de begynder at kyle rundt med hans laptop.

Med perfekt afstemt mimik, kropslig kommunikation og et afvæbnende skud humor jonglerer franskmændene sig ud i sære afkroge af menneskelige samspil, misforståelser og tvangshandlinger. Hvor meget man orker at tolke på det, er heldigvis op til den enkelte tilskuer, men børnenes koncentrerede begejstring gennem 75 minutter viser, at løjerne kan nydes på mange planer. Kun en enkelt scene bliver lidt for lang i spyttet, og så straffes truppen prompte af de YouTube-vante poders kedsomhed.

Ifølge en af festivalens deltagere, den danske Rasmus Aitouganov, er Compagnie Defracto ikke de eneste på så højt teknisk og kunstnerisk niveau. Hans dom må siges at være temmelig kompetent, for efter en uddannelse fra artistlinjen på det københavnske Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK) og en årrække på den mere klassiske statslige cirkusskole i Moskva er han i dag underviser på Berlins Statslige Artistskole, der som en selvfølgelighed arbejder og ligger sammen med Berlins Statslige Balletskole.

Efter afslutningen af sin aktive artistkarriere var Rasmus Aitouganov desuden med til at starte og forme det danske Akademiet for Moderne Cirkus (AMoC). Efter at være kommet på finansloven i Uffe Elbæks tid som kulturminister fik AMoC udklækket to årgange af artister i perioden 2014-2018. I dag er forsøgsordningen lukket og slukket.

Dirty business

Hele det forløb får stadig Rasmus Aitouganov til at ryste på hovedet.

»Jeg ser det som et klart tab for Danmark, at vi ikke uddanner cirkusartister. Men kampen om AMoC og hele Elbæk-sagen var slem for hele nycirkusmiljøet og dets ry i Danmark. Dengang tænkte jeg, at jeg aldrig mere vil snakke med en journalist igen. Men nu gør jeg det så alligevel,« siger han med et skævt smil på festivalpladsen.

I kort form gik sagen ud på, at Uffe Elbæk blev anklaget for nepotisme, fordi han havde lagt en håndfuld statsligt finansierede arrangementer ved Akademiet For Utæmmet Kreativitet, AFUK, hvor Elbæks mand arbejdede, og han selv tidligere havde siddet i bestyrelsen. Desuden fik AFUK seks millioner kroner på finansloven i 2013 til at etablere AMoC som en selvstændig institution med prøveuddannelser inden for nycirkus – en proces, hvor Elbæk erklærede sig selv for inhabil og undlod at deltage i de endelige forhandlinger.

Hele stormen resulterede alligevel i, at Elbæk måtte gå af som radikal kulturminister i december 2012. Men allerede i marts 2013 vurderede statsrevisorerne i deres beretning, at der faktisk havde været gode faglige og kulturpolitiske grunde til arrangementerne på AFUK.

»Det var virkelig dirty business. Elbæk blev frikendt for alt, men hele miljøet var for længst hængt ud. I Ekstra Bladet blev der brugt udtryk som ’vodka-klovnene’ og den slags. Debatten bevægede sig på et nærmest hadsk niveau,« siger Rasmus Aitouganov.

Han tilføjer, at næsten alle lande, som Danmark plejer at sammenligne sig med, har en statslig cirkusskole. Det gælder bl.a. Sverige, Finland og Holland, som endda har to cirkusskoler inden for universitetsregi.

»Det danske ramaskrig var ude af proportion.«

Ingen gadegøgl

I de danske medier blev kampen om »Elbæks nycirkus« gerne skrevet op til at være en kamp mellem traditionelt cirkus og nycirkus. Den kamp eksisterer bare ikke. Men det er især latterliggørelsen af genren, der stadig irriterer den tidligere rektor på AMoC, AnneSophie Bergmann Steen, som har været med til at grundlægge og i dag arbejder på AFUK.

»Det er jo ikke gadegøgl, vi snakker om,« siger hun over telefonen fra København.

»Ikke et ondt ord om gadegøgl. Nycirkus er bare noget helt andet. Det er kunstnerisk ambitiøse processer.«

Hun henviser til, at en ekstern evalueringsrapport fra Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet efter forsøgsperioden har bekræftet, at AMoC holdt et højt internationalt niveau, og at artisterne faktisk kom i arbejde.

»Vores forestilling var egentlig at implementere en sådan uddannelse permanent under Den Danske Scenekunstskole. Men vi må konstatere, at der mildest talt ikke har været politisk interesse for det, for nu har sagen jo ligget på flere kulturministres bord siden Elbæk.«

At de fleste lande omkring Danmark også har cirkusskoler, er ifølge AnneSophie Bergmann Steen kun en beskeden grund til, at Danmark også bør have det. Vigtigere er det, at det – som Berlin Circus Festival antyder – er en genre i stærk vækst, og at den har så »brede kvaliteter«, som hun formulerer det.

»Der er et ekstremt bredt spænd i nycirkus. Der er både det introverte og det meget udadvendte og folkelige. Det samler publikum på tværs af segmenter. Det appellerer både til punkere og pelsdamer og drenge og piger, og det taler især til de unge. Som pædagogisk redskab er det ikke konkurrencepræget, men fokuserer på samarbejde og idégenerering, og det styrker både koncentration og koordinering.«

Uden skyklapper

Ifølge både AnneSophie Bergmann Steen og Rasmus Aitouganov er konsekvensen af AMoC’s lukning, at AFUK med artistlinjen i dag atter gør de største talenter klar til at søge ind på de universitære cirkusuddannelser i udlandet – og at de i sidste ende som regel danner kompagnier ude i Europa. Ligesom Rasmus Aitouganov selv har valgt Danmark fra og nu er ved Berlins Statslige Artistskole.

»Det bedste argument for en cirkusskole er, at de her artister faktisk har det godt. Det er en god forretning,« siger den danske Rasmus Aitouganov og nævner det mest berømte eksempel: Cirque du Soleil, der har haft mere end 4.000 ansat world wide, og som i årtier har været en kæmpe eksportsucces for Canada.

»Cirkusartister sidder ikke og venter på job. De laver job, mens skuespillere og dansere nok har mere tendens til at søge og vente. Det ikke kun, fordi cirkusmiljøet er mindre, men også fordi det ligger i cirkussets dna at skabe, at rejse, at arbejde internationalt og få ting til at opstå.«

– Men hvorfor skal der så være en national dansk cirkusuddannelse? Hvorfor ikke bare lade enkelte lande stå for de specialiserede uddannelser?

»Jamen fordi det cirkus, der kommer fra f.eks. Canada eller Sverige har ekstremt forskellige styrker og nationale særpræg. Det skal da bæres ind i cirkusset. Teknisk set er det to dybt forskellige ting at være f.eks. jonglør og trapezartist. Derfor er det også vigtigt at have forskellige skoler med forskellige styrker og berettigelse, ligesom inden for al mulig anden scenekunst,« siger Rasmus Aitouganov.

Nærmest bag om ryggen giver festivalleder Josa Kölbel danskeren et håndklask, da han går forbi os og hen mod festivalens køkken, hvor hans mor er med til at lave imponerende mængder mad.

Josa Kölbel ser ligeledes en lys fremtid for cirkusgenren. At Berlin Circus Festival skal blive ved med at vokse, er bare ikke hans førsteprioritet. Vigtigere er det, at den ikke kommercialiseres, og at den holder fast i festivalformens stærke sider.

»Vi laver ikke kun shows, som folk går ind og ser for så at gå hjem igen. Folk skal ikke konsumere cirkus, men ideelt opleve cirkus sammen. Selv når du går i teatret, bliver det hurtigt lidt med skyklapper på. Der er dig og scenen. Og bagefter går du ud og hjem. Vi lægger vægt på, at der er tid til at snakke om stykkerne og lege bagefter.«

Som taget ud af den brugsanvisning tumler Informations udsendtes to piger rundt på scenen og øver cirkustrick for begyndere efter de finske kvinders gakkede opvisning.

Og da alle interview er færdige, kan de ikke få øjnene fra, hvordan en af artisterne fra Sisus Sirkus finpudser balancen ved at lave split – stående på hovedet på en let svingende trapez. Ellers ligger den lille festivalplads øde hen, klar til endnu en udsolgt dag i det nye cirkus’ tegn.

Berlin Circus Festival kører frem til søndag den 1. september – og atter i august 2020. Mere info under www.berlin-circus-festival.de.

Uffe Elbæk blev som minister beskyldt for nepotisme, økonomisk rod og for ikke at være politiker nok. I sit første interview efter sin afgang erkender han fejlen i ikke at se faren ved AFUK-arrangementerne, men fastholder, at han arbejdede for en åben politisk dagsorden med plads til forskellige politikere
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu