Interview
Læsetid: 9 min.

Det Obelske Familiefond: »Hvis fonde er magtfulde, så er det en magt, vi er meget forsigtige med«

Fra sine lokaler i Indre København uddeler tobaksfonden Det Obelske Familiefond hvert år et trecifret millionbeløb til især kunstinstitutioner og udstillinger. Det er en klassisk mæcenfunktion, siger direktøren, som dog afviser, at fonden skulle drive kulturpolitik: »Vi har ingen interesse i at promovere et givent kunstsyn«
Michael Bjørn Nellemann, direktør i Det Obelske Familiefond, mener ikke, at fondet har et specifikt kunstsyn

Michael Bjørn Nellemann, direktør i Det Obelske Familiefond, mener ikke, at fondet har et specifikt kunstsyn

Niels Ole Sørensen

Kultur
6. august 2019

Michael Bjørn Nellemann holder en 12 sekunder lang pause.

Det er ret lang tid midt i en samtale.

»Jeg synes,« siger han så, »at det er svært at sige, om vi egentlig har magt.«

Vi sidder i Det Obelske Familiefonds lokaler i indre København, og jeg har spurgt Nellemann, som er direktør for tobaksfonden, hvordan han forholder sig til den magtforskydelse, der de senere år er sket på kulturområdet.

I dag er kulturområdet i mere eller mindre grad afpolitiseret på Christiansborg, og det er i stedet i vid udstrækning kommunerne og fondene, der driver kulturpolitikken. Fondene er på den måde blevet udstyret med en stadig større magt, siger jeg for at forklare præmissen for den interviewserie, han nu er en del af. 

»Ja, det vil nogen nok hævde. Du repræsenterer jo også en statsmagt af en slags,« siger han og peger på mig. »Alle har en eller anden indflydelse, som man kan oversætte til magt, hvis man vil, og det har fonde selvfølgelig også. Men altså. Det samlede statslige bidrag til kultursektoren er cirka 25 milliarder kroner om året. Vi har en fætter-/kusinefond, der hedder Augustinusfonden, som uddeler omkring 250 millioner til sektoren om året. Det er én procent. Vi er endnu mindre end dem. Så alt andet lige er vores bidrag til kunsten vel på en halv procent af det samlede. Er det magt?«

– Det vil, som du siger, nogle nok hævde?

»Vi er meget inden for samtidskunsten, og hvis du spørger den enkelte aktør – Charlottenborg, Overgaden, Tranen eller en anden af de vigtige samtidskunstudstillingsplatforme – om vi er en vigtig fond, vil de sikkert sige ja.«

»Men hvis du spørger dem, om vi er en magtfuld fond, så tror jeg egentlig ikke, at de vil sige ja. Det kan du lade komme an på en prøve, men grunden til, jeg siger det, er, at vi ikke går ind og diskuterer deres udstillingsprojekter som sådan. Vi siger aldrig: Skulle det ikke være den eller den kunstner? Hvis man nu var eller ønskede at være magtfuld, ville man vel gå ind og sætte et præg på det, der blev lavet. Det gør vi bogstavelig talt aldrig.«

– Okay, men ikke desto mindre er det vel indiskutabelt magtudøvelse at vælge den ene institution frem for den anden, hvilket jo er det, I gør hver eneste dag?

»Jo, der ligger selvfølgelig en form for prioritering. Vi kvalificerer vores overvejelser, når vi ser på en masse forskellige projekter, det er rigtigt. Men okay, hvis vi bliver enige om, at fonde er magtfulde, så er det en magt, vi er meget forsigtige med.«

En klassisk mæcen

Det Obelske Familiefond har hjemme i Obels Gård i det indre København.

Fondet er eneejer af investeringsselskabet C.W. Obel A/S, og sekretariatets kontor befinder sig på etagen lige oven over selskabet. Det er smukke, hvide lokaler med et beskedent antal malerier på væggene, og umiddelbart kunne man foranlediges til at tro, at man befandt sig i omgivelserne for et hvilket som helst kontor med penge og god smag. På parkeringsanlægget i gården holder tre BMW’er, to Audier, en VW og en Ford. Intet overvældende, intet smagløst. 

Det er fra disse lokaler, fondet uddeler sine midler til især tre områder: børn og unges mentale sundhed, Nordjylland samt kunst i form af klassisk musik og samtidskunst.

I 2018 uddelte Det Obelske Familiefond knap 150 millioner kroner – penge, der blandt andet endte hos Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen Gl. Strand, Museum Jorn, Kulturmødet Mors, Aalborg Teater, Tivoli og Copenhagen Pride, men også en række privatpersoner og mindre navnkundige institutioner.

Michael Bjørn Nellemann, der er iført marineblå striktrøje og blå cowboybukser, er helt afvæbnende og nærmest lidt anonym i sin fremtoning. Han ligner mere en forlagsredaktør eller humanistisk forsker end det, man forbinder med en klassisk mæcen.

Han har tidligere været kulturråd på Den Danske Ambassade i Paris, museumsdirektør for Nivaagaards Malerisamling og hofchef for Prins Henrik, og han har kunst i generne. Hans oldefar var passioneret kunstsamler og drev hotel i København. Her betalte kunstnere som Ring, Krøyer og Ancher ofte med kunst i stedet for penge. 

Jeg spørger ham, hvad der foregår i sådan en fond. 

»Jeg er chef for et sekretariat, som ...«

Han leder efter ordet.

»… som screener den verden, der hedder samtidskunst og klassisk musik. Og så har vi fokus på mental sundhed og Nordjylland, for der kommer vi fra. I sekretariatet får vi en dyb forståelse for, hvad der foregår inden for de tre områder: tendenser, bevægelser ... Forandringer. Det gør vi ved at være i kontakt med miljøerne og læse de mange ansøgninger, vi får fra miljøerne.«

Med andre ord lægger han og resten af sekretariatet en screenet mængde af de henvendelser, de får, op til bestyrelsen, som så bevilger penge.

– Hvad betyder det, når du siger screener – er det at gå til koncert og fernisering og læse avis?

»Ja, det lyder sådan lidt prætentiøst, men: Vi forsøger at være kloge inden for de områder, vi beskæftiger os med. Det vil sige, at vi prøver at se, hvem nøgleaktørerne er, og hvor ideerne ligger. Hvem har noget på hjerte, hvor er der et udviklingspotentiale? Hvad er problemerne inden for en sektor? Den viden, vi har, prøver vi at matche med de ansøgninger, der er kommet ind. Og så går vi ind i bestyrelseslokalet og håber, at de nikker til de fleste af de sager, vi lægger op. Det er det, vi laver.«

Med andre ord igangsætter Det Obelske Familiefond ingen projekter selv. De er ikke kuratorer inden for kunsten, de arrangerer ikke festivaler eller tager initiativ til særlige tiltag for at øge den mentale sundhed i den danske befolkning.

»På den måde er vi en klassisk mæcen, vi er ikke katalytisk eller aktivistisk,« siger han.

’Vi er også diskrete’

En typisk dag i Michael Bjørn Nellemanns arbejdsliv består i, at han får henvendelser fra folk i branchen, der har noget på hjerte, siger han. Nogle gange mødes han med dem, andre gange klarer de det over telefonen.

Michael Bjørn Nellemann

Niels Ole Sørensen
P.t. er der fem medarbejdere i fondet. Det er markant færre end hos nogle af de andre danske fonde, som ellers deler mindre penge ud end Det Obelske Familiefond. Men som Michael Bjørn Nellemann siger, er det ikke hans og hans kolleger i fondets kompetence at få ideer.

»Vores kompetence er, at vi har pengene – og så gælder det for os om at finde dem, der har ideerne og energien.«

– Har I et kunstsyn?

»Jeg vil sige nej. Imidlertid er der sikkert folk ude i omverdenen, der vil sige: ’Jo, for I har prioritereret dette eller hint’. Og det er nok meget svært at svare på, for hvad er et kunstsyn – egentlig?«

Der opstår lidt akavet stilhed, og jeg bliver i tvivl om, hvorvidt hans spørgsmål er retorisk eller ej. Jeg vælger at opfatte det sådan.

– ... Men I har vel forkærlighed for at prioritere nogle ting frem for andre. Der er vel alt andet lige tendenser og trends i de udstillinger, I for eksempel har valgt at støtte?

»Måske. Men det er jo ikke sådan, at vi har en interesse i, at der skulle være en rød tråd. Vi er jo ikke branding-fokuserede – vi er også diskrete. Vi fylder ikke særlig meget, og det behøver vi heller ikke gøre. Vi har ingen interesse i at promovere et givent kunstsyn. Det tror jeg oprigtigt ikke, vi har.«

»Vi får jo ansøgninger inden for samtidskunsten fra hele landet. Charlottenborg er Kongens Nytorv nummer 1, det er et stort sted, vi støtter, for det er et vigtigt sted for samtidskunsten. Vi støtter også Brandts i Odense, Kunsten og Kunsthal NORD i Aalborg, HEART i Herning, Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, fordi vi synes, de alle har gjort sig til en vigtig platform for samtidskunsten.«

Men så er jeres kunstsyn vel at prioritere den kunst, der bliver udstillet på vigtige platforme for samtidskunsten?

»Det synes jeg ikke, man kan sige. Det, vi gør, er, at vi enten siger: Hvor trykker skoen, hvad er problemerne – og hvad kan vi gøre for at afhjælpe dem? Eller også: Hvor er potentialet og udviklings- og forandringsmulighederne – og hvad kan vi gøre for at sætte ind der? Det har ingenting at gøre med, om det så er en ung eller gammel kunstner, dansk eller udenlandsk kunstner, mandlig eller kvindelig kunstner, politisk eller æstetisk kunstner. Alt det er sådan set lige meget. Spørgsmålet for os er at gå ind og lave en forandring, så vi skaber en dynamik og selvtillid i kunstverdenen.«

– Men når du nævner for eksempel Brandts og HEART og siger, at det er »vigtige platforme for samtidskunst«, så er det vel også en prioritering og en forforståelse af det her sted?

»Nej. Grunden til, at vi har bevilget penge de her steder, er, at de har lagt op til os, at de vil udvikle sig og gøre sig til en stærkere platform for samtidskunsten. Vi har ikke støttet dem, fordi de har sagt, at de er gode til samtidskunst, men fordi de har sagt: Vi kan få samtidskunsten til at fylde mere, men det kræver finansiel opbakning. Så er vi gået med på det.«

Familiehistorien

Det Obelske Familiefonds formue blev grundlagt for 250 år siden, og i 200 år havde familien Obel sin virksomhed C.W. Obels Tobaksfabrik i Aalborg. I 1960’erne flyttede produktionen ud af byen, og – modsat formuen – forsvandt medarbejderne gradvist. Som hos mange andre mæcener er der en mørk historie – tobak – og familien fylder meget.

Fondens bestyrelsesformand vil altid være et familiemedlem – det står i fundatsen. Den nuværende formand, Christen Winther Obel, har sagt til Politiken, at det »faktisk er relativt tit«, at han spørger sig selv: »Hvad ville Asta have ment?« med henvisning til Asta Obel, hans oldemor, som var enke efter ligeledes Christen Winther Obel. Han havde ledt fabrikken ind i det 20. århundrede og var i 1907, som den første danske tobaksfabrikant, begyndt at producere cigaretter. Da han døde pludseligt i 1921, overtog Asta Obel, til omverdenens overraskelse, som eneejer og fortsatte succesen.

Det var hende, der i 1956 stiftede Det Obelske Familiefond i en alder af 84.

»Familien fylder meget i den forstand, at de værdier, der præger vores organisation og stab, går tilbage til det, virksomheden og familien har stået for,« siger Michael Bjørn Nellemann. 

»Det er ordentlighed, redelighed, grundighed, tilsat alligevel en spids vovemod og nysgerrighed. Det er alt sammen sympatiske plusord, som er gode og relevante, og som godt kan føres tilbage til nogle familieværdier.«

Direktøren mener ikke, der er noget problem i, at fonden har opbygget sin formue på tobakspenge.

»Nobels fredspris kommer af dynamit- og våbenpenge. Den oprindelige formue er skabt af en mand, der producerede og opfandt dynamit.«

Han går aldrig rigtig ind i den diskussion, siger han. Men:

»Jeg arbejder for en formue, der oprindeligt er baseret på tobaksproduktion. Ja. Vi kan ikke løbe fra og skal heller ikke løbe fra det – vi er fra 1787. Men det er sådan, det er. Jeg prøver ikke at være for nonchalant omkring vores historie, og jeg håber da heller ikke, at mine egne børn kommer til at ryge, og vi ved jo, at tobak er ikke godt for os.«

»Men det vidste man vel strengt taget ikke i 1787.«

Information modtager ekstern finansering til projekter som bogserier og podcast. Vi har blandt andet fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses på information.dk.

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
»Vi er meget inden for samtidskunsten, og hvis du spørger den enkelte aktør – Charlottenborg, Overgaden, Tranen eller en anden af de vigtige samtidskunstudstillingsplatforme – om vi er en vigtig fond, vil de sikkert sige ja.«

Det er ikke min opfattelse, at fondens støtte nødvendigvis er uundværlig for en række "samtidskunstudstillingsplatforme", men spørgsmålet er, hvor man så ellers lige skulle opnå den nødvendige støtte fra.

I nogle tilfælde kunne spørgsmålet om overlevelse blive aktuelt, hvis det ikke, trods ihærdig indsats, var muligt i stedet at opnå støtte andre steder fra. I andre tilfælde ville der blive tale om en kraftig reduktion i aktivitetsniveau.

Mikael Nielsen

hvorfor modtages de penge?

Kenneth Jensen

@Michael Nielsen:
Hvis du mener hvorfor man vælger at uddele dem, så er det vel fordi der ikke er meget kunst og kultur der kan klare sig uden støtte. Jeg vil nødig leve i en verden hvor det kun er den kommercielt bæredygtige kultur og kunst der eksisterer.