Læsetid: 5 min.

Phie Ambo ville lave en ’coming of age’-film om teenagere i byen og på landet, men så …

Dokumentarfilmen har nogle indbyggede begrænsninger, og det er en af grundene til, at Phie Ambo endnu ikke har fået lavet den nærgående film om unge på grænsen til voksenlivet, som hun har drømt om at lave i 20 år. Men måske er det i virkeligheden ikke så skidt for filmen, at tiden går, og hun bliver ældre
Dokumentarfilminstruktøren Phie Ambo.

Dokumentarfilminstruktøren Phie Ambo.

Mads Nissen

3. august 2019

Der er særligt én film, som dokumentarfilminstruktøren Phie Ambo altid gerne har villet lave. Ja, hun lavede endda de første optagelser til den, inden hun i 1990’erne gik på Den Danske Filmskole (hun blev færdig i 1999).

»Det er en coming of age-film,« siger hun.

»Det var egentlig ikke, fordi den ikke kunne finansieres, men teenagere forandrer sig hurtigt. Et år efter optagelserne er de helt anderledes, og så vil den ene ikke være med, og så vil den anden ikke være med, fordi de ikke kan genkende sig selv. Det er et meget lille vindue, man kan åbne, når man arbejder dokumentarisk med teenagere.«

Det er en af dokumentarfilmens udfordringer, at mennesker forandrer sig over tid, især når man har med børn og unge at gøre. Det var dog også en del af attraktionen ved projektet, at teenagere forandrer sig så meget, fortæller Phie Ambo.

»En superbørneuskyld blandet med en ’gid man bare kunne bryde ud af den barndom’-attitude. Det er både noget meget råt og noget super børneagtigt. Det er en rørende kontrast at kigge på og arbejde med.«

Så ærlig som muligt

Inspirationen til sin film har instruktøren ikke mindst hentet i de teenageskildringer, man i 1990’erne fik præsenteret i fascinerende og nærgående spillefilm som svenske Lukas Moodyssons Fucking Åmål (1998) og måske især amerikanske Larry Clarks Kids (1995), der viser de unge hovedpersoners stofmisbrug og seksuelle aktiviteter.

»De var megafede, fordi de også pegede på det meget voldsomme ved at være teenager,« siger Phie Ambo, der selv har lavet film som Family (2001), Gambler (2006), Mechanical Love (2007), Free the Mind (2012), Så meget godt i vente (2014) og senest Når du kigger væk (2017): Det er titler, som ikke mindst afslører hendes store interesse i forholdet mellem krop og sind.

Men fordi hun gerne vil lige så tæt på de unge som Moodysson og Clark og være så ærlig som mulig i skildringen af teenagernes liv, stiller der sig også andre hindringer i vejen.

»Hvis man i en dokumentarfilm filmer nogen, der gør noget småkriminelt, og det gør teenagere – hele tiden, nærmest – så er man lige pludselig medskyldig. Hvis jeg skal komme tæt nok på og rigtig følge nogle københavnerteenageres liv, så gør de alt muligt, man ikke bør filme, men i stedet bør fortælle politiet,« siger hun.

»Jeg har ikke rigtig fundet ud af, hvordan jeg skal gribe det an, og jeg har heller ikke set det skildret i en dokumentarfilm. Der er en grund til, at Kids, der er baseret på rigtige oplevelser, er skrevet og optaget som fiktion.«

Den samme nerve

I de 20 år, der er gået, siden hun fik de første optagelser til coming of age-filmen i kassen, har Phie Ambo haft den i baghovedet. Og faktisk har hun flere gange forsøgt at lave den.

»Første gang var i København i et graffitimiljø, et urbant skatermiljø,« siger hun.

»Næste gang var i Jylland og noget mere landligt. Det der med som teenager at være fanget på en mark, når man bare hellere vil bo i New York, også selv om man blot er 13 år gammel. Jeg ved ikke, hvor filmen ender med at foregå, men det er egentlig den samme historie, og det er den samme nerve, jeg leder efter: Man passer ikke ind nogen steder. Den mærkelige overgangsfase mellem barn og voksen, hvor det hele enten er for småt eller for stort.«

Det er selvfølgelig frustrerende for Phie Ambo, at det endnu ikke er lykkedes hende at lave filmen, men måske er det i virkeligheden en fordel, at tiden er gået.

»Jeg tror, at det kan blive en klarere og klarere film, jo ældre jeg bliver,« siger hun og nævner den svenske filminstruktør Roy Anderssons debutspillefilm, det smukke, poetiske ungdomsdrama En kærlighedshistorie (1970), som en anden inspirationskilde.

»Styrken ved den film er, at den er lavet af et menneske, som ser tilbage på sit eget liv og sine egne oplevelser med en vis nostalgi. Jeg kunne også lave en dokumentarfilm, som fangede den type uskyld – den første opvågnen til det andet køn.«

Grådig efter næste film

Med alderen kommer der en vis distance til det liv, man selv har levet, og det gør det kun tydeligere, når man ser tilbage på det, mener Phie Ambo. Samtidig behøver man ikke forsøge det pinlige at være ung med de unge.

»Alle de dokumentarfilm, man laver, er jo på en måde en spejling af noget, man selv har oplevet,« siger hun.

»Man kan ikke rigtig genkende det, med mindre man selv har haft en oplevelse i den retning – et eller andet som det, man filmer, kan spille op ad. Så der er måske noget godt i, at tiden går.«

Frustrationen over, at filmen ikke er blevet til noget, er også en drivkraft for instruktøren. Hun er med egne ord hele tiden grådig efter at komme videre med den næste film og har gang i tre-fire projekter samtidig, fordi hun ikke kan være sikker på, hvilke af dem der bliver til noget, og hvilke der falder igennem.

»Tilfældigheder og timing hænger sammen. Der er meget, man ikke kan forudse. Selv om jeg har lavet film i mange år, er jeg overhovedet ikke blevet klogere på den proces,« siger hun.

»Jeg har heller ikke følelsen af et tomrum, når jeg har lavet en film, fordi jeg hele tiden arbejder på flere projekter.«

Irriterende frygt

Til gengæld lider Phie Ambo af en konstant og irriterende fomo, fear of missing out – en frygt for at gå glip af noget – når kameraet ikke kører.

»Man er nødt til at finde nogle rum, hvor den frygt kan være i, fordi ellers går man ned med flaget,« siger hun.

»Man må sige: ’Det vidste publikum jo ikke noget om. De lægger jo ikke mærke til alt det, der ikke er med i filmen, eller alle de gange, hvor jeg kom for sent til et eller andet, eller hvor alle de medvirkende ikke sagde, at de skulle et eller andet, som var vigtigt.’ Det er der ikke nogen, der ved, når de ser filmen. Men det er en konstant uro, når man er på optagelse. Det ligger og lurer i baghovedet: ’Er der nu et eller andet, jeg går glip af?’ Det er lidt stressende.«

Man kommer ikke let eller sovende til noget, når man laver dokumentarfilm. Hvert eneste skridt henimod en færdig film er møjsommeligt, siger Phie Ambo.

»Der er ikke noget som helst sex, drugs and rock’n’roll over at stå klokken seks om morgenen i Glostrup og skulle lave en optagelse. Men det betyder også, at processen hele tiden er meget virkelighedsnær.«

Serie

Filmen, der knækkede

Økonomi, praktik, livet, kreative vanskeligheder, kunstneriske uoverensstemmelser. Der kan være mange grunde til, at en film ikke bliver til noget. Alle filmfolk har et eller flere projekter, de altid har drømt om at lave, men som stadig er henvist til skrivebordsskuffen. Information taler hen over sommeren med en række instruktører og manuskriptforfattere om de gange, hvor filmen knækkede for dem. Og så laver vi plakaten til det drømmeprojekt, der ikke blev til noget.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu