Læsetid: 4 min.

Præmissen for ’The Hateful Eight’ er ren Agatha Christie – men slutningen er ren Tarantino

Dusørjægeren major Warren bruger ligesom Hercule Poirot sine små grå til at løse et mysterium i Quentin Tarantinos westernkammerspil ’The Hateful Eight’
Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson) er i ’The Hateful Eight’ sneet inde i en hytte sammen med syv andre. Som en art Poirot dissekerer Warren de enkelte personer og deres involvering i det mystiske, der er foregået op til, at de er havnet i hytten.

Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson) er i ’The Hateful Eight’ sneet inde i en hytte sammen med syv andre. Som en art Poirot dissekerer Warren de enkelte personer og deres involvering i det mystiske, der er foregået op til, at de er havnet i hytten.

THE WEINSTEIN COMPANY

15. august 2019

Agatha Christie i en hytte. Således kan man beskrive Quentin Tarantinos ottende film, westernkammerspillet The Hateful Eight.

Filmen, der foregår i årene efter Den Amerikanske Borgerkrig, handler om en broget gruppe mænd – og en enkelt kvinde – der sner inde i Minnie’s Haberdashery, en kombineret kro og manufakturhandel, midt ude i Wyomings vilde natur.

Her foregår en ordrig stillingskrig mellem de tilstedeværende, der alle synes at have noget at skjule, og som vogter på hinanden med hænderne hvilende på deres seksløbere.

Samuel L. Jackson spiller den tidligere soldat og nu dusørjæger, major Marquis Warren, der er filmens svar på en af den britiske krimidronnings foretrukne skikkelser, detektiven Hercule Poirot. Ikke længe efter sin ankomst til Minnie’s Haberdashery, forstår Warren, at noget er galt, og det er hans ’opklaring af sagen’, der er filmens motor.

Warren har undervejs til Minnie’s slået følge med en anden dusørjæger, John Ruth (Kurt Russell), der er på vej til den nærmeste by, Red Rock, med forbryderen Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh), som dér formentlig vil blive hængt for sine forbrydelser. På turen har de også mødt Chris Mannix (Walton Goggins), der påstår, at han er Red Rocks nye sherif – og som bliver filmens svar på kaptajn Hastings, Poirots gode, men ikke så skarpsindige ven.

De små grå

Minnie’s er i forvejen fyldt med en håndfuld mildest talt besynderlige figurer (spillet af Tim Roth, Michael Madsen, Damián Bichir og Bruce Dern), blot ikke Minnie og hendes mand, Sweet Dave, hvilket i sig selv er meget mistænkeligt. Det viser sig, at den bande af outlaws, som Daisy tilhører, og som ledes af hendes kæreste, Jody (Channing Tatum), er ude på at befri hende, inden hun og John Ruth når til Red Rock. Og så har vi balladen.

I Quentin Tarantinos Inglourious Basterds spiller Christoph Waltz SS-officeren Hans Landa, også kaldet Jødejægeren, og i en tidlig scene i filmen, hvor Landa afhører en fransk bonde om, hvor en jødisk nabofamilie befinder sig, leger instruktøren med Sherlock Holmes-ikonografien.

Med sine skarpe deduktive metoder vækker Landa mindelser om den geniale detektiv, og da han fremdrager en stor, krum kalabaspibe fra inderlommen, ligner han til forveksling den udgave af Sherlock Holmes, de fleste kender.

Inglourious Basterds er dog ikke en Sherlock Holmes-film i forklædning på samme måde som The Hateful Eight, der lægger sig tæt op ad Agatha Christies klassiske, ærkebritiske krimier, hvor Hercule Poirot og miss Marple bruger deres små grå til at løse indviklede mysterier blandt det bedre borgerskab på landet og i byen.

Klaustrofobiske elementer

Præmissen for filmen, hvor en broget gruppe mennesker, der tilsyneladende ikke kender hinanden, samles i samme rum, er rendyrket Agatha Christie. En af hendes berømteste romaner, Én af os er morderen (1939, på dansk i 1956), foregår på en afsidesliggende ø, hvor de tilstedeværende bliver slået ihjel én efter én, og i Mordet i Orientekspressen (1934, på dansk i 1960) viser den skyldige sig at være alle de tilstedeværende ombord på det berømte tog.

De har alle en tragiske hændelse tilfælles og arbejder i det skjulte sammen om at straffe en ond mand for sine ugerninger. Det samme gør Daisy Domergues medsammensvorne – arbejder i det skjulte – og til at begynde med lader de, som om de ikke kender hinanden i et forsøg på at snyde Warren og Mannix.

Den isolerede hytte, der fotograferes i majestætisk bredformat, hvilket kun understreger det klaustrofobiske element, den voldsomme snestorm og Ennio Morricones rytmiske musik, opbygger effektivt intensiteten og spændingen i The Hateful Eight.

Man får hurtigt en stærk fornemmelse af, at lige præcis denne blanding af mennesker og motiver er ganske sprængfarlig. De taler meget, ofte om alt andet end det, de reelt tænker på, og det er tydeligt, at de pirker til og afprøver hinanden.

Volden et vilkår

Mod slutningen af filmen optræder der en af den slags scener, som Agatha Christies bøger har gjort populære, og hvor for eksemple Hercule Poirot kalder alle de mistænkte sammen i biblioteket, så han kan forklare dem sagens rette sammenhæng og udpege den skyldige.

Poirot, der er lidt af en krukke og har sans for det teatralske, elsker de øjeblikke, fordi de giver ham mulighed for at brillere ved at iscenesætte sit eget lille drama, mens han drilsk gennemgår alle de tilstedeværendes motiver og alibier. Major Marquis Warren gør det samme i The Hateful Eight. Flamboyant dissekerer han de enkelte personer og deres involvering i sagen, mens ofrene snor sig, og Chris Mannix begejstret – og forundret – ser til.

Slutningen er dog Tarantinos helt egen. Så brutal og blodig en udgang på sine historier, formastede Agatha Christie sig aldrig til at skrive – hun var trods alt brite, og hendes bøger foregår i mere civiliserede tider og rammer. Men hos den amerikanske filmskaber, der er kendt for at skildre mennesker, for hvem volden er et vilkår og døden en følgesvend, giver det god mening.

Spørgsmålet er dog, om de næste gæster i Minnie’s Haberdashery vil kunne regne ud, hvad i alverden der dog er sket. De er nødt til telegrafere efter Poirot.

Serie

Quentin Tarantinos forførende verden

Den 15. august er der dansk premiere på Quentin Tarantinos niende og efter alt at dømme næstsidste spillefilm, Once Upon a Time … in Hollywood. Han er en af de seneste 25 års mest originale filminstruktører, som har skabt et nyt filmsprog, hvor han filtrerer, bearbejder, dekonstruerer og genskaber de genrer og den filmhistorie, som han selv er vokset op med og formet af. I de kommende dage skriver vi om de otte film, Tarantino selv har instrueret. Vi forsøger at indkredse, hvad det er, der gør Tarantino og hans film så specielle.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Tom Hansen
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, Tom Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer