Læsetid: 5 min.

’Pulp Fiction’ rev kronologien itu og skabte noget nyt og euforisk

Under alle de stilistisk superlabre, sygt funky og auteur-deliriske greb er der en traditionel morale i Tarantinos anden film, ’Pulp Fiction’. Men den fortælles med så utraditionel en fortællestruktur, at man bliver helt ved siden af sig selv af filmisk fornøjelse
Hitman-kollegerne Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) er nogle af hovedkarakterne i ’Pulp Fiction’ (1994). De small talker om hashbarer i Amsterdam, burgerkultur i Europa, tv-piloter og fodmassage versus kusseslikning, og dermed bliver de en del af Tarentinos chok-bølgende, reference-rundtossede, auteur-deliriske shit, skriver Informations anmelder.

Hitman-kollegerne Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) er nogle af hovedkarakterne i ’Pulp Fiction’ (1994). De small talker om hashbarer i Amsterdam, burgerkultur i Europa, tv-piloter og fodmassage versus kusseslikning, og dermed bliver de en del af Tarentinos chok-bølgende, reference-rundtossede, auteur-deliriske shit, skriver Informations anmelder.

CAP/KFS

5. august 2019

Der er den olmt ringlende desperado-guitar fra surf-rock-kongen Dick Dale. Den, som eksploderer, lige da kæresteparret skal til at røve en café, helt i begyndelsen af Pulp Fiction.

Der er den geniale smalltalk mellem hitmankollegerne Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) om hashbarer i Amsterdam, burgerkultur i Europa, tv-piloter og fodmassage versus kusseslikning.

Der er de gammeltestamentlige citater fra Jules Winnfield.

Der er den erotisk tonstungt ladede dans mellem Mia Wallace (Uma Thurman) og Vincent Vega (Travolta) – og den intertekstuelle bevidsthed om, at Travoltas gennembrud var som genial diskodanser i Saturday Night Fever i 1977.

Der er det overrumplende dyk ud af filmens realismeplan og ned i et alt andet end hyggeligt kaninhul, ned i et Alice i Eventyrland i negativ, hvor en pervers stodder i en latexheldragt venter i bur på sit bytte.

Selvfølgelig er alt dette genrekrydsende, chokbølgende, referencerundtossede, auteurdeliriske shit en vigtig del af Pulp Fictions brillans.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Tom Hansen
  • ulrik mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Katrine Damm
  • Nina Højland
Olaf Tehrani, Mikael Velschow-Rasmussen, Tom Hansen, ulrik mortensen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm og Nina Højland anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Jeg kunne ikke huske, at det var i Pulp Fiction kronologiforvirringen startede.

Det var det heller ikke. Tarantino brugte præcis samme effekt i Recevoir Dogs.

/O