Med Robert Crumb blev jeg klar over, at tegneserier kunne være mere end den europæiske uskyld, jeg var vant til

Jeg kan ikke have været mere end 13-14 år gammel, da jeg første gang stiftede bekendtskab med den amerikanske tegneserietegner Robert Crumb. Jeg var vant til Tintin, Splint & Co., Lucky Luke og Asterix, og mødet med den uhæmmede Crumbs seksuelle fantasier var både noget af et chok og lidt af en åbenbaring for mig, en pæn og følsom knægt fra det midtjyske søhøjland.

Den første tegning, jeg kan huske af hans, har titlen »Familien, der boller sammen, holder sammen«, og den forestiller en hyggestund i kernefamiliens skød – bogstavelig talt: Ude i køkkenet tager bedstefar bedstemor bagfra. På sofaen i stuen er mor og far også godt i gang. På gulvet foran sofaen hygger familiens to mellemste børn sig. Og lillesøster bliver onduleret af hunden. De smiler i øvrigt alle sammen. På det maleri, der hænger over sofaen, er to storøjede børn – velsagtens dem, der plejer at græde så hjerteskærende – også godt optaget af hinanden.

Det er et mildest talt opsigtsvækkende og foruroligende motiv, som både skræmte og pirrede mig – og min nysgerrighed. Aldrig havde jeg set noget lignende, og med ét blev jeg klar over, at tegneserier kunne være så meget andet og mere end den europæiske uskyld, jeg var vant til.

Det blev startskuddet til en livslang fascination af Crumb og de andre amerikanske undergrundstegnere, der fra midt i 1960’erne gjorde op med den gode smag i seksuelt ladede, politiske, satiriske, samfundskritiske, meget morsomme og ofte dybt personlige tegneseriestriber. Det var en mindre revolution, som dog først nåede mig et par årtier senere, da forlaget Interpresse begyndte at udgive både Crumb og hans ven og samtidige Gilbert Shelton på dansk i albumserien Underground.

Ikke den eneste

Ovenstående tegning, der ramte mig så hårdt, finder man på bagsiden af Underground nr. 10: »Den afskyelige snekvinde«, der på forsiden har en stor, stærk og meget behåret kvinde, titlens afskyelige snekvinde, som den anderledes spinkle Robert Crumb selv i tegneserien dyrker en del voldsom, dyrisk sex med. Den slags scener og fantasier er der mange af i hans værk, og de gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Crumb lagde ikke skjul på noget som helst. Han lagde sine mørkeste tanker, følelser og drifter frem, så vi alle kunne se dem og ikke mindst grine ad dem – og på den måde måske også erkende, at vi selv havde nogle af de samme tanker og fantasier. Jeg havde i hvert fald, og selv om jeg den dag i dag er temmelig blufærdig og bornert, ville jeg nok have været det i endnu højere grad, var det ikke for Crumb.

I et interview med The Comics Journal i 1991 sagde Crumb selv, at hvis han skulle forsvare

»skæve, individualistiske skildringer af sex, så får de andre mennesker, som har deres egne små perversioner, til at føle sig mindre som monstre. I det mindste ved de: ’Nå, jeg formoder, at der er andre, som er temmelig underlige. Jeg er ikke den eneste.’«

Og, fortsatte han:

»For en studerende udi menneskelig opførsel er sex et meget, meget interessant emne, og en ærlig åbenbaring af, hvad der virkelig foregår i folks psyker i forhold til sex, er altid mere interessant end noget, der bare sigter efter den laveste fællesnævner.«

Åbne, pusfyldte sår

Det er selvfølgelig en form for efterrationaliseringer fra en allerede meget berømt og berygtet tegner, som på det tidspunkt i 25 år havde konfronteret, chokeret, underholdt og oplyst en ikke altid forstående offentlighed med alt det, han gik og gemte på i sin underbevidsthed. Og som formentlig ikke altid var lige bevidst om, hvad det var, han tegnede, og hvad han ville med det – hvor mange store kunstnere er det!?

Men man kan argumentere for, at Robert Crumb i vid udstrækning har haft held med at være menneskehedens og ikke mindst Amerikas humoristiske sandhedssiger, der altid har sagt og skildret alt det, ingen andre tør sige eller skildre, hvad enten det handler om sex, vold, kvindehad, latent racisme, xenofobi, undertrykkende religion, korrupt politik eller andre mørke side af det moderne menneske og samfund.

Robert Crumb.

SUPERIOR PICTURES

Crumb har ikke bare placeret sin kunstneriske finger på den amerikanske go-getter-kulturs ømme punkter, han har boret sig ned i åbne, pusfyldte sår og har på én gang udstillet institutionelt, politisk og menneskeligt hykleri og fortrængning og vedgået sig alle de fejl, mangler og knap så pæne sider og tanker, han selv har som menneske – som vi alle har som mennesker, men ikke kan, vil eller tør tale om, hvilket gør os indebrændte og vrede.

Crumb, der i dag er 75, har altid følt sig som en outsider, hvilket har gjort det muligt for ham at se tingene – samfundet, systemet – udefra, og samtidig har han haft en sjælden selvindsigt og et behov for at fortælle alt som en form for selvterapi. Hans to brødre, Charles og Maxon, havde begge mentale problemer – Charles tog sit eget liv i 1992 – og der synes ikke at være nogen tvivl om, at det er tegneserierne, der har holdt Crumb selv (mere eller mindre) normal og i live. Han har tegnet for at bevare forstanden, og det har krævet fuldstændig ærlighed – ellers kunne det velsagtens være lige meget – hvorfor han også i høj grad har brugt sig selv som hovedperson.

En mærkelig svækling

Robert Crumb blev født den 30. august 1943 i Philadelphia. Hans far var i mange år illustrator og soldat i marinekorpset, mens hans mor var hjemmegående. Begge var de katolikker, og det var ikke noget lykkeligt ægteskab. Crumb havde fire søskende, to brødre og to søstre.

De tre drenge i familien var diametrale modsætninger til den meget mandige, stærke far – Crumb referer altid til sig selv som en mærkelig svækling – og sammen med sine brødre begyndte Crumb tidligt at skrive, tegne og selvudgive tegneserier. Som 19-årig flyttede Crumb i 1962 til Cleveland og fik arbejde som illustrator hos et lykønskningskortfirma, hvor han tillagde sig den runde, lidt nuttede stil, som karakteriserer hans tegninger.

Han blev snart gift, men var ikke for alvor tilfreds med sit liv eller sit arbejde. I midten af 1960’erne fik Crumb de første Fritz the Cat-striber trykt i et magasin, og samtidig tog han for første gang lsd, hvilket for alvor blev begyndelsen på alt det, man i dag kender ham for. Stofferne åbnede hans sind og frisatte hans fantasi og den enorme libido, der sammen med angst, neuroser og en følelse af ikke at høre til har været hans drivkraft lige siden. Resultatet var både grænsesøgende og indimellem surrealistiske striber, der lavede sjov med stort set alt.

Mange af Crumbs mest berømte figurer kom til verden i denne periode, ikke mindst den upålidelige guru Hr. Naturli’ og den karikerede, sorte kvindefigur Angelfood McSpade – en parodi på amerikanernes racistiske afbildninger af sorte mennesker. Og da Crumb sammen med sin kone flyttede til San Francisco, modkulturens hovedstad, fik han et gennembrud med en lang række tegneseriehæfter – Zap Comix, Snatch, Big Ass Comics, Motor City Comics m.fl. – som han selv skrev, tegnede og udgav, gerne sammen med ligesindede venner, tegneserieskabere og mentorer.

Blufærdig mandsling

I San Francisco lærte Robert Crumb blandt andre Janis Joplin at kende – og leverede et pladecover til hende – men følte ikke, at han for alvor var en del af den frisindede hippiekultur. Godt nok turde han alt i sine tegneserier, men som person var han for blufærdig og beskeden og samtidig meget gammeldags, han brød sig for eksempel ikke om tidens rockmusik, men dyrkede i stedet den ragtime-, country-, bluegrass- og jazzmusik fra 1920’erne, som han havde opdaget som teenager.

Crumb brød sig heller ikke om berømmelsen, der fulgte med den stigende opmærksomhed omkring hans tegneserier. Han har selv sagt, at han fik så megen kærlighed i de sene 1960’ere og tidlige 1970’ere, at det blev ham alt for meget, og så gik han endnu længere i sine tegneserier. Han udstillede i dén grad sit latente had til kvinder – der foretrækker rigtige, velproportionerede mænd, ikke skravl som Crumb – og sin fascination og seksuelle tiltrækning af store, kraftigt byggede, stærke kvinder med fremtrædende bagdele, og hvad han ville gøre med dem, hvis han kunne.

Det skabte naturligvis et vist røre, at kvinderne i Crumbs tegneserier ofte fik en noget ublid medfart – for ikke at sige blev misbrugt, mishandlet, voldtaget og indimellem endda myrdet – og feministerne tog for en stor dels vedkommende afstand fra ham og hans arbejde. (Det er en kritik og en ballade, der har fulgt ham helt frem til i dag, hvor det i kølvandet på #MeToo er endnu sværere at være så grænseoverskridende 0g ærlig som Crumb).

Stor, fed løgn

Andre kunne dog godt se den satiriske, sort-humoristiske mening med galskaben i de stadigt mere selvbiografiske tegneserier, hvor Crumb kontrasterede sig selv – en »socialt udstødt, ensom og utilpasset weirdo« – mod bredskuldrede figurer, der repræsenterede de dyder og den dydighed og opbyggelighed, som mainstream-Amerika altid har brystet sig af at inkarnere, men som ofte også har vist sig at være en stor, fed løgn. Mændene i Crumbs tegneserier, inklusive ham selv, er som oftest nogle sørgelige størrelser, der sjældent kan se ud over deres egen næsetip.

Crumb har nemlig altid formået at se igennem den løgn – og the American way of life – og det er en anden grund til, at hans tegneserier virker så stærkt, som de gør: Han peger på alt det i samfundet og i os mennesker, som ikke er, som det måske bør være – børneopdragelse, parforhold, chauvinisme, arbejdsliv – men som vi lyver noget så forskrækkeligt om, ikke mindst vores begær og seksuelle fantasier.

Med berømmelsen fulgte interesse fra de kvinder, der ikke tidligere ville have værdiget Crumb et blik, og han fik lov til at hoppe op på ryggen af dem – det er en af hans feticher – og dyrke al den sex, han havde lyst til. Snart dukkede også forretningsmændene op. De ville gerne tjene penge på Crumb, men havde ikke nødvendigvis hans bedste for øje. Tegneren selv havde i forvejen ikke meget til overs for det moderne USA, som han mente var moralsk og menneskeligt korrumperet, og han luftede sine antipatier i striberne.

Crumbs sørgelige røv

Robert Crumb havde i San Francisco mødt tegneren og feministen Aline Kominsky, som først blev hans elskerinde og siden hans kone – efter at Crumb var blevet skilt fra sin første kone – og parret flyttede ud på landet, hvor de begge kunne få ro til at tegne, hver for sig og sammen, og dyrke hinanden og musikken, som Crumb var begyndt at optræde med i bandet R. Crumb & His Cheap Suits Serenaders. I 1991 flyttede Crumb og Aline til Frankrig, og her har de boet siden.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne og her i det nye årtusinde, hvor den amerikanske undergrundstegneserie for længst er afgået ved døden, har Crumb blandt andet tegnet pladecovers, illustreret bøger – for eksempel af Charles Bukowski – lavet tegneserier om sine musikalske helte og portrætteret mennesker, kvinder, som fascinerer ham: Serena Williams, Tonja Buford, Aline Kominsky-Crumb. Undervejs har han bevæget sig fra sin detaljerede, men karikerede, overdrevne måde at tegne på til en mere realistisk tegnestil, der ikke mindst kom ham til gode, da han i 2009 lavede en tegneseriefortolkning af Skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente i al dens grumme brutalitet og intolerance.

De seksuelle fantasier, der alle dage har været Crumbs drivkraft, har han ikke længere. Det fortalte han The Guardian i et interview tidligere i år.

»Jeg kigger ikke engang på kvinder længere. Jeg prøver på ikke at tænke på kvinder længere. Det hjælper, at jeg nu er 75 år gammel. Jeg er ikke længere slave af en voldsom libido,« sagde han.

»Da jeg var ung, var jeg besat af seksuelt begær, og jeg fantaserede om sex, onani og prøvede at finde ud af, hvordan jeg kunne få sex. Det var rædselsfuldt. Heldigvis for mig fandt jeg en måde at udtrykke denne indre turbulens på i mine tegneserier, ellers ville jeg måske være endt i fængsel eller på en lukket afdeling. Ingen overdrivelse. Jeg har det bedre nu. Jeg har fundet ud af det hele på en eller anden måde. Succes og en rigtig kvindes kærlighed har hjulpet mig meget. Aline reddede virkelig min sørgelige røv.«

Robert Crumb og Aline Kominsky-Crumb besøger de kommende dage litteraturfestivalen Louisiana Litterature og optræder både sammen og hver for sig. Mere på louisiana.dk