Læsetid: 9 min.

Storbritanniens udtræden af EU har skabt en helt ny litterær genre: Brexlit-romanen

Det seneste litterære genrenybrud i Storbritannien har rod i Charles Dickens og Victoriatidens kritiske romantradition og afslører både sprækkerne og splittelsen i det britiske samfund. Brexlit-romanerne er over os
Det seneste litterære genrenybrud i Storbritannien har rod i Charles Dickens og Victoriatidens kritiske romantradition og afslører både sprækkerne og splittelsen i det britiske samfund. Brexlit-romanerne er over os

Jesse Jacob

16. august 2019

En kold vintermorgen i 2016 bliver en ukendt kvinde begravet i det østlige London. Syv måneder forinden kastede hun sig i Themsen fra London Bridge, og i den mellemliggende periode er hendes lig ikke blevet identificeret.

Kun to er mødt op til begravelsen: Den nyligt pensionerede politimand Pete og filminstruktøren Alan, der begge har svært ved at give slip på kvindens gådefulde skæbne.

»Du har en person, der helt indlysende er savnet, men ingen synes at savne hende,« som Pete pointerer, da de første gang mødes.

»Du betragter kroppen, ansigtet, og du tænker: Hvem er du? Og svaret lyder: Aner det ikke. Det driver dig til vanvid.«

De to mænds søgen efter kvindens identitet danner rammen om Linda Grants nye roman, A Stranger City, der skildrer en moderne storby plaget af økonomisk uro, racisme og sociale spændinger.

Brexlit er romanen blevet rubriceret som, og handlingen udspiller sig da også både før og efter Brexit-afstemningen i 2016, der i Grants øjne har fået sammenhængskraften i London til at smuldre og frygten for det fremmede til at sprede sig.

Romanens persongalleri er bredt, og mange er endt i byen i håbet om at skabe sig et permanent hjem. I den nye usikre atmosfære, og i en foranderlig hovedstad, hvor kvarterer konstant gentrificeres, er begrebet »hjem« langtfra så håndgribeligt, som det engang var.

Alle i romanen længes efter at høre til et sted, og de fleste gør, hvad de kan for at passe ind, deriblandt et persisk ægtepar, der kun taler farsi i sengen om aftenen. Efter Brexit fornemmer ægteparret, at tiderne er ved at skifte.

»Vi har boet her i fyrre år, og jeg havde aldrig regnet med, at de –«

»Jeg ved det. De er altid i stand til at overraske mig, men det her havde jeg ikke regnet med. Hvad hedder de der små dyr, der løber i flok mod en klippeskrænt og kaster sig i afgrunden?«

»Det ved jeg ikke. Dem har jeg aldrig hørt om. De må være skøre.«

»Ingen ved, hvorfor de gør det, det er en stor zoologisk gåde.«

»Folk kan blive skøre, ved du.«

»Ja, men englænderne af alle? Der drikker te med strittende lillefinger.«

Et forsøg på en forklaringsmodel

A Stranger City er blot den seneste i en stribe af romaner, der forsøger at fange tidsånden i kølvandet på briternes valgdag i sommeren 2016.

Under overskriften BrexLit: Brexit is reverberating in British literature skrev The Economist i juli 2018, at »flere hyldemeter af bøger har forsøgt at forklare Brexit-valget«, og avisen pointerede, at den første af disse romaner faktisk blev skrevet inden afstemningen.

Kazuo Ishiguros Den kæmpende gigant udspiller sig i middelalderens England i årene efter kong Arthurs død. Indledningsvis lever saksere og briter i fred side om side, men da den tunge tåge, der hviler over landskabet, løfter sig, dukker fortidens krige og ugerninger op.

»Bogen synes at sætte ord på en stor del af de bekymringer, der kort efter greb landet. Den dramatiserer volden, som afstiver vores nationale identitet, og beder læserne overveje, hvad der sker, når borgere pludselig bliver gjort opmærksom på forskellighederne hos andre, når båndene, som binder samfund sammen slækkes, og koblingerne til fællesskabet svækkes,« skrev avisen om romanen fra 2015, som de kaldte profetisk.

De første, der spottede Brexlit-tendensen – eller i hvert fald benyttede sig af udtrykket på skrift – var dog ikke The Economist, men derimod Financial Times.

I Brexlit: the new landscape of British fiction fra juli 2017 gennemgik avisens anmelder Jon Day den række af romaner, der af både forlag og kritikere var blevet kategoriseret som Brexit-fiktion.

Hvad Jon Day – der selv er forfatter og tidligere har været med i Booker Prize-juryen – indledningsvis hæftede sig ved, var, hvor ferme de britiske skønlitterære forfattere havde været til at reagere kunstnerisk på afstemningen.

»Romaner skrevet inden det politiske blæk er tørt, fremstår ofte som let polstrede debatindlæg, der ville folde sig bedre ud i essayform eller i avisspalterne uden fiktionens klæder,« skrev Day, der imidlertid lod sig forbløffe af bøgernes standard.

Det gælder ikke mindst den første af de rigtige Brexlit-titler, Ali Smiths Efterår (2016), der efter Days mening demonstrerer »at romanen, samtidig med at den er aktuel, kan være alt det nyhederne ikke er: uprætentiøs, kompleks, generøs og frem for alt empatisk«.

Efterår er den første i en planlagt kvartet, der foregår umiddelbart efter Brexit-afstemningen. På dansk har vi tillige fået Vinter, og bag begge romaners rammefortælling om venskaber og familierelationer, gemmer sig et portræt af en nation, hvor naboer ikke længere taler sammen og landsbyboere, der før havde stærke fællesskaber, nu ikke tåler synet af hinanden.

Brexit har groft sagt skåret England midt over af dem, der stemte for eller imod referendummet.

Inspireret af Charles Dickens

Europa, altså EU, spiller paradoksalt nok ikke den store rolle i Brexlit-genren, hvor blikket nærmest konsekvent rettes mod London og landsbyerne, men flere steder er det en udlænding eller en immigrant, altså en fremmed, der øjner eller afslører samfundets sprækker og spændinger.

Således også i Vinter, hvori Ali Smith referer til Shakespeares Cymbeline og lader en ung kroatisk kvinde drage sammenligninger mellem dramaets univers og nutidens England, »fordi det er som om personerne i stykket lever i den samme verden men ikke sammen med hinanden, som om deres verdener på en eller anden måde er blevet skilt ad eller har revet sig fri af andres verdener. Men hvis bare de kunne ligesom træde ud af sig selv, eller bare høre eller se, hvad der foregår lige ved siden af deres ører og øjne, ville de se at det er det samme stykke, som de er med i …«

Stilistisk er både Linda Grants og Ali Smiths hernævnte romaner fragmenterede fortællinger fyldt med kronologiske krumspring og vekslende synsvinkler, der afspejler det splittede, usammenhængende og urolige samfund, de beskriver.

Begge forfattere har tillige det tilfælles, at de er inspireret af Charles Dickens.

I A Stranger City låner Grant elegant fra Vor fælles ven (1864), der tager temperaturen på et datidens London ved at lodde dybden i Themsen, og i Smiths Vinter er det naturligvis Et juleeventyr (1843), der spiller en særlig rolle.

Også Dickens skildrer her en nation under forandring. Victoriatidens industrialisme skabte ikke kun velstand og fremskridt; med fremkomsten af den moderne storby fulgte også store problemer.

Vi hører for en af de første gange i skønlitteraturen om fænomener som »børnehjem«, »forstad« og »slumkvarter« som reference til en samfundsudvikling, hvor en stadig større gruppe mennesker oplevede fattigdom og blev genstand for økonomisk udbytning.

Charles Dickens er i denne forbindelse værd at nævne, fordi Brexlit-genren på mange måder tilhører en litteraturtradition med rødder i Victoriatiden.

Det var her, at fænomenet State of the Nation novel blev skabt, altså romanen, der gør status på landet her og nu – ofte ad flere handlingstråde og via et mangfoldigt persongalleri, der guider læseren rundt i alle kroge, kriser og klasser af det britiske samfund.

George Eliots Middelmarch (1871) og Anthony Trollopes The Way We Live Now (1875, ikke oversat) betragtes ofte som de første i genren, der særligt i krisetider bliver efterspurgt og får nyt liv.

Senest oplevede vi i 1980’erne, hvordan litteraturen tog til genmæle over for den politiske diskurs. »Britiske forfattere som Martin Amis, Ian McEwan og Alan Hollinghurst begyndte at sætte ord på deres ideer om individets og landets identitet.

Mange af dem skrev direkte for at modsige Thatchers opfattelse af, hvad det indebar at være britisk,« skrev internettidsskriftet the Conversation i deres anmeldelse af Ali Smiths Efterår, hvori de pointerede, at Smith på samme måde har brugt fiktionen til at »blande sig i det igangværende forsøg på at skabe en fortælling om Brexit Britain«.

Samfundets sprækker

I sit essay i Financial Times fra 2017 registrerer Jon Day, hvordan Brexit-litteraturen på det tidspunkt havde spredt sig i to retninger.

Den ene båret af en frydefuld, vred dystopisk tone, mens den anden gruppe befandt sig i periferien af Storbritannien for at se nærmere på skellet mellem storbyens liberale elitisme og hvad han kalder den økonomisk underprivilegerede provinsfortvivlelse.

Det er i den sidste gruppe, at Day i denne sammenhæng finder den bedste litteratur og de mest interessante Brexlit-titler, deriblandt Anthony Cartwrights The Cut og Adam Thorpes Missing Fay, begge udgivet i 2017.

Sidstnævnte er et sammensat portræt af en lille by i Lincolnshire, hvorfra skolepigen Fay er forsvundet. Historien fortælles af flere stemmer, deriblandt en rumænsk sygeplejer og en pensioneret stålarbejder, hvis ven raser over den billige fremmede arbejdskraft, og i både form og indhold tåler romanen sammenligning med Linda Grants A Stranger City.

Gåden om den forsvundne Fay driver fortællingen fremad, men bag plottet tegner sig et billede af et lille samfund, der ikke længere er i stand til at kommunikere eller hænge sammen og synes nærmest afskåret fra resten af England, det sidste mere eller mindre selvvalgt.

»Afskåret fra hvad?« som en af karaktererne spørger.

»Den mægtige liberal-kapitalistiske motorvej fyldt med fuckin’ McDonalds’ og KFC?«

Også Anthony Cartwrights The Cut udspiller sig i en forsømt og ofte overset egn af England, nemlig den lille by Dudley i Midlands. Hertil ankommer dokumentarfilmmageren Grace, der som kollegaen Alan – fra Linda Grants A Stranger City – har svært ved at få greb om den skæbne, hun har sat sig for at fortælle om.

Den tidligere bokser Cairo, der i dag lever af skodjob i den hensygnende industri, er godt nok lyslevende, hun forelsker sig tilmed i ham – men hvorfor vil han forlade EU?

»Hun følte, at der lå en form for usynligt slør mellem hende og disse mennesker,« skriver Cartwright.

»Disse mennesker. Og det er sådan, det begynder, formodede hun, et helt lands fordomme. Det var derfor, hun var kommet, for at sige noget om netop det.«

Den lille roman, der ifølge the Guardians anmelder på visse områder minder om Dickens’ Strenge tider (1854), blev skrevet som en bestillingsopgave fra hans redaktør, der i bogens efterord skriver:

»Resultatet af EU-valget chokerede mig. Det gik op for mig, at jeg havde levet i en del af et land, der var skarpt opdelt. Hvilken frygt – og hvilke håb – havde fået mine landsmænd til at stemme ja til Brexit? Jeg hyrede Anthony Cartwright til at bygge en fiktiv bro mellem det Storbritannien, der stod over for hinanden på valgdagen.«

Britisk litteratur har som nævnt altid interesseret sig for sprækkerne i samfundet. Klasseskel, sociale skel, økonomiske skel, modsætningen mellem storby og landsby og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være britisk.

For så vidt er der intet overraskende i, at litteraturen reagerer på Brexit-afstemningen.

Påfaldende er det dog, at det er sket så hurtigt. Store begivenheder har næsten altid haft godt af et blive grundigt fordøjet af kunstnere, og indimellem har man oplevet et tiår passere inden krige og katastrofer er dukket op i store romaner.

Foreløbig er titlerne som antydet blevet forbløffende godt modtaget, og flere Brexit-romaner er på vej, deriblandt John le Carrés 25. roman, der udkommer til oktober. Agent Running, som den hedder handler om en ung mand, der »i et desperat forsøg på at modstå de nye politiske strømme, der river i folk, ender på en farlig kurs«, som forfatterens britiske forlag tidligere på året skrev i en pressemeddelelse. Heri understregede de om le Carré, at »i en tid som denne har vi brug for forfattere som ham«.

Hvorvidt forfatternes hurtige svar på Brexit er faldet på bekostning af værkernes litterære kvalitet vil tiden vise. Førnævnte tidsskrift the Conversation var optimistiske og skrev i artiklen »Ali Smith’s Autumn: why Brexit may be good for British fiction«, at »Brexit, ligesom thatcherismen, kan vise sig at være god for den samtidige britiske litteratur. Den har potentialet til at inspirere forfattere til i deres fiktion at stille spørgsmål ved forandringerne i landet, som de gjorde i 1980’erne.«

Ali Smith, hvis Sommer udkommer i 2020, har aldrig lagt skjul på, at årstidskvartetten skulle skrives som en aktuel kommentar til nationens tilstand her og nu. Hvordan den bliver bedømt i fremtiden, og om den bliver læst, har hun ikke spekuleret på.

»Jeg ved ikke om den vil være flad om 19 år og ikke betyde noget for os, eller om der er ting, der stadig holder,« sagde den skotske forfatter til Guardian i forbindelse med udgivelsen af Forår tidligere på året.

»Men konceptet har hele tiden været at gøre, hvad de victorianske forfattere gjorde i en tid, hvor romanen sigtede efter at være ny. Dickens udgav de første afsnit af Oliver Twist, inden hele historien var færdig. Halvvejs gennem historien pønsede han stadig på plottet. Det er derfor, det bliver kaldt the novel – det er hvad den kan, hvad den skal, hvad den gør.«

Dominic Cumming har det fint med at holde sig i baggrunden og lade sin chef, Boris Johnson, tage rampelyset, siger iagttagere, og mens Johnson lader til hurtigt at kede sig og være uinteresseret i detaljerne i en sag, bider Cummings sig fast. Så hvem støber egentlig kuglerne i Downing Steet?
Læs også
Cricket var i generationer et samlingspunkt for landsbyer og kvarterer i byer over hele Storbritannien. I dag er det en insisteren på en livsform, som globaliseringen og storbylivet har fejet hen over. Maleriet her er ’The Village Cricket Match, Hambleden’ fra 1810.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer