Læsetid: 12 min.

Tower of Londons royale diamanter er ophøjet og hjemsøgt af fortiden

Forfatter Ida Holmegaard har besigtiget det britiske kongehus’ kronjuveler – fremstillet af mange århundreders udbytning og gode håndværkere
Det virker vanvittigt, alle de her værdigenstande, akkumuleret helt fra middelalderen af kongefamilier, der har konsolideret magt via militær styrke og ved at være exceptionelt gode til at fremstå overjordiske. Man kan måske ikke eje stråleglans, men man kan anskaffe sig så mange skinnende ting, at man begynder at lyse og virker guddommelig.

Det virker vanvittigt, alle de her værdigenstande, akkumuleret helt fra middelalderen af kongefamilier, der har konsolideret magt via militær styrke og ved at være exceptionelt gode til at fremstå overjordiske. Man kan måske ikke eje stråleglans, men man kan anskaffe sig så mange skinnende ting, at man begynder at lyse og virker guddommelig.

The Granger Collection

16. august 2019

Elizabeth Taylor skal have sagt: »Jeg elsker at være iklædt ædelsten, men ikke fordi de er mine. Man kan ikke eje stråleglans, kun beundre den.«

Gennem sit liv akkumulerede hun en imponerende smykkesamling. På billeder fra hendes filmpremierer og fra optrædener på morgen-tv i 1990’erne har hun næsten altid store diamanthalskæder på, armbånd, smaragdøreringe.

I et tv-interview fra 1999 sidder hun foran et bord dækket af hendes smykker, rubiner og safirer, hun siger: »Det er Guds håndarbejde. Det kommer alt sammen fra jorden!«

Senere i interviewet vises et klip, hvor den engelske dronning Elizabeth II giver hende en orden. To små ældre damer i dyre spadseredragter, der giver hånd – Elizabeth, skuespilleren, smiler; Elizabeth, dronningen, gør ikke – og udveksler en broche.

Måske har Taylor delvist ret, når det kommer til spørgsmålet om ædelsten og ejerskab, selv om hendes udsagn umiddelbart lyder selvmodsigende. Hun samlede på smykker, købte dem eller fik dem forærende, fordi hun var berømt og utroligt rig. Måske kan man ikke eje stråleglans, men nogen kan eje den mere end andre.

Men når jeg googler »Elizabeth Taylor jewellery collection« i dag, otte år efter hendes død, ender jeg på auktionshjemmesider. Diamanter har meget længere levetid end mennesker. Måske er det at eje en diamant lidt ligesom at eje et gammelt hus. Det er ubestrideligt dit, indtil du dør eller sælger, men du må leve med de spøgelser, der følger med.

En formiddag besøger jeg en anden, noget ældre og endnu mere berømt samling af smykker – de engelske kronjuveler – i Tower of London. Det er fredag. Boris Johnson er lige blevet premierminister. Jakob Fuglsang er ude af Tour de France. Det regner. På billetkontoret står der Escape to the past, og det lyder næsten lovende.

The Granger Collection

Fæstning, palads, fængsel

Tower of London er en borg, grundlagt i slutningen af 1100-tallet. Den er ejet af dronning Elizabeth, men på en måde der er svær helt at få styr på. Hun »holder« eller forvalter Tower og mange andre historiske slotte i kraft af at være monark, for nationen og sine efterkommere. Jeg tror primært, det betyder, at hun ikke kan sælge. Men billetindtægterne er hendes.

Når jeg har læst op på det, er jeg ofte stødt på formuleringen »belonging to The Crown«, at ejendom tilhører kronen. Tower ligger ud til Themsen, som hun, så vidt jeg ved, ikke ejer. Men hun ejer alle svanerne på floden; hvert år ror et hold swan uppers ud og mærker dem, så hvis man som svane tilfældigvis svømmer i Themsen den dag, er man mærket som hendes for altid.

På vej ind synes jeg, at her mest af alt minder om Legoland. Så vidt jeg husker fra barndommen, er der også en stor, sandfarvet borg med tårne og takkede borgmure der. Jeg går ind gennem et avanceret køsystem, ligesom i Legoland. Mange af de ansatte er klædt ud, ligesom i Legoland. En del midaldrende mænd, hvis funktion jeg har svært ved at afkode, går rundt langs borgmurene og taler med gæsterne, klædt på som de såkaldte beefeaters, det royale vagtkorps, med mørkeblå kjorteljakker og keglestubformede hatte. Et umiddelbart gæt på deres job kunne selvfølgelig være, at de netop var vagter, men de har også nøglekæder og walkie-talkier og småsludrer med de besøgende på måder, som jeg har svært ved at forbinde med militæret.

Ligesom i Legoland er der turistvenlige skilte og kort over det hele. Tower of London har gennem historien haft fire primære funktioner: Den har været fæstning, palads, fængsel og brugt til at opbevare kronjuvelerne. Det er et sted, som er blevet brugt til at oplagre, indespærre, holde ude.

Ved indgangen fik jeg udleveret en brochure om dagens børnevenlige aktiviteter. Man kan få kostume på og få taget et billede inde i en rigtig fængselscelle. Man kan deltage i ture og skattejagter, hvor man skal forsøge at bryde ud af fængslet og undslippe henrettelse ligesom datidens »spioner, kættere og forrædere«, læser jeg.

Allerede nu føler jeg et stigende ubehag ved den muntre måde, Towers historie genfortælles og genudspilles på her. Jeg går gennem gårdhaven, passerer skilte mod Bloody Tower, Torture at the Tower og Traitor’s gate. Det virker ikke til, at besøget her har været så hyggeligt og familievenligt for tidligere tiders kritikere af monarkiet. Det er ikke umiddelbart en fortid, jeg har lyst til at flygte ind i.

Diamanter er kronesurdej

Jeg havde forestillet mig, at der ville lugte mere af børn inde ved juvelerne. At der ville være mere klistret. Jævnfør det Legoland-agtige. Så snart jeg kommer gennem endnu et omfattende køsystem ind til de kryptagtige rum, hvor man kan se juvelerne, ændrer stemningen og tempoet sig. Her er næsten kirkeagtigt; dæmpet belysning, kongeblå vægge, hvælvede lofter, højtideligt og alvorligt. Vi må ikke fotografere.

I de første rum genfortælles kronjuvelernes historie i en meget forenklet udgave. Konger har båret kroner i England siden i hvert fald det syvende århundrede, og det første sæt egentlige kronjuveler tilhørte en kong Edward The Confessor i 1100-tallet. De fleste oprindelige kronjuveler blev ødelagt eller smeltet om efter monarkiets fald i borgerkrigen i 1640’erne. Den eneste genstand, som overlevede, er en særlig kroningsske i sølvglit. Den bruges stadig til at hælde hellig olie på hovedet af nye monarker.

Da Charles II lykkedes med at genoprette monarkiet i 1661, satte han et nyt sæt kronjuveler i gang, som danner grundlag for det, der findes i dag. I en video i samlingens andet rum er borgerkrigen illustreret med papirklipslignende silhuetfigurer med spyd og hjelme. På væggen står der: »Autoritet gives videre fra en monark til den næste gennem den symbolske brug af kronjuvelerne i kroningsceremonien.« Med guldmaling. Jeg går ud fra, at dronningen også ejer disse skilte, videoer og vægmalingen. Mest af alt virker det her som et museum over kongehusets selvfortælling.

Da Charles II lykkedes med at genoprette det britiske monarki i 1661, satte han et nyt sæt kronjuveler i gang. Kuglen og scepteret med den berømte Cullinan-diamant stammer fra hans indsættelse.

The Granger Collection

De engelske kronjuveler er Europas eneste sæt af såkaldt aktivt regalia, kronregalier. De består af en samling af 140 genstande, og det, der gør dem aktive, er, at en af kronerne benyttes til åbningen af parlamentet hvert år, og, endnu vigtigere, at de fleste af genstandene stadig bruges under kroningen af en ny monark i et ritual, hvis grundstruktur ikke har ændret sig siden middelalderen. Gennem en ceremoni, der i sin seneste version, da dronning Elizabeth II blev kronet i 1953, varede en hel dag, og som indbefatter processioner, oliepåhældelser, scepteroverdragelser og selvfølgelig selve kroningen. Først med én krone og så med en anden overtager den nye monark pladsen som symbolsk (og hvad det betyder, kunne blive til en hel ekstra artikel, mindst) leder af alle de 53 lande i Commonwealth, samt af den engelske kirke.

Ældre, inaktive engelske kroner og sceptre, som af forskellige årsager ikke er i brug længere, er udstillet i en anden del af Tower. De inaktive kroner har fået taget deres diamanter ud. Nogle har fået nye, falske diamanter indsat, mens andre bare står tilbage som tomme rammer, perforerede som stykker af dødt koralrev. En af årsagerne til den praksis er, at diamanter er meget dyre, også for kongehuse, og man har tydeligvis været interesseret i at vise dem, man har, frem så ofte som muligt. Men det virker også, som om diamanterne er en form for kronesurdej, der gør det muligt at transportere kraft eller energi fra én krone til en anden. Magten overføres direkte fra hoved til hoved.

Flot ske

Fra rummene med videoer og billeder af kronjuvelernes historie bevæger jeg mig videre ind til de faktiske genstande. På væggen i et aflangt rum hænger en samling af guldstave, sværd og trompeter. Alting er smukt udført, indgraveret med mønstre, vinranker, engelske løver og skotske enhjørninger. Trompeterne har en art brokadestykker hængende fra det nederste messingrør; de er også broderet med motiver af engelske løver (med krone på) og skotske enhjørninger (lænkede). Her afspilles et lydspor af højtidelig kormusik og fanfarer som under særligt vigtige dele af kroningsceremonien.

Hver afspilning slutter med, at nogen råber »God save the Queen!« Jeg bliver ved med at vende mig om for at se, hvor det kommer fra, råbene lyder meget live.

Og så, endelig, kroningsskeen. Den ældgamle ske, selv i de allertidligste skriftlige kilder beskrives den som ældgammel, står der på skiltet. Det er en flot ske, synes jeg. Slyngede indgraveringer, et par perler i håndtaget. Ved siden af står en ampul, der er formet som en fugl. Den indeholder den hellige kroningsolie. Til at begynde med synes jeg, at den ligner en grib, men læser senere, at det skal forestille en ørn. Fordi man skal kunne skrue hovedet af for at hælde olie i, måtte halsen vel laves længere.

Kroningsskeen og den fugleformede ampul går for at være de ældste i samlingen. Ampullen indeholder den hellige kroningsolie og har et gribbeeagtigt udseende, men skal forestille en ørn.

The Granger Collection

Selve det sæt tøj, dronning Elizabeth II blev iført under sin kroning i 1953, er udstillet i næste montre. En guldtunika, og over den en kåbe, også i guld, broderet med engelske roser, irske kløver, skotske tidsler. Jeg kan ikke få øje på nogen walisiske påskeliljer. Måske er de udeladt. Ved siden af: en stola, en diamantring, »the wedding ring of England«, et sæt sporer og armringe. Tre diamantbesatte sværd. Alt det udstyr, der skal til for at trække magten over England, 52 andre lande, næsten alle sammen tidligere britiske kolonier, og en verdensreligion sammen i én enkelt krop.

Det virker vanvittigt, alle de her værdigenstande, akkumuleret helt fra middelalderen af kongefamilier, der har konsolideret magt via militær styrke og – virker det til, når jeg ser denne udstilling – ved at være exceptionelt gode til at fremstå overjordiske. Man kan måske ikke eje stråleglans, men man kan anskaffe sig så mange skinnende ting, at man begynder at lyse og virker guddommelig. Hvem er de minearbejdere, der har fremskaffet alt det guld, alle de diamanter?

I dag er mineindustrien en af de mest forurenende, har jeg læst, og minearbejdere har ofte dårlige forhold. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det stod endnu værre til, da disse diamanter blev hentet op af jorden.

Hvem kan eje en diamant?

Det, jeg står og ser på, er ikke musealiserede relikvier. Det er fuldt aktiv nationalstatsmagi, fremstillet af mange århundreders udbytning og gode håndværkere.

Koh-i-Noor bliver, hvor den er

På en bar, tidligere, fortalte jeg min canadiske ven om opgaven med kronjuvelerne, og han udbrød: »God, how many magic talismans does this country need to keep itself together

På baren var også min veninde Martha, som fortalte mig, at hun havde set kronjuvelerne som barn og havde et vagt minde om, at man på museet bliver transporteret forbi dem på et rullebånd. Ligesom dem, man finder i en lufthavn. Men hun følte sig ikke helt sikker, og vi slog det hen med, at det måske bare føltes sådan på grund af de mange andre gæster.

Det viser sig imidlertid at være rigtigt. De fungerende kroner og sceptre er udstillet i montrer, som man passerer forbi stående på et rullebånd. Det går ret hurtigt. Jeg tæller otte kroner, en ring, fem sceptre, to kongeæbler. Alt sammen diamantbesat, kronerne har perler hængende i små indfatninger, lilla fløjlspuller, kanter af hermelin. Hvis man vil have mere tid med kronerne, kan man gå tilbage til rullebåndets begyndelse via en lille gangbro.

Jeg må tilbage over broen, fordi det går op for mig, at jeg er kørt forbi på den forkerte side i forhold til at kunne se Koh-i-Noor-diamanten. På et skilt står der, at den kommer fra Indien, og at der hviler en forbandelse over den, som bringer uheld for de mænd (men ikke kvinder), som ejer den.

Der står ikke på skiltet, at både Indien og Pakistan flere gange siden landenes selvstændighed har bedt om at få diamanten tilbage. Fordi den blev overdraget til briterne under koloniherredømmet. En lang række andre lande, heriblandt også tidligere britiske kolonier, har i de seneste år gjort krav på at få leveret kulturgenstande tilbage. Grækenland, Etiopien, Påskeøerne, Chile, Gibraltar, blandt andre.

Jeg læser i en artikel i The Telegraph, at David Cameron udtalte sig om Koh-i-Noor under et statsbesøg i Indien: »Hvis vi siger ja til én, ville British Museum pludselig være tomt. Så jeg er bange for, at den må blive, hvor den er.«

En parasit

Jeg har set billeder og videoer af dronning Elizabeth II’s kroning. Hun står der i det omfattende guldsæt med kronen på, omgivet af biskopper, hertuger, unge adelskvinder i diamantbesatte brudepigekjoler, messedrenge, royale vagter. Andre mennesker løfter hendes kåbe, der er kantet med hermelin.

Jeg har set et interview med hende, hvor en monarkiekspert spørger, om ikke det hele føltes storslået? Men det eneste, hun taler om, er, hvor lang tid det tog, hvor tung kronen var, hvor meget kareten bumlede under det fire timer lange optog gennem London.

De britiske kronjuveler er fremstillet af mange århundreders udbytning og gode håndværkere. Kronen og diademet her tilhørte Maria af Modena, der var dronning af England, Irland og Skotland i 1600-tallet.

The Granger Collection

Kronjuvelerne er ejet af dronningen, eller forvaltet af monarken for riget. Tilhørende kronen. Da jeg ser kroningsvideoen, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er svært at afgøre, om kronjuvelerne ejer dronningen eller omvendt. Meget Ringenes Herre-agtigt med de her magtfulde smykker, som synes i sig selv at overtale mennesker til at fortsætte konsolideringen af enorme mængder af autoritet og penge og værdigenstande. Institutionen, hele den ansamling af slotte og diamanter og fast ejendom i indre London og resten af England, som udgør monarkiet, virker mest af alt som sin egen, levende parasitorganisme, der har brug for en krop for at kunne videreføres. Engang var det engelske kongehus’ selvfortælling, at det var guddommeligt. Nu virker det til at være mere fordelagtigt at fortælle den historie som et eventyr, noget traditionsrigt og magisk, man skal værne om.

Det er svært at fastholde kongehuset; svært at finde ud af, hvordan man kan holde nutidens royale ansvarlige for selv imperiets mere moderne problemer, men samtidig umuligt at fraskrive dem ansvar. Det er svært ikke at synes, at de er meget fjollede, men samtidig virker netop den fjollethed, alle de sære traditioner med kroningsskeer og svanemærkning, som en udmærket distraktion fra spørgsmålet om, hvorfor én familie skal have lov til skattefrit at arve fast ejendom for flere milliarder.

Det eneste tidspunkt i interviewet, hvor Elizabeth II lyser op og virker begejstret, er, da hun taler om ædelstenene. Hun holder en af kronerne i hånden – hun og to andre mennesker i verden er de eneste, der må røre dem – og kigger på en kæmpe diamant. Hendes broche er skåret fra den samme råsten, The Cullinan, hun holder diamanterne op mod hinanden og siger: »These have never seen each other since they were smashed!«

Lænket isbjørn

På vej ud af Tower of London går jeg gennem torturafdelingen; et lille, ret usmageligt rum med rød belysning, hvor der fremvises forskellige torturinstrumenter, som har skullet påføre smerte og skader på de fanger, der opholdt sig i Towers fængsler. Et skilt på væggen forsikrer om, at tortur aldrig har haft et lovligt mandat i England, og at metoderne er nævnt i få historiske kilder.

Jeg kommer aldrig til at forstå den her slags bagatellisering af vold, heller ikke historisk vold, jeg kommer aldrig videre end til at tænke på de mennesker, som er afbildet på torturillustrationerne, på deres hænder og fingre og ben og hoveder. Jeg går ud fra, at dronning Elizabeth II ejer disse torturinstrumenter. Eller at de »tilhører kronen«.

Ved udgangen overhører jeg en lille dreng spørge sin far, hvordan han helst ville torteres, hvis han skulle vælge. Udenfor fortæller endnu et skilt om, hvordan konger gennem tiden har fået forskellige sjældne dyr i gave fra andre monarker. Ved siden af står der en jernskulptur af en lænket isbjørn. Om ikke andet giver det museum, som Tower of London er blevet omdannet til, ret præcist udtryk for den blanding af exces, voldelig magtudøvelse og børnevenlig wow-faktor, som udgør et kongehus. Jeg slår min paraply op og går ud gennem Traitor’s Gate, ud i regnen til Themsen og svanerne.

’The Imperial State Crown’ med sin store uslebne rubin blev i det 14. århundrede givet til Edvard af Woodstock, der også gik under navnet Den Sorte Prins.

The Granger Collection

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu