Feature
Læsetid: 9 min.

TV som sutteklud: I tv-seriernes guldalder foretrækker vi de gamle sitcoms

Det siges, at streamingtjenesterne har skabt en ny guldalder for ambitiøse tv-serier af høj kunstnerisk kvalitet – men seertallene taler et andet sprog: Det tv, vi helst vil se, er trygge nostalgiske genudsendelser af ’Friends’ og ’Frasier’ fra 1990’erne – måske fordi de minder os om en mere uskyldig tid, før internettet blev stort, og unge mere alene
Netflix er populær af samme grund, som Friends er populær – begge er simpelt hen lette at se.

Netflix er populær af samme grund, som Friends er populær – begge er simpelt hen lette at se.

Warner Bros.

Kultur
27. august 2019

I allerførste episode af BoJack Horseman – en Netflix-animationsserie med et satirisk take på Hollywood – kan man høre seriens hingst-hovedperson (der lægger navn til serien) udtale en rablende nostalgisk monolog om Horsin’ Around – den (fiktive) feelgood-sitcom, der i 1990’erne gav ham gennembruddet som tv-stjerne:

»For mange mennesker er livet ligesom ét langt spark i tissetrolden,« siger han.

»Når man kommer hjem efter en lang dag med spark i tissetrolden, vil man bare flade ud med at se et show om gode rare mennesker, som elsker hinanden – og hvor alt, ligegyldig hvad der sker, ender godt efter en halv time.«

BoJack Horseman er sjælden på Netflix. Den er nemlig både a) en original Netflix-produktion, b) lovprist af kritikerne og c) særdeles populær. I USA er serien den 15. mest sete på Netflix ifølge opgørelser fra analysebureauet Jumpshot, som man er henvist til at bruge, da Netflix aldrig selv offentliggør sine seertalsstatistikker.

Gransker man disse seertalsopgørelser fra Jumpshot, viser det sig, at der er rigtig mange serier af Horsin’ Around-typen på listens top. Således er den for tiden mest populære serie på Netflix i USA såmænd The Office, der i 00’erne kørte over ni sæsoner på NBC, mens Friends, det arketypiske eksempel på en feelgod sitcom fra 90’erne, placerer sig som næstmest set på platformen (og altså fint har overlevet nylig kritik for blandt andet at fatshame og ikke at være seksualpolitisk korrekt). Angiveligt måtte Netflix da også betale rettighedshaveren WarnerMedia den nette sum af 100 millioner dollar for at få fornyet sendelicensen for 2019.

Andre klassikere som Gilmore Girls, Parks and Recreation, Arrested Development og Frasier figurerer også højt og vel at mærke højere end de langt mere opreklamerede originale Netflix-produktioner såsom Stranger Things, House of Cards og The Crown (der siges at være den dyreste tv-serie til dato.)

Retro-binging

Det kunne se ud til, at skønt vi lever i en tid, hvor udbuddet af kvalitets-tv-serier er eksploderet til et svimlende omfang, foretrækker de fleste af os desuagtet at se gamle halvtimes-episoder med figurer, vi i en eller anden grad kan sympatisere og identificere os med, og hvor alting ender godt. Helst også noget, vi har set rigtig mange gang før. Ideelt set noget fra 90’erne, til nøds fra 00’erne. Velkommen til retro-serie-bingingens tidsalder.

»I den sidste måned så jeg så mange afsnit af Modern Family, jeg overhovedet kunne,« siger 29-årige Ciaran, der arbejder som policy-analytiker i London.

»Jeg har set dem alle hundredevis af gange, men jeg har bare ikke lyst til at se noget andet, for jeg elsker den hjertevarme og tryghed, serien formidler. Jeg begyndte at se den igen, da jeg var inde i en svær fase i mit arbejdsliv. Jeg blev narkotisk afhængig af den der varme – og narkotisk afhængig af, at føle mig bedre tilpas med mig selv.«

Lucy på 28 år fra London har det på præcis samme måde med Gilmore Girls. Den excentriske komedie-dramaserie var ganske vist aldrig blandt de toppopulære, da den kørte på amerikanske kabel-tv-stationer mellem 2000 og 2007, men i streamingens tidsæra er den blevet en knaldsucces – ja, Netflix vovede for et par år siden at røbe, at ingen anden serie på platformen dengang blev binge-raced så meget – det vil sige set ud i ét stræk fra første til sidste episode.

»Jeg ser den gerne, når jeg føler mig stresset. Så er den rigtig god adspredelse. Og så føles det også dejlig trygt at vende tilbage til en verden, man kender og kan overskue.«

Nogle gange, fortæller Lucy, har hun bare serien kørende i baggrunden, imens hun støvsuger, og hun kan også finde på at sætte autoplay-funktionen på, så hun bliver lullet i søvn til Netflix-serien. Lucy siger, at hun da også følger med i de nye serier fra vores egen tid, som alle taler om og har holdninger til, men snarere opfatter disse som haute cuisine-gastronomi, mens Gilmore Girls kan gøre det ud for spaghetti med kødsovs.

»Jeg synes bare, den er mere afslappende at se. Jeg behøver ikke at forholde mig til at skulle mene alt muligt eller deltage i kommentartråde om den på de sociale medier eller være bange for at spoile noget ved at genfortælle historien for andre. I stedet kan jeg bare gå ind i min egen lille boble og koble totalt fra.«

Nye tv-horisonter

Ofte fremføres det, at streamingtjenester som Netflix, HBO, Amazon Prime, Now TV, Hulu, Facebook TV og så videre har åbnet helt nye horisonter for tv-mediet og dets brugere. Vi kan nu følge serierne i vores eget tempo, og vores tålsomhed over for sindrige narrative spændingsbuer, enorme rollebesætninger og sæsonlange digressioner er ekspanderet betydeligt.

Der er også rigeligt af løse Silicon Valley-millioner til at finansiere programfladerne, men selv om middagskonversationen stadig har det med at rette fokus på Russian Doll og Big Little Lies, må streamingudbyderne i stigende grad også spekulere i det, man kunne kalde ’tyggegummi-tv’ som en vare, de nødvendigvis også må have rige mængder af på deres hylder.

Matthew Ball, en amerikansk iværksætter-kapitalist og skarp kommentator af netop streamingbranche-forhold, taler i den forbindelse om »tonnage« – rumindhold. For ham er forestillingen om, at det skulle være en højere ’kvalitet’, der trækker masserne til streamingtjenesterne fejlagtig.

»De store Netflix-serier trækker nok nye kunder til og har høj brandingværdi, men hovedparten af tjenestens succes bygger på, at den giver publikum så let og billig adgang til så enorme mængder af varieret indhold. Det er den samlede udbudsmængde af underholdning, der samlet trækker mest«.

At sikre stor tonnage er da også i stigende grad blevet et prioriteret mål for udbyderne i deres algoritmedrevede markedsføring, investeringspolitik og indbyrdes konkurrence. Netflix vil formentlig ikke kunne holde længe endnu på hverken Friends eller The Office – til sammen over 400 episoder – for rettighedshaverne, Warner Media og NBC siges at være på vej med deres egen streamingtjeneste inden for et par år.

Apple har tilsvarende bebudet at ville lancere en streamingtjeneste dette efterår og har smidt ikke mindre end seks milliarder dollar efter nye serier til dens programflade, blandt disse en dramaserie kaldet The Morning Show med Reese Witherspoon og Jennifer Aniston som forbitrede rivaliserende tv-værter. Men selv om den serie nok skal få mange seere, er den hedeste budkrig lige nu gået ind på rettighederne til Seinfeld.

I efteråret lanceres også streamingtjenesten Disney+, og da Disney-imperiet ejer både Pixar, Star Wars og Marvel, er der grundlag for en betragtelig ’tonnage’.

Ball vurderer dog, at Netflix sagtens kunne have fået lige så stor succes også uden Friends, men pointerer, at Netflix er populær af samme grund, som Friends er populær – begge er simpelt hen lette at se.

»Netflix’ innovative leveringsmodel har gjort det umådeligt let at finde og se indhold, og derfor ser vi nu, at nye generationer, der kunne have haft adgang til Friends og Golden Girls ved lejlighedsvise genudsendelser på flow-tv, er begyndt at sluge den slags serier i rå mængder.«

Revitalisering

Hertil kommer, at det tilfører de gamler serier en ny oplevelsesdimension, når man kan se den i kronologisk rækkefølge og uden at skulle vente en uge på næste afsnit.

»Det er en helt anden måde at se på, end at dumpe ned i tilfældige afsnit og gå glip af mellemliggende episoder.«

Revitaliseringen synes at give de gamle serier en renæssance. En halvglemt serie som Frasier er for eksempel blevet et sandt skatkammet for meme-produktion på de sociale medier.«

Det er bestemt ikke kun pensionister, der ser meget fjersyn – det gør de unge også, og det stiller de traditionelle tv-kanaler over for en udfordring. Ifølge de seneste statistikker fra det britiske medietilsyn, Ofcom, er videoskærmtiden for den gennemsnitlige brite på fem timer om dagen, fordelt på tv, laptops, tablets og smartphones.

Flow-tv er stadig dominerende med to timer og 43 minutter, men streamingtjenesterne og de andre videomediers andel er støt voksende. I 1992 så vi i gennemsnit fire timers flow-tv om dagen, heri ikke medregnet den tid, der gik med at se optagelser på videobånd.

I 1990’erne var fjernsynet i mit barndomshjem typisk tændt fra kl. 16 til kl. 23. Min lillesøster så tegnefilm, når hun kom fra skole, hvorefter min storesøster fik tilkæmpet sig fjernbetjeningen og zappede over på de australske sæbeoperaer Home and Away eller Neighbours. Hen under aften så vi tv-nyhederne, ofte mens vi spiste aftensmad, og så blev det tid for hele familien til Top of the Pops eller en episode af EastEnders. Men en stor del af denne tid kørte fjernsynet bare i baggrunden, imens der blev lavet lektier eller ordnet husarbejde, ganske som jeg i dag altid har en radio kørende, når jeg arbejder i mit køkken.

Ifølge Ball finder vi lignende seervaner og tv-forbrug i dag – det hele er bare blevet mere effektivt. »

Millioner ser stadig tv på den måde, du beskriver – de gør det bare på Netflix eller Hulu,« siger han.

»De store udbyderplatforme er kun interesseret i at fremme dette. Hulu har for eksempel lige indført en funktion, hvor man kan vælge ’spil en tilfældig episode’.«

Den store forskel er, at hvor flow-tv-kanalerne valgte indholdet for os, vælger vi det nu selv. Og det, vi vælger, skal helst være noget behageligt og uforpligtende, der ikke forstyrrer os, når vi chatter, dyrker Facebook, sammenligner bilforsikringspræmier på nettet, googler madsopskrifter, eller hvad vi nu foretager os på vores forskellige digitale onlineenheder.

Trøste-tv

Nogle gange ser vi tv, fordi vi gerne vil røres og forbløffes, men det kunne se ud til, at vi for det meste gør det, fordi vi vil slappe af og trøstes. Personligt kan jeg også godt selv have forbehold over for storladne og prætentiøse prestigedramaer, der først for alvor kommer i gang i tredje episode, mens jeg aldrig har haft de mindste skrupler ved at hygge mig med en 25-minutters standard-sitcom-episode.

Helen Sneha Jambunathan, adfærdsanalytiker for markedsresearchfirmaet Canvas8, betragter sådanne valg som uundgåelige i en moderne hverdag, der for så mange af os er fuld af stress og angst.

»Det tillokkende ved at flade ud er uafviseligt,« siger hun.

»Medieformater, der er lette at forbruge, får os til at koble af på en måde, som vi ikke kan, når vi skal holde et klart fokus eller for den sags skyld dagdrømmer. Det er lidt den samme effekt, man kan få ved at udføre manuelt arbejde eller motionere. Din bevidsthed har noget at rette opmærksomheden mod, mens resten af dig tager en slapper.«

Mindfuld mindlessness kunne man måske kalde det.

Problemet er bare, at ser vi bort fra de få undtagelser, som den herligt ukomplicerede Brooklyn 99, så laver de bare ikke sitcoms af Horsin’ Around og Friends-typen længere. Jambunathan tænker sig da også, at 90’ernes og 00’ernes serier kan være så populære i dag, fordi de minder os om en mere uskyldig tid – og en tid før internettet blev stort, og unge ikke forekom at være helt så endemisk ensomme.

»Vi tænker ofte på, at tv for ensomme ældre kan blive en slags erstatning for menneskeligt selskab, men det tror jeg i lige så høj grad kan gælde for mange unge. Mange af de her ret uforpligtende serier har et galleri af personer, vi bliver intenst fortrolige med. On and off kan vi følge med i deres liv, fuldstændig som med venner og familier i den virkelige verden.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Christiansen

tja hvad skal man sige, når Pris allerede i 1982 i den første Blade Runner sagde "Then we're stupid, and we'll die."

en ting er i hvert fald sikkert; hvis det er sådan folk lever deres liv, bliver det aldrig anderledes, og så er det sådan de dør.

bevares, jeg kan da godt forstå behovet for bevidstløs fortabelse i nu'et, men når jeg har det behov, lægger jeg hellere et par puslespil på min tablet. Det er trods alt bedre end bevidstløs programmering af sindet, når det er i dets mest sårbare tilstand.

Steffen Gliese

Jeg orker ikke at begynde på det med streamede serier, bortset fra visse af faglig interesse.
Men jeg glæder mig da over, at det er en udvej for de danske skuespillere, der spares væk på teatrene og i dansk radio og fjernsyn.

tja, når det meste af sendefladen består af væg-til-væg sport med tilhørende endeløse analyser, samt genudsendelser og udvekslede udsendelser med STV1, så vælger de fleste vel det, de finder mindst kedeligt. Det er lidt lige som en grønthandler med et ganske lille udvalg: her kommer det også hurtigt til at se ud som om de fleste vil have agurker.

Skribenten overser jo totalt og helt og aldeles, at f.eks, Netflix kaster en hel masse euros og dollars mm. og mv. ind i produktioner, tv-serier, film og dokumentarer, der ellers aldrig ville blive lavet, f.eks. en kritisk dokumentar om The Family, som efter sigende! har bestemt næsten alt i USA i de sidste 50 til 60 år! Eller spændende serier fra den brasilianske og columbianske regnskov som f.eks. Green Frontier; også tyske, franske, spanske mm. serier har Netflix satset penge på - serier som vi ellers ikke ville få mulighed for at se her i DK, også canadiske serier som f.eks. The Slasher kan ses på Netflix her i DK...

Søren Nielsen, Carsten Wienholtz og Søren Bro anbefalede denne kommentar