Læsetid: 7 min.

Hvad skal det unge, det tidstypiske og de ’gakkede sangarter’ i Højskolesangbogen?

Den for tiden omdiskuterede danske højskolesangbog har som erklæret mål at rumme dansk historie og dansk samtid, men hvordan gør man egentlig det? Vi har talt med en håndfuld højskolefolk om udfordringer og farer ved at lukke tidsånd og ungeappel ind i den lille blå
Den for tiden omdiskuterede danske højskolesangbog har som erklæret mål at rumme dansk historie og dansk samtid, men hvordan gør man egentlig det? Vi har talt med en håndfuld højskolefolk om udfordringer og farer ved at lukke tidsånd og ungeappel ind i den lille blå

Mia Mottelson

16. august 2019

I 2010 skrev Informations daværende musikanmelder Klaus Lynggaard om den seneste revision af Højskolesangbogen, at sangudvalget var »patologisk berøringsangste« over for verdenen uden for højskolens fællesskab.

Et fællesskab, han mente var præget af en selvfedme, der »på en udenforstående virker både klam, uhyggelig og ude af trit med den såkaldte virkelighed«.

I den igangværende debat om Højskolesangbogen er det modsatte synspunkt udbredt, nemlig at sangbogen er i fare for at fokusere for meget på den helt aktuelle virkelighed.

I sidste fredags Information meldte debattør og højskolelærer Søren Hviid Pedersen sig i koret af kritikere af forslaget om at tilføje Isam B’s nyskrevne sang »Ramadan i København til den kommende udgave.

»Historien er ikke mejslet i sten, men den forandres til gengæld heller ikke fra det ene øjeblik til det andet,« sagde han blandt andet.

Debatten om gamle og nye sange i sangbogen er altså hverken ny eller afsluttet. Men hvordan bliver sangbogen egentlig brugt i dag, hvad synges der af nyt og gammelt, og hvad er indstillingen til de nyere sange på højskolerne?

Svaret afhænger af, hvem man spørger.

»Tid er blevet den nye gud,« siger Thue Kjærhus, der er forstander på Rønshoved Højskole i Sønderjylland.

Han er Søren Hviid Pedersens chef og enig i, at sangbogsudvalget fokuserer for meget på det aktuelle:

»De siger: ’Vi skal følge med tiden’, som om vi ikke har en indflydelse på tiden. Moderne mennesker er mere religiøse end nogensinde før, de ved det bare ikke. De dyrker tiden som en gud.« 

Når Thue Kjærhus leder morgensamlingerne på Rønshoved Højskole, er det »Oftest de gamle, klassiske salmer «, der bliver sunget.

»En af de salmer, jeg er rigtig glad for, er ’Solen står stille i Gibeons dal’ af Jørgen Bukdahl. Den er fra 1936, så den er godt nok lidt moderne i det. Men den handler om modsætningen mellem tidens overfladiskhed og tidløsheden. Tiden var 1936 med Hitler og Stalins modeideologier. Der er en flygtighed i vor tid. Måske nu også i højskolebevægelsen og i sangbogsudvalget.«

Mere på beatet i gamle dage

Idéhistoriker Jørgen Carlsen, der er formand for det nuværende højskolesangbogsudvalg og indtil 2017 forstander på den østjyske Testrup Højskole gennem mere end 30 år, er uenig i, at Højskolesangbogen i for høj grad er begyndt at dyrke tiden.

»Grundtanken er, at højskolen ikke er et åndeligt friland,« siger han.

»Man skal ikke kun mindes et stykke interessant 1800-talskultur. Den skal forbinde sig med det liv, mennesker lever i Danmark i dag.«

Og i øvrigt er det ikke et nyt fænomen, at Højskolesangbogen forholder sig til tiden, påpeger han:

»Man var meget mere med på beatet, om man så må sige, i gamle dage. I øjeblikket går der 14 til 17 år imellem en ny udgave. Men i det første år udkom de med korte intervaller. Første udgave kom i 1894, anden udgave i 1896, tredje udgave i 1898 og så videre. Man kan faktisk sige, at udviklingen er gået lidt den anden vej. Man træder meget mere på bremsen i dag, end man gjorde i gamle dage.«

Internettet i højskolesangbogen

Hartvig Dolberg, viceforstander og ansvarlig for morgensang på Musik og Teaterhøjskolen i Toftlund i Sønderjylland, fortæller, at de unge højskoleelever, der ofte kommer fra byerne, »sidder som spørgsmålstegn«, når der synges gamle høstsange.

»Det siger ikke dem det samme, som det siger mig. Men så kan jeg jo åbne op for dem og fortælle om den verden, jeg er vokset op i,« forklarer han.

På samme måde efterspørger han, at mere af de unges virkelighed bliver lukket ind i Højskolesangbogen, som så kan blive »åbnet op« for den ældre generation.

»Forleden hørte jeg i radioen om noget, der hedder ’me ... memes’? De der på internettet. Det ved jeg ikke alt om, vel? Det ville da være så fedt at få en sang ind om det. Så jeg kan forklare de unge om noget sprog og en virkelighed, de ikke ved, hvad er, og så kan de forklare mig om noget, jeg ikke kender til.«

Thomas Vigild, der er leder af spiludviklingslinjen og morgensangpianist på vestsjællandske Vallekilde Højskole, gør sig umage for, at højskolens kursister får sunget de nye sange i sangbogen.

»Jeg tænker, at de er gode, fordi de provokerer og udfordrer eleverne. Og så har de nogle nyere klange i deres tekster, så der er et modspil til de ældre tekster. Der er tale om en helhed af tekst, rytme og harmoni, der kan noget andet end de gamle sange,« forklarer han.

»Det hele skal ikke være så mainstream«

En af disse nye sange, som i den grad giver modspil til sangbogens mere traditionelle melodier og tekster, og som er en af de nye tilføjelser, der er flest holdninger til på alle fire adspurgte højskoler, er »I’m a photographer«.

Sangen er resultat af det første idéinspirationsmøde, der blev arrangeret af sangbogsudvalget op til udgivelsen af den nuværende version af Højskolesangbogen fra 2006. Komponisten Peter Navarro-Alonso skrev her en jazzet melodi til Peter Laugesens digt fra 2004.

Højskolesangbogens hjemmeside fremgår det, at »melodien er udformet i tæt rytmisk forbindelse med ordene med en ottendedel til hver tekststavelse«. Derfor »er det heller ikke muligt at sætte den ind i en bestemt taktart«.

Teksten er skrevet, efter at Peter Laugesen så Jørgen Leths film 66 scener fra Amerika, »hvor en hel stribe selvbevidste, selvfede og selvsmagende amerikanske filmfolk og kunstnere efter tur træder ind foran kameraet«, heriblandt den amerikanske skuespiller Dennis Hopper.

Sangen forsøger således at sende en opsang om selvfedme til nutidens unge.

Teksten lyder:

»I’m a photographer
I’m a filmmaker
I’m a painter
I’m a poet
I’m an actor
I’m Dennis Hopper
I’m i det hele taget a
pral-røv fra California«.

Thue Kjærhus fra Rønshoved Højskole, der foretrækker at synge salmer og folkelige sange, bryder sig ikke om »I’m a photographer«.

»Det er en af de der nye sange, som slet ikke egner sig til at blive sunget i fællessang. Den er alt for kompliceret til fællessang,« siger han.

Ifølge sangbogens hjemmeside er sangen »udformet minimalistisk, idet den – bortset fra den allersidste linje – består af et enkelt motiv, der transformeres op og ned, så motivet ryger en tone op, hver gang der kommer et nyt tekstudsagn. Og lige indtil det gentagne »I’m an actor« repeteres de forrige udsagn«.

Det fremgår desuden, at melodien inden konklusionen på sangen bremser op »på sangens eneste fjerdedelspause for at forberede sindene (og stemmerne) på den overraskende slutning. Denne synges på to C’er med en oktavs afstand og er formet, så de vigtigste ord ’I’m a pral-røv’ synges på den høje tone, mens resten synges på den dybe«.

Sangbogsudvalgsformand Jørgen Carlsen, der har været med til at udvælge sangen, erkender, at sangen kan være kompliceret at synge.

»Men det er et forsøg på at vise, at højskolesang er mange forskellige ting og godt må kradse lidt,« forklarer han.

»Vi ved godt, at den tilhører afdelingen af gakkede sangarter. Den er jo på kanten af, hvad man overhovedet synes er normalt eller standard. Men det kan også have en værdi, fordi det kan give en fælles oplevelse af sammenbrud eller af, at det er lidt langt ude, det her. Og det kan faktisk godt være opløftende en gang imellem. Det hele skal ikke være så mainstream, forudsigeligt og reguleret.«

Trods dens sværhedsgrad synges »I’m a photographer« ofte på både Ry Højskole, bekræfter forstander og morgensangsansvarlig Ole Toftedal.

Det gælder også på Vallekilde Højskole, fortæller morgensangspianist Thomas Vigild:

»Den er lidt svær, men når først eleverne lærer den, så er de helt vilde med den og vil synge den igen og igen. Der får de unge øjnene op for, hvad fællessang kan. At det ikke bare er gammelt og støvet, men at det også kan være friskt og skabe fællesskaber på deres generations præmisser.«

Ikke alle nye sange er levedygtige

Forsøget om at skabe noget friskt og aktuelt for de unge højskoleelever lykkes dog ikke altid, fortæller Jørgen Carlsen. Iblandt de omtrent 150 sange, der ryger ud i den nye version, blev flere optaget i den seneste udgave.

»Man tænkte, at de skulle have en chance, men de har vist sig ikke at være levedygtige,« forklarer han.

Jørgen Carlsen vil dog ikke pege på enkelte sange med henvisning til en »musketered«, han har indgået med de andre i udvalget om ikke at »rykke ud i utide«. Men han vil gerne tale om dem, der røg ud i 2006, da den nuværende udgave af højskolesangbogen kom ud.

»I den forrige sangbog havde man taget nogle Trille-sange med. Der troede man, at man var helt fremme på beatet, men det viste sig, at de overhovedet ikke blev sunget. Jeg synes egentlig selv, at de var ret gode, men højskoleeleverne stod helt af på dem. Det er et eksempel på, at man kan tro, at man er moderne, men så er man det måske ikke alligevel.«

Vi har gennemgået Højskolesangbogen for at finde ud af, hvordan den har det med den moderne tradition. Det korte svar er, at det står skidt til; uhyggeligt, klamt og ude af trit med den såkaldte virkelighed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu