Fredag er det halvtredsåret for åbningen af Woodstock Music And Art Fair. Det skulle have været fejret med en jubilæumsfestival, Woodstock 50.
Den blev lanceret som ikke blot en musikfestival, men også en aktivistisk begivenhed, der skulle mobilisere den demokratiske deltagelse hos publikum i samarbejde med organisationen HeadCount, der arbejder med at få flere unge amerikanere til at registrere sig som vælgere.
Men vilkårene for koncerter og kulturbegivenheder er anderledes i dag end dengang i de glade 60’ere.
Også musikken er forandret. Hos den amerikanske ungdom er hiphop i dag en større spiller end rocken, og derfor var rapperne Chance The Rapper og Jay-Z tiltænkt som trækplastre, ud over de i dag kanoniserede rocknavne, der også stod på scenen i 1969 – blandt andet havde Santana, John Fogerty og Country Joe McDonald indvilget i at deltage.
Det ligger sådan set i Woodstock Festivalens dna, at der skal være drama, omrokeringer og kaos kort før deadline. Men fejringen af 50-året har alligevel været omgærdet af exceptionelt meget forvirring, siden Woodstock 50 kort før nytår blev annonceret af Michael Lang, en af de oprindelige arrangører.
Først var der problemer med lokationen. Så meldte hovedinvestoren, Dentsu Aegis Network, at de trak sig, hvorefter flere af musikerne fulgte trop. Dentsus udmelding til offentligheden var, at festivalen var aflyst, men det var ikke Langs overbevisning. Han hyrede en advokat, lagde sag an og havde nu både en festival og en retssag nært forestående i kalenderen.
Ifølge Dentsus advokat havde Langs inkompetence og kontraktbrud gjort det umuligt at skabe en festival i høj kvalitet, hvor publikums sikkerhed kunne garanteres.
Og de løbende historier om samarbejdspartnere, der bakkede ud, og manglende sundheds- og sikkerhedsgodkendelser bekræftede billedet af Lang som en langhåret flipper.
Da dagen oprandt, hvor billetterne skulle sættes til salg, kunne de ikke købes. Arrangementet blev så nedjusteret til en enkelt dag for til sidst at blive aflyst helt den 31. juli.
Sang og hygge alle vegne
»By the time we got to Woodstock
We were half a million strong
And everywhere there was song and celebration
And I dreamed I saw the bombers
Riding shotgun in the sky
And they were turning into butterflies
Above our nation«
Sådan beskrev Joni Mitchell de tre legendariske dage med fred og musik i sin sang »Woodstock« fra 1970.
Hendes sangtekst indfanger præcist og poetisk den forestilling om Woodstock Music And Art Fair, som er gået over i historien.
Knap en halv million unge amerikanere, gyldne og funklende som stjernestøv, mødtes på en mark 70 kilometer sydvest for byen Woodstock for at høre rockmusik og drømme om en anden og mere harmonisk verden, end den koldkrigskolde virkelighed de levede i.
De ville tilbage til en Edens have, en uskyld og et frihedssøgende fællesskab, i stedet for at blive sendt i døden sammen med tusindvis af jævnaldrende i den vietnamesiske jungle, hvor deres magthavere førte proxykrig.
Når man lytter til Mitchells sarte sangstemme, er det svært at forstå, at hun ikke var en af de mange frihedssøgende blomsterbørn, der tog del i den freds- og kærlighedsfejring, hun så indtagende skildrer. Men Mitchell var ikke selv i Woodstock de tre dage i august 1969. Hendes pladeselskab havde vurderet, at hun hellere skulle optræde i et tv-talkshow, så hun skrev sangen på et hotelværelse i New York til de billeder, medierne transmitterede fra festivalen.
Ude på Max Yasgurs mark
Det begyndte med en forretningsidé. Eller rettere med ønsket om en forretningsidé.
To unge og håbefulde entreprenører fra New York, Joel Rosenman og John Roberts, indrykkede i marts 1967 en annonce i The Wall Street Journal, der lød:
»Unge mænd med ubegrænset kapital søger interessante og lovlige forretningsideer.«
Deres ubegrænsede kapital var noget af en overdrivelse, men henviste til en pæn sum, som Rosenman havde arvet fra sin mor, og som han ønskede at investere.
Blandt de mange besynderlige og ubrugelige ideer, de modtog, var der en om at starte et lydstudie på Manhattan.
Og det var den idé, de gik med. En fælles bekendt satte de to innovatorer i kontakt med Michael Lang og Artie Kornfeld, der havde et lignende projekt – blot skulle deres lydstudie ligge i Woodstock.
De fire mødtes, dannede virksomheden Woodstock Ventures og fik i fællesskab den tanke at afholde en lille fest i Woodstock. Den lille by nord for New York City var på daværende tidspunkt hjemsted for flere kendte musikere, heriblandt Jimi Hendrix, Janis Joplin og Bob Dylan. Så ved at afholde festivalen der håbede de at få de lokale kendisser til at bakke op om projektet.
I løbet af mødet voksede den lille fest til ambitionen om at skabe verdens største rockevent med 50.000 gæster.
Det første band, der skrev kontrakt med festivalen, var Creedence Clearwater Revival, hvilket angiveligt gjorde det nemmere at trække andre af datidens populære folk og rocknavne til.
I alt optrådte 32 kunstnere, heriblandt Janis Joplin, Jimi Hendrix, Ravi Shankar, Santana, Jefferson Airplane og The Who.
Men i sidste ende kom festivalen slet ikke til at foregå i Woodstock. Og der var mildest talt et hav af problemer med at finde en god lokation. Flere steder var i spil, men gik i vasken blandt andet på grund af udlejernes manglende tiltro til arrangørernes finansielle stabilitet, samt lokalbefolkningernes frygt for at blive invaderet af cannabisrygende hippier.
Blandt andet i byen Wallkill, hvor Rosenman og Roberts lejede et område, var beboere imod. Byrådet vedtog en lov, der gjorde det ulovligt at afholde arrangementer for mere end 5.000 mennesker uden tilladelse. Og den tilladelse fik festivalen aldrig. Til gengæld fik den gratis PR, for nu manglede de – med under en måned til afviklingen – et sted.
Og der var solgt billetter for over en halv million dollar.
Løsningen kom i kraft af en mælkebonde fra Bethel, Max Yasgur, der havde et stort markområde, som i dag er optegnet i det officielle amerikanske register over historiske lokationer. Området var på flere punkter praktisk. Det havde et naturligt amfiteater, så scenen kunne ligge lavt og med godt udsyn. Og det lå ud til en dam, der kunne fungere som både drikkevandsreservoir og badefacilitet.
Men det tog længere tid end beregnet at bygge scenen, og samtidig begyndte publikum at strømme til i dagene op til. Det besværliggjorde arbejdet og efterlod til sidst arrangørerne med valget mellem enten at bygge scenen eller hegnet færdigt.
De valgte scenen, og rygtet om, at indhegningen var lige til at klatre over, spredte sig hurtigt.
Så hvad der var tænkt som en god forretningsidé, endte som en gratis fornøjelse for publikum. Og havde det ikke været for indtjeningen på rettighederne til både lydoptagelser og Michael Wadleighs succesfulde dokumentarfilm Woodstock, var arrangørerne formentlig gået konkurs.
Et øjebliks utopi
Den 15. august 1969 – under en måned efter at USA havde fuldført Apollo-11-missionen, og astronaut Armstrong satte det første fodaftryk på månen – slog op mod en halv million unge lejr på Max Yasgurs mark ved White Lake i Bethel, cirka 60 kilometer fra New York City.
Billederne derfra er blevet ikoniske:
Gigantiske bilkøer, der ikke rykkede sig ud af stedet, så folk i stedet måtte efterlade deres køretøjer, tage deres ting på nakken og fortsætte til fods for at nå frem.
Langhårede mænd og kvinder med bare maver og bare bryster eller bare helt uden kluns.
Klynger af langhårede unge i flossede flowerpowerbukser, batikmønstrede skjorter og med blomsterkranse om hovederne.
Klynger af kærlige unge indsvøbt i farverige kludetæpper eller mudder.
Klynger af dansende unge, psykedelisk trippende på deres bare tæer.
En af dem, der har været med til at forevige forholdene, er den amerikanske fotograf Elliott Landy. Han fortæller, at han ikke havde nogen anelse om, hvor stor kulturel betydning festivalen ville få dengang. Det var der ingen, der havde.
»Det var et utopisk øjeblik i menneskelig kultur. Det var et øjeblik, hvor vi så, at en halv million mennesker kunne leve harmonisk sammen under meget vanskelige vilkår. Der var mangel på mad og vand, der var ingen steder, man kunne komme ud af regnen, og det var mudret, så fysisk var folk ikke komfortable. Men spirituelt og mentalt var de,« siger han i et interview med The Guardian.
Flere af de musikere, der skulle spille, var forsinkede i det trafikkaos, der havde bredt sig, så det blev singer-songwriteren Richie Havens, der fik æren af at åbne. Bakket op af congas og ekstra akustisk guitar improviserede han ekstranummeret »Freedom« med det til lejligheden passende budskab.
Derefter fulgte tre dages musikprogram, der flere gange måtte afbrydes på grund af vejret. Den indiske sitarspiller Ravi Shankars set druknede i den voldsomme regn, der også skabte problemer med elektronikken og omdannede Yasgurs mark til en gigantisk mudderpøl.
Hovednavnet var guitaristen Jimi Hendrix, der på daværende tidspunkt var den bedst betalte performer i verden. Han havde netop vraget de to andre medlemmer i sin Experience-trio, så hans nye gruppe Gypsy Sun & Rainbow havde kun haft et par enkelte lejligheder til at øve sig inden koncerten, der afsluttede festivalen. En koncert, der i mit rockleksikon omtales som »majestætisk«.
Gå aldrig tilbage til en fuser
Allerede året efter ønskede man at gentage succesen, men mælkebonden Yasgur nægtede at lægge jord til.
Så da den oprindelige arrangør Michael Lang tidligere i år lancerede ideen om at fejre festivalens 50-årsjubilæum med navne som Jay Z, Miley Curys, Janelle Monáe m.fl. på plakaten, var det ikke første gang, at det oprindelige Woodstock har været forsøgt gentaget.
Senest i 1999 blev der afholdt en festival i samme navn – men på ingen måde i samme ånd.
Forskruede billetpriser og dyrt drikkevand under en hedebølge fik arrangørerne til at fremstå pengegriske.
Og øjenvidner kunne berette om sammenstød, seksuelle overgreb og gruppevoldtægter under koncerter med bands som Korn og Limp Bizkit.
Op til årtusindskiftet syntes en profitorienteret krænkerkultur at have erstattet ungdomsoprørets rødstrømpede feminisme og borgerrettighedsforkæmpernes agape.
Woodstock Ventures har tydeligvis ikke brugt de forgangne 50 år på at blive mere tjekkede.
Og i mellemtiden er kravene til blandt andet sikkerhed af gode grunde blevet skærpet. Det, der skulle have været en mindeværdig musikalsk hyldest til 1960’ernes modkultur, blev i stedet en påmindelse om, at de utopiske tidslommers tid er forbi.
Kilder: The Guardian, britannica.com, Vice, RollingStone, Wikipedia og James E. Perone: ‘Woodstock: An Encyclopedia of the Music and Art Fair’.
