Essay
Læsetid: 17 min.

I 1989 rejste jeg gennem et sitrende Europa uden at vide, at verdenshistorien udspillede sig

I sommeren op til Murens fald den 9. november 1989 var der opbrud alle steder, men det hele kunne også været gået anderledes. Jeg har taget turen tilbage til min egen sommer i ’89, hvor rystelserne fra en ny tid viste sig, men hvor det virkede helt umuligt at forestille sig en helt ny verdensorden
Grænsevagterne ’kigger væk’ i de timer, der afholdes Pan European Picnic den 19. august 1989 ved grænseporten til østrigske St. Margarethen, og DDR-flygtninge i hundredvis benytter sig af hullet til friheden.

Grænsevagterne ’kigger væk’ i de timer, der afholdes Pan European Picnic den 19. august 1989 ved grænseporten til østrigske St. Margarethen, og DDR-flygtninge i hundredvis benytter sig af hullet til friheden.

Votava/ritzau scanpix

Kultur
6. september 2019

Hvornår begyndte den? Begyndelsens begyndelse. Begyndelsen på den revolution, der kulminerede den 9. november 1989 med Berlinmurens fald. Sådan lyder et hurtigt bud: I Sovjetunionen var Mikhail Gorbatjov kommet til magten i marts 1985 og indledte med Glasnost og Perestrojka en ny æra. I april 1986 eksploderede reaktor nr. 4 på atomkraftværket i Tjernobyl, hvilket for alvor satte gang i en desintegrationsproces af det sovjetiske herredømme og sendte rystelser gennem hele østblokken. Derfra gik det slag i slag frem mod den historiske dato.

Sådan ser det verdenshistoriske begivenhedsforløb ud i et flygtigt tilbageblik. Eller sådan ser det ud, når man på god afstand kigger tilbage. Mellem begyndelsen og kulminationen kan man trække en tråd og etablere en kausal logik.

Når jeg kigger tilbage på mine notater fra de år, kan jeg se, at en fuldstændig omkalfatring af den velkendte verden ikke virker nært forestående. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig en anden verdensorden, selv om der var store forandringer undervejs og noget helt nyt skimtedes. Jeg havde fra midten af 1980’erne boet et par år i Vestberlin, havde stået ved Brandenburger Tor i forsommeren 1987 og hørt den amerikanske præsident Ronald Reagan opfordre Gorbatjov til at rive muren ned, men de færreste havde for alvor troet, at det rent faktisk også snart ville ske.

Jeg kan ikke påstå, at jeg dengang mærkede rystelserne fra en anden tid, for det er allerede en abstrakt efterrationalisering, men det var en tid med forvirring og opbrud, og der var en fornemmelse af, at tiden var begyndt at gå i en anden takt.

Bagefter er det let nok at sige, at man havde forudset Berlinmurens fald, men intet af det, der skete op til den 9. november, stod skrevet på nogen væg.

Sådan ser verdenshistorie ud på nært hold: Man ser intet. Man kunne også sige, at man kan være for tæt på en erkendelse til at kunne fatte den. Den berømte historiske distance består i, at femoghalvfems ud af hundrede kendsgerninger er gået tabt, hvorefter de resterende lader sig ordne, som man vil.

Der var en meget stærk følelse af tilfældighed med i alt, hvad der skete. Det ville være at overdrive troen på historiens nødvendighed betragteligt, såfremt man bagefter ville se en ensartet betydning udtrykt i alle de begivenheder, der skete. Bagefter kan man let se en nødvendighed, eksempelvis med Gorbatjovs entre på den verdenspolitiske scene, men enhver ved, at det kunne være gået anderledes, og at afgørelsen ofte hang i en tynd tråd. Det ser næsten ud, som om det skete ikke var nødvendigt, og først bagefter tolererede man nødvendigheden. Det, man kalder historisk nødvendighed, er ikke – med mindre man tror på Vorherre eller en endnu højere fornuft i historien – nogen lovmæssig nødvendighed, hvor der til et bestemt slutpunkt hører en bestemt række forudsætninger. Nej, det er faktisk lige så gyldigt henkastet at sige, at det ene giver det andet.

Sådan her så sommeren i 1989 ud fra mit perspektiv.

Et tegn på opbrud

I begyndelsen af august 1989 var jeg 22 år og efter en interrailtur gennem det halve Europa sammen med min italienske ven Carmine på vej hjem fra Athen. Mens de verdenshistoriske begivenheder langsomt tog fart i de østlige dele af Europa, bevægede vi os med tog i snegletempo op gennem Grækenland og Bulgarien, inden det nåede frem til Beograd i det daværende Jugoslavien. Her fik vi med lidt gode tyske D-mark og en flaske cognac bestukket os til en sovevogn, der uhørt luksuriøst førte os udhvilede til Budapest. Da vi steg af toget på Keleti pályaudvar, Østbanegården, den 11. august, havde historien allerede i nogen tid rumsteret i byen.

Ungarske grænsesoldater var allerede i maj 1989 begyndt at nedtage pigtrådshegnet ved grænsen mellem Ungarn og Østrig. Ungarns økonomi var i en forfærdelig forfatning, og den officielle begrundelse for at nedtage hegnet var manglende midler til at vedligeholde det. Det 396 kilometerlange hegn var blevet nedtaget fire steder, uden at den begivenhed rigtigt havde fæstnet sig i den offentlige bevidsthed.

Det blev der lavet om på, da de to landes udenrigsministre, Gyula Horn og Alois Mock, besluttede at gøre nedtagningen til en begivenhed og med verdenspressens tilstedeværelse den 27. juni gennembrød pigtråden ved østrigske St. Margarethen. Boltsaksene var forberedt, og efter at der var klippet et hul i pigtråden, gik turen til rådhuset i ungarske Sopron, hvor der fandt et pressemøde sted. Billederne gik verden rundt: Et lille hul i pigtrådshegnet var et tegn på opbrud og ny ordning for Europa.

Rejsevennen, italienske Carmine, et sted undervejs i sommeren 1989. 

Rejsevennen, italienske Carmine, et sted undervejs i sommeren 1989. 

Privatfoto

Ja, sådan ynder vi at fremstille det på afstand, men dengang var der ingen, der med rimelighed kunne påstå, at den første sten i Berlinmuren dermed var løsnet. Hvad der derimod er en kendsgerning er, at her blev borgerne i de omkringliggende lande officielt informeret om, at hegnet ved den østrig-ungarske grænse var ved at blive fjernet.

Mange DDR-borgere så det på vesttysk tv, så de første mulige huller i jerntæppet. Ungarn var på det tidspunkt et af de få lande, som DDR-borgere kunne rejse til uden visum. I mange år havde Balatonsøen været et yndet turistmål for østtyskere, og i sommeren ’89 var ekstra mange DDR-borgere på vej til Balaton, mange af dem via Budapest, og videre til den nærliggende østrig-ungarske grænse.

I min notesbog fra den 18. august skriver og nævner jeg faktisk et hul i muren:

»Jeg føler, hvorledes mit liv langsomt flettes sammen med de seneste begivenheder i DDR. DDR-folkenes situation har gjort et ualmindeligt stærkt indtryk på mig. Jeg følger i disse dage lidenskabeligt med i de seneste bevægelser i dette urocenter, som DDR endnu en gang er blevet til, efter at flugten fra zonen har taget voldsomt til her i 40-året for republikkens fødsel. Hullet, man stoppede med byggeriet af Berlinmuren i 1961, er nu pludselig her i 1989 opstået ved den østrig-ungarske grænse, hvor man er ved at nedbryde pigtrådsspærringerne og dermed åbne for DDR-turister i Ungarn til det eftertragtede vesten.«

Men flugten via Ungarn var på det tidspunkt alt andet end en sikker vej til det forjættede vesten. Pigtrådshegnet var ved at blive fjernet, men grænsen var stadig bevogtet. I sommermånederne var det hele tiden frem og tilbage, på nogle tidspunkter virkede det muligt at forcere grænsen, andre ikke. Mange blev stukket af det allestedsnærværende stasi, der var rejst med til Ungarn, blev tilbageholdt og sendt tilbage til DDR til retsforfølgelse under den alvorlige anklage: republikflugt.

Hvor grænsehegnet stod

Min italienske ven og jeg er en tidlig morgen den 11. august ankommet til Budapest midt i det, der ligner en østtysk belejring af byen. Vi har hørt om hullet i grænsen, men det er stadig diffust, hvad der er i gang. Jeg har skrevet:

»På Keleti pályaudvar, Østbanegården, i Budapest sidder vi og venter efter den lange tur fra Athen. Vi falder i snak med en høj, køn østtysk pige, Franca, der ligesom os slæber rundt med en stor, tung rygsæk.« Hun skal med et tog videre, men først lidt senere, så »vi byder på morgenmad, da vi har fået vekslet. Vi er de rige onkler fra vesten. Imens fortæller Franca lidt om sig selv, at hun er på vej til Balatonsøen, hvor hun skal mødes med sin søster.«

En regibemærkning: Min italienske ven med den lille tætte, energiske krop, sorte viltre hår og blide brune øjne er en pigeglad charmør. I Athen nåede han at indlede et seriøst forhold til gudesmukke, græske Lucy, som vi mødte på færgen til Aigina, og pigerne på hans vej op og ned gennem Europa er adskillelige. Han bruger i reglen ikke mere end nogle få minutter, inden han har lokket et kys ud af sit offer. Således også Franca.

Min optegnelse fortsætter:

»Det bliver aldrig til mere end lidt undergrundskysseri og udveksling af adresser, inden vi tager afsked med Franca. Nogle uger senere modtager vi et postkort fra hende fra vesten, hvor hun er flygtet til via den ungarsk-østrigske grænse. Ingen af os var overraskede, og vi forstod, at Franca ikke havde røbet sig for os, da stasi’erne eller i hvert fald angsten for deres tilstedeværelse er flygtet med til Budapest.«

Vi går ud i Budapest, hvor det myldrer med østtyskere. På alle pladser er de forsamlede. De er der i tusindvis, og vi falder i snak med flere af dem. Byen er forvandlet til én stor social klub. Om aftenen møder vi tilfældigt Christiane, som Carmine kender fra en aften i Østberlin, hvor han lavede italiensk mad efter sin napolitanske mors opskrift, men med østtyske ingredienser. Vi aftaler at mødes dagen efter. På vej til aftalen med Christiane samler vi to østtyske piger fra Magdeburg op, der sidder i en vinduegesims. De er helt sikkert også på vej videre. De ser ikke nogen fremtid i DDR.

Christiane er ulykkelig, hun fortæller, at mange af hendes venner er flygtet eller på vej til at flygte på grund af hullet ved grænsen. Selv fortæller hun, at hun ikke vil flygte, da hun følelsesmæssigt er for stærkt knyttet til sin familie og de venner, der er tilbage. Men også fordi hun ikke tror, det er så enkelt at finde et nyt liv i Vesttyskland. Hun græder og opgiver at følge os ud i natten, der ender i en slags ungdomsklub ved et kollegium i et af Budapests ydre kvarterer. Jeg ender i samtale med en flok sportsjournalister fra DDR, der er i byen for at dække Formel 1-løbet på Hungaroring lidt uden for Budapest, især en der med samme begejstring kan fortælle om pressemødet med alle turboheltene – og Marcel Proust, som han havde læst alt af.

Peter Nielsen med Christiane i hendes lejlighed på Frankfurter Allee i Østberlin den 3. september 1989.

Peter Nielsen med Christiane i hendes lejlighed på Frankfurter Allee i Østberlin den 3. september 1989.

Privatfoto

Jeg tjekker i notesbøgerne, om jeg kan have taget fejl, forvekslet Proust med Alain Prost, der blev nummer fire i formel 1-løbet den 13. august 1989, men nej, han mente faktisk Proust. Ham kunne man godt læse i DDR uden at få problemer med censuren. Løbet blev i øvrigt vundet af Nigel Mansell i Ferrari, der fra startposition 12 kæmpede sig op gennem løbet og med en dristig manøvre til sidst overhalede Ayrton Senna i McLaren-Honda, der endte som nummer to.

Magdeburg-pigerne ville hjem, måske var de skuffede over os. Vi spenderede en taxi, som kørte dem hjem til den campingplads, de som DDR-borgere havde råd til at bo på. Vi havde lejet os ind på et værelse hos en familie, der boede nær ved den store synagoge.

I de følgende uger tager flugtforsøgene til langs den østrigsk-ungarske grænse. En milepæl skal den 19. august vise sig at blive. Det er en varm søndag, og der afholdes Pan European Picnic ved grænsen mellem Sopron og St. Margarethen. Ideen til den begivenhed var opstået hos en række ungarske oppositionspolitikere efter et foredrag den 20. juni i Debrecen af selveste Otto von Habsburg, kronprinsen for det hedengangne østrig-ungarske dobbeltmonarki.

Ideen var at samle borgere fra de to lande ved det sted, hvor grænsehegnet allerede var blevet fjernet. Den tre timer lange sammenkomst skriver sig lige ind i historiebøgerne, da ungarske grænsevagter ’kigger væk’, mens omkring 750 østtyskere vandrer fra den ungarske puszta ind i østrigske Burgenland.

I kredsen af oppositionspolitikere står i øvrigt også en 26-årig langhåret jurastuderende, der kort forinden den 26. juni har gjort sig bemærket ved på vegne af de unge liberale at tale til genbegravelsen af Imre Nagy (frihedshelten fra Ungarn-opstanden i 1956) på Heltenes Plads i Budapest. Den opstand i 1956, der hidtil er blevet kaldt en kontrarevolution, bliver nu kaldt en national frihedskamp mod kommunismen. 200.000 mennesker på pladsen, og alle dem, der følger med i livetransmissionen på nationalt tv, hører den unge mand erklære, at man i dag har begravet kommunismen. Den unge mands navn er Viktor Orbán.

Selv om mange østtyskere har held med at krydse grænsen, er ingenting givet. Grænsen kan blive lukket helt til igen, alt efter hvordan de politiske vinde blæser. At forcere grænsen er fortsat med livet som risiko. Et par dage efter den fredelige paneuropæiske sammenkomst bliver østtyske Werner Schulz dræbt, da han den 21. august vil flygte. Han er på flugt med kone og barn, og i ly af mørket forsøger familien at krydse grænsen.

Få meter fra grænselinjen bliver de opdaget af ungarske grænsesoldater. Kvinden løber forrest med det seksårige barn i retning Lutzmannsburg. En soldat løber efter dem, skyder elleve advarselsskud op i luften, men familien fortsætter ufortrødent. Mor og barn når at passere grænsestenen, men manden halter efter. Lige foran grænsen kommer det til håndgemæng, og der lyder endnu et skud. Werner Schulz skulle blive den sidste, der dør i flugtforsøg fra DDR.

Med brasiliens kulturattaché i Weimar

Jeg er stadig nysgerrig efter, hvor meget jeg vidste om, hvad der var i vente. Tidligere på året havde jeg været i Weimar med min brasilianske ven Francisco. Francisco var på det tidspunkt kulturattaché ved den brasilianske ambassade i DDR og den østtyske undergrunds bedste ven, fordi han kunne skaffe akrylfarver fra vest til sine kunstnervenner.

Francisco var altid overvåget af stasi, der flere gange truede ham og låste sig ind i hans lejlighed på Leipziger Str., når han ikke var hjemme, og vendte hans malerier af østtyske kunstnere omvendt. Francisco blev en samler af østtysk kunst, ja det er han sådan set stadig i dag, hvor hans samling af DDR-kunst i sit private hjem i Brasilia gælder som den største i verden. På et tidspunkt besøgte han mig i Danmark. Vi tog op til Louisiana, hvor han fik foretræde hos museets daværende direktør, Knud W. Jensen. Han ville forære museet nogle af sine malerier, vist nok af Max Uhlig.

Men tilbage til Weimar, hvor vi boede hos en af Franciscos malervenner, Hans Winkler, der allerede i en ung alder havde forladt den socialrealistiske kunst, der ellers var angivet af DDR-styret, til fordel for en vild og spontan stil, som han på det tidspunkt, hvor vi besøgte ham, havde kombineret med en stærk interesse for geometriske figurer og konstruktivismen.

Som så mange andre havde Hans Winkler lige efter krigen været overbevist kommunist og tilhænger af DDR-styret, men allerede fra 1950’erne var han blevet en nådesløs kritiker af det kommunistiske eksperiment og var, som han udtrykte det, blevet »kalt gestellt« (frosset ude) på grund af sin nonfigurative stil og havde kun begrænset adgang til materialer og til at udstille.

Det var Hans Winkler, der som den første profetisk for mig formulerede, at han troede på Tysklands genforening og på et nyt fælles Europa – og han mente, at det var stærkt på vej. Det håb begrundede han med en faldende arbejdsmoral i landet, en mangel på fremtidsperspektiv og almen laden-stå-til. »Se!« sagde han en dag, vi spadserede i kvarteret, hvor familien boede, og pegede på de forsømte og ødelagte hegn foran husene og de efterladte bunker af kul, »når folk ikke længere gider reparere hegnene, er det fordi de er holdt op med at tro på fremtiden, og så er en stat ved at gå under.«

Det gentog sig nogle dage senere, hvor vi var på besøg i Dresden hos maleren Peter Makolies med det store hvide viltre skæg, rungende latter og dristige skulpturer og hans søn Robert, ligeledes maler med lidenskabelig passion for Rembrandt. DDR’s undergang blev ikke formuleret så profetisk, som Hans Winkler havde gjort det i Weimar, men den undergang, der var undervejs, viste sig derimod i en anarkistiske tilgang til livet uden mage. I Dresden levede man, i hvert fald i de kunstneriske miljøer, som om det var den sidste dag på jorden. Dødskørsel i Trabant, vild druk og hæmningsløs skabelse af kunst gik op i en højere enhed.

Indadtil er DDR’s undergang stærkt på vej. Udadtil er det stadig langt fra en realitet. De åbninger, der sker, er hele tiden ledsaget af tilbagefald. Ved den indre tyske grænse er der her i slutningen af august intet tegn på opblødning. Tværtimod.

Forfulgt af Stasi i Østberlin

Den 24. august er jeg efter et par uger i Danmark igen på vej til Berlin for at opsøge Christiane, jeg havde mødt i Budapest. En forelskelse skulle undersøges. I toget læser jeg Christa Wolfs Störfall (da. Havari), som er DDR-forfatterens optegnelser fra ugerne efter Tjernobyl-ulykken. Er det virkelig tilfældigt, at jeg læser lige den bog om effekten af en katastrofe og undergang?

Den 24. august skal også vise sig at blive den dag, hvor den ungarske regering tillader, at de godt hundrede DDR-borgere, der har søgt tilflugt på den vesttyske ambassade i Budapest og længe opholdt sig der i et diplomatisk tovtrækkeri, bliver fløjet til Vesttyskland i det, der bliver omtalt som en »humanitær aktion«.

I Berlin mærker jeg først nærmest intet til de forandringer, der var så tydelige i Budapest. Men ved Checkpoint Charlie, den ene grænseovergang for endagsbesøg i Østberlin, er noget alligevel anderledes, da jeg den 1. september vil opsøge Christiane. Kontrollen er skærpet. Jeg bærer den dag som også tidligere mine ting i en stofpose fra Amnesty International. Det skulle jeg ikke have gjort.

Jeg bliver først af en kvindelig grænsebetjent udspurgt om posen og mit forhold til organisationen. Da hun ikke er tilfreds med mine svar, bliver en overordnet tilkaldt. En mand med mange stjerner på skuldrene fortsætter forhøret i et lille kontor, beslaglægger posen, mit pas, Christoph Heins roman Drachenblut og min notesbog og låser mig inde på kontoret. Jeg sidder der i tre kvarter, hvorefter manden med stjernerne kommer tilbage og udleverer mit pas, roman og notesbog. Posen må jeg ikke medbringe i Den Tyske Demokratiske Republik.

Da jeg foreslår, at han kan beholde posen og smide den ud, bliver han vred og udviser mig til Vestberlin. Tilbage på den anden side af skiltet med »Sie betreten jetzt den amerikanischen Sektor« smider jeg posen i en skraldespand og går tilbage til Checkpoint Charlie og får denne gang lov til at passere grænsen. Det er åbenlyst, at jeg denne gang bliver skygget. Manden fra stasi står allerede klar, da jeg når hjørnet af Kochstrasse og Friedrichstrasse, og jeg ser ham flere gange i løbet af dagen. Jeg tør derfor ikke opsøge Christiane, går bare rundt i Østberlin og vender tilbage over grænsen sidst på eftermiddagen.

Dagen efter prøver jeg igen, denne gang via S-togsgrænseovergangen Friedrichstraße. Igen ekstrem grundig undersøgelse, men jeg får til sidst lov at passere. Jeg mødes med Christiane. Hun er sart og skrøbelig. Vi promenerer ad Unter den Linden, og hun delagtiggør mig i sin hverdag og viser mig ukendte sider af Østberlin. Hun fortæller mig både om sin kærlighed til livet i DDR og udfordringerne ved det liv, ikke mindst manglen på et fremtidsperspektiv. Hvordan det er at vokse op i landet, være rodfæstet i det og alligevel i opposition.

Næste dag mødes vi til romantisk morgenmad med russisk ’champagne’ i restauranten øverst oppe i Fjernsynstårnet på Alexanderplatz. Et nyt liv viser sig i en sprække, men jeg får også vished for, at hun ingen planer har om at flygte.

Herfra går det slag i slag.

Dødskysset i Østberlin den 7. oktober 1989.

Dødskysset i Østberlin den 7. oktober 1989.

Polfoto ritzau

Den 11. september kl. 00.00 åbnes den ungarsk-østrigske grænse officielt og definitivt. Alene de første tre dage flygter 12.000 DDR-borgere til Østrig.

Ligesom østtyskere havde søgt tilflugt på den vesttyske ambassade i Budapest, havde de også gjort det i Prag, og stadig flere kom til, selv om ambassaden var blevet lukket. Den 30. september sluttede et stort drama ved, at Vesttysklands daværende udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fra balkonen på Lobkowicz-palæet i Prag forkyndte udrejsen for 4.000 DDR-flygtninge til friheden.

Og så det berømte dødskys i Østberlin den 7. oktober, hvor DDR fejrede sin 40-års fødselsdag med en storstilet parade på Unter den Linden. Stats- og partichef Erich Honecker sad på en tribune ved boulevarden omgivet af alle lederne fra de kommunistiske lande i Østblokken og af lederne for de vesteuropæiske kommunistpartier. Blandt æresgæsterne var også den daværende leder af Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn.

Ingen på tribunen kunne overse, at der uden for festpladsen var store demonstrationer, som blev slået brutalt ned af politiet og militæret. Demonstrationerne var en del af månedlang bølge af demonstrationer mod styret, der var begyndt i kirkerne i Leipzig og Dresden og havde bredt sig til resten af DDR. Festens hovedperson var dog uden sammenligning Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov, som blev modtaget af Erich Honecker med det sædvanlige våde, kammeratlige kys. Gorbatjov blev mødt af taktfaste råb fra demonstranterne, der råbte: »Gorbi, Gorbi, hjælp os.« Han kendte til forholdene i DDR, og ved afrejsen sagde han de udødelige ord til Erich Honecker: »Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.«

To dage efter, den 9. oktober, demonstrerede 50.000 mennesker i Leipzig og krævede reformer, mens de taktfast råbte: »Vi er folket.« Og ugen efter endnu flere.

Resten er historie.

Grænseåbningen i Berlin den 9. november om aftenen var nok et resultat af misforståelser og vilkårlighed, men i sig bar den en nødvendighed: Kontorchef for det østtyske indenrigsministerium Gerhard Lauter har af stasichef Erich Mielke og indenrigsminister Friedrich Dickel fået til opgave at formulere et hul i den tysk-tyske grænse, så østtyskere under ordnede forhold kan rejse til Vesttyskland og tilbage igen. Forslaget til de nye rejseregler godkendes den 9. november af politbureauet, med en embargo på de nye regler til kl. 04.00 den 10. november, da Lauter har lovet sin kone at gå i teatret om aftenen.

På en efterfølgende pressekonference er det ved en fejl politbureauets førstesekretær Günter Schabowski, der skal redegøre for de nye rejseregler. Han har vel at mærke ikke deltaget i dagens møde i politbureauet og kender ikke indholdet. Han famler i sin lomme efter papiret med de nye rejseregler og får på spørgsmål fra en italiensk journalist fremstammet, at reglerne så vidt han ved træder i kraft med det samme. Ingen har tænkt på at informere grænsevagterne eller sørge for flere vagter ned til grænsen. Det hele er udslag af en stor misforståelse, men herfra kan intet holde folket tilbage og den tysk-tyske grænse er fra og med den aften gennembrudt.

Græske Lucy kom til Berlin, hun ville giftes med min italienske ven. De skændtes fra begyndelsen, således også hele aftenen og natten til den 10. november. Så da jeg ringede om morgenen for at dele begejstringen over budskabet, anede han intet om nattens hændelser. De nåede at blive gift i Athen, men ægteskabet holdt ikke længe. Christiane blev boende i Østberlin, og hun blev en god ven i de følgende år. En ny tid var begyndt.

Wolfgang Bachkönig: ’Sommer 1989 … Durch den Eisernen Vorhang in die Freiheit’. forlaget Innsalz, 745 sider.

Lykke Friis: ’Håbets Europa i 89 billeder’, Gad, 256 sider, 300 kroner.

En særlig tak til Robert Musil og hans essay ’Det hjælpeløse Europa’.

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Peter Nielsen

Rigtig spændende artikel.

Jeg er årgang 1946 og husker stadigvæk den dag i august 1961, da Berlin-muren blev rejst.
Jeg var lige så begejstret for John F. Kennedy, som de fleste jævnaldrende -
og for en 15-årig i 1961 var det komplet uforståeligt, at et styre kunne holde en hel befolkning indespærret. Det lede Stasi havde vi kun lidt bevisthed om dengang.

Mor og far havde i 1945 lært nogle tyske flygtninge at kende - og mor skrev jævnligt med især Margrethe, en kvinde fra Øst-Berlin, der vist havde passet mig, inden hun blev sendt tilbage til Tyskland. Margrethe kunne stadigvæk skrive og tale dansk, hvilket var nødvendigt, da mor ikke beherskede tysk.

I 1962 tog hele familien i bil til Berlin for at besøge Margrethe; dvs så langt kom vi aldrig - vi kunne ikke komme ind i Østtyskland uden forlods udstedt visum. Det havde mine forældre ikke lige forberedt sig på.
Jeg kan stadigvæk se mor for mig, indigneret grædende vise alle brevene fra Margrethe frem - grænsekontrollen beholdt brevbunken en halv times tid, imens vi håbefuldt ventede - så fik mor brevene retur, og vi blev officielt nægtet indrejse.

I sommeren 1968 troede man så lidt på, at Muren kunne komme ned; men blev hurtigt klogere, da Warszawapagtlandene i august 1968 kvalte Prag foråret - det tog yderligere 20 år.

Brian W. Andersen, Liselotte Paulsen, Flemming Olsen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det var en fredag, Peter og jeg sendte lokalradio fra Christianshavns Kanal (RADIO), Peter var taget til Berlin for at ringe direkte fra muren til radio programmet, men det lykkedes ikke, at komme igennem.

Den overbelastningen siger ikke så lidt, om det der kom efter murens fald, vil jeg mene.

Facebook overvågning der får DDR til at ligne et åbent og frit samfund.
Terror regime/Demokrati
1-0

“BUSINESSES THAT MAKE MONEY BY COLLECTING AND SELLING DETAILED RECORDS OF PRIVATE LIVES WERE ONCE PLAINLY DESCRIBED AS “SURVEILLANCE COMPANIES.” THEIR REBRANDING AS “SOCIAL MEDIA” IS THE MOST SUCCESSFUL DECEPTION SINCE THE DEPARTMENT OF WAR BECAME THE DEPARTMENT OF DEFENSE.”
Edward Snowden

“Long before Donald Trump declared his presidential candidacy, conservative strategist Steve Bannon sought to leverage data-driven technology to push the hearts and minds of voters toward his populist vision for America.

Former Cambridge Analytica staffers tell CNN that Bannon's vision came to fruition through their previous employer, which they described as a weapon of psychological warfare. They say that Cambridge Analytica's parent company had worked on government and military contracts that aimed to change foreign populations' behaviors, which aligned with Bannon's intentions.

Two former employees said that Bannon was personally involved in the company's early stages and that he played a direct role shaping its strategy and goals.

"This was Steve Bannon's baby," said former contractor Christopher Wylie, who described Cambridge Analytica as "Bannon's arsenal of weaponry to wage a culture war on America using military strategies."

Bannon wanted to use the sorts of aggressive messaging tactics usually reserved for geopolitical conflicts to move the US electorate further to the right, Wylie said. He had already directed a series of anti-establishment, conservative documentary films and presided over the far-right website Breitbart News, but Cambridge Analytica would mark another step in his overall ambitions to transform the nation.”
Link: https://edition.cnn.com/2018/03/30/politics/bannon-cambridge-analytica/i...

Donald Trump & Boris Johnson med hjælp fra Cambridge Analytica, Facebook og Weapons-Grade Communication Tactics’, for ikke at tale om EU-Mercosur-aftalen (såkalt frihandel) der har daglige konsekvenser.

Langt over 4000 nye brande i Amazon skoven er startet de sidste fire dage.

“The Amazon is burning, and your tiny human efforts against the climate crisis have never seemed so meagre.
We are like soccer fans in front of a TV screen at home, shouting and jumping from our seats, in a superstitious belief that this will somehow influence the outcome.”
Citat Slavoj Zizek

Verden befinder sig på randen af klimatisk undtagelsestilstand i kølvandet på global overophedning, hvor vores politiske og økonomiske magtelite fortsat er klimabenægtere, set ud fra handling på de eskalerende menneskeskabte klimaforandringer.

God weekend.

Randi Christiansen

Og murens fald blev misbrugt til at legitimere det privatkapitalistiske konkurrencesamfund. Med de katastrofale miljø-og socioøkonomiske konsekvenser vi nu befinder os midt i. De, som dengang på ruinerne af østblokken tilranede sig magten, har i ekstrem grad misforvaltet den. Derfor står vi nu på randen af den sjette og antropocæne masseudryddelse.

Og magten fortsætter sit modbydelige overgreb på mennesker og natur. Her eet af de seneste digital teknologiske vedrørende 5g : https://youtu.be/fEl-w-zxu6k

Philip B. Johnsen

PS.
Valget af Donald Trump og Brexit var demokratiske valg, der er ikke tegn på valgsvindel.

Spørgsmålet der bør rejses er, hvordan og ikke mindst ‘hvorfor’ kom, Weapons-Grade Communication Tactics udviklet til NSA og GCHQ, i brug til demokratiske valg?

Henrik Røngaard Bentzen, Erik Pedersen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Rettelse CIA ikke NSA

En flot og rørende artikel. Tak!