Læsetid: 4 min.

I 1999 gjorde Jamie Olivers drengerøvede energi madlavning sexet – og i dag er mad kunst

Mad kan sagtens være kunst. Den tunge museumskunst er i krise, de største indsigter kommer lige nu fra gastronomien. For mig startede det hele med en læspende brite, som lige nu fejrer 20-års jubilæum
For tyve år siden brød britiske Jamie Oliver igennem med sin meget afslappede og maskuline og meget lidt franske madlavningsstil.

For tyve år siden brød britiske Jamie Oliver igennem med sin meget afslappede og maskuline og meget lidt franske madlavningsstil.

Stuart Ramson

13. september 2019

Det er præcis tyve år siden, at mit 13-årige jeg sad i min mors kælder og så billedrørsfjernsyn, hvor en ung britisk fyr i kortærmet skjorte borede grabberne ind i en lammekølle.

Han maste hvidløg og rosmarin ind i kødet, mens et håndholdt kamera zoomede ind og ud på salvieblade og olivenolie.

»So what I’m gonna do …«

… sådan startede alle hans sætninger, og det han ville gøre var altid cool og sjovt, noget med at rulle frisk pastadej ud og knuse hvidløg med hænderne og kaste ting ned i en morter og bang, bang, bang!

»Wicked!«

»Amazing!«

Mad dengang var ikke, som mad er nu. Dengang var der margarine på flaske, ingen vidste, hvad pesto var, og hvis de gjorde, kunne de ikke lave det selv, og hvis de kunne, var de ikke helt normale.

Jamie Oliver, som lige nu fejrer sit 20-års jubilæum på tv (og er på forsiden af samtlige britiske aviser, fordi hans restaurantimperium er gået nedenom og hjem) var den første, der for alvor gav mig lyst til at lave mad.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Gastronomi, marketing (med branding og reklame), arkitektur og kunst har det til fælles, at de alle kan forbindes med brugen af begreber som fortællinger om vores verden, ny bevidsthed, ny sanselighed, kultur, æstetik, moderne livsform, ideologi, koncepter og performance.

Det at gastronomi, marketing, arkitektur og kunst kan forbindes med de samme begreber, og der på den måde er en række ligheder, gør ikke, at de bliver til det samme. Der må man også ind nærmere og afgrænse forskellene. Det, at der f.eks. er tale om kultur og æstetik, gør ikke, at noget så nødvendigvis også er kunst.

Gastronomi har med noget at gøre, der kan spises, arkitektur rummer på forskellige måder mennesker, og marketing drejer sig om at skabe præference for et firma og en vare og overbevise om, at firmaets produkter og varer er noget, som man skal købe.

Hvad kunst mere præcist skal eller kan, er det meget svært at afgrænse. Det er noget, der hele tiden er til forhandling hos personer, der er tilknyttet kunstens institutioner.

I gamle dage kunne man få rigtig pesto - fra Italien. Uden mælk mm. og mv.

Det kan vi vist ikke mere få? Fordi danske firmaer mm. er begyndt at lave pesto også - med skummetmælkspulver i bl.a. Noget som en rigtig italiensk husmor aldrig ville drømme om at komme i pesto....

Og en ting til:

Det nye nordiske køkken er ikke nyt nordisk køkken; det er, som jeg ser det, baseret på den finere franske måde at lave mad på - omsat til den måde, man, i det nye nordiske køkken, behandler råvarerne på: skærer dem i på den franske måde, serverer dem i på den franske måde, det nye er sådan set bare, at man bruger norden som tema, og de råvarer, der er her i orden - f.eks. serverer man et lille stykke kød på en bund af skovmos.....

Og det værste er, at alle madanmeldere i dette land falder for denne meget snobbede måde lave mad - og ikke synes at have nogen som helst respekt for den gode gamle måde at lave mad - som vor mor og mormor og farmor lavede den, maden altså!