Kommentar
Læsetid: 4 min.

I 1999 gjorde Jamie Olivers drengerøvede energi madlavning sexet – og i dag er mad kunst

Mad kan sagtens være kunst. Den tunge museumskunst er i krise, de største indsigter kommer lige nu fra gastronomien. For mig startede det hele med en læspende brite, som lige nu fejrer 20-års jubilæum
For tyve år siden brød britiske Jamie Oliver igennem med sin meget afslappede og maskuline og meget lidt franske madlavningsstil.

For tyve år siden brød britiske Jamie Oliver igennem med sin meget afslappede og maskuline og meget lidt franske madlavningsstil.

Stuart Ramson

Kultur
13. september 2019

Det er præcis tyve år siden, at mit 13-årige jeg sad i min mors kælder og så billedrørsfjernsyn, hvor en ung britisk fyr i kortærmet skjorte borede grabberne ind i en lammekølle.

Han maste hvidløg og rosmarin ind i kødet, mens et håndholdt kamera zoomede ind og ud på salvieblade og olivenolie.

»So what I’m gonna do …«

… sådan startede alle hans sætninger, og det han ville gøre var altid cool og sjovt, noget med at rulle frisk pastadej ud og knuse hvidløg med hænderne og kaste ting ned i en morter og bang, bang, bang!

»Wicked!«

»Amazing!«

Mad dengang var ikke, som mad er nu. Dengang var der margarine på flaske, ingen vidste, hvad pesto var, og hvis de gjorde, kunne de ikke lave det selv, og hvis de kunne, var de ikke helt normale.

Jamie Oliver, som lige nu fejrer sit 20-års jubilæum på tv (og er på forsiden af samtlige britiske aviser, fordi hans restaurantimperium er gået nedenom og hjem) var den første, der for alvor gav mig lyst til at lave mad.

Det var den drengerøvede laissez faire-energi, som gjorde madlavning sexet og maskulint uden at være fransk og kedeligt. Man hakkede og kastede rundt med ting, og til sidst inviterede man vennerne til risotto. Det var lige før, det blev cool at læspe.

Så jeg lærte at sige ’balsamico’ og gik på markedet i Aarhus om lørdagen og spurgte Oste Ole, om han egentlig havde 24-måneders parmesan. Og vi startede en madklub, hvor vi bagte laksetærte og lavede carbonara uden fløde.

I 1999 havde Jamie Oliver premiere på sit madlavningsprogram The Naked Chef.

Mad er kunst

I dag er mad for længst blevet gastronomi, gastronomi er blevet kunst, som måske endda er den væsentligste kunstgenre overhovedet lige nu.

Den tunge museums- og gallerikunst er i krise. Hvem tager helt alvorligt ind og ser på malerier og skulpturer, hvis de vil forstå vores moderne verden? Les beaux-arts er blevet statussymboler mere end kilder til nye indsigter. De store fortællinger om vores verden kommer andre steder fra – især fra gastronomien.

Se bare på det nye nordiske køkken og dets afstikkere. Det handler ikke bare om mad, men om en ny bevidsthed.

Om foreningen af menneske og natur, som klima- og miljøbevægelserne spejler sig i. Om en ny måde at integrere naturen i byen på. Om national stolthed med internationalt udsyn. Om en ny sanselighed, som både er visuel, social, intellektuel og smagsmæssig.

Nomas nye restaurant på Christianshavn (som BIG selvfølgelig har tegnet, og som vistnok har kostet 50 mio. at bygge) er ikke en restaurant, men en fysisk manifestation af en særlig storbyideologi. En økofutoristisk vikingeborg, hvor alle taler engelsk og ankommer på cykel. Hvor det lyse træ og de røde mursten smelter sammen med de vilde græsser og det sjældne fugleliv, og hvor der i orangerierne spirer glemte grøntsagssorter, og kokkene laver kvasividenskabelige eksperimenter med fermentering.

Noma kan ses som et kunstprojekt, der giver os fortællinger at leve på. Og René Redzepi er måske den største danske kunstner i dag.

Det er en slags progressiv nationalisme, der kombinerer det, vi var, med det vi gør. Den bruger vores kulturarv til at udvikle vores kultur, og dermed holder den os i live.

Det er en radikal fortælling om den moderne livsform i byen, som vi gerne vil tro på; om et liv bygget af surdej og cykelstier og en havn, der er så ren, at man kan dyrke østers i den. Det er en ideologi.

Man kan elske den for at være grøn og livable. Og man hade den for at være middelklasseselvfed og så designlækker, at det næsten er for meget. Men man kan ikke løbe fra, at den findes, og at den er potent.

Det er derfor, vi følger uddelingen af Michelinstjerne og The World’s 50 Best Restaurants, som var det oscaruddelinger og hylder stjernekokke som Bo Bech, René Redzepi og Rasmus Kofoed som moderne rockstjerner.

Kunstbegrebet er for længst blevet befriet fra den modernistiske illusion om, at kunsten ’bor’ i ophøjede objekter, som er udformet af store genier. Det er længe siden, at koncept- og performancekunst flyttede kunsten ud af ting og ind i mennesket.

Stor gastronomi minder om musik, og restaurantbesøg kan være totalteater. Det kan give sublime øjeblikke, hvor den spisende smelter sammen med geografien og kulturen og (bogstavelig talt) bliver ét med de principper og råvarer, som retterne bygger på.

Ikke en kunstner

Jamie Oliver er ikke kunstner, men uden ham havde jeg aldrig interesseret mig for mad. Ligesom jeg aldrig var blevet fodboldfan, hvis ikke min far havde spillet bold med mig i haven og fortalt mig om Paolo Maldini.

Jamie Oliver blev stjerne ved et tilfælde. Et tv-hold fra BBC skulle optage en udsendelse på hans arbejdsplads, The River Cafe i London, og en af producerne opdagede, at kameraet elskede den 23-årige knægt. Så de lavede en dummy til et madprogram, hvor Jamie var for nervøs til at tale direkte ind i kameraet, så han chattede bare løs med en kvindelig tilrettelægger. Det virkede.

I dag har han solgt 47 millioner kogebøger og inspireret en hel generation af mænd til at gå i køkkenet.

Den amerikanske madhistoriker Ken Albala har sagt, at det er alle hjemmekokkene, der skal have æren for, at mad kan opfattes som kunst (hvilket han i høj grad mener, det kan). Uden en bred, fælles bevidsthed om madlavning og måltid ville gastronomi ikke være en kunstart.

For mig startede det hele med den lammekølle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Var det så balsámico, du lærte at sige, eller balsamíco?

Easy peasy, cheaper than chips.

Bjarne Toft Sørensen

Gastronomi, marketing (med branding og reklame), arkitektur og kunst har det til fælles, at de alle kan forbindes med brugen af begreber som fortællinger om vores verden, ny bevidsthed, ny sanselighed, kultur, æstetik, moderne livsform, ideologi, koncepter og performance.

Det at gastronomi, marketing, arkitektur og kunst kan forbindes med de samme begreber, og der på den måde er en række ligheder, gør ikke, at de bliver til det samme. Der må man også ind nærmere og afgrænse forskellene. Det, at der f.eks. er tale om kultur og æstetik, gør ikke, at noget så nødvendigvis også er kunst.

Gastronomi har med noget at gøre, der kan spises, arkitektur rummer på forskellige måder mennesker, og marketing drejer sig om at skabe præference for et firma og en vare og overbevise om, at firmaets produkter og varer er noget, som man skal købe.

Hvad kunst mere præcist skal eller kan, er det meget svært at afgrænse. Det er noget, der hele tiden er til forhandling hos personer, der er tilknyttet kunstens institutioner.

Søren Kristensen

Når mad er kunst er der tale om madkunst, der som bekendt ikke er rigtig kunst.

Babettes gæstebud...

I gamle dage kunne man få rigtig pesto - fra Italien. Uden mælk mm. og mv.

Det kan vi vist ikke mere få? Fordi danske firmaer mm. er begyndt at lave pesto også - med skummetmælkspulver i bl.a. Noget som en rigtig italiensk husmor aldrig ville drømme om at komme i pesto....

Og en ting til:

Det nye nordiske køkken er ikke nyt nordisk køkken; det er, som jeg ser det, baseret på den finere franske måde at lave mad på - omsat til den måde, man, i det nye nordiske køkken, behandler råvarerne på: skærer dem i på den franske måde, serverer dem i på den franske måde, det nye er sådan set bare, at man bruger norden som tema, og de råvarer, der er her i orden - f.eks. serverer man et lille stykke kød på en bund af skovmos.....

Og det værste er, at alle madanmeldere i dette land falder for denne meget snobbede måde lave mad - og ikke synes at have nogen som helst respekt for den gode gamle måde at lave mad - som vor mor og mormor og farmor lavede den, maden altså!

Lise Lotte Rahbek

Tjah... om det er kunst eller ej - det bliver alligevel til møg på et tidspunkt efter at have forladt tallerkenen.