Baggrund
Læsetid: 12 min.

I 2001 skubbede litteraturfestivalen In the Making dansk lyrik ind i et nyt årtusind

Ekkoerne fra festivalen In the Making kunne mærkes overraskende steder i dansk lyrik i mange år efter, den fandt sted. Dette er anden del af Informations litteraturhistorie i det 21. århundrede. Året er 2001
Kultur
6. september 2019
Publikum ved In The Making på Glyptoteket. 

Publikum ved In The Making på Glyptoteket. 

Claus Bjørn Larsen

Aftenen den 18. august 2001 fandt den sidste store oplæsning sted ved poesifestivalen In the making, Glyptotekets store sal var helt fyldt. I dagene forinden havde en perlerække af danske forfattere optrådt på Louisiana, på Kunstakademiet og på The Lab på Vesterbro sammen med 12 inviterede digtere fra USA og Canada. Der havde været kritikersaloner og seminarer, hvor ældre digtere forholdt sig til deres yngre kollegers bøger, og hvor alt fra oversættelsens kunst, langdigtets status i amerikansk litteratur og fraværet af en tradition for homoseksuel digtning i Danmark havde været til debat.

Denne sidste aften sad der over 300 mennesker i salen. Til de mere eksklusive diskussioner havde folk måttet sidde på gulvet og i vindueskarmene i KafCaféen. Både Politiken, Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende havde trykt begejstrede reportager, uendelige interviews og diskuterende anmeldelser af alle de oversatte bøger og antologier, der var udkommet i forbindelse med festivalen. Det hele føltes som en egentlig begivenhed, også mens festivalen fandt sted, det var som et helt usandsynligt fortætningspunkt.

Nu stod en ung Niels Frank, digter, daværende rektor på Forfatterskolen, leder af den spraglede gruppe af småforlag og tidsskrifter, som havde organiseret festivalen, og bød velkommen. Han havde lige talt med en ung jysk fyr, fortalte han. Knægten ville bare sige tak, fortalte han, tak for alle arrangementerne. Den slags skete for sjældent i Danmark. Hele Esbjergs avantgarde var taget til København, havde knægten fortalt, de var der begge. Nu fik de et ordentligt skud eksperimenterende amerikansk poesi, et blæs fra en anden verden.

Den slags samtaler gjorde arbejdet meningsfuldt. Det var et lykkeligt øjeblik. Derefter fulgte oplæsningerne med amerikanske Lyn Hejinian og Keith Waldrop, med Klaus Rifbjerg, Henrik Nordbrandt, med Pia Juul, med flere endnu.

Rockkoncertlignende tilstande

In the Making var både en kulmination og en begyndelse. Festivalen blev udtænkt på baggrund af en dansk litteraturdebat og et digterisk landskab i opbrud. De tidlige firseres og de tidlige halvfemseres patosfyldte, jeg-alvorlige digtning – af sine modstandere inkarneret i Søren Ulrik Thomsen, der i slutningen af halvfemserne var en nærmest uforståeligt kontroversiel skikkelse – blev i stigende grad udfordret.

Den abstrakte, lidt indadvendte stil hos forfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Niels Lyngsø og Morten Søndergaard, der ellers havde fået store, smukke anmeldelser op gennem halvfemserne, var ikke en model, der manede til efterfølgelse. Hos dem var der for lidt hverdag, for lidt samfund, for lidt humør, alt for mange poetiske krummelurer, alt for meget højstemt billedsprog, alt for mange uironiske undersøgelser af de helt grundlæggende, filosofiske spørgsmål.

Sådan var stemningen pludselig blandt i al fald visse digtere og kritikere. Men samtidig var det uklart, præcist hvad alternativet kunne være.

Tidsskriftet og digterkollektivet Øverste Kirurgiske (i daglig tale bare ØK, Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl var vigtige medlemmer) havde i 90’ernes sidste år promoveret en vrængende, ofte parodisk og vitsbaseret lyrik. Den stil gjorde sig godt til oplæsninger, for eksempel til deres månedlige, showagtige seancer på The Lab, der fandt sted første gang i 2000, og helt bevidst brød med forestillingen om den andægtige oplæsning. I stedet drak publikum dåseøl i en baggård på Vesterbro, mens digterne teede sig vildt på scenen.

Der herskede »rockkoncertlignende tilstande med kø, bajere og iltmangel«, som Lotte Folke Kaarsholm, dengang ung freelancer på Informations kultursektion, skrev. Men for de fleste var Øverste Kirurgiske mindre overbevisende på skrift. Blandt kritikerne syntes kun Lars Bukdahl, dengang benhård fortaler for en fjottet avantgarde, egentlig at have smag for deres digte.

Forsiden på Information 2. sektion om Litteraturfestivalen illustreret af Per Marquard Otzen. For de amerikanske gæster var lyrik en nærmest hemmelig subkultur, så de var chokerede over alle de reportager og anmeldelser, der fyldte de danske aviser den 14. til 19. august. De var chokerede over omfanget af den litterære offentlighed i Danmark i 2001. 

Forsiden på Information 2. sektion om Litteraturfestivalen illustreret af Per Marquard Otzen. For de amerikanske gæster var lyrik en nærmest hemmelig subkultur, så de var chokerede over alle de reportager og anmeldelser, der fyldte de danske aviser den 14. til 19. august. De var chokerede over omfanget af den litterære offentlighed i Danmark i 2001. 

Niels Frank havde i sit virke som rektor på Forfatterskolen søgt at pege på et andet alternativ, hvor jegets og formens bevægelighed og inspirationen fra den amerikanske efterkrigsavantgarde var centrale komponenter. Den tradition fyldte i undervisningen på skolen, mens han var rektor fra 1996 til 2002. Men i den offentlige debat sandede hans indspark til i polemikker mod den eksisterende litterære tradition.

In the Making kunne fungere som en mere positiv åbning, det var i al fald tanken, et møde med andre, udenlandske traditioner og forestillinger om digtningen. Som Frank forklarede i denne avis 10. august 2001 – i et dobbeltinterview med ham og en anden af festivalens arrangører, Thomas Thurah – heller ikke dét uden polemisk brod:

»I poesien er der en konservativ bevægelse, som stadigvæk står fast på Digteren, Digtet og Skønheden, og tæt forbundet med den en formalistisk bevægelse, som uden rigtigt at diskutere betydning forholder sig meget til de tekniske omstændigheder ved digtskrivning. De to tilgange er tæt knyttede, fordi de hele tiden orienterer sig efter noget, som er ved at gå i opløsning og forsøger at redde stumperne. Og så er der en anden tilgang, som prøver at diskutere nogle nye omstændigheder, nye veje. Der minder om det, forfattere og kunstnere havde fat på i 60’erne: en fornemmelse af, at der skal omrokeres, fordi tiden er ved at møblere om på sig selv.«

Noget skulle ske. Men præcist hvad? Heller ikke i citatet ovenfor er det særlig klart, hvilken impuls dansk litteratur kunne ud få af In the Making. Reelt strittede de inviterede digtere da også i flere retninger. Canadieren Anne Carson, hvis bøger siden festivalen trofast er blevet oversat og udgivet på dansk af det lille forlag Basilisk, skrev og skriver finurlige og smukke lyriske sekvenser – serielle digte – som genskriver klassiske myter og fortællinger.

Flere andre af de deltagende amerikanere havde rødder i 50’ernes og 60’ernes New York-digtning. Her var stilen associativ, snakkesalig og stedsbunden. Udgangspunktet var et bevægeligt, men også nærmest selvbiografisk jeg, der skrev fra byrummet og hverdagen med humør snarere end patos. Der var intet digtningens særlige øjeblik, der var en skrift fra frokostpauser og om avisforsider, uden at sproget af den grund tabte terræn. Kenneth Koch, del af den oprindelige generation New York-digtere, skulle have optrådt på festivalen, men måtte i sidste øjeblik melde fra.

Men også 70’ernes og 80’ernes stærkt jegkritiske, sætningsbårne amerikanske vestkystdigtning, den såkaldte Language-poetry, var repræsenteret af Charles Bernstein og Lyn Hejinian. Og blandt de yngre, inviterede digtere havde Juliana Spahr lige udgivet det, der skulle blive et hovedværk i hendes forfatterskab, samlingen Fuck-you-aloha-I-love-you (2001). Hun brugte den eksperimenterende poesis greb til at undersøge amerikansk imperialisme og ødelæggelsen af naturen på Hawaii. Sianne Ngai, der siden hen blev akademisk superstjerne inden for de æstetiske fag, fortalte i festivalens kritiske samtaler begejstret om, hvordan grimme, mudrede følelser kunne komme til udtryk i digtningen.

Snarere end en impuls føltes In the Making som et virvar af stemmer og mulige retninger. Og så er litterære påvirkninger og deres historie både flygtige og nærmest umulige at dokumentere med nogen form for sikkerhed. Det er ikke til at vide, kort sagt, om det var denne festival, eller snarere årene på Forfatterskolen eller måske et senere møde med lignende forfattere, der inspirerede den og den unge danske digter. Alligevel er det, som om ekkoer fra festivalen dukker op overalt i de følgende års danske litteratur, og også gør det helt overraskende steder.

Et eksempel fra prosaen: Midt i en scene, hvor den rygradsløse Lasse fra Smukke biler efter krigen, Lars Frosts gennembrudsroman fra 2004, er ved at finde sammen med en polsk pige, står der for eksempel »Et tog kan skjule et andet, skriver Kenneth Koch«. Et tog kan skjule et andet var titlen på den antologi af Kochs digte, der blev udgivet i Danmark i 2001. I titeldigtet opremser Koch alle de måder, ting kan skjule hinanden på:

»Én kærlighed kan skjule en anden
Kærlighed eller den samme kærlighed
Som når ’Jeg elsker dig’ pludselig lyder hult, og man opdager, at
Den dybere kærlighed står og tøver bagved«, som der står undervejs.

I Frosts bog er det så den mutte polske pige, der viser sig at have både »den medicinstuderende pige« og »den amerikanske pige« gemt i sig. Senere erklærer Lasses noget anløbne ven Thor imidlertid, at et vi kan skjule et jeg, og at man derfor aldrig kan vide, om folk er moralske eller hykleriske. Forestillingen om jegets og følelsernes bevægelighed, så central for New Yorker-digterne, føres af Frost i uventede, tvetydige retninger.

De nye sætninger

Og i lyrikken? Adspurgt i dag peger Niels Frank på, hvordan der i årene efter 2001 var en fornyet interesse for det serielle digt og det lange digt i dansk litteratur. Det så man hos digtere som Ursula Andkjær Olsen og Martin Glaz Serup, mener han. Derudover blev der etableret masser af venskaber og korrespondancer hen over Atlanten. Men måske er det især forestillingen om sætningen som kompositorisk enhed – en forestilling, der gennemstrømmede den amerikanske Language-poetry, og som egentlig ikke havde noget sidestykke i den europæiske tradition – som satte spor.

Stilen fik endda et navn, »den nye sætning«. I stedet for at forestille sig en tekst som noget, der samlede sig rundt om et (eventuelt bevægeligt) jeg eller rundt om ekstravagante metaforer og andre sproglige bravurnumre, så søgte digtere som Ron Silliman og Lyn Hejinian at skrive på en måde, hvor den enkelte sætning kunne synes nærmest tilforladelig. Ofte var de mest eksempler, sætningerne, på socialt kontamineret hverdagssprog. Men samtidig skulle afstanden mellem dem være så stor som mulig. Punktummet skulle være som en afgrund. Målet var ikke at lade sætningerne danne et vindue ind til en bestemt situation eller fortælling. Det var i stedet at skabe det størst mulige betydningsmæssige spring i bevægelsen fra sætning til sætning.

Den amerikanske forfatter Anne Carson på Glyptoteket under festivalen.

Den amerikanske forfatter Anne Carson på Glyptoteket under festivalen.

Niels Hougaard

Resultatet var digte, hvor udsigelsespunktet konstant forskød sig, og hvor de personlige pronominer – jeg, du, han, hun, det – hele tiden pegede i nye retninger. I de forkerte hænder førte det også til massive blokke af ulæselighed. Men i sit hovedværk My Life fra 1985, der udkom i dansk oversættelse op til In the Making, skabte Lyn Hejinian en virkelig smuk prosalyrik ud af denne særlige stil. Hun omdannede forestillingen om den enkelte individs unikke og kontinuerlige livsbue til et nærmest anonymt felt af sætnings- og stemningsglimt:

»Zebraerne var på ingen måde som heste og kunne ikke bruges som substitut i denne fortælling om Afrika. Enhver fotograf vil sige det samme. Derfor en mangel, ikke på autenticitet, men på virkelighed. Hvorfor skulle disse folk skrive til hinanden. Det er sandt, at der er tidspunkter, hvor det er pinligt at komme fra Californien. Det sene eftermiddagslys, som min mor altid kaldte ’baglys’, mildnede de grønne farver med blå og grå. Jeg er kun ude efter kendsgerninger. Man kan godt spise pandekager til aftensmad.«

Det er svært ikke at høre et ekko af Hejinian i de prosadigte, en række forfattere knyttet til det lille forlag Basilisk – Majse Aymo-Boot, Peter Højrup og René Jean Jensen – skrev og udgav op gennem 00’erne. Også hos dem blev linjeskift erstattet af sætningsmusik. Deres tekster, som på overfladen syntes helt abstrakte, legede ved nærmere eftersyn virtuost med de faste vendingers klicheer. Igen og igen udstillede teksterne alles, deriblandt forfatternes, drøm om at være et særligt individ. Her fra René Jean Jensens Om april, i maj fra 2010:

»Glem det i en eller anden forstand. Så længe du ikke kan så meget andet end reglerne, går det nok. Den mest konkurrencedygtige taber. Findes kun i Norge og kun i Sverige og nu også kun i Danmark. Det virker troværdigt, at jeg ikke omskaber og udsmykker en anelse, men står ved den. Med al mangel på respekt, siger direktøren, jeg er fantastisk god til det her direktørarbejde. Øjet sidder skævt på min terning. Endnu en vits om skatten, vi kan gnubbe rygge med. Han ved mere om månen, end han tror.«

Grebet findes også i Lars Skinnebachs gennembrudsbog I morgen findes systemerne igen fra 2004, selv om tonefaldet dér er et helt, helt andet. Også Skinnebach springer vildt fra sætning til sætning. Det enkelte digt forsøger ikke længere at indfange jegets anelse af noget større og følger heller ikke dets muntre bevægelighed. I stedet fungerer de som felter af strittende, hidsige udråb, der kommer snart fra et sted, snart fra et andet.

Tef-mux, naf-johj

For de amerikanske digtere, der kom på besøg i Danmark, var det mest fremmedartede selvfølgelig noget andet. Faktisk var det to ting, som hang sammen. Den første var den måde, hvorpå de danske arrangører og digtere med den største naturlighed tænkte på dansk litteratur som et felt, der kunne overskues, og hvor alle ligesom forholdt sig til hinanden. De amerikanske besøgende tænkte lyrikkens tradition mere regionalt. Amerikanerne tænkte knap nok amerikansk litteratur i ental. Der var for mange skoledannelser og stilarter, for mange forskellige centre, der sameksisterede uden at kere sig synderligt om hinanden, til at det gav mening.

Den anden overraskelse var den mængde opmærksomhed, In the Making fik i den danske presse. For de amerikanske gæster var lyrik en nærmest hemmelig subkultur. Allerede dengang levede amerikansk samtidslyrik sit eget liv uden for de store forlags, avisernes eller bare de større tidsskrifters cirkulation. Især de yngre amerikanske deltagere gjorde det klart, at de mest forestillede sig at blive læst af andre digtere. Så de var nærmest chokerede over alle de reportager og anmeldelser, der fyldte de danske aviser den 14. til 19. august. De var chokerede over omfanget af den litterære offentlighed i Danmark i 2001.

Det chok deler man, egentlig, når man læser de gamle artikler i dag. Jo, de udsendte reportere ironiserer en del over det litterære miljø og deres diskussioner. Reporterne er, virker det til, lige så interesserede i at skrive om fnidder mellem danske forfattere som de er i de mange gæster fra udlandet. Men der er også en nysgerrig vilje til at formidle radikalt mærkelige bøger, oplæsninger og diskussioner videre til læserne, og der er plads i spalterne, simpelthen, til at dække både oplæsninger og litteraturdebat. Her skriver Jens Andersen, dengang kritiker på Berlingske Tidende, fra festivalens åbning 14. august 2001:

»Charles Bernstein, 51-årig amerikaner fra New York, lukker Glyptoteket med en af de mest underholdende litteraturoptrædener, jeg længe har set. Også han formår at overstråle den samlede kraft i sine digte med sin formidable evne til at levendegøre sprogs iboende rytmer og klange, selv om vi ikke fatter en lyd af indholdet:

’Tef-mux/ Naf-johj/ Nuvjis-vun vu-vmimótmi/ Vu jùnië-vu zi-’

Tro mig, det lyder helt fantastisk, og hvor gad jeg godt bo i et land, hvor man taler så smukt og intenst.«

Der er stadig masser af ambitiøse litteraturfestivaler i Danmark. Louisiana Literature går sin veldesignede sejrsgang hvert år. Men In the Making ramte et sjældent punkt, hvor eksperimentet og undergrunden for et kort øjeblik overtog hele scenen. Den lod Esbjergs og Amerikas avantgarder møde hinanden og skubbede dansk lyrik ind i et nyt årtusind.

Se filmen bag litteraturfestivalen In the making

Den anden del af Informations serie om dansk litteratur efter år 2000 handler om litteraturfestivalen In the making og festivalens og de medvirkende amerikanske digteres indflydelse på dansk litteratur i årene efter. Festivalen fandt sted i København i august 2001. I april samme år var Lars Movin, Niels Plenge og Thomas Thurah i New York for at lave en film om det miljø, som mange af de amerikanske digtere enten tilhørte eller var inspireret af. Miljøet eller måske snarere den løse gruppering af digtere med tråde tilbage til 1950’erne er blevet kendt under navnet The New York School of Poets.

Læs mere og se filmen her.

Tue Andersen Nexø var i 2001 medarrangør af In the Making. Han redigerede blandt andet antologien ’Amerikanske billeder’ sammen med Niels Frank og Thomas Thurah.

I artiklen henvises der til:
Jens Andersen: Poesiens Palads«. Berlingske Tidende, 16. august 2001
Lotte Folke Kaarsholm: »Arrangørerne: Når dørene åbnes«. Information, i2, side 8, 10. august 2001
Lotte Folke Kaarsholm: »Vitslyrik«. Information, i2, side 2, 31. august 2001
Niels Frank: Den anden tradition. I Alt andet er løgn. Gyldendal 2007
Lars Frost: Smukke biler efter krigen, side 157
Lyn Hejinian: Mit liv (citatet er fra side 73)
Rene Jean Jensen: Om april, i maj
Kenneth Koch: Et tog kan skjule et andet og andre digte (citatet er fra side 17)
Marianne Stidsen: »Som pålægget i en sexsandwich’. Amerikanske spor i dansk samtidslyrik.«
Telefonsamtale med Niels Frank 2. august 2019

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Snarere end en impuls føltes In the Making som et virvar af stemmer og mulige retninger. Og så er litterære påvirkninger og deres historie både flygtige og nærmest umulige at dokumentere med nogen form for sikkerhed. Det er ikke til at vide, kort sagt, om det var denne festival, eller snarere årene på Forfatterskolen eller måske et senere møde med lignende forfattere, der inspirerede den og den unge danske digter”.

Med det citerede mangler en anerkendelse af, at In the Making, på forskellige måder, var udtryk for en række tendenser i digtningen i Danmark i forhold til, hvad der hidtil var blevet betragtet som nyskabende og toneangivende, og hvad der i fremtiden ville blive det.

Det er jo ellers meget fint afspejlet ved perspektivet og eksemplerne i artiklen undervejs, men det er åbenbart kun noget, der må antydes (ret så tydeligt), og ikke må formuleres direkte.

Nogle eksempler:

Når der inviteres 12 digtere fra USA og Canada, så må det jo være fordi, at arrangørerne mener, at det er derfra, man skal hente sin inspiration, og at man ret klart ved, hvori denne inspiration består.

Og når der direkte står:

”Niels Frank havde i sit virke som rektor på Forfatterskolen søgt at pege på et andet alternativ, hvor jegets og formens bevægelighed og inspirationen fra den amerikanske efterkrigsavantgarde var centrale komponenter. Den tradition fyldte i undervisningen på skolen, mens han var rektor fra 1996 til 2002”.

Så var det vel det, som det bl.a. drejede sig om på festivalen, og som det også i høj grad kom til at dreje sig om i den nyskabende og toneangivende poesi efter 2001.

Når Niels Frank i det nævnte interview med Information d. 10. august stiller to bevægelser i digtningen op over for hinanden (hvor hans egen præference er klar), så svarer det vel i store træk til de to paradigmer, som også Peter Stein Larsen overordnet set skelner mellem i ”Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000”, Syddansk Universitetsforlag, 2009. Det, der kan kaldes for henholdsvis et centrallyrisk og et interaktionslyrisk paradigme.

Det centrallyriske paradigme defineres således:

”Centrallyrik definerer jeg som monologiske tekster, i hvilke et poetisk subjekts stemme forlenes med en høj grad af autoritet og autenticitet, og i hvilke dette digteriske subjekt figurerer som det entydige centrum i et poetisk univers, hvor alle betydningselementer er samstemte. Som værker har centrallyriske tekster et karakteristisk helhedspræg og i stilistisk henseende en høj grad af homogenitet. Et nøgleord for den centrallyriske strategi er beherskelse” (10).

Det interaktionslyriske paradigme således:

”I opposition til centrallyrikken står tekster, hvor det poetiske subjekts autoritet og den monologiske udsigelse er anfægtet. Her er der tale om en stilistisk og genremæssig heterogenitet, der betegner et opgør med den beherskelsesnorm, som vi finder inden for centrallyrikken. Det ofte anarkistiske og kaotiske i kompositionel forstand bevirker desuden, at sådanne tekster sjældent er klart afgrænsede som værker. ----. Når betegnelsen `interaktion´ bruges, skyldes det, at det essentielle ved denne poesi er, at udsigelsesinstansen ---- står i et interaktionsforhold til og er påvirket af andre sociale kontekster og andre udsigelsesinstanser, der dermed sætter deres præg i den poetiske stil” (11).

Med hensyn til Niels Franks egen udvikling som digter, fremgår den bl.a. ved det skift, der sker fra digtsamlingen Genfortryllelsen (1988) og til Tabernakel (1996), og som den fremgår af ”Yucatán. Essays og andre forsøg” (1993). De drejer sig om hans eget kunstsyn, men afspejlet i andre kunstneres arbejde af forskellig art, hvor han skriver sig frem mod sin egen position.

Nogle af de nævnte ”Essays og andre forsøg” peger bagud og andre fremad, og som sådan afspejler de det skift, der sker i hans kunst, og som også kommer til at præge hans virke på Forfatterskolen.

Palle Andkjær Olsen og Lone Wienberg Hansen anbefalede denne kommentar