Læsetid: 12 min.

I 2001 skubbede litteraturfestivalen In the Making dansk lyrik ind i et nyt årtusind

Ekkoerne fra festivalen In the Making kunne mærkes overraskende steder i dansk lyrik i mange år efter, den fandt sted. Dette er anden del af Informations litteraturhistorie i det 21. århundrede. Året er 2001
Publikum ved In The Making på Glyptoteket. 

Publikum ved In The Making på Glyptoteket. 

Claus Bjørn Larsen

6. september 2019

Aftenen den 18. august 2001 fandt den sidste store oplæsning sted ved poesifestivalen In the making, Glyptotekets store sal var helt fyldt. I dagene forinden havde en perlerække af danske forfattere optrådt på Louisiana, på Kunstakademiet og på The Lab på Vesterbro sammen med 12 inviterede digtere fra USA og Canada. Der havde været kritikersaloner og seminarer, hvor ældre digtere forholdt sig til deres yngre kollegers bøger, og hvor alt fra oversættelsens kunst, langdigtets status i amerikansk litteratur og fraværet af en tradition for homoseksuel digtning i Danmark havde været til debat.

Denne sidste aften sad der over 300 mennesker i salen. Til de mere eksklusive diskussioner havde folk måttet sidde på gulvet og i vindueskarmene i KafCaféen. Både Politiken, Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende havde trykt begejstrede reportager, uendelige interviews og diskuterende anmeldelser af alle de oversatte bøger og antologier, der var udkommet i forbindelse med festivalen. Det hele føltes som en egentlig begivenhed, også mens festivalen fandt sted, det var som et helt usandsynligt fortætningspunkt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Snarere end en impuls føltes In the Making som et virvar af stemmer og mulige retninger. Og så er litterære påvirkninger og deres historie både flygtige og nærmest umulige at dokumentere med nogen form for sikkerhed. Det er ikke til at vide, kort sagt, om det var denne festival, eller snarere årene på Forfatterskolen eller måske et senere møde med lignende forfattere, der inspirerede den og den unge danske digter”.

Med det citerede mangler en anerkendelse af, at In the Making, på forskellige måder, var udtryk for en række tendenser i digtningen i Danmark i forhold til, hvad der hidtil var blevet betragtet som nyskabende og toneangivende, og hvad der i fremtiden ville blive det.

Det er jo ellers meget fint afspejlet ved perspektivet og eksemplerne i artiklen undervejs, men det er åbenbart kun noget, der må antydes (ret så tydeligt), og ikke må formuleres direkte.

Nogle eksempler:

Når der inviteres 12 digtere fra USA og Canada, så må det jo være fordi, at arrangørerne mener, at det er derfra, man skal hente sin inspiration, og at man ret klart ved, hvori denne inspiration består.

Og når der direkte står:

”Niels Frank havde i sit virke som rektor på Forfatterskolen søgt at pege på et andet alternativ, hvor jegets og formens bevægelighed og inspirationen fra den amerikanske efterkrigsavantgarde var centrale komponenter. Den tradition fyldte i undervisningen på skolen, mens han var rektor fra 1996 til 2002”.

Så var det vel det, som det bl.a. drejede sig om på festivalen, og som det også i høj grad kom til at dreje sig om i den nyskabende og toneangivende poesi efter 2001.

Når Niels Frank i det nævnte interview med Information d. 10. august stiller to bevægelser i digtningen op over for hinanden (hvor hans egen præference er klar), så svarer det vel i store træk til de to paradigmer, som også Peter Stein Larsen overordnet set skelner mellem i ”Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000”, Syddansk Universitetsforlag, 2009. Det, der kan kaldes for henholdsvis et centrallyrisk og et interaktionslyrisk paradigme.

Det centrallyriske paradigme defineres således:

”Centrallyrik definerer jeg som monologiske tekster, i hvilke et poetisk subjekts stemme forlenes med en høj grad af autoritet og autenticitet, og i hvilke dette digteriske subjekt figurerer som det entydige centrum i et poetisk univers, hvor alle betydningselementer er samstemte. Som værker har centrallyriske tekster et karakteristisk helhedspræg og i stilistisk henseende en høj grad af homogenitet. Et nøgleord for den centrallyriske strategi er beherskelse” (10).

Det interaktionslyriske paradigme således:

”I opposition til centrallyrikken står tekster, hvor det poetiske subjekts autoritet og den monologiske udsigelse er anfægtet. Her er der tale om en stilistisk og genremæssig heterogenitet, der betegner et opgør med den beherskelsesnorm, som vi finder inden for centrallyrikken. Det ofte anarkistiske og kaotiske i kompositionel forstand bevirker desuden, at sådanne tekster sjældent er klart afgrænsede som værker. ----. Når betegnelsen `interaktion´ bruges, skyldes det, at det essentielle ved denne poesi er, at udsigelsesinstansen ---- står i et interaktionsforhold til og er påvirket af andre sociale kontekster og andre udsigelsesinstanser, der dermed sætter deres præg i den poetiske stil” (11).

Med hensyn til Niels Franks egen udvikling som digter, fremgår den bl.a. ved det skift, der sker fra digtsamlingen Genfortryllelsen (1988) og til Tabernakel (1996), og som den fremgår af ”Yucatán. Essays og andre forsøg” (1993). De drejer sig om hans eget kunstsyn, men afspejlet i andre kunstneres arbejde af forskellig art, hvor han skriver sig frem mod sin egen position.

Nogle af de nævnte ”Essays og andre forsøg” peger bagud og andre fremad, og som sådan afspejler de det skift, der sker i hans kunst, og som også kommer til at præge hans virke på Forfatterskolen.

Palle Andkjær Olsen og Lone Wienberg Hansen anbefalede denne kommentar