Læsetid: 13 min.

I 2003 begyndte sproget at lyde som en ødelagt båndoptager

Forfatteren Lars Skinnebach læser sine digte op på en hidtil uhørt måde. Som en stukket gris. Året er 2003
Digterkollektivet Øverste Kirurgiske.

Digterkollektivet Øverste Kirurgiske.

Simon Knudsen

20. september 2019

På et tidspunkt i løbet af 2003 begyndte digteren Lars Skinnebach at læse op på en ny, sær måde. Den første gang kan ikke længere udpeges med sikkerhed. I sin anmeldelse af Skinnebach digtsamling I morgen findes systemerne igen skrev Lars Bukdahl i Weekendavisen den 7. april 2004, at Skinnebach til en oplæsning i Galleri Asbæk det forrige efterår havde »kløjes kært« i sine digtes »heftige overdrive«, selv husker digteren mest at være intenst nervøs.

Nærmere kommer vi det ikke. Nye ord krævede åbenbart en ny mundtlig stil, i dette tilfælde en stil, der passede til den blanding af intimitet og aggression – af voldsomme politiske udladninger og statsinficeret idyl – der prægede de nye digtes sprængte udsagn og sætninger. I al fald læste Skinnebach de følgende år sine digte op, som om han var en ødelagt båndoptager.

Snart skreg han dem frem i dobbelt tempo, snart snøvlede han alt for langsomt af sted. Hver andet »i« blev råbt i anstrengt, høj falset, som om det blev spillet på et ødelagt blæseinstrument, eller som om Skinnebach ville efterligne en stukket gris.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen fremhæver fint betydningen af det flertydige i de nye former for digte i datiden, særligt det uafgørligt flertydige og modsætningsfyldte hos Skinnebach, hvor oplæsningerne markerede en anden måde at tænke forbindelsen mellem skriften, selvet og stemmen.

Som det fremhæves, skulle alle dele kunne stå for sig selv, samtidig med at de var dele af et større udtryk, hvor der ikke var tale om show og teater, men om inspiration fra lydkunst og eksperimenterende musik.

Værket er nu som sådan stadig digtet og digtsamlingen i bogform, men også så meget mere end det. I en vis forstand bliver begivenheden det, som binder værket sammen, som proces og produkt.

Som sådan var bruddet med fimsen total, som den tidligere kom til udtryk i oplæsningsformater, der var præget af vel især romantisk og symbolistisk præget digtning.

Der er paralleller til vores egen tids mere jegstærke og selvbiografisk – bekendende former, hvor også digterens stemme, krop og tekst smelter sammen for øjnene af publikum, men der er også forskelle, som kommer til udtryk i en ny form for fims.

Hvor Skinnebach i sin praktisering af værket indgår som en form for redskab eller værktøj, ændres fokus på en helt andet måde i praktiseringen af den jegstærke og selvbiografisk – bekendende digtning.

I det rum, hvor man kan møde den krop og det liv, som digtene også handler om, får digteren som person (reelt snarere persona), en helt ny betydning i værket, i forhold til proces og produkt, en betydning så stor, at man umiddelbart kan opleve digteren som værket (i hvert fald i mediernes præsentation).

De øvrige dele af værket bliver i høj grad en form for dokumentation af digterens aristoteliske etos, hvor digteren som semi – religiøs skikkelse overbeviser publikum om sin egen fortræffelighed i bekendelsen af sin ufuldkommenhed og sin status som systemernes offer.

På mange måder bliver kunstneren igen en skikkelse, der på romantisk vis skal repræsentere det ægte og det autentiske i en ond verden. Sådan som vi også kender det fra store dele af populærkulturen.

Morten Hjerl-Hansen

Sensibiliteten i forhold til samtidens litteraturbrydninger og litteraturkampe må styrkes

Åndelige kampe er som regel religionskampe. Vi lever i en åndløs tid, så det kan være svært at se.

Jeg kan godt se det.

En åndelig kamp mellem forskellige forfattere er karakteriseret ved at man via sin skrift forholder sig eksistentielt tolkende, udlæggende til nutidens platte mantra:

Man er selvfølgelig ikke religiøs.

Det er dumt at overse ØK digtningens aktualitet i dag. Mange forfattere fra nullerne gik kløjs i selvforholdet gennem en ukritisk idealisering af selvkendskab og ti'ernes forfattere gik kløjs i det samme gennem at være selvcentrerede. Det er ulykkelige tendenser. Det er ydrestyring.

Læs mere…