I 2003 begyndte sproget at lyde som en ødelagt båndoptager

På et tidspunkt i løbet af 2003 begyndte digteren Lars Skinnebach at læse op på en ny, sær måde. Den første gang kan ikke længere udpeges med sikkerhed. I sin anmeldelse af Skinnebach digtsamling I morgen findes systemerne igen skrev Lars Bukdahl i Weekendavisen den 7. april 2004, at Skinnebach til en oplæsning i Galleri Asbæk det forrige efterår havde »kløjes kært« i sine digtes »heftige overdrive«, selv husker digteren mest at være intenst nervøs.

Nærmere kommer vi det ikke. Nye ord krævede åbenbart en ny mundtlig stil, i dette tilfælde en stil, der passede til den blanding af intimitet og aggression – af voldsomme politiske udladninger og statsinficeret idyl – der prægede de nye digtes sprængte udsagn og sætninger. I al fald læste Skinnebach de følgende år sine digte op, som om han var en ødelagt båndoptager.

Snart skreg han dem frem i dobbelt tempo, snart snøvlede han alt for langsomt af sted. Hver andet »i« blev råbt i anstrengt, høj falset, som om det blev spillet på et ødelagt blæseinstrument, eller som om Skinnebach ville efterligne en stukket gris.

»Der er så mange følelser der søger asyl i min krop
nu ønsker jeg mig lidt mere demokrati« kunne han læse, så det sidste »i« næsten gjorde ondt i ørerne.

Ved de oplæsninger var det, som om Skinnebach ikke længere læste sine digte højt, men snarere lod sig overtage af dem, lod deres vilde spring og udråb slide sine stemmebånd ud i helt mærkelige afkroge.

Oplæsningerne markerede en anden måde at tænke forbindelsen mellem skriften, selvet og stemmen. Det var en vild, uhørt oplevelse at overvære, alt for meget og alligevel svært at afvise. Det var helt ulig den inderlige, rytmiske patos, en ældre digter, som Pia Tafdrup læste op med, men det var heller ikke som de legende eksperimenter, den endnu ældre Per Højholt i tresserne og halvfjerdserne havde forfinet, mens han arbejdede på at gøre oplæsningen til et uforudsigeligt show.

Her skete noget nyt. Men samtidig var Skinnebachs digte og stemmeføring typiske for litteraturen i midten af nullerne. De var varianter af et opbrud, der både fandt sted i lyrikken og på oplæsningsscenen i Danmark i de år. Lad os tage ordene først og se på stemmerne bagefter.

En bevægelse væk fra lyrikkens ensomme jeg

To vigtige digtsamlinger i 2003 var Ursula Andkjær Olsens Atlas over huller i verden og Lone Hørslevs Ærgerligt, ærgerligt. De gjorde begge op med forestillingen om digtet som et sted, hvor en ensom, reflekterende og stemningsfuld bevidsthed kunne komme til orde. I stedet er bøgernes digte flerstemmige, men de er det på meget forskellige måder.

Faktisk kan man godt overse flerstemmigheden hos Hørslev. Digtene i Ærgerligt, ærgerligt er først og fremmest charmerende og hverdagslige, fulde af bittersøde formuleringer om nye forelskelser, IKEA og køleskabe.

I midten står et forfjamsket jeg, hvis stemme imidlertid hele tiden afbrydes af – og også taler til – andre stemmer, der på en utroligt genkendelig måde summer rundt omkring det. Så bryder kærestens eller morens stemme ind i digtene, så bryder Disney Channel eller radioen eller Billed-Bladet eller kronprins Frederiks stemme ind.

»Bor der mange grønlændere her?
spørger tv-montøren og pakker ledningerne ud,« sådan kan et digt begynde.

Jeget optræder ikke i splendid ensomhed, men er i stadig forbindelse – i samtale – med en regelret snakkesalig hverdag.

Den musikvidenskabeligt uddannede Andkjær Olsens mere abstrakte, legende langdigte ser helt anderledes ud. Her er der ikke ét jeg i centrum, rundt om hvilket bogens andre stemmer drejer. Atlas over huller i verden føles snarere som et kor, hvor forskellige stemmer dukker op og synger med undervejs, nærmest uden forankring i en verden uden for sproget. De udfolder replikskifter, stemmerne, hvis grundlag snarere er ordspil og filosofiske brandere end et fælles liv i lejlighedsopgange og frisørsaloner.

»Der er stemmer i verden,« begynder bogens første digt og fortsætter:

»Jeg er mig jeg
aer mig blødt
med min
hårdeste hånd.«

»Du skal sænke hovedet
min blomst og
flaget.«

»Jeg er en anden.«

»Vi vil ikke være med mere,«

Indtil det slutter med en erklæring om, at »det drejer sig om en musik for kor, i hvilken den enkelte stemmes særheder indimellem drukner. Eller det bliver en meget sær musik. Eller det sære er, at de drukner.«

Helt forskellige udtryk, altså, som mest deler en bevægelse væk fra lyrikkens ensomme jeg. Men de deler også noget andet: Hørslev og Andkjær Olsen digter på måder, hvor replikskiftet er centralt.

Sådan er det ikke i Skinnebachs I morgen findes systemerne igen, der udkom i foråret 2004, der er flerstemmigheden på en tredje måde. Faktisk taler hans digte lige så meget i flere tonefald, gerne på én gang, som om de taler med flere stemmer. Med deres brug af spørgsmål og bydeform taler de gerne meget direkte til læseren, imens de i deres smukke sætninger flimrer mellem arrogant nedladenhed, impotent, desillusioneret vrede, vrængende sentimentalitet, følelsen af at være ydmyget af verden og en genuin og fortvivlet ømhed.

Lars Skinnebach.

Sif Meincke

Sådan her begynder et af bogens 21 digte, hvor jeget måske, måske ikke er på krydstogt:

»At følge vores natur i de gamle kolonier. Senere fik vi drinks
på dækket og natten var en ukendt bedøvelse. Vil du med?
Du skulle have været der. Så tog vi hjem. Mennesket
er en svulst der først nu begynder at forstå
den er en sygdom. Tænk dig om. Igen? Nej, tænk dig nu om
Tak for arrogant betjening. Hvad er der at sige efter det?
At mit sind er legesygt i dag.«

Som man kan se, bobler digtet nærmest over af stemninger, der peger i snart en, snart en anden retning, hvilket ikke forhindrer digtet i at ende med udsagnene:

»Ethvert følelsesudbrud er en degradering af følelsen
Du vil ikke være evigt til grin.«

Det er, som om digtene altid er i gang med at afvise det, de selv er i gang med at sige, som om de altid føler sig medskyldige i det, de gerne vil kritisere.

»De tager pis på dig
digterne når de siger at talentet er en særlig egenskab,« som der står i en af bogens sidste tekster.

Ikke underligt, at Skinnebach endte med vride sin stemme af led, når han skulle finde en måde at læse sine tekster op på.

Bruddet med fimsen var total

Også på oplæsningsscenen var der opbrud. Poetry Slam, disse konkurrencer, hvor forfattere performede deres tekster for et publikum, der straks efter gav dem karakterer, så man kunne finde en vinder – »den bedste« – var kommet til Danmark fra USA i efteråret ’99. Som fænomen havde det en heftig opblomstring i 2000 og 2001, men forsvandt derefter ned i sin egen undergrund, uden forbindelser til og nærmest uden at sætte sig spor i resten af dansk litteratur.

Scenen var tænkt som et opgør med den litterære fims, illustreret af halvfemsernes store oplæsninger på Glyptoteket. I stedet ville man dyrke det intense, mundtlige nærvær og oplæsningen som et socialt møde. Man ville udvide, hvad litteratur kunne være, og hvordan den kunne opføre sig, men endte lynhurtigt med at blive fanget i sine egne konventioner. Sådan fortæller Adam Drewes, nordisk slammester i 2001, i al fald historien i sin mastodontbog Radio fra 2013.

Oplæsningsstedet The Lab på Vesterbro i København var mere levedygtigt. Fra 2000 holdt digterkollektivet Øverste Kirurgiske oplæsninger dér sidste torsdag hver måned, men sikrede sig først og fremmest, at stemningen var uhøjtidelig og inkluderende. Alle slags forfattere optrådte, med mange forskellige måder at læse op på. Dog var to faste skikkelser fra kollektivet, Thomas Krogsbøl og Jens Blendstrup, faste afsluttere, inden publikum gik videre i byen.

Mens Krogsbøl hypermonotont drævede sig gennem sine ekstremt lange sæt – ikke uden en vis irritation hos publikum, men det var vist pointen – så lavede Blendstrup hver gang et vildt show. I hans rablende, overgearede, exceptionelt morsomme optrædener blev opfindsomheden ligesom presset frem af stadigt mere heftige grynt og udråb.

Blendstrup læste en ny tekst op hver gang. Sådan var princippet og havde været det siden han som gymnasieelev havde lavet litterære shows med sin barndomsven, kritikeren og digteren Lars Bukdahl. Derfra kom også idealet om en energi, hvor nye situationer og roller hele tiden skulle afsløre sig, og hvor Blendstrup pludselig løb rundt med styrthjelm på eller insisterede på at bære »digterburka« på scenen. Sådan var det nemlig også til ØK’s oplæsninger, de kunne være båret af farceagtige skikkelser.

I en artikel i Information, »Vi kom for sent til firserne« fra d. 21. november 2003, fortalte Niels Ivar Larsen, impresario til oplæsningerne, og Thomas Krogsbøl om stedets performere:

»Thomas: ’Banjospilleren Kaj Christian Tofte torturerede sig selv, mens han spillede med bar overkrop. Banjoen havde han fæstnet med noget gaffatape, tror jeg … Han er også fugletegner i Malmø.’

Niels Ivar: ’Berit Nørgaard genfortalte Pretty Woman på jysk på video. Det var et godt nummer.’

Thomas: ’Som om det var en selvoplevet historie vel at mærke.’«

Det er svært at komme meget længere væk fra halvfemsernes andægtige oplæsninger, hvor ordene langsomt og tydeligt blev udtalt i stille, alvorlige lokaler. Bruddet med fimsen var total. The Lab blev fra første færd en regelret institution, uden tvivl det vigtigste oplæsningssted i nullernes danske litteratur. Dér kunne skikkelser som Klaus Rifbjerg, Janina Katz, Pia Tafdrup og Niels Lyngsø dele plakat med, som man kan se, en eksperimenterende banjospiller.

Dengang virkede poetry slam historieløst

Alligevel er det svært at se nogen dybere forbindelse mellem Øverste Kirurgiskes oplæsninger og Lars Skinnebachs praksis. Hos ham var der ingen gakket mangfoldighed, der var et intenst – og ikke specielt muntert – arbejde med stemmens fysiske muligheder. Hvor kom den stil fra? Vi spørger digteren selv. Skinnebach fortæller over telefonen, september 2019, om sine oplæsninger:

»Jeg ville gerne tænke oplæsningen som en selvstændig genre. Dengang blev digte enten læst op af skuespillere, de læste enormt indfølende op, dem grinede vi alle sammen af. Eller også læste man bare op som generationen før. Men jeg ville gentænke alle dele af digtet, også den måde, jeg læste op. Alle dele skulle kunne stå for sig selv, men samtidig være dele af et større udtryk. Det skulle ikke være neutralt eller uovervejet.«

»I begyndelsen af nullerne var der selvfølgelig poetry slam og også scenen på The Lab. Men dengang syntes jeg ikke deres tekster var særligt gode, og det virkede også historieløst – i dag tænker jeg, at de var med til at udvide det poetiske rum, og at en skikkelse som Jens Blendstrup var i dialog med revygenren, men dengang tog jeg afstand fra det. Det lå også i forlængelse af Per Højholt, tænkte jeg, og ham var jeg ikke optaget af.«

– Hvorfor ikke?

»Jeg har altid syntes, han skrev så overfladisk. Alt for idébaseret. Nærværet i sætningerne er der ikke, og hans plade, Turbo, den kunne jeg ikke snuppe. Den var så kedelig og fortærsket, den forskubbede bare den borgerlige smag.«

– Hvad inspirerede dig så?

»Altså, mange ting. Jeg arbejdede på Museet på Samtidskunst i Roskilde, da jeg gik i gymnasiet. Der har de et enormt arkiv over lydkunst fra det tyvende århundrede, som jeg lyttede meget til. Og i slutningen af halvfemserne åbnede hjemmesiden ubuweb.com. Der var et kæmpe arkiv af oplæsninger, så kunne man høre gamle dadaister som Kurt Schwitters og Tristan Tzara læse op. Der var også optagelser af eskimoisk strubesang. Pludselig kunne man have et forhold til oplæsningen som historisk tradition.«

»Jeg var meget optaget af Steve Reichs lydstykke It’s gonna rain, da jeg skulle finde en måde at læse op fra I morgen findes systemerne igen. Reich optog i 1964 en anonym gadeprædikant på bånd, der råber om, at syndfloden kommer, i hans stykke løber »it’s gonna rain« op og ned i tonefald, som en fremmaning af undergangen. Det er en meget voldsom stemmeføring. Det passede godt til digtene, et af deres temaer er jo, at menneskene er en svulst på jorden.«

»Men det handlede også bare om at gøre noget, der passede til den ret aggressive energi i digtene. Da jeg skrev dem, var der en følelse af et andet væsen i det rum, jeg sad og skrev i, en negativ tilstedeværelse. Når jeg læste op, kunne jeg have en følelsen af at stå og slå folk i hovedet med en spade, at det var det, jeg gjorde. Før jeg gik på, var jeg tit helt væk, som regel troede jeg, at jeg skulle besvime. Men oplæsningen forandrede også stemningen i rummet. Nogle gange råbte folk af mig og forlod lokalet, højlydt, eller de grinede hysterisk.«

»Så havde jeg også en idé om, at hver gang jeg læste digtene op, så skulle jeg gøre det hurtigere og vildere end den forrige gang. Til sidst skulle det bare være en lynhurtig hvislen, en hvid støj.«

– Læste du så hurtigere for hver gang?

»Det prøvede jeg. Jeg vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det ville være enormt flot, tænkte jeg dengang, hvis hele bogen blev læst op på 30 sekunder, hvor alt var i alting på én gang. Det er jo et andet af bogens temaer.«

Oplæsninger blev en vigtig del af det litterære liv

Ikke show og teater, altså, men en inspiration fra det tyvende århundredes lydkunst og eksperimenterende musik. Set i det lys var Skinnebachs nærmeste slægtning på datidens danske oplæsningsscene en anden skæv, unik skikkelse, nemlig svensk-finsk-tysk-danske Cia Rinne.

Hun udgav i 2009 den lille bog – eller måske snarere lydpartitur – Notes for soloists på det svenske forlag OEI, men allerede i årene forinden læste hun op af sine ekvilibristiske, mangesprogede forvandlingskugler og gjorde det i et lyntempo, som en art sødmefulde, perfekt udførte kosmopolitiske bispens-gips-gebis. Her flyder betydningen ligesom ind og ud af fonemernes brusen:

»ceci n’est pas une pipe
ceci is keene pipe oder was
ist keine pfeife nicht.
da pfeif’ drauf
pipe oder nicht
pipe ou pas
popeoupas
pipapo.«

Eller måske er han beslægtet med de mærkeligt rørende oplæsninger, den konceptuelle danske digter Martin Larsen gennemførte hen mod slutningen af nullerne, når han med stor indlevelse læste lange serier af binær talkode op.

Nul-et-nul-nul-et-nul-et, lød det så, i en rytmisk uendelighed. Det anstrengte og aggressive fandt man selvfølgelig ikke hos Rinne og Larsen. Men også hos dem var det sådan, at oplæsningens egentlige muligheder først foldede sig ud, det øjeblik stemmen slap jeget. Heller ikke de var interesserede i rolledigte eller i en teatralsk afgrænset flerstemmighed.

Under alle omstændigheder føles disse radikale eksperimenter i dag som fortidige, som et fænomen fra nullerne, der ikke fortsatte op i det nye årti. Oplæsninger er stadig en vigtig del af det litterære liv i Danmark, det er ikke det. Men i takt med at dansk digtning generelt har bevæget sig hen mod mere jegstærke og selvbiografisk-bekendende former, er de også blevet et sted, hvor digterens stemme, krop og tekst smelter sammen for øjnene af publikum.

De er blevet et rum, hvor man kan møde den krop og det liv, digtene også handler om. Sådan har det været med Yahya Hassans oplæsninger, og det på trods af hans stiliserede oplæsningsform, hans inspiration fra koran-recitationer. Sådan er det også med yngre digtere som Asta Olivia Nordenhof og Caspar Eric.

Siden slutningen af nullerne er den mundtlige opførsel af litteratur først og fremmest blevet udvidet af forfattere, der skriver og opfører tekster til elektronika og indiepop. Lone Hørslev udgav allerede i 2007 pladen Så er det sagt sammen med Mads Mouritz, musiker, som hun også optrådte med.

I 2009 udgav hun og musikeren Solveig Sandnes under bandnavnet Er De Sjældne pladen Lyserød lyseblå beige, hvorfra nummeret »Spurvehøg« strøg til tops på det nu hedengangne Elektriske Barometer.

Jørgen Leth har indspillet plader og lavet shows med Michael Simpson og Frithjof Toksvig, Mette Moestrup optrådte omkring 2010 i en kort periode i duoen She’s a Show, i dag optræder en yngre forfatter som Bjørn Rasmussen sammen med Lise Westzynthius – han både læser op og synger – mens digteren Caspar Eric har dannet sit eget popband, Intet altid. Man kunne nævne mange flere.

Og Lars Skinnebach? Selv om I morgen findes systemerne igen fik en blandet modtagelse i pressen, står den i dag som en af nullernes vigtigste danske digtsamlinger. Skinnebach selv blev ansat som lærer på Forfatterskolen i 2006, spor efter hans bøger og hans undervisning kan findes i en hel generation af unge forfatteres første bøger – Theis Ørntoft, Daniel Dalgaard, Olga Ravn og flere endnu. De sidste ti år har også han bevæget sig længere og længere ind i krydsfeltet mellem musik og lyrik. I en periode optrådte han sammen med forfatteren og jazzmusikeren T.S. Høeg.

I dag optræder han især sammen med lydkunstneren Goodiepal, fortæller han over telefonen, i dennes band Goodiepal and Pals. Med dem opfører han aktivistiske råbekor på avantgardescener rundt om i Europa.