Læsetid: 15 min.

I 2004 dukker Irakkrigen og verdenshistorien op i dansk skønlitteratur

En kontant afvisning af forfatteren som off entlig intellektuel – og af den progressive humanismes hykleriske engagement – kendetegnede meget dansk litteratur i kølvandet på Irakkrigen. Men det ændrede sig – verdenspolitikken fandt vej ind i romanerne og skubbede til især de yngre forfatteres billede af sig selv. Året er 2004
Man kan meget let udpege den demonstration, Mette går til i Kirsten Hammanns ’Fra smørhullet’. Den 15. februar 2003 var der nemlig global protestdag mod den forestående krig. Også i København gik folk på gaderne, mere præcist fra den britiske til den amerikanske ambassade.

Man kan meget let udpege den demonstration, Mette går til i Kirsten Hammanns ’Fra smørhullet’. Den 15. februar 2003 var der nemlig global protestdag mod den forestående krig. Også i København gik folk på gaderne, mere præcist fra den britiske til den amerikanske ambassade.

Morten Mejnecke/Ritzau Scanpix

27. september 2019

»Jeg sidder bare som sådan en lille borger og tænker, jamen bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke overskue det. Men der er jo ikke noget svar, ikke nogen opskrift, der fortæller, at hvis vi går ud og gør sådan og sådan, så får vi løst alle verdens problemer.«

Sådan sagde Kirsten Hammann den 6. maj 2004 i et interview til denne avis. Baggrunden var udgivelsen af hendes nye roman, Fra smørhullet, men den temmelig tydelige undertekst var Hammanns afvisning af enhver forestilling om forfatteren som offentlig intellektuel.

Hun ville hellere stå ved sin egen afmagt og handlingslammelse, når det kom til spørgsmålet om den enkeltes ansvar i mødet med storpolitiske fænomener som invasionen af Irak.

Hun ville hellere være ærlig og erklære, at også hun var sådan en, der endte med at spise skumfiduser, mens hun så tårnene falde den 11. september og senere så billeder af krigen mod terror i sit fjernsyn.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Toft Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Jeg savner i artiklen et mere nuanceret perspektiv i tilgangen til datidens litteratur. I form af bl.a. en mere klar skelnen mellem, om der hos forfatterne overvejende var tale om et mangel på engagement, eller om der overvejende var tale om en bevidsthed om, at man var ude af stand til at give enkle svar på komplekse spørgsmål af samfundsmæssig og politisk karakter.

Her tænker jeg bl.a. på det at forenkle komplekse spørgsmål, af national og international karakter, og reducere dem til et spørgsmål om rigtigt og forkert og om moral eller mangel på samme.

At fremstille urimeligheder og uretfærdigheder, nationalt og internationalt, i forbindelse med f.eks. menneskelig lidelse, fattigdom og klasseforskelle, kan vel betragtes som en opgave, også for forfattere, men som udtryk for undren, spørgsmål, undersøgelse og engagement, snarere end det at skulle give entydige og enkle svar på komplekse spørgsmål.

Som udgangspunkt havde en forfatter ikke omkring år 2000, i kraft af sit arbejde og sin baggrund, en stemme med nogen særlig politisk eller moralsk autoritet, og som sådan var kritikken af forestillingen om forfatteren som offentlig intellektuel vel rimelig nok.

Når forfatterne i starten af årtusindet var så tilbageholdende med at forholde sig til de store spørgsmål af politisk karakter, var det uden tvivl også med en opfattelse af, at sporene fra 1970 erne var skræmmende i så henseende, hvor politiserende forfattere, og for den sags skyld også videnskabelige fagfolk, ofte gav meget forenklede og moraliserende svar på komplekse spørgsmål.

Overordnet må det vel også ses på baggrund af det generelle kulturelle og intellektuelle ”klima” omkring årtusindskiftet, hvor f.eks. forenklede freudo – marxistiske forklaringsmodeller til brug på alverdens fænomener i 1970 erne, i løbet af 1980 erne var blevet erstattet af en relativistisk skepsis af post – moderne karakter på kulturens område og intellektuel set af post – strukturalistisk tænkning.

Som jeg oplevede tiden omkring årtusindskiftet, var der en tendens til, at filosofi som nytænkning blev erstattet af sociologisk komplekse analyser af samfundsmæssig karakter, hvor man kunne føle sig hægtet af, hvis man ikke brugte meget tid på at holde sig opdateret på området.

Hvis man f.eks. skulle fungere som pædagog i forskellige sammenhænge, var det nu også nødvendigt, at man kunne forholde sig kritisk til egen praksis på baggrund af en indsigt i Giddens, Luhmanns og Bourdieus teorier.

Hvis forfatterne på baggrund af disse tendenser i tiden var tilbageholdende med at kloge sig intellektuelt på spørgsmål af samfundsmæssig og politisk karakter, var det måske med god grund.