Essay
Læsetid: 15 min.

I 2004 dukker Irakkrigen og verdenshistorien op i dansk skønlitteratur

En kontant afvisning af forfatteren som offentlig intellektuel – og af den progressive humanismes hykleriske engagement – kendetegnede meget dansk litteratur i kølvandet på Irakkrigen. Men det ændrede sig – verdenspolitikken fandt vej ind i romanerne og skubbede til især de yngre forfatteres billede af sig selv. Året er 2004
Man kan meget let udpege den demonstration, Mette går til i Kirsten Hammanns ’Fra smørhullet’. Den 15. februar 2003 var der nemlig global protestdag mod den forestående krig. Også i København gik folk på gaderne, mere præcist fra den britiske til den amerikanske ambassade.

Man kan meget let udpege den demonstration, Mette går til i Kirsten Hammanns ’Fra smørhullet’. Den 15. februar 2003 var der nemlig global protestdag mod den forestående krig. Også i København gik folk på gaderne, mere præcist fra den britiske til den amerikanske ambassade.

Morten Mejnecke/Ritzau Scanpix

Kultur
27. september 2019

»Jeg sidder bare som sådan en lille borger og tænker, jamen bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke overskue det. Men der er jo ikke noget svar, ikke nogen opskrift, der fortæller, at hvis vi går ud og gør sådan og sådan, så får vi løst alle verdens problemer.«

Sådan sagde Kirsten Hammann den 6. maj 2004 i et interview til denne avis. Baggrunden var udgivelsen af hendes nye roman, Fra smørhullet, men den temmelig tydelige undertekst var Hammanns afvisning af enhver forestilling om forfatteren som offentlig intellektuel.

Hun ville hellere stå ved sin egen afmagt og handlingslammelse, når det kom til spørgsmålet om den enkeltes ansvar i mødet med storpolitiske fænomener som invasionen af Irak.

Hun ville hellere være ærlig og erklære, at også hun var sådan en, der endte med at spise skumfiduser, mens hun så tårnene falde den 11. september og senere så billeder af krigen mod terror i sit fjernsyn.

Som forfatter repræsenterede hun ikke en stemme med nogen særlig politisk eller moralsk autoritet. Tværtimod længtes hun, sådan fremstillede hun sig selv, efter at andre kom med løsningerne.

En lignende kontant afvisning af forfatteren som offentlig intellektuel – og af den progressive humanismes hykleriske engagement – kendetegnede meget dansk litteratur i kølvandet på Irakkrigen.

Den dobbelte følelse af at burde forholde sig aktivt til den store verden og samtidig slet ikke føle sig i stand til det, den var Hammann nemlig, som vi skal se, ikke alene om. Afvisningen satte også sit præg på periodens vigtigste litterære værker. Faktisk får den et af sine mest prægnante udtryk i en scene fra Hammanns egen roman Fra smørhullet, der udkom 27. april 2004 og stadig står som hovedværket i hendes forfatterskab.

En krig, der rykker nærmere og nærmere

Hen mod slutningen af Fra smørhullet går Mette, romanens altdominerende hovedperson, til demonstration:

»Mette har været til demonstration mod krig i Irak, og det var stort, og der blev også demonstreret i resten af verden. Det var ligesom hun havde drømt om: Børn og gamle koner, mænd m. piber, damer i pels, adskillige kendte skuespillere, journalister, forfattere, musikere, helt i civil, ikke i nogen frontlinje eller på talerstol, bare prikker i mængden. Mette spurgte en politibetjent, hvor mange mennesker de troede der var. 20-40.000, svarede han. Næste dag i avisen mente politiet kun, at der havde været 12.000, men det var i hvert fald mange.«

»Det var en rigtig dejlig oplevelse, og Mette kom træt hjem om eftermiddagen og følte, hun havde bidraget med noget. Hun havde været med til at gøre et evt. luftfoto godt.«

Egentlig er scenen atypisk for romanen. Mest trisser Mette nemlig rundt i en behagelig, men også begivenhedsløs og lidt utilfredsstillende hverdag. Engang var hun gift og kunne se det perfekte liv folde sig snorlige ud foran sig. Så blev hun syg – og skilt, inden hun fik det halvgodt igen.

Engang var hun billedkunstner, men det orker hun ikke mere, nu går hun mest og hører radio, ser fjernsyn, spiser slik og tænker over dagenes små hændelser. Penge mangler hun tydeligvis ikke, hun bor i indre by, men hendes liv er gået i stå.

Hun har helt opgivet at leve op til sine egne, automatprogressive idealer om det gode liv, om helsekost, højkultur og politisk engagement.

Alligevel er Mettes liv i smørhullet indrammet af verdenshistorien. Efter et kort forspil begynder romanens dagbogslignende optegnelser den 18. september 2001 og berører som noget af det første billederne af 11. september i medierne.

Og Irakkrigen dukker op i bogens sidste dele. »Det er en krig, der rykker nærmere og nærmere og føles mere og mere fjern. Man taler om den som en landbrugsreform eller et byggeri, der skal i gang inden regntiden«, tænker Mette, hvorefter hun glæder sig over, »at Radioavisen stadig har mange udramatiske indenrigsnyheder.«

Det skete i 2004

  • Spillet World of Warcraft bliver udgivet den 10. februar.
  • Mindst 190 mennesker dræbes og omkring 1500 såres ved stort terrorangreb på en række togstationer den 11. marts i Spaniens hovedstad Madrid.
  • Tænketanken CEPOS stiftes i København den 11. marts.
  • Den 24. juni fremlægger regeringen sin strukturreform med 5 regioner.
  • Den britiske kommissionsundersøgelse om efterretningstjenesternes bedømmelse af Iraks masseødelæggelsesvåben munder den 14. juli ud i kritik af, at man brugte upålidelige efterretninger som begrundelse for at gå i krig.
  • Den 3. august hjemsender forsvarsminister Søren Gade i utide ledelsen af den danske bataljon i Irak efter sag om mishandling af fanger i danske soldaters varetægt.
  • Omkring 1.000 mennesker tages som gidsler på en skole i Beslan nær Tjetjenien. To dage efter ender gidseldramaet i et blodbad efter at myndighederne stormede skolen. Der menes at være mellem 400-600 dræbte.
  • Det nye operahus på Dokøen i København overdrages den 1. oktober af Mærsk Mc-Kinney Møller til danskerne.
  • Den 3. november eksploderer N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding. En brandmand omkommer, 85 personer kommer til skade og 50 huse ødelægges totalt.

Fra smørhullet lader altså verdenshistorien dukke op på sine sider, men bruger den mest til at udstille sin hovedpersons punkterede retningsløshed. For Mette er den kulturradikale arv og dens forestilling om kunstneren som en engageret, offentlig intellektuel nemlig en ond pligt, hun aldrig orker at leve op til.

Hun drømmer i stedet om et engagement, der først og fremmest er usynligt, ukompliceret og uforpligtende, dernæst giver hende selv en god følelse i maven. Engagementet skal i hvert fald ikke kræve, at hun træder frem, er synlig, indtager rollen som bannerfører for en sag. Den slags kan Mette ikke have. Foran den amerikanske ambassade er det lige ved at gå galt:

»Det var lige, hvad hun havde frygtet: Klæd-ud-tøj og kampråb, unge mennesker med maling i ansigterne, der udtrykte sig kropsligt i trikot og knælangt hjemmestrik og sang ’jeg føler afmagt, åh-åh’, meget falsk og med arabisk vibratorstemme. Det var svært for Mette, som stod nede ved politiafspærringen ved siden af en kendt skuespillerinde i pels og en lige så kendt mandlig forfatter og hundredvis af andre voksne, meget lidt flippede folk.«

Også her er sarkasmen elegant. Den er også dobbelttydig. Pludselig er det ikke kun Mette, men også de alt for engagerede aktivister, der udstilles. Hvem er egentlig værst, de pinligt magtesløse optrædende, der hopper rundt helt uden forståelse for deres egen ligegyldighed – eller Mette og de andre, der mest er optagede af at virke voksne?

Mette er selvfølgelig bare en romanfigur, der deltager i en demonstration. Men hun er også et forbavsende præcist billede på den måde, dansk litteratur reagerede på Danmarks deltagelse i USA’s krige i midten af nullerne.

Roman efter dansk roman lader kampen mod terror og den globale verden sive ind i fiktionen. Men de ender især med at hudflette forestillingen om kunstens og humanismens progressive engagement, og det uanset om de fremstiller det engagement som pinligt, naivt og verdensfjernt eller som en tom, hyklerisk skal – eller, som Kirsten Hammann, gør begge dele på én gang.

Rollen som offentlig intellektuel

Man kan meget let udpege den demonstration, Mette går til i Fra smørhullet. Den 15. februar 2003 var der nemlig global protestdag mod den forestående krig. Også i København gik folk på gaderne, mere præcist fra den britiske til den amerikanske ambassade, og også i virkeligheden anslog politiet, at 12.000-14.000 deltog.

Allerede da formodede alle dog, at krigen ville komme, at demonstrationerne ville være virkningsløse. I de tidlige måneder af 2003 var det nemlig tydeligt, at den amerikanske præsident George W. Bush og hans regering allerede havde besluttet at invadere landet. Nu ønskede de opbakning og assistance fra deres vestlige allierede, ideelt set også FN.

I de første måneder af 2003 – selve invasionen indledtes den 20. marts, Bagdad faldt den 9. april, siden fulgte som bekendt en årelang, mareridtsagtig besættelse af landet, indtil de danske tropper blev trukket ud i 2007, og Irak gennem det følgende årti fortsatte sin zigzaggende kurs ned mod den totale opløsning – rasede den politiske debat om Danmarks mulige krigsdeltagelse.

Men der var ingen tvivl i den danske VK-regering og dens støtter i Dansk Folkeparti. Faktisk var statsminister Anders Fogh Rasmussen mere end villig til at sende danske tropper til Irak. Som Michael Jannerup og Esben Schørring viser i bogen Værdikæmperne (2018), så var det danske bidrag til krigen for ham at sammenligne med modstandskampen under besættelsen.

Også i 2003 måtte man vælge, om man ville kæmpe for det rigtige eller lave gustne beregninger i egen interesse, sådan formulerede Fogh Rasmussen det igen og igen. Danmark måtte løfte sin del af kampen for frihed i verden, vi skulle ikke lurepasse på ussel småstatsmanér.

At det argument gjorde modstandere mod dansk deltagelse til en art kollaboratører, ja, det var en tilsigtet bivirkning, der ikke bidrog til at sænke temperaturen i den danske offentlighed. Fogh var da heller ikke bleg for den 16. februar at erklære – til Ritzau – at demonstranterne dagen før havde gået »Saddams ærinde«.

Lignende argumenter præsenterede forfatteren Jens Christian Grøndahl i et stort interview i B.T. den 30. marts. Især rettede Grøndahl skytset mod sine kolleger – han »sender sine sætninger af sted som krydsermissiler mod de forfatterkolleger, han foragter for deres krigsmodstand. Hans sprog er et præcisionsvåben, der nådesløst finder og uskadeliggør hykleriet i den fredsbevægelse, der vil det gode, men glemmer, at det onde findes«.

Sådan skrev journalisten John Lautrop, der tydeligvis ikke var bange for at give Grøndahl sproglig medvind i sin kamp. Her taler, det fornemmer man let, en ny tidsånds mand.

Var Grøndahls position en undtagelse – langt de fleste forfattere, der udtalte sig i medierne, var stærkt kritiske over for Fogh Rasmussen og Bush – så var hans vilje til at optræde som offentlig intellektuel til gengæld typisk. Eller, den var typisk for en større gruppe forfattere, der alle havde debuteret før slutningen af 1980’erne.

Kirsten Thorup, Stig Dalager, Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen og mange flere var synlige og aktive, både i forhold til Irakkrigen og som deltagere i den værdikamp, Anders Fogh Rasmussen og hans regering havde indledt.

De argumenterede i øvrigt ikke, som Grøndahl påstod, for en principiel pacifisme, typisk var de bare – på en måde, der i dag synes nærmest profetisk – skeptiske over for påstandene om Iraks masseødelæggelsesvåben, og også skeptiske over for, om Vesten kunne opnå sine mål i Irak med militære midler.

Men man finder ingen indlæg fra Kirsten Hammann. Faktisk er det svært at finde indlæg fra dengang yngre forfattere, fra hele den generation, der debuterede efter 1990. Uanset holdninger var de i det store hele tavse i offentligheden, når det kom til politiske spørgsmål.

Undtagelsen, der bekræftede reglen, var selvsagt Jan Sonnergaard, men derudover havde ingen af dem åbenbart lyst til at påtage sig rollen som offentlig intellektuel. Her løb – og løber – et brud i den nyere danske litteraturhistorie, en generationskløft, der stikker dybere end spørgsmål om skrivestil og genre.

Kvindelig minimalisme får folkeligt gennembrud

Fra smørhullet var reelt et vendepunkt i Kirsten Hammanns forfatterskab. Den er også en af de bøger, der gjorde en mindre, litteraturhistorisk forskydning tydelig. Hammann debuterede i 1992 med digtsamlingen Mellem tænderne og blev med den – og især efterfølgeren Vera Vinkelvir (1993) – del af en generation usædvanligt markante og også feterede kvindelige forfattere, som hurtigt fik påhæftet betegnelsen minimalisme.

Christina Hesselholdt, Helle Helle, Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle og altså Kirsten Hammann: Alle skrev i halvfemserne korte, kontrollerede bøger, der var præget af en ekstrem sproglig omsorg – og fiktioner, der kun med det yderste af neglene forbandt sig til en fælles, historisk verden.

Det fik de deres mængde kritik for, især af lidt ældre, mandlige kritikere. Deres skrift var anorektisk, sådan formulerede Hans Hertel det i et stort interview i Weekendavisen i august 2002. Datidens unge forfattere havde på forhånd opgivet romanens episke ambition om at skildre samfundslivet i dets bredde.

De havde »mistet kontakten med det sociale liv« og også med den almindelige læser, erklærede han skråsikkert, de havde også opgivet deres samfundsmæssige engagement. Den slags savnede man i de nye bøger, når man, som Hertel sagde, »er født i 1939 og har fået ind med modermælken, at kunsten skal prøve at omforme virkeligheden og tage kampen op mod de onde kræfter«.

Der er noget ironisk ved at læse Hertels kommentarer i dag. Netop i de år, i begyndelsen af nullerne, var hele gruppen af kvindelige minimalister ved at foretage en formodentlig ukoordineret, men alligevel markant parallel drejning hen mod samfundsskildringen, den fortællende litteratur – og, for i al fald nogle af dem, et folkeligt gennembrud.

Helle Helle skrev pludselig realistiske romaner om livet i provinsen – det helt store gennembrud kom med Rødby-Puttgarden (2005), men egentlig var tendensen allerede til stede i Hus og hjem (1998) og Biler og dyr (2000). Katrine Marie Guldager udgav i 2004 novellesamlingen København, et veritabelt sporskifte i forfatterskabet hen mod samfunds- og sædeskildringen – og et spor, hun trofast har fulgt siden.

Christina Hesselholdts I familiens skød (2006) var en lille, sædeskildrende kollektivroman om den velbjærgede, kunstneriske middelklasse og dens komisk-patetiske samvittighedskvaler. Og Hammann udgav efter Fra smørhullet romanerne En dråbe i havet (2008) og Se på mig (2011), der på hver deres måde lader verdenspolitiske og samfundsmæssige spørgsmål sive ind i en utroligt genkendelig, privilegeret dansk hverdag, befolket med skikkelser, som på ingen måde er de spørgsmål voksne.

Hans Hertel tog altså nærmest komisk fejl i første del af sin jeremiade. Men på en måde havde han ret i den anden: nok vendte disse forfattere sig mod en fælles samtid, men ingen af dem bar på den mindste forestilling om, at de med deres kunst skulle stille sig op på en talerstol og tage kampen op mod »de onde kræfter« i verden.

Den slags håb finder man ikke i deres bøger. Tværtimod. Gør de andet end at konstatere og beskrive, gerne i noget af ny dansk litteraturs fineste prosa, så hudfletter de en velbjærget humanismes magtesløse hykleri.

Bush og Irakkrigen i baggrunden

Tilbage til romanerne og Irakkrigen. I 2004 udkom også Smukke biler efter krigen, Lars Frosts slentrende forvandlingskugle af en bog, på samme tid en af nullernes mest eksperimenterende og mest helstøbte romaner. Smukke biler efter krigen, første del af en trilogi om velfærd og frihed, handler mest om ansvar og bekvemmelighed, om velfærd og global turisme, men i baggrunden murrer George W. Bush og kamphandlingerne i Mellemøsten.

Hovedperson og til slut også fortæller er den rygradsløse Lasse, der måske/måske ikke er forfatter og måske/måske ikke er sin egen forfatters alter ego. Undervejs i romanens prosa vandrer han gerne vild i sine egne lange tirader og meningsparate tankestrømme om snart sagt hvad som helst.

Han når omkring både Niels Lyngsø, Tour de France, rejsebrochurer om Island og skilte på danske togstationer, men kommenterer også den måde, det amerikanske militær taler i medierne og ærgrer sig over det alt for luftige i Susan Sontags kritik af krigen. Han når at mene, at Bush skulle være mere præcis i sin sprogbrug.

Men Lasses tirader er først og fremmest uforpligtede. Når nogen kræver, han skal tage stilling, ja, så vil han ikke. På en bar i indre København falder han i snak med to journalister. Den ene vil gerne vide, hvad han mener om det hele:

»Kom nu. Hvad tror du? Kan vi nå at rette op på alt det her lort, inden Bush trækker ud og skyller os alle sammen ud i det helt store lokum?« spørger en af dem, men den slags vil Lasse slet ikke ind på, så han hidser sig op: »Hvad fanden mener du? Hvor helvede skulle jeg vide det fra? Ligner jeg Carsten fucking Jensen eller hvem?« svarer han.

Det ville være det værste, forstår man, at ligne Carsten fucking Jensen. Så hellere sidde på en bar og bælle øl med den anden journalist, der er ældre og desillusioneret, så hellere dele »endnu et dumt ølstinkende grin« med ham, som der står. Som Hammann er Frost dobbeltbundet: det ville være latterligt at optræde som offentlig intellektuel, men måske er alternativet ikke meget bedre.

En sidste vigtig roman fra 2004 nævner ikke Irakkrigen, men iscenesætter med al ønskelig tydelighed, hvordan en forloren dansk humanisme bryder sammen i mødet med den virkelige verdens brutalitet. Christian Jungersens Undtagelsen lader som bekendt det fiktive »Dansk Center for Information om Folkedrab« danne ramme om en arbejdspladsthriller, hvis fangarme når helt ud til afrikanske borgerkrige og serbiske krigsforbrydere.

Her dækker de veluddannede medarbejderes dannede ydre over grel voksenmobning, alt imens sandheden om et menneske først viser sig, når dets eksistens – eller drøm om et godt job og en god kæreste – er truet. Så skrælles den moralske fernis af, så handler man ud fra devisen dræb, eller bliv dræbt. Så viser de ansatte på centeret sig ikke at være meget bedre end de forbrydere, de informerer offentligheden om.

Og Claus Beck-Nielsen, der ganske vist erklærede sig død allerede i 2001, rejste i 2004 under navnet Nielsen til det angiveligt befriede Irak med sin partner in crime, kaldet Rasmussen. Med sig havde de en kasse, hvori demokratiet angiveligt befandt sig, så kunne også de prøve at indføre det til Mellemøsten.  

Hjem fra turen skrev han vilde, genreløse reportager i Weekendavisen – og også en roman, Selvmordsaktionen (2005), der erstattede den journalistiske nysgerrighed med en uendelig undersøgelse af idealismens meningsløshed. Den var mest optaget af, hvordan europæiske idealer brød sammen i mødet med Iraks kaos.

Senere, i romanen Store Satans Fald (2012), erklærer Nielsen da også: »I bund og grund var jeg ligeglad med Irakerne. Og det var Rasmussen også. Hverken han eller jeg har nogensinde haft den mindste interesse i hverken irakerne, iranerne eller noget andet af Mellemøstens folk, kulturer, sprog eller historie. Det, det handlede om, var os selv.«

Det danske engagement i Afghanistan

Og i årene derefter? Som Klaus Rothstein viser i bogen Soldatens år (2014), blev der fra slutningen af nullerne og fremefter skrevet talrige romaner – af Lars Husum, Dy Plambeck, Anne Riebnitszky og andre – hvis udgangspunkt var det danske engagement i Afghanistan.

Deres altdominerende fokus var ikke progressivt hykleri, men derimod psykologiske portrætter af krigens omkostninger for danske soldater. »Forfatternes dominerende tema er kontrasten mellem det meningsgivende liv ved fronten og det meningsløse liv efter hjemkomsten«, konkluderer Rothstein, til gengæld er »skildringer, analyser og kritik af krigen som et globalt politisk fænomen« så godt som fraværende.

En tredje tilgang skitseres i første sætning af Christina Hesselholdts Camilla and the Horse (2008):

»I sommer da jeg vandrede omkring i Wordsworths bakkede landskab, hvor skyggerne på bakkerne er så mørke og markante at toppene ser ud som om de er overhældt med vand, og søerne så dybe … kom et jagerfly så pludseligt til syne at jeg helt uvilkårligt smed mig ned på maven, slået med rædsel.«

Krigens virkelighed overdøver den kultiverede oplevelse af, at af den engelske romantiks allermest naturskønne landskaber. Fortælleren, Alma, etableret skønlitterær forfatter, synes i første omgang ude af stand til at bearbejde oplevelsen. Den er for voldsom, hun er ikke på omgangshøjde med den.

Men snart efter overvældes hun af længsel efter flyene: »måske fløj de videre ind i det skotske højland inden de skulle til Afghanistan; som jagende skygger over de endeløse opiumsmarker og de endeløse bjergområder, ’med deres last af død’, som jeg ved gentagne lejligheder sagde til mig selv for at dæmpe min begejstring, og jeg fik i hvert fald et eller to at se hver dag.«

Om ikke andet så er vi i tonefaldet uendeligt langt fra smørhuls-Mettes notoriske handlingslammelse, fra Mettes blanding af selvforagt og træthed i forhold til alle de kulturradikale pligter.

Den slags overdøves af en boblende, livlig nysgerrighed, der har sine egne problemer – den kan for eksempel æstetisere krigens maskineri – men også åbne op for nye billeder af en global virkelighed. Skikkelserne i Camilla and the Horse er da også konstant på farten, ude i verden, hvor de løber ind i alt fra en krovært, der længes efter Le Pen, over 11. september til internationale prostituerede, men altid på en skæv, overraskende, nærmest komisk måde.

Sådan kan man også iscenesætte mødet mellem det dannede, øvre mellemlags behagelige tilværelse og den globale verdens konflikter. Men alt det er, som man siger, en anden historie. Foreløbig skriver vi 2004, året efter Irakkrigens udbrud, året før Muhammedkrisen, Stunde Null for forholdet mellem litteratur og politik i nyere dansk litteraturhistorie. En gammel model har vist sig utilstrækkelig, ingen ny har vist sig endnu.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Jeg savner i artiklen et mere nuanceret perspektiv i tilgangen til datidens litteratur. I form af bl.a. en mere klar skelnen mellem, om der hos forfatterne overvejende var tale om et mangel på engagement, eller om der overvejende var tale om en bevidsthed om, at man var ude af stand til at give enkle svar på komplekse spørgsmål af samfundsmæssig og politisk karakter.

Her tænker jeg bl.a. på det at forenkle komplekse spørgsmål, af national og international karakter, og reducere dem til et spørgsmål om rigtigt og forkert og om moral eller mangel på samme.

At fremstille urimeligheder og uretfærdigheder, nationalt og internationalt, i forbindelse med f.eks. menneskelig lidelse, fattigdom og klasseforskelle, kan vel betragtes som en opgave, også for forfattere, men som udtryk for undren, spørgsmål, undersøgelse og engagement, snarere end det at skulle give entydige og enkle svar på komplekse spørgsmål.

Som udgangspunkt havde en forfatter ikke omkring år 2000, i kraft af sit arbejde og sin baggrund, en stemme med nogen særlig politisk eller moralsk autoritet, og som sådan var kritikken af forestillingen om forfatteren som offentlig intellektuel vel rimelig nok.

Når forfatterne i starten af årtusindet var så tilbageholdende med at forholde sig til de store spørgsmål af politisk karakter, var det uden tvivl også med en opfattelse af, at sporene fra 1970 erne var skræmmende i så henseende, hvor politiserende forfattere, og for den sags skyld også videnskabelige fagfolk, ofte gav meget forenklede og moraliserende svar på komplekse spørgsmål.

Overordnet må det vel også ses på baggrund af det generelle kulturelle og intellektuelle ”klima” omkring årtusindskiftet, hvor f.eks. forenklede freudo – marxistiske forklaringsmodeller til brug på alverdens fænomener i 1970 erne, i løbet af 1980 erne var blevet erstattet af en relativistisk skepsis af post – moderne karakter på kulturens område og intellektuel set af post – strukturalistisk tænkning.

Som jeg oplevede tiden omkring årtusindskiftet, var der en tendens til, at filosofi som nytænkning blev erstattet af sociologisk komplekse analyser af samfundsmæssig karakter, hvor man kunne føle sig hægtet af, hvis man ikke brugte meget tid på at holde sig opdateret på området.

Hvis man f.eks. skulle fungere som pædagog i forskellige sammenhænge, var det nu også nødvendigt, at man kunne forholde sig kritisk til egen praksis på baggrund af en indsigt i Giddens, Luhmanns og Bourdieus teorier.

Hvis forfatterne på baggrund af disse tendenser i tiden var tilbageholdende med at kloge sig intellektuelt på spørgsmål af samfundsmæssig og politisk karakter, var det måske med god grund.