Baggrund
Læsetid: 6 min.

I 90’erne begyndte Carsten Höller at fucke med din hjerne, og kunstmuseer har ikke været det samme siden

Kunstneren og videnskabsmanden Carsten Höller fucker med din hjerne i hans store interaktive installationer, der skaber både frygt, forvirring og fornøjelse. Han var én af de første til at skabe en ny form for kunst, hvor beskueren blev til en deltager
Carsten Höller: ’Problemspiel’. Kan ses på Copenhagen Comtemporary.

Carsten Höller: ’Problemspiel’. Kan ses på Copenhagen Comtemporary.

Marianne Obst

Kultur
27. september 2019

Rutsjebaner, karruseller og blinkende lyspaneler som kunst? Det lyder måske meget sjovt, endda lidt banalt, men den tysk-belgiske kunstner Carsten Höllers værker er langtfra bare kunst som forlystelse, det er snarere kunsten omdannet til et forsøgslaboratorie.

Denne weekend åbner to store udstillinger med kunsten og videnskabsmanden Carsten Höller. Den ene på det fine museum KUNSTEN i Aalborg, den anden på kunsthallen Copenhagen Contemporary i de nedlagte B & W-industrihaller på Refshaleøen i København.

Udstillingerne er fra starten udtænkt som et dobbelt koncept. Sådan er det ofte med Carsten Höller, der har en fetich for spejlinger, fordoblinger, forstørrelser og forstyrrelser. Höllers kunst påvirker ikke bare dit blik, men skaber nærmest omkalfatrende oplevelser, der sætter sig både i sind og krop.

Han er oprindeligt videnskabsmand, har en doktorgrad i biologi og har forsket i noget så nørdet som insekters måde at kommunikere på gennem lugtesansen. Og hans værker virker da også som fysiske eksperimenter – med publikum som forsøgskaniner.

Derfor kan jeg ikke lade være med at forestille mig videnskabsmanden Höller stå og gnægge ovre i hjørnet af sine udstillinger, mens han observerer, hvordan folk frivilligt indvilger i at lægge krop til hans eksperimenter.

Den nørdede forsker begyndte allerede i starten af 90’erne at overføre nogle af hans videnskabelige metoder til kunstens verden, og har fra starten søgt at involvere beskueren, eller ligefrem ændre beskuerens rolle fuldstændig til at være deltager og medskaber af værket.

Carsten Höller: ’Double Carousel’. Kan ses på Copenhagen Contemporary.

Attilio Maranzano
Det kan for eksempel bestå i at få museumsgæsten til at smide alt tøjet for at lægge sig op i et mineralsk bad som i værket Giant Psycho Tank (1999), eller det kan være at installere en karrusel i galleriet og enten skrue vildt op for farten eller omvendt skrue helt ned, så oplevelsen under alle omstændigheder bliver anderledes end forventet.

Det kan også være via værker og vægge af blinkende stroboskoplys, der forandrer dine synsindtryk og gør dig svimmel. Hans kunst er som skabt af en Georg Georgløs på syre, der begynder at eksperimentere på sine medmennesker.

Langt sjovere, men også langt mere syret, og endda direkte skræmmende, hvis man ikke bryder sig om sansemanipulationer. Det gælder for eksempel mig, der altid har været skræmt fra vid og sans af Höllers kunst, da jeg instinktivt afviser alt, der så tydeligt vil manipulere med mine sanser.

Med på legen?

Mest berømt er Höller for sine gigantiske rutsjebaner, der i 2006 blev installeret i den samme store turbinehal på Tate Modern i London, hvor Olafur Eliassons sol et par år tidligere havde tiltrukket over en million gæster til museet.

Höllers rutsjebaner gik fra alle etager og snoede sig igennem rummet. Som gæst på museet kunne man selvfølgelig tage både trappen eller elevatoren, men rutsjebanerne var alligevel så dominerende et indgreb i arkitekturen, at bare valget om ikke at prøve dem, blev et aktivt valg.

Et fravalg af en forlystelse, som pludselig pegede tilbage på dig som gæst: Hvad er du villig til at indgå i? Hvorfor vil du ikke være med på legen?

Höllers første rutsjebane skabte han i 2000 specielt til Prada-dronningen, Miuccia Prada – den løb fra hendes kontor og direkte ned til hendes bil på parkeringspladsen uden for bygningen. Et oplevelsesbetonet værk, der kunne bruges til noget, og som samtidig var en opfindsom ændring af den almindelige adfærd på kontoret.

Höller blev i 1990’erne en del af en ny form for kunst, der både trak på den relationelle æstetik, der handlede om at skabe situationer snarere end statiske værker, men som også lod kunsten vokse i skala, så den blev installatorisk, adfærdsændrende og deltagerbaseret.

Som da thailandske Rirkrit Tiravanija i 1993 omdannede galleriet 303 i New York til et køkken, hvor man kunne få en portion gratis pad thai, ændrede udstillingen karakter fra at være statisk og objektbaseret til at være en processuel, levende situation, hvor beskueren ikke længere var passiv, men en aktiv del af selve værkets udfoldelse.

Og da danske Jeppe Hein nogle år senere tager afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, har han skabt en træbænk, der begynder at dampe og ose, når du sætter dig på den. Værkerne er ikke længere helt statiske malerier eller skulpturer, men opstår først, eller ændrer karakter, når nogen begynder at interagere med dem.

Museerne og kunstmesserne er ikke sene til at opsnappe de nye tendenser i kunsten, som på mange måder passer utrolig godt til de nye krav til museet om at tilbyde oplevelser snarere end kedelig fordybelse. Carsten Höllers betydning på den internationale kunstscene op igennem 90’erne og 00’erne har i den henseende været enorm, da kunsten gik fra en statisk til en langt mere interaktiv oplevelse.

At tage de klassiske remedier fra legepladsen og tivoliet som rutsjebanen og karrusellen og installere dem på museer og gallerier er nærmest at tage ’oplevelsesøkonomien’ helt bogstaveligt og flytte forlystelserne ind i de ’kedelige’ museer. Det kan virke som en dybt ironisk gestus, men Höller har en langt dybere intention med forlystelserne end at ægge til sjov og ballede. Hans værker er som et slags studie i menneskelig adfærd og bevidsthed.

Carsten Höller: ’Revolving doors’. Kan ses på KUNSTEN.

Carsten Höller: ’Revolving doors’. Kan ses på KUNSTEN.

Rob McKeever

Verden på hovedet

På KUNSTEN i Aalborg vil denne tilgang kunne opleves på egen krop på den aktuelle udstilling med titlen Behaviour. Hvordan opfører vi os på et museum? Og hvad forventer vi egentlig at møde? Höller har det med at manipulere, hvor han kan, og på KUNSTEN involverer det både dufte, lyde og en helt ny ophængning af museets fine samling af Cobra og konkret kunst, der helt konkret får vendt op og ned på den sædvanlige museumsoplevelse, hvis man tager hans Upside Down Goggles på, og ser verden (og her samlingen) på hovedet.

Én af Höllers signaturværker er hans kæmpe psykedeliske svampe, der er installeret blandt malerierne – svampe, der skaber en syret fornemmelse af, at verden er vokset én over hovedet. Som var man havnet i Alice i Eventyrland, hvor verdens dimensioner har forvansket sig.

Bliver man for svimmel af udstillingen og trænger til lidt ro, kan man i udstillingsperioden booke sig ind på museet, som var det et hotel, og sove direkte i Höllers udstilling – selv om det måske kun vil forstærke svimmelheden, idet det podium, hvor sengen står på, drejer rundt hele natten.

På Copenhagen Contemporary går de endnu vildere til værks, når de viser én af Höllers tidligste værkserie Killing Children fra starten af 1990’erne.

Alene titlen er så følelsesaktiverende, at man igen mærker den gnæggende forskerkunstner i den hvide kittel, der med udspekulerede manøvrer aktiverer noget i os, vi nok ikke har den fjerneste lyst til. For eksempel at blive underholdt af en række remedier skabt til at øve vold imod eller slå børn ihjel: slik lagt ud på gulvet foran en ledning og en stikkontakt, en barnecykel med en benzindunk på bagagebæreret, der antændes, hvis cyklen tages i brug. Og så videre.

Carsten Höller: ’Double Mushrooms’. Kan ses på KUNSTEN.

Kai Kuss
Udstillingen på CC går under navnet Reproduction og handler om, hvordan vi skabes som mennesker: Lige fra den første celledeling til hvordan vi præges via arv og miljø, genetik og omgivelser.

Det er vist i denne sammenhæng, at værkserien Killing Children skal anskues – som led i en større undersøgelse af, hvordan vi præger hinanden, også i et mere voldeligt perspektiv, hvordan vi skader og sårer hinanden, og ikke mindst vores børn.

Höller inddrager i sammenhængen en mere subtil dimension fra hans egen barndom; duften af henholdsvis hans far og mor.

Höllers værker har på den måde også en mere djævelsk dimension, der ikke kun handler om en sjov tur i rutsjebanen eller om at tage pis på kunstinstitutionens kedelige ry. Han er også optaget af de mentale processer, der følger af hans manipulation med folk, og hvad der sker, når man kommer ud på kanten af bevidsthedens grænse og ens egen virkelighedsopfattelse.

Det er hér, det potentielt bliver rigtig interessant og ændrer sig fra forlystelsessyge til psykologiske spil med publikum. Selv om jeg på ét plan er dybt fascineret af Höllers værker, så er jeg samtidig for længst stået af karrusellen, eller måske i virkeligheden aldrig hoppet på den, fordi jeg er angst og bange og samtidig afskyr at blive underlagt andres manipulerende regimer.

Jeg har nok i virkeligheden mere lyst til, med et gran af misundelse, blot at observere alle de lystige galninge, der kaster sig ud i eksperimenterne med åbent sind.

Carsten Höller, ’Behaviour, KUNSTEN, 26.9.-23.2. 2020.

‘Reproduction’, Copenhagen Contemporary, 28.9.-13.4. 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her