Læsetid: 15 min.

I år 2002 skrev Udkantsdanmark igen

Med Erling Jepsen kom udkanten igen i centrum i dansk litteratur, og de stemmeløse stemmer fik pludselig stemme i en ny hjemstavnslitteratur. Året er 2002
Skønt den nye lokallitteratur på ét niveau opstår på en modstand imod den fælles følelse af historieløshed, som modspil til et kollektivt og individuelt tab af erindring, så repræsenterer den i sine konkrete menneske- og miljøskildringer samtidens sammenhængsløshed mindst lige så historisk fintfølende som bøgerne fra byen, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Skønt den nye lokallitteratur på ét niveau opstår på en modstand imod den fælles følelse af historieløshed, som modspil til et kollektivt og individuelt tab af erindring, så repræsenterer den i sine konkrete menneske- og miljøskildringer samtidens sammenhængsløshed mindst lige så historisk fintfølende som bøgerne fra byen, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Heine Pedersen

13. september 2019

Set på tidsafstand fremstår Erling Jepsens gennembrudsroman Kunsten at græde i kor fra den 24. september 2002 som den mest prototypisk klare repræsentant for en stærk og vedvarende strømning i nyere dansk litteratur: bøger med solid lokal forankring i en verden uden for København og landets andre større byer, værker med stof fra såkaldte »udkantsområder«, og gerne med handlingen henlagt til en fortid sammenfaldende med forfatternes barndom og ungdom.

»Sønderjylland skriver igen,« sagde man allerede om Jepsens første roman Ingen grund til overdramatisering (1999) og hentydede dermed til postkolonialismens fængende slogan The Empire Writes Back, der såre typisk for tiden var taget fra Starwars-serien: The Empire Strikes Back.

Hvad der hændte, da Erling Jepsen udgav sin senere (med held) filmatiserede bog, var på sin vis det samme, som skete ved folketingsvalgene i 2015 og i mindre grad 2019, at udkanten kom i centrum, at stemmeløse skikkelser pludselig fik stemme, og at der med ét tændtes lys i det mørke Jylland. Blot er det værd at mærke sig, at litteraturen også i denne omgang kom en postgang før virkeligheden!

Skulle man fortsætte på kliché- og sloganniveauet, kunne man journalistisk sige, at med romanen fra 2002 fik Erling Jepsen effektivt sat hjemstavnsbyen Gram på det litterære landkort. Det mærkelige er blot, at navnet netop ikke figurerer i bogen!

Der tales om en udflugt efter græs til kaniner til Nustrup 5-6 kilometer mod øst, og da bogens begivenheder tager fart, drager jegfortælleren Allan via Vojens og Sønderborg til Augustenborg, hvor hans tre år ældre søster er indlagt til psykiatrisk behandling på grund af lidelser fremkaldt af farens mangeårige sexmisbrug.

Men selve byen Gram nævnes ikke, kun slotssøen, hvor en kvinde druknede sig engang.

Dermed er der peget på det store paradoks i det 21. århundredes nye steds- eller lokallitteratur, det, at dens udkants- og provinsmiljøer måske slet ikke er så eksotiske eller specifikke igen.

Incesten hos Erling Jepsen udspillede sig ganske vist på nøjagtig samme sønderjyske egn som den meget dækkede Tønder-sag, der nåede retssalen, pressen, medierne, reportagelitteraturen i 2005, men incest finder desværre sted over hele verden, og ligeledes er der noget ulykkeligt alment over romanens skildring af det medvidende og medskyldige barn, som med Allans eget udtryk »skaber lidt balance i tingene«, blandt andet ved at bagatellisere farens overgreb, ja, ligefrem selv understøtte dem, som da bedstemoren er død, og faren er totalt slået ud:

»ingen af os er i stand til at trøste far. Ikke engang Sanne; jeg ved hun gik ned i stuen til ham den første nat og sov med ham på sofaen, for det var mig der fik hende til det. ’Sanne,’ sagde jeg, ’far er knust.’«

Erling Jepsen.

Martin Zakora

Bogens dysfunktionelle familie, med den på én gang despotiske og dybt ynkelige far som midtpunkt, udgør måske nok en afgrænset verden i sig selv, men provinsmiljøet kunne nemt være mange steder på kloden.

Egentlig kan vi sige, at handlingens lokalforankring blot giver den ekstrem tydelighed og dermed universel gennemslagskraft. Hvem kan ikke på et eller andet plan genkende patriarken, som dominerer omgivelserne med sine »psykiske nerver«, hustruen, som lydigt føjer ham, datteren, som bliver familiens offer, og den mindste søn, hvis problematiske rolle bliver at fungere som de voksnes medsammensvorne?

Strukturelt typisk er også den ældste søn, som tidligt bryder op fra hjemmet og har gennemskuet det hele med sine vidende, smalle øjne, ja, tilmed tidligt tør sige ordet »politi«. Om ham siger bogens udsigelses-jeg:

»Forstår Asger ikke, at der er en mening med, at far og Sanne sover sammen på sofaen? Han skulle overveje, hvad der ville ske, hvis de ikke gjorde det. Hvordan ville far så have det? Og hvad kunne han så finde på at lave af ulykker – for eksempel mod sig selv?«

Det er selve verdens undergang, der truer, og at Allan så sandelig må have noget at have sin frygt i, forstår man ved bogens slutning, da myndighederne er blevet involveret, og faren forsøger at hænge sig ude i haven. Og hvem styrter så ud og skærer ham ned i tide? Ja, rigtigt gættet!

Provinsens familiehistorier

I den næste Allan-roman, Med venlig deltagelse (2006), igangsættes handlingen af, at faren faktisk dør. Sønnen bryder sig, i lyset af alt det i fortiden skete, ikke om at tage tilbage til Sønderjylland for at deltage i begravelsen, men han sender da blomster og et kort med titlens relativt neutrale tekst.

Kort tid senere besøger han så sin mor, Margrethe, og konfronteres igen med hele familiehistorien, hvad der afføder et væld af groteske og vildt absurde situationer, som får gulvtæpperne til at bulne. Kort før slutningen aflægger han så følgende smukke løfte:

»Og ved du hvad, mor, når jeg kommer hjem til København, så vil jeg ikke skrive om Sønderjylland mere. (…) Det lover jeg, fortsatte han. – Fra nu af vil jeg rette blikket udad, ud mod den store verden.«

Men én ting er, hvad den fiktive figur Allan lover inde i selve bogen, en anden er, hvad hans forfatter samtidig gør. Eller anderledes sagt: Til sine bøgers groteske realisme føjer Erling Jepsen en metafiktiv dimension. De to første romaners nedslag og effekt i forfatterens barndomsmiljø, altså en del af det, vi med en litteraturvidenskabelig term ville kalde for deres receptionshistorie, konverteres til fiktivt (?) stof for et nyt, tredje værk.

Af mikset mellem familieskildringens ret enkle fiktion og den senere, mere komplekst overlejrende (postmodernistiske?) selvtematisering kan vi således lære, at litteratur fra og om udkanterne ikke automatisk er henvist til at betjene sig af én og kun én litterær strategi.

Det skete i 2002

  • 12 EU-lande får ny fælles valuta, da Euroen den 1. januar bliver indført
  • Kurt Thorsen og Rasmus Trads bliver den 11. januar kendt skyldige i groft bedrageri og får henholdsvis 6 og 4 års fængsel
  • 37.000 l Gammel Dansk slipper 1. juli ud i Tryggevælde Å og er skyld i fiskedød
  • Prag erklæres den 13. august i undtagelsestilstand efter de værste oversvømmelser i mere end 200 år
  • Københavns Metro åbner den 19. oktober
  • Terrorangrebet mod Dubrovka-teatret i Moskva begynder den 23. oktober. Tjetjenske terrorister tager 912 civile som gidsler i den 3 døgn lange konflikt. 129 personer dør
  • Nordisk Råds Litteraturpris tildeles den 29. oktober Lars Saabye Christensen

Da Hans Henrik Møller med Burgundia (2010) tog fat på opvækstøen Bornholms historie helt tilbage fra anden halvdel af det 19. århundrede, skete det således i et ambitiøst forsøg på at skrive ikke blot dokumentarisk familiekrønike, men også magisk realisme med ekkoer af Rabelais.

Da Helle Helle fra og med Rødby-Puttgarden (2005) gjorde Lolland og Sydsjælland til episk scene, indebar dette ikke et farvel til hendes karakteristiske prosaminimalisme, og da Hans Otto Jørgensen med sin romantrilogi om Ida og Ejnar samt sønnerne Rune og Axel (2001-07) på samme tid skriver slægts- og egnshistorie baseret på hans egen opvækst i Nordvestsalling, bevarer han sin karakteristiske hakkende syntaks, til stadighed tagende tilløb, sættende komma og punktum på de efter dansklærerens regler ravgale steder.

Også Knud Romer har med Den som blinker er bange for døden (2006) en egen agenda ud over det at vende tilbage til barndommens og opvækstens Nykøbing Falster, nemlig en autofiktiv historie helt i H.C. Andersens ånd om en, der først går så meget grueligt igennem, men derefter bliver forfatter og næsten ikke mere er bitter.

Med Carsten Jensens mursten af en mammutbog Vi, de druknede (2007) skabes såvel lokalhistorie fra Marstal som en almen beretning om, hvordan patriarkatet historisk forfaldt.

Og Ida Jessens romaner om det midt- eller snarere nordmidtjyske sogn Hvium koncentrerer sig primært om kærlighedsskæbner og deraf følgende årelangt opslidende konflikter mellem (især) mødre og døtre samt mere generelt om katastrofer, og hvordan katastrofer håndteres eller netop ikke håndteres i en provins, hvor alle forstiller sig, og hvor mennesker én gang for alle er låst fast i deres klasseposition.

Året efter Jepsens gennembrud kom noget så specielt som en topografisk fortællekreds: Bent Vinn Nielsens Labyrintbyen (2003), der dels leverer fortræffelig underholdning fra det sydlige Vendsyssel, dels indtager den fornemme plads som den første egentlige parodi på den lokallitteratur, den er ved at blive en del af, og hvis betydning den derved ironisk bekræfter.

Casper Dalhoff

Der gemmer sig med andre ord flere litteraturer eller sammenfletninger af litterære strategier i den nye steds- eller lokallitteratur. Men vigtigst forekommer det her at fremhæve, hvorfor og nærmere hvordan den adskiller sig fra hjemstavnslitteraturen omkring og kort efter århundredskiftet 1900. Dengang, da enhver dansk egn med respekt for sig selv havde retten til at fostre sin egen forfatter:

Johan Skjoldborg, født i Hanherred, mellem Vendsyssel og Thy, beskrev husmændenes levevilkår og satte standen et varigt minde med sin sang »Når vinteren rinder i grøft og i grav« og omkvædet »med min hakke, min skovl og min spade«.

Jeppe Aakjær blev Sydsallings store fortæller og satte egnen om Karup på det litterære danmarkskort. Thomas Olesen Løkken skildrede Vestkystfiskernes liv, Thøger Larsen sine nære omgivelser i egnen omkring Lemvig. Alle deltog disse fire i, hvad forskerne har kaldt Det folkelige Gennembrud.

Og strømningen fortsatte op gennem mellemkrigstiden med Thorkild Gravlunds romaner og noveller om Reersø mellem Kalundborg og Korsør såvel som med Helene Stranges brede slægtsskildringer fra det nordlige Falster i Priergårdsslægten (1922-23) og Sværkeslægten (1929-41).

Fælles for alle de her nævnte serier og værker – og man kunne opregne flere – er, at de ideologisk set tager udgangspunkt i en reaktion mod moderniteten, med dens nylig opdukkede udviklingstræk såsom urbaniseringen og industrialiseringen og sekulariseringen. Over for den lineære, stadigt mere individualistiske nutid og i litteraturen dens intellektualisme og mere eller mindre dekadente jegdyrkelse satte hjemstavnenes forfattere det cykliske, kollektive, traditionsbundne landboliv.

Førstepræmien gik til den, som forblev jorden statisk tro, eller den, som efter en nedtur i byens kosmopolitiske Sodoma og Gomorra vendte lykkeligt hjem. Opskriften lød på enten statisk forbliven i det trygge og gammelkendte eller cyklisk bekræftelse på dets styrke og uomgængelighed.

Hjemstavnslitteratur der ikke er nostalgisk tilbageskuende

Hjemstavnsskildringer fra 1950’erne til 1990’erne bekræfter, at vi har at gøre med et gennemgående spor i den danske litteratur, en art deltradition. Men Erik Aalbæk Jensens Perleporten (1964), måske en af det årtis allervigtigste danske bøger, tog afsked med nostalgi-modellen, og med Knud Sørensen – dels som novelleforfatter i Naboskab (1990) og Her omkring (1993), dels som skildrer af 1940’erne i En tid (1997) og En befrielse (1999) – graves der ned til historier om de udstødte, som bliver ofre for landbosamfundets ellers så højt besungne miljøsammenhold og landsbyfællesskab.

Helt galt går det hos samsingen Vibeke Grønfeldt, som fra omkring midten af 80’erne finder sin udsatte mission i det at beskrive psykisk forkrøbling, helst i bøger med handlingen henlagt til historiske »lommer«, som udviklingen er gået underligt uden om. Her, som i Arthur Krasilnikoffs to formidable bøger fra Holten ved Stigsnæs, Som landet ligger (1983) og Lindas tid (1985), trykt samlet som Vandmærker (1999) er vi kilometer, ja, lysår fra den optimisme på landets og livskraftens og råstyrkens vegne, som trods alt kendetegner den første store formation af danske hjemstavnsskildringer.

En særstilling i litteraturen omkring århundredskiftet 1900 indtager i øvrigt Johannes V. Jensen, om hvem man kan sige, at splittelsen mellem modernitet og tradition simpelt hen går som en spaltning i hele forfatterskabet med de to tidlige »dekadente« nedtursromaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898) på det farlige nyes side og Himmerlandshistorier på gammellivets side.

Litteraturforskeren Dan Ringgaard har i en yderst indsigtsfuld artikel (i tidsskriftet Synsvinkler nr. 42, 2010) taget himmerlandsfortællingen »Wombwell« op til nærmere granskning. Den er historien om, hvordan et omrejsende engelsk cirkus med tilhørende eksotiske dyr for en kort stund sætter en egn i Himmerland på den anden ende. Men samtidig er den beretningen om tre lokale drenge, som da de kommer højt til vejrs på en af menageriets vogne, pludselig får modernitetens nye, fremmede blik på deres velkendte miljø.

Dermed foregriber Jensen ifølge Ringgaard den kosmopolitiske internationalisme, som kendetegner det 21. århundredes hjemstavnslitteratur, som netop ikke er nostalgisk tilbageskuende og ikke bliver til som en protest mod senmoderniteten. Globaliseringen har tværtimod synliggjort det lokale, lagt det blot for et refleksivt blik.

Ringgaard påpeger, at centrum/periferi-modellen nu synes opløst: Det lokale bliver ganske vist stadigvæk udpeget af modernitetens evige opbrud, men stederne har mistet deres særpræg, er blevet deterritorialiseret og kan netop af den grund fyldes med et overraskende alment indhold.

Nok skrives der personlige tilbagebliksberetninger, men den nye, lokalt forankrede litteratur bliver ikke af den grund en kritisk kommentar til sin nære samtid. Nej, dens rødder går for så vidt mentalt endnu dybere, i og med at forfattere som de ovenfor nævnte – Erling Jepsen, Hans Henrik Møller, Helle Helle, Hans Otto Jørgensen, Knud Romer, Carsten Jensen og Ida Jessen med flere – snarere tager udgangspunkt i en fælles følelse af kæmpe historieløshed, i et på én gang kollektivt og individuelt tab af erindring, i en sammenhængsløshed, som selvmodsigende nok blot forstærkes af politikeres og presses konstante løgnagtige postulater om en særlig »dansk« identitet eller et eller andet arbitrært »vi«, som muligvis sammenfalder med aktuelle tal fra Dansk Statistik.

Henrik Sørensen

»Vi stjæler mere og mere i butikker,« lød for eksempel for nogle år siden en overskrift i Politiken. »Nu bruger vi mindst et kvarter i timen på Instagram og Facebook«.

Jamen, hvad nu hvis dette statistiske »vi« blot er en ideologisk fiktion, og hvad nu hvis der i vor tilsyneladende homogent moderniserede nutid gemmer sig flere historiske lag, som dukker op, når man begynder at grave i den personlige erindring for slet ikke at tale om familiehemmelighederne? Så begynder samtiden som konstruktion at ryste – en opdagelse, Erling Jepsen tydeligvis har gjort i og med romanen Gramhavet (2016), som begynder sådan:

»De fleste mennesker føler, at lige præcis det sted, de er født, er noget helt specielt. Og det har alle hver især lov til, men det er nu alligevel noget særligt med os fra Gram. Af alle steder er dét det mest unikke sted på kloden. Ikke bare fordi jeg er født der, men fordi alle os, der er opvokset i den by, tilhører et folkefærd, der ikke findes magen til i verden. Vi er mere hårdføre end andre, nogle vil måske bruge udtrykket primitive. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi til en vis grad er moderne fossiler. Og det i ordets allerbedste forstand.«

Landsbyen er nedslidt og kønsstrukturerne i forfald

Ak ja, man erindres om William Heinesen, der beskrev sin barndoms Tórshavn som et univers inde i verden, om Dan Turèll, som så eftertrykkeligt satte Vangede på det litterære danmarkskort, eller om manden, som hos tandlægen skulle have trukket en kindtand ud. Om herren så ønskede bedøvelse? Nej tak, lød svaret, jeg er fra Pandrup. Nå, men det viser sig så, at tanden lige ved siden af er mindst lige så betændt. Kan herren stadigvæk klare sig uden bedøvelse? – Æh, nu er jeg altså ikke fra selve Pandrup, men et sted lige uden for …

Hvad Erling Jepsen angår, fortsætter han:

»Graver man i jorden i min barndomsby, kan man finde potteskår og bronzesmykker fra gamle dage. Sådan noget kan man finde mange steder, men graver man lidt dybere, risikerer man i Gram at støde på fossilet af en stor fisk. Og den er vel at mærke rigtig stor. Man finder især fossiler af kæmpehajer på størrelse med hvaler. Det er for længst uddøde arter, fortidsmonstre, om man vil, som for femten millioner år siden svømmede rundt i det, der er det oprindelige Gram. Det, som forskere har kaldt Gramhavet. Et hav, der dækkede hele Danmark, det sydlige Norge og strakte sig et godt stykke ind i Sverige. Ja, så meget har Gram fyldt engang.«

Det er så en påstand, som de fleste vel vil tage med et gran havsalt. Men påstanden rummer en evig sandhed, at under os ligger mosen, hvor alting bliver til myte og natur. En konklusion, som vi kender, og som faktisk paradoksalt nok gør den nye lokallitteratur alt andet end stedsspecifik.

Det udelukker imidlertid ikke, at den kan være historisk særdeles sensitiv, også når den som Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe (2002) rykker så tæt på storbyen, at den næsten bliver københavnsk, og når den som Mette Moestrups fragmentkreds Jævnet med jorden (2009) breder sig så sultent bagud i tiden, at dens historier om en mølle opført i bindingsværk på overfladen bliver mytisk-arkaisk mere end tidsaktuel:

»Når du ser bindingsværk brugt som billede på danskhed, f.eks. på postkort, i B-film og politisk propaganda, tænker du vredt: nationalromantisk kitsch! Men i selv samme hjerne, som du tænker tanken med, er der en førsproglig bindingsværksstruktur.« Vandmøllen er borte, men dens plads i sindet urokkelig, skønt formet af historien.

Læg i den forbindelse særlig mærke til to ting. For det første at provinsen, landsbyen eller stedet ude på landet i lokallitteraturen gennemgående er et temmelig forfærdeligt og ret nedslidt sted, der ikke befinder sig uden for historien, men såre mærkbart just er et produkt af denne. Og for det andet, at de traditionelle kønsstrukturer gennemgående er i forfald.

Hos Helle Helle er fædrene fraværende, hos Hans Otto Jørgensen har faren trukket sig ind i sig selv og sin religion og overladt familiescenen til sin hustru eller karakteristisk nok til en omsorgsfuld tante, hos Ida Jessen fremstår især mændene fra den uddannelsesmæssige underklasse som primitive, brutale, og hos Erling Jepsen regerer faren, i hvert fald udi egen indbildning, i kraft af sine talegaver og sin uundværlige latterlige mælkekasket, men inde bag fernissen reelt ved sin svaghed snarere end ved sin styrke.

Vi har gennemgående at gøre, ikke med en stabil ordnet verden, som kan danne modbillede til byen med dens sociale mobilitet og uforudsigelige foranderlighed, men med et rum, hvor den sædelige og nogle gange også rent fysiske orden er brudt sammen eller kun opretholdes i perverterede former.

Symbolsk artikuleres dette i Thomas Korsgaards debutroman, Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017), som efter en prolog om miljøet, egnen syd for Skive, indledes sådan her:

»Det begyndte med, at vi fik rotter. Jeg var 12, og mine forældre var udødelige. De så ikke rotterne som et tegn på noget. Rotterne løb bare rundt bag panelerne i vores køkken hver nat. De havde gnavet sig vej gennem glasulden under facaden, og nu løb de rundt inde, hvor skufferne stoppede. Man kunne høre deres kløer, når de pilede hen over træet. De spiste alt, hvad de kunne få fat i. Krummer af brød og kager, der lå i bunden af skufferne. Løg og kartofler fra skabet under vasken. Selv de små tabs til opvaskemaskinen og kalkfjerneren fik de gnavet sig igennem, uden at de tog skade.«

»Den danske rotte er blevet modstandsdygtig,« lyder farens kommentar, romanens første replik. Og hvad titlen angår, stammer den fra mormors mand O.P. Han og hun har reolvis af dåser med Quality Street og småkager; der er stablet øl- og sodavandkasser op til loftet. »I har virkelig meget slik,« siger jegfortælleren Tue. Ja, svarer O.P. »Det er jo godt at have noget liggende, hvis der skulle komme et menneske forbi.« Men der kommer aldrig en kæft forbi.

Barndommens sted Nørre Ørum kalder Tue selv for en forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer, og tilføjer:

»Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.« Dér røg den hjemstavnsidyl, og med den også forestillingen om udkanten som et gyldigt korrektiv til metropolen.

Sat på spidsen indebærer dette, at skønt den nye lokallitteratur på ét niveau opstår på en modstand imod den fælles følelse af historieløshed, som modspil til et kollektivt og individuelt tab af erindring, så repræsenterer den i sine konkrete menneske- og miljøskildringer samtidens sammenhængsløshed mindst lige så historisk fintfølende som bøgerne fra byen:

»Græder du, far?«

»Nej.«

»Jo, far, du græder.«

»Nej, jeg græder ikke. Stop med at sige det.«

»Men jeg kan jo se det!«

»Tror du ikke, det er dig, der er ked af det?«

»Lidt.«

»Men det skal nok gå, det hele.«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anna von Sperling
  • Bjarne Toft Sørensen
David Zennaro, Anna von Sperling og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Sørensen

Skævt fordelt jordrente og srorbankerme og en flok af politiske reformer skabte Udkantsdanmark ikke de borgere som bor der. Der har været statister i deres eget livs udvikling der findes også resurse svage i storbyen ja her kandes det så i "ghettoen" mens det så tilsyneladende kun er det normale Danmark i storbyens velhavende områder.... Hvilket så må forundre er du normal ;)