Læsetid: 9 min.

Arundhati Roys ildspyende tidsmaskine

Den indiske forfatterinde Arundhati Roy insisterer på, at der er noget, der er rigtigt og noget, der er forkert. Og som læser bliver man mindet om, hvor kujonagtigt det egentlig er altid at forfalde til uendelige nuancer og intellektuel forsigtighed
Måske har tiden indhentet Arundhati Roy. Til hendes fordel. For gu’ skød hun for vildt og for voldsomt på alt og alle for 20 år siden. Men hendes vrede og ikke mindst hendes fornemmelse for det akutte i situationen virker mere proportionel med truslerne i en verden af i dag.

Måske har tiden indhentet Arundhati Roy. Til hendes fordel. For gu’ skød hun for vildt og for voldsomt på alt og alle for 20 år siden. Men hendes vrede og ikke mindst hendes fornemmelse for det akutte i situationen virker mere proportionel med truslerne i en verden af i dag.

20. september 2019

Det er en bittersød oplevelse at læse My Seditious Heart, en ny samling af den indiske forfatter Arundhati Roys politiske essays gennem snart et kvart århundrede. For på den ene side er læsning af hendes tidlige essays – i hvert fald for en læser, der blev et tænkende væsen i 1990’erne – en fornøjelig nostalgisk rustur tilbage til en mere overskuelig tid. Problemerne i starten af 1990’erne ser håndterlige, ja, næsten teoretiske ud på afstand. Som noget, der kun diskursanalyseres på plads under en rødvinssnak i risikosamfundet på en mark uden for Roskilde.

Det var i hvert fald der, jeg som RUC-studine læste en del af dem første gang, og jeg fandt mig selv smile henført over beskrivelser af globaliseringens farer, Verdensbankens ondskab og muligheden for et nukleart ragnarok.

Lige indtil jeg blev mindet om, at når de ser små ud, er det jo kun i skyggen af de trusler, der i dag tårner sig op.

Arundhati Roy

  • Hun er født 24. november 1961 i den indiske by Shillong, i delstaten Meghalaya.
  • Hun er uddannet arkitekt.
  • I en alder af 35 år udgav hun romanen De små tings Gud, der blandt andet modtog Bookerprisen.
  • Siden har hun skrevet en række kritiske essays om både indiske og internationale forhold, herunder bøgerne Capitalism: A ghost storyog The cost of livingsamt lavet dokumentarfilm.
  • Hendes seneste romanMinisteriet for den ypperste lykke er udkommet på dansk sidste år på forlaget Rosinante.
  • Hun bor i Delhi.

Som når hun beskriver problemet i Gujarat i 2002, hvor mindst 2.000 muslimer mistede livet. Og hvor den ansvarlige delstatsminister Narendra Modi kun nævnes i en bisætning – for hans karriere måtte da ende der, ikke sandt? Nu læst i en sommer, hvor Modi for anden gang blev indsat som Indiens premierminister og som det første satte den muslimske delstat Kashmir under de facto-administration. 

Stærkere end nogensinde og som del af en verdensomspændende trend, hvor stærke mænd fra Brasilien over USA til Ungarn har fået alle os pæne venstreorienterede mennesker til at dagdrømme om hemmelige kupplaner fra CIA, IMF og WB eller hvem som helst af 90’ernes onde forkortelser.

Eller essayet »The Greater Common Good« om den indiske regerings store dæmningsprojekt Sardar Sarovar, der i slutningen af 1990’erne ville betyde forflytning af tusindvis af stammefolk fra deres landsbyer.

Nu læst i en sommer, hvor varmen på Indus-Gangessletten slog rekorder, og forskere fra Massachusetts Institut of Technology advarede om, at store dele af Nordindien, der i dag kaldes hjem af flere hundrede millioner mennesker, om få år kan blive helt ubeboelig på grund af klimaforandringer.

Arundhati Roys kritik oser af personlig fornærmelse

My Seditious Heart er en samling af Arundhati Roys nonfiktion, siden hendes essaydebut med The End of Imagination i 1998. Året inden havde den unge forfatterinde opnået pludselig verdensomspændende berømmelse med romanen De små tings Gud, der modtog Bookerprisen samme år. Og det er nok primært som skønlitterær forfatter, at hun stadig er bredt kendt, til trods for at der skulle gå 20 år, før hun igen udgav et stykke fiktion, romanen The Ministry of Utmost Happiness (2017).

I de mellemliggende år har hun helliget sig arbejdet med nonfiktion og aktivisme: Som rødglødende indigneret kritiker af det indiske atomprøveprogram, kastesystemet, Kashmir-konflikten, privatisering af de fælles goder, kvinders forhold, stammefolkenes manglende rettigheder, USA’s krige i Irak og Afghanistan, Kashmir-konflikten og maoister i Nordøst.

I en vis forstand blev hun faktisk en antiforfatter. Hendes første store essay – og efter min mening stadig hendes bedste – »The end of imagination« fra 1998 blev, med den indiske forfatter og kritiker Samanth Subramanians ord, hendes overlagte syndefald – »From darling to dissident«.

For efter den kolossale succes med De små tings Gud blev hun spændt for vogne, hun ikke ønskede. Roy ville ikke bruges af de nationalistiske eliter som et dådyrøjet symbol på, at Indien skam kunne konkurrere på den litterære verdensscene, så hun brugte i stedet rampelyset til at pille et andet stort nationalt stolthedsprojekt fra hinanden: De atomprøvesprængninger, der i 1998 markerede Indiens indtræden i klubben af atommagter.

Det mest appellerende ved Roys kritik i The end of imagination er opfordringen til at tage selve eksistensen af atomvåben som en personlig fornærmelse. En personlig fornærmelse. Sådan en, der kan mærkes i kroppen som boblende vrede, og som gør, at du ikke kan snige dig udenom at sige fra. For den var jo henvendt direkte til dig.

Essayet handler som sådan ikke om de konkrete farer ved atomvåben, men om at de repræsenterer et fundamentalt psykologisk tab, der går på tværs af al politik: Tabet af fantasien til at forestille sig en fremtid med total fred og komplet frihed.

Jeg var så heldig at få lov til at interviewe Arundhati Roy sidste år. Der fortalte hun om det hastværk, hun oplevede, da hun skrev det:

»Jeg var ikke primært bange for en atomkrig ude i fremtiden. Det, der virkelig skræmte mig, skete lige nu og her. For den dag ændrede vores fælles sprog sig, og det måtte vi indse, mens det skete. Ikke som en stille eftertanke. Så jeg lagde fiktionens hemmelige, intime, langsomme sprog til side til fordel for en klar og akut tone i mine politiske essays.«

Småt er altid godt hos Roy

Roy er hamrende polemisk. Hendes essays tegner hurtigt fronterne op, og så angriber hun. Med alle litteraturens skarpeste våben: sarkasme, latterliggørelse og drivende patos. Det kan blive en anelse trættende – hvad har Bill Clintons udenomsægteskabelige affære med USA’s udenrigspolitiske engagement at gøre? Ikke voldsomt meget.

Men de onde er altid helt eventyrligt onde. Store virksomheder: onde. Store nationer: onde. Store infrastrukturprojekter: onde – uden skelen til, at de jo for det mest er sat i verden med den intention, at de skulle forbedre menneskers liv.

Og småt er altid godt hos Roy, hvilket ofte ender med en romantisering af noget lidt udefineret førmoderne. Som når hun skriver om de forflyttede stammefolk.

»I deres gamle landsbyer havde de ingen penge, men de var forsikrede. Hvis regnen udeblev, havde de skoven. Floden at fiske i. Deres husdyr var deres bankkonto.«

Men hun er også modig. Helt konkret, når hun i »Walking with the Comrades« (2010) tager på flere ugers vandring i junglen med de maoistiske oprørere. Eller bare hver evig eneste dag, hvor hun bor alene i en lejlighed i Delhi, mens hun lægger sig ud med de (voldelige) hindunationale kræfter, der står bag en række drab på kritiske intellektuelle.

Men hun er også modig i sin skrift. Når hun uden at blinke i sine glødende indignerede essays kortlægger uretfærdigheder. Uden at afsøge argumenter imod sin egen argumentation. Uden at komplicere det hele så meget, at hun kan skjule sig i krinkelkrogene.

»Jeg vælger side,« skriver hun i essayet »The ladies have feelings too, so …«.

»Jeg indtager en position. Og hvad der er værre: Jeg gør det klart, at jeg mener, at det er det moralsk korrekte at indtage en position. Og hvad endnu værre er: Jeg tager skamløst alle midler i brug for at vinde støtte til den position. For en forfatter i det 21. århundreder bliver det anset som en rimelig ucool og usofistikeret ting at gøre.«

Her er hun så venlig at sætte ord på den følelse, jeg sad med under min genlæsning. Det er et langt stykke af vejen ret ucool og usofistikeret. Men just som jeg var blevet allermest blasert, spørger hun, om det ikke netop er forestillingen om, at god litteratur udforsker det tvetydige og komplekse i hvad som helst, der gør litteraturen fjern fra den verden, den optræder i.

»Er der ikke episoder i den menneskelige historie, hvor forsigtighed og diskretion ville have været eufemisme for mangel på mod?« spørger hun.

»Hvor tilbageholdenhed var kujonagtighed? Hvor sofistikation var et dække over dekadence? Hvor det at være velovervejet i virkeligheden betyder at acceptere?«

Jo. Det er der. Og måske er vi lige nu i høj grad sådan et sted i historien. Og derfor er det provokerende interessant at læse. For mig, som er så heldig at have en avis at skrive i, faktisk næsten lidt skamfuldt. For jeg er tilbøjelig til umod. 

Det starter måske med indignation, på en god dag endda lidt vrede. Og først hamrer det direkte ned i tasterne, men så rammes jeg af tvivl. Kan det måske forholde sig helt omvendt? Og også: Hvad koster det mig at gå helt derud? I skældud på internettet. I anseelse hos dem, der er sandt elegante i tanken.

Og mange af Roys kritikere har da også afvist hende som interessant essayist med henvisning til, at man ikke går fra hendes tekster med en dybere forståelse for tingens kompleksitet. Som var enhver problemstilling et løg med uendelige lag, der aldrig når ind til en kerne, men altid har ét mere for en sand sofistikeret skribent at pille ved.

Modsætningerne i det politiske projekt

Roy piller ikke og stopper ikke op. Som Samanth Subramanian skriver i The New Yorker var »The end of Imagination« »ikke så meget skrevet, men nærmere blæst ud som ild. (...) og hver og en af teksterne i My Seditious Heart blev komponeret i samme rasende toneleje.«

Roy er kosmopolit og har spruttende foragt for provinsialisme i enhver form. Men hun er også inder, og hun er skarpest, når hun koncentrerer sig om Indien. Som når hun opsummerer det konstante parløb mellem modernitet og tradition i sit hjemland således:

»Indien lever i flere årtusinder på samme tid. På en eller anden måde lykkes det at bevæge sig fremad og tilbage på samme tid.«

Det er modsætninger, som er kernen af det politiske projekt, som Narendra Modis har sejret så eftertrykkeligt med:

»Den komplicerede vals mellem markedsivrig globalisering og middelalderlig religiøs fundamentalisme,« som Roy kalder det.

Og så kritiserer hun den liberale elite for ikke at se, før det er for sent. De troede, at det nehruanske udviklingsprojekt var modvægt til den hindinationale fanatisme, men så ikke, at de to gik hånd i hånd.

»Frem for at være antagonistiske kræfter, som repræsenterer det gamle og det nye Indien, er de faktisk som to elskende, der opførte et avanceret ritual af forførelse og koketteri, der kunne fejllæses som fjendtlighed.«

Det er en skarp analyse. Af hvordan Modi kunne vinde igen og så stort. Men også af, hvorfor de europæiske ledere tilsyneladende stadig anser ham som en flink fyr og hans hindunationale dagsorden som blot lidt lokal kolorit.

Et godt bud til pensum for unge aktivister

My Seditious Heart er organiseret kronologisk, men det er nok kun den allerhårdeste kerne af Roy-fans, der med fordel kan læse den sådan. Bogen kan fint stå på en hylde og se smuk ud og blive indtaget i tilfældige bidder, når man kan have brug for ildspyende indignation. Og opfordring til handling.

For den aktivistiske tråd, der løber igennem hele Arundhati Roys forfatterskab er den største styrke. Selv frabeder hun sig betegnelsen ’writer-aktivist’ – det lyder som en ’sofa-bed’, skriver hun (ja, hun er også til tider sjov). Men ikke desto mindre er det hendes konstante opfordring til at tage stilling og handle, der gør hendes tekster langtidsholdbare.

For måske har tiden indhentet Arundhati Roy. Til hendes fordel. For gu’ skød hun for vildt og for voldsomt på alt og alle for 20 år siden. Men hendes vrede og ikke mindst hendes fornemmelse for det akutte i situationen virker mere proportionel med truslerne i en verden af i dag.

For først og fremmest kan Arundhati Roys essays bruges som en påmindelse om, at det værste er fantasiens endeligt: Udsigten til at vi mister evnen til at forestille os, at det kunne være anderledes. Derfor er My Seditious Heart også et godt bud til pensum for de unge aktivister, der skal frelse os andre, mens vi rødvinssnakker videre. Dem, der skal tage den manglende handlen i forhold til klimakrisen som en personlig fornærmelse.

Og som Samanth Subramanian påpeger, er Vestens unge begyndt at tænke på ny. Over hvordan de skal reagere på de store udfordringer. Om hvorvidt det er tid til at lægge dyder såsom cool balance og skamfuldhed over ukontrolleret vrede på hylden.

»De kan kigge Roy over skulderen,« skriver han.

»Hun har pløjet den mark i 25 år.«

I lyset af situationen i mit hjemland (Indien, red.) ville det virke som en noget proportionsløs beslutning, hvis jeg havde fortrudt mit tilsagn om at medvirke på Göteborgs bogmesse og i stedet havde sluttet mig til boykotten, skriver kronikøren.
Læs også
»Et politisk essay er et argument, et udtryk for vrede eller for uenighed,« siger Arundhati Roy. »Fiktion derimod er en invitation til dem, du elsker, om at de skal vandre ind i din verden.«
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu