Baggrund
Læsetid: 8 min.

Børn har fortjent litteratur, der tager sig selv alvorligt

Forfatterskolen for børnelitteratur fejrer 20-års jubilæum midt i nyheden om, at den lukker. Skolen har haft en enorm betydning for dansk børnelitteratur. Gakkede, gennemarbejdede, sprogligt bevidste, helstøbte værker om børn, der klarer sig, er ikke et særsyn i dansk børnelitteratur i dag
Mette Hegnhøjs lille sensation af et værk ’Ella er mit navn vil du købe det?’ repræsenterer alt det, som Forfatterskolen ville og lykkedes med. Det er et værk, jeg aldrig bliver færdig med.

Mette Hegnhøjs lille sensation af et værk ’Ella er mit navn vil du købe det?’ repræsenterer alt det, som Forfatterskolen ville og lykkedes med. Det er et værk, jeg aldrig bliver færdig med.

Illustration: Mette Hegnhøj/Ella er mit navn vil du købe det?’

Kultur
27. september 2019

Forfatterskolen for børnelitteratur fejrer 20-års jubilæum, men det nuværende hold, der afslutter den toårige uddannelse til sommer, bliver også skolens sidste, da Aarhus Universitet har valgt at nedlægge skolen. I forbindelse med en markering af jubilæet er Anita Brask Rasmussen blevet anmodet om at holde en tale på DPU fredag. Den følger her:

Det gik op for mig en aften, hvor jeg stod og lavede en pastaret. Jeg havde netop lagt dåseåbneren fra mig, da det slog mig: Historien om Forfatterskolen for børnelitteraturen er lidt ligesom historien om tomaten.

Jo, for der var engang, hvor man måtte nøjes med at få olivenolie, ost og salt og peber på sin pasta. Sikkert en helt okay, men dog noget bleg servering.

Det var først, da conquistadorerne kom hjem fra Sydamerika med disse solmodne guldæbler, at de blev introduceret i det europæiske køkken.

I dag tager vi tomaten for givet, den er blevet en basisvare. Den gør ikke væsen af sig alene. Flyder stille ud i retten med sin enorme indflydelse. Forestil jer et Spanien eller Italien uden tomaten. Det kan man ikke. Vel?

Forfatterskolens conquistadorer har de seneste tyve år været på sproglig ekspedition og beriget dansk børnelitteratur på en måde, som vi i dag tager for givet. Ligesom tomaten. Og i dag skal vi sige tak for tomat.

For tiden kører en serie i Information, som mine kritikerkolleger på voksenlitteraturen skriver. I stedet for at skrive det 21. århundredes litteraturhistorie ud fra tematikker, strømninger eller forfatterportrætter, så tager de udgangspunkt i begivenheder.

Begivenheder, der var skelsættende for dansk litteratur. Jeg vil mene, at oprettelsen af Forfatterskolen for børnelitteratur var en sådan begivenhed.

Da resultaterne af forfatterskolens konstante ekspeditioner begyndte at flyde ud i litteraturen, fik det en indflydelse, der gør, at vi i dag har nogle andre forventninger til børnelitteraturen generelt end tidligere.

Var al den børnelitteratur, der blev skrevet før skolens oprettelse dårlig? Bestemt ikke. Men den børnelitteratur, der udkommer i dag, forventer vi mere af, end vi gjorde før.

Forfatterskolen har sat en standard, det er værd at stræbe efter. Den har bidraget til, at vi forholder os kritisk og seriøst til tekster for børn. Et blik som meget anden børnekultur også godt kunne have brug for.

Når man læser professor emeritus på DPU Torben Weinreichs motivation for at oprette skolen dengang for tyve år siden, var det netop med ønsket om, at der blev skrevet bedre børnebøger – og sikkert også om, at de skulle blive taget seriøst som kunst.

Det må siges at være lykkedes. Skolen har været med til at udvide grænserne for børnelitteraturen.

Uden forfatterskolen for børnelitteratur havde vi aldrig fået Mette Hegnhøjs lille sensation af et værk Ella er mit navn vil du købe det? Ella, der bor med sin mor i et antikvariat og savner sin far og ønsker sig en kat.

Ella, som har skrevet sin historie på en bunke efterladte ark i en lille papæske. En æske fyldt med poetsne lavet af hulmaskineudklip. Ingenting bliver til noget. Og på de efterladte papirer finder Ella en kat. Skrivemaskinens tegn former Kattekismus, som Ella kalder den.

Værket peger på sig selv som tegn, som objekt, og grænserne mellem det, der står, og hvordan det står, opløses. Alt betyder noget. Ella betyder noget.

Det er et værk, jeg aldrig bliver færdig med. Det bliver ved med at fremstå originalt og dragende. Det er unikt, men samtidig repræsenterer det også alt det, som Forfatterskolen ville og lykkedes med.

Den slags gakkede, men gennemarbejdede, sprogligt bevidste, helstøbte værker om et barn, der klarer sig, er ikke et særsyn i dansk børnelitteratur i dag.

Bare fordi man opretter en skole, er det ikke nødvendigvis sådan, at man kommer til at danne skole, men det mener jeg, at man kan sige om Forfatterskolen for børnelitteratur.

I dag er den sproglige opmærksomhed nødvendig, hvis man som børnebogsforfatter vil vinde priser og bryde igennem til det marked, der er folkeskolernes danskundervisning.

Lad os starte med at glæde os over det: Kun den børnelitteratur, der tager sig selv seriøst som litteratur, kan klare sig i folkeskolen.

Men. For der er et lille men. Forfatterskolen har også været med til at fremelske et meget stort fokus på form i almindelighed og den korte form i særdeleshed i børnelitteraturen.

Det er helt naturligt, ja, faktisk et krav, at man på en forfatterskole får styr på sin form, bliver præcis i sit sprog og original i sit greb. Og det er en opmærksomhed omkring sproglig præcision, der har løftet niveauet i resten af børnelitteraturen enormt.

Men det er, som om at der er opstået den misforståelse derude, at det er, hvor hurtigt du kommer hen til et punktum, der afgør, om det, du har skrevet, er god litteratur.

Spændende syntaks kan snyde sin læser. Få os til at holde vejret. Være helt stille. Stoppe alt. Vente. Og så viser det sig måske, at det, der står, egentlig ikke er særlig spændende eller overraskende eller åndedrætsstoppende, men lige nøjagtig den udvikling, du havde forventet, fordi du har læst en bog om en selvdestruktiv teenager tusind gange før. Syntaksen løj for dig. Den forførte dig med sine manerer.

Så tak til forfatterskolen for at pege på sproget, for at insistere på børnelitteratur som litteratur, men tag jer i agt for punktumkapløb og syntakssnyd! Et originalt greb er ikke alt.

Vi bliver ikke rigere, men fattigere, hvis vi kommer derhen, hvor vi tror, at kun sprogfokuseret smal børnelitteratur er god børnelitteratur.

God børnelitteratur kommer heldigvis i mange forskellige former. Og personligt kunne jeg godt tænke mig mere handlingsmættet børnelitteratur i tomat.

Ligesom dansk børnelitteratur savnede sproglig opmærksomhed før Forfatterskolen, så savnede den også forfattere, der gjorde sig overvejelser om, hvad det egentlig vil sige at skrive for børn.

Det kan sagtens være, at man kommer til den konklusion, at det kan man ikke tage sig af. »Det tænker jeg ikke over,« siger børnebogsforfattere nogle gange. Jeg vil vove den påstand, at de lyver.

Selvfølgelig er der forskel på at skrive til børn og skrive til voksne. Og hvis man er god til det, så ved man det godt. Man ved, at når man som voksen forholder sig til børn, så gør man det med alle mulige forestillinger om, hvad det vil sige at være barn, som ikke nødvendigvis har noget med virkelige børn at gøre.

Spørgsmålet er så, hvad man har tænkt sig at gøre ved, at det er noget andet at skrive til børn end til voksne. Måske er det bedst at være bevidst om det og så glemme det lidt igen. At vide det og ikke vide det på én gang. Så kan både barnet og den voksne være i teksten. Forfatteren og læseren.

Netop det mestrer den norske forfatter Stian Hole. Hans bøger føles både som fuldendte kunstværker og som respektfulde henvendelser til børn. Hans bøger er fulde af herbarier. Planter og blomster slynger sig rundt på siderne og står på rad og række. Han samler også på andre ting, ting, der skyller op på stranden, frimærker og den slags.

Men mest af alt samler han på sansninger. Det har han i virkeligheden altid gjort, fortalte han mig engang i et interview. Når han tager en bog ud fra sine forældres bogreol og åbner den, kan der stadig falde tørrede planter ud, og når han husker tilbage på, hvad han husker om første gang, han mødte hende, der skulle blive hans kone, er det ikke, hvad der skete, hvad hun gjorde eller sagde, men måden, hvorpå lokker af hendes hår rørte hendes nakke, når hun bevægede sig rundt på stolen foran ham i klassen.

Om alle hans barndoms sansninger og samlinger sagde han til mig:

»Det var en glæde for mig, men ikke noget dybere end det på det tidspunkt. Som voksen kan jeg selvfølgelig have en særlig opfattelse af, hvad det var, jeg lavede.«

Man tænker måske, at det giver sig selv. Men det gør det ikke. Det er faktisk en ret svær balance, både at være bevidst forfatter og gøre plads til barnet i sin fortælling.

Jeg tror, Stian Hole ville føle, at det var respektløst over for drengen Stian at insistere hårdnakket på, at hans samling af planter var andet end en samling af planter. Som om det ikke havde betydning nok i sig selv, at han bare var en dreng, der gik rundt i skoven og puttede noget i lommerne.

Det er en meget solidarisk og ydmyg tilgang fra en voksen, der skriver tekster til børn. Og jeg synes, det er en tilgang, jeg ofte genfinder i værker fra forfattere uddannet her fra skolen. Her anerkendes barnets oplevelse af verden.

Barnet i bogen er ikke bare en marionet i den voksne forfatters romantisering. Barndommen er ikke bare et trinbræt, hvorfra man enten står på et tog fuld af kærlighed og dannelse eller af svigt og dermed ankommer til voksenlivets perron som enten et helt menneske eller en traumatiseret skal.

På Forfatterskolen skrives der tekster til børn, der ligesom Stian Holes børn ikke bare udsættes for verden, men er i den, undersøger den, ordner den, forsøger at forstå den, reagerer på den og finder deres egen plads i den.

Som for eksempel Mette Eike Neerlins Honey fra den prisbelønnede Hest, hest, tiger, tiger, der observerer, hvordan andre ser på hendes familie. For eksempel hendes far, der har koloenorme overarme.

»Da jeg var yngre, syntes jeg, det var rimelig sejt, det med steroiderne og musklerne. Men efter noget tid fandt jeg ud af, at det var det ikke. Jeg kunne se det på den måde, andre folk kiggede på ham. Dem fra klassen, deres forældre, folk på gaden. Og det gik op for mig, at fars muskler var blevet for meget. Sådan er det nemlig med mange ting. I starten er de gode og seje, men når de kommer til en vis grænse, bliver de for meget, og så er det ikke godt længere. Slet ikke.«

Børn har fortjent det, dansk børnelitteratur giver dem i dag. De har fortjent gode bøger, der udfordrer dem sprogligt og fortæller historier om bevidste, reagerende og agerende børn.

At give dem litteratur, der tager sig selv alvorligt, er at tage dem alvorligt. Det er at anerkende deres betydning i verden. Og anerkendelse er magt. Lige nu ser vi, hvordan de griber den over hele verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her