Læsetid: 13 min.

Edward Snowden: Nu var der endelig noget at kæmpe for

I et uddrag fra hans erindringer, der udkommer i dag, fortæller den amerikanske whistleblower Edward Snowden om sine oplevelser den dag, da tårnene i New York faldt, og hvorfor han besluttede sig for at melde sig til hæren
Terrorangrebet på tvillingetårnene i New York var med til, at Edward Snowden efterfølgende meldte sig til den amerikanske hær.

Terrorangrebet på tvillingetårnene i New York var med til, at Edward Snowden efterfølgende meldte sig til den amerikanske hær.

ritzau scanpix

17. september 2019

Når jeg prøver at forstå forløbet i de sidste to årtier, vender jeg tilbage til september 2001 – til denne ground zero-dag og dens umiddelbare efterspil. At vende tilbage til det pågældende efterår betyder at konfrontere sig med en mørkere sandhed end de løgne, der forbandt Taleban med al-Qaeda og fremtryllede Saddam Husseins ikkeeksisterende lagre af masseødelæggelsesvåben.

I sidste ende vil det sige at konfrontere sig med den kendsgerning, at det blodbad og magtmisbrug, der kendetegnede mine første år som voksen, ikke kun blev skabt i regeringen og hos efterretningstjenesterne, men også i samtlige amerikaneres sjæl, min egen indbefattet.

Jeg begyndte at arbejde som webdesigner for en pige, jeg mødte til undervisning. Hun, eller vel snarere hendes virksomhed, hyrede mig sort for den på det tidspunkt overdådige løn af 30 dollar i timen kontant. Fidusen lå i, hvor mange timer jeg reelt fik betaling for.

Mae kunne selvfølgelig også bare have betalt mig med smil – for jeg var fuldstændig betaget og slet og ret dybt forelsket i hende. Og selv om jeg ikke var specielt godt til at skjule det, er jeg ikke sikker på, at det gjorde Mae noget, for jeg svigtede aldrig en deadline eller blot den mindste mulighed for at gøre hende en tjeneste. Derudover var jeg lærenem.

I en virksomhed bestående af to personer er man nødt til at kunne det hele. Selv om jeg kunne udføre mit arbejde for Squirrelling Industries overalt og også gjorde det – det er i sidste ende hele pointen med at arbejde på nettet – så hun helst, at jeg kom ind på kontoret, hvad der ville sige hjem til hende i et toetagers byhus, hvor hun boede sammen med sin nydelige og begavede ægtemand, som jeg vil kalde Norm.

Jovist, Mae var gift. Ydermere lå hendes og Norms byhus inde på basen i det sydvestlige hjørne af Fort Meade, hvor Norm arbejdede som sprogekspert i luftvåbnet og var tilknyttet NSA. Jeg skal ikke kunne sige, om det er lovligt at drive virksomhed hjemmefra, hvis ens hjem er forbundsstatens ejendom og befinder sig på et militært anlæg, men som teenageforelsket i en gift kvinde, der også var min chef, var jeg ikke ligefrem tilbøjelig til at hænge mig i formalia.

I vore dage er det nærmest umuligt at forestille sig, men dengang kunne stort set hvem som helst komme ind på Fort Meade. Der var ikke antydning af betonpæle og barrikader og kontrolposter med pigtråd om. Jeg kunne bare køre ind på verdens mest hemmelighedsfulde efterretningstjenestes militærbase i min Civic 92 med vinduerne rullet ned og radioen skruet op uden at behøve at standse ved porten og vise ID.

Nærmest hver anden weekend samledes en fjerdedel af japanskholdet i Linas lille hus bag ved NSA’s hovedkvarter for at se anime og lave tegneserier. Sådan var det bare i hine svundne tider, hvor man hørte sætningen »Det er et frit land, ikke?« i hver eneste skolegård og tv-komedie.

Når der skulle arbejdes, mødte jeg op hos Mae om morgenen og kørte ind på hendes blinde vej, efter at Norm var taget hen til NSA, og så blev jeg der dagen igennem indtil lige før, han kom hjem. De par gange i løbet af de to år, jeg arbejdede for hans kone, hvor Norm og jeg var der samtidig, var han alt taget i betragtning både venlig og afslappet over for mig.

Til at begynde med troede jeg, at han ikke havde bemærket min forelskelse eller anså mig for at have så ringe muligheder som forfører, at han ikke så noget problem i at lade mig være alene med sin kone. Men da vi en dag tilfældigt passerede hinanden – han på vej ud, jeg på vej ind – bemærkede han høfligt, at han havde en pistol liggende i natbordet.

Som følge af de tikkende afdrag på mit studielån havde jeg nu også en praktisk grund til at være sammen med Mae: penge. Jeg bad hende om at give mig flere timer. Det gik hun med til og bad mig begynde at møde klokken 9. Specielt for en freelancer var det hæsligt tidligt, så derfor var jeg den pågældende tirsdag formiddag også sent på den.

Under en mild og smuk og Microsoft-blå himmel kørte jeg hurtigt afsted hen ad Route 32 og prøvede på ikke at gå i en fartfælde. Med lidt held ville jeg kunne trille ind hos Mae inden 9.30 og – med vinduet rullet ned og den ene hånd udenfor – føltes det som en heldig dag. Jeg havde stillet ind på taleradioen og ventede på, at nyhederne skulle gå over til trafiksituationen.

Lige som jeg skulle til at tage genvejen ad Canine Road ind på Fort Meade, blev udsendelsen afbrudt af en melding om et flystyrt i New York City.

Mae kom ud og lukkede op, og jeg fulgte efter hende op ad trappen fra den mørke entré til det trange kontor ved siden af hendes soveværelse. Der var ikke noget særligt over det: blot vores to skriveborde ved siden af hinanden, et tegnebord til hendes tegninger og et bur til hendes egern.

Selv om jeg var lidt urolig over nyheden, havde vi arbejde, der skulle laves. Jeg tvang mig selv til at koncentrere mig om den foreliggende opgave. Jeg var lige nået til at åbne filerne til projektet i en simpel tekstredigeringsenhed – vi skrev selv koderne til hjemmesiderne – da telefonen ringede.

Mae tog den. »Hvad? Er det rigtigt?«

Da vi sad så tæt på hinanden, kunne jeg også høre hendes mands stemme. Og han råbte.

Mae fik et opskræmt udtryk i ansigtet og gik ind på en nyhedsside på sin computer. Husets eneste tv-apparat stod nedenunder. Jeg var i færd med at læse nyhedssidens rapport om et fly, der var fløjet ind i det ene af tvillingetårnene i World Trade Center, da Mae sagde:

»Okay. Hold da op. Okay,« og lagde på.

Hun vendte sig om mod mig. »Der er lige fløjet et andet fly ind i det andet tårn.«

Indtil da havde jeg troet, at der var tale om en ulykke.

»Norm mener, at de vil lukke basen,« sagde Mae.

»Altså portene?« sagde jeg. »Virkelig?« Jeg havde endnu ikke fattet omfanget af det skete. Jeg tænkte mest på at kunne komme hjem igen.

»Norm siger, at du hellere må køre. Han vil ikke have, at du bliver spærret inde.«

Jeg sukkede og gemte det arbejde, jeg dårligt nok var kommet i gang med. Netop da jeg rejste mig op for at gå, ringede telefonen igen, og denne gang var samtalen endnu kortere. Mae blev ligbleg.

»Du vil ikke tro det her.«

Vild forvirring, kaos: de ældste former for rædsel, vi kender til. De handler begge om orden, der bryder sammen, og panikken, der kommer væltende ind for at fylde tomrummet ud. Resten af mine dage vil jeg kunne huske, at jeg kørte tilbage ad Canine Road – vejen forbi NSA’s hovedkvarter – efter angrebet på Pentagon.

Vanviddet strømmede ud fra tjenestens sorte glastårne, en flodbølge af råb, ringende mobiltelefoner og biler, der gassede op på parkeringspladser og kæmpede for at komme ud på vejen. Midt under det værste terrorangreb i USA’s historie var i tusindvis af ansatte hos NSA – den vigtigste elektroniske tjeneste i det amerikanske efterretningsmiljø – i færd med at forlade deres arbejde i en kæmpe strøm, der også rev mig med sig.

NSA’s direktør, Michael Hayden, gav ordre til evakuering, før hovedparten af landet overhovedet vidste, hvad der var sket. Senere valgte NSA og CIA – der 11. september også evakuerede alle andre end en nødbemanding fra sit hovedkvarter – at forklare deres handlemåde med at henvise til bekymringen for, at en af tjenesterne potentielt og muligvis og højst sandsynligt kunne være mål for det fjerde og sidst kaprede fly, United Airlines Flight 93, og ikke for eksempel Det Hvide Hus eller Capitol.

Selv tænkte jeg ikke en skid på de næste sandsynlige mål, mens jeg sneglede mig gennem bilkøen, hvor alle prøvede at komme ud fra den samme parkeringsplads samtidig. Jeg tænkte ikke på noget som helst.

Jeg kan huske, at jeg slap ud af den panikslagne trafikprop af spioner på flugt fra Fort Meade, netop som Nordtårnet faldt. Ude på motorvejen prøvede jeg at styre med den ene hånd og trykke på knapper med den anden for at ringe tilfældige familiemedlemmer op uden nogensinde at kunne komme igennem. Til sidst formåede jeg at få fat i min mor, som på dette tidspunkt i sit arbejdsliv havde forladt NSA og arbejdede på kontoret hos forbundsdomstolen i Baltimore. De var i det mindste ikke blevet evakueret.

Hendes stemme gjorde mig bange, og pludselig var det at berolige hende det eneste vigtige for mig i verden.

»Det er okay. Jeg er på vej væk fra basen,« sagde jeg. »Vi har ikke nogen i New York, vel?«

»Jeg ved det – jeg ved det ikke. Jeg kan ikke få fat i mormor.«

»Er morfar i Washington?«

»Mig bekendt kan han lige så godt være i Pentagon.«

Jeg glemte at trække vejret. I 2001 var morfar gået på pension fra kystvagten og arbejdede nu som overordnet i FBI, hvor han sad i ledelsen af deres luftfartsafdeling. Derfor tilbragte han også meget af sin tid i forbundsbygninger i D.C. og omegn.

Før jeg kunne nå at finde på noget trøstende at sige, fortsatte min mor:

»Der er nogen på den anden linje. Måske er det mormor. Jeg bliver nødt til at lægge på.«

Da hun ikke ringede tilbage, blev jeg ved med at prøve hendes nummer uden at kunne komme igennem, så i stedet tog jeg bare hjem og ventede, mens jeg sad foran det larmende tv-apparat og blev ved med at opdatere nyhedssider. Vores nye kabelmodem viste sig hurtigt at være mere modstandsdygtigt end samtlige kommunikationssatellitter og mobilmaster, der satte ud overalt i landet.

Min mors køretur hjem fra Baltimore var en møjsommelig snegletur gennem vanvittig trafik. Hun nåede grådkvalt frem, men vi var blandt de heldige. Pop var i god behold.

Da vi næste gang så mormor og morfar, blev der talt en hel masse – om planer for julen og planer for nytår – men Pentagon og tårnene blev ikke nævnt.

Min far fortalte mig til gengæld levende om sin 11. september. Han befandt sig i kystvagtens hovedkvarter, da tårnene blev ramt, og han og tre af hans officerskolleger forlod deres kontorer i operationsledelsen for at finde et mødelokale med en skærm, så de kunne se nyheder. En ung officer kom styrtende forbi dem på vej hen ad gangen og sagde:

»De har lige bombet Pentagon.«

Da han blev mødt med vantro, gentog han:

»Jeg mener det – de har lige bombet Pentagon.«

Min far skyndte sig hen til et panoramavindue med udsigt hen over Potomacfloden til omkring to femtedele af Pentagon med bølgende sorte røgskyer omkring.

Jo flere gange min far beskrev episoden, desto mere fascineret blev jeg af replikken:

»De har lige bombet Pentagon.«

Hver gang han sagde den, kan jeg huske, jeg tænkte:

»De«? Hvem var »de«?

Endnu mens ruinerne ulmede, opdelte USA omgående verden i »os« og »dem«, hvor alle enten var med »os« eller mod »os«, som præsident Bush så mindeværdigt udtrykte det.

Folk i mit kvarter begyndte at sætte nye amerikanske flag op som for at vise, hvilken side de havde valgt. Folk hamstrede røde, hvide og blå papbægre og satte dem i hvert eneste hegn på hver eneste viadukt på hver eneste motorvej mellem mine forældres hjem for at skrive sætninger som UNITED WE STAND og STAND TOGETHER NEVER FORGET.

Indimellem gik jeg hen på en skydebane, og mellem de gamle mål som bullseyes og flade silhuetter var der nu også billeder af mænd med arabisk hovedtørklæde.

Våben, som i årtier havde samlet støv bag glasset i montrerne, blev nu markeret som »SOLGT«. Ligeledes stillede amerikanerne sig i kø for at købe mobiltelefoner i håb om at blive advaret på forhånd om det næste angreb eller i hvert fald få mulighed for at sige farvel fra et kapret fly.

Næsten hundredetusind spioner mødte på arbejde i efterretningstjenesterne igen i bevidstheden om at have svigtet deres primære opgave her i verden, nemlig at beskytte USA. Tænk på den skyld, de følte. De var lige så vrede som alle andre, men de følte også skyld.

Analysen af deres fejltagelser kunne vente. Lige i øjeblikket var det vigtigste for dem at rette op på skaderne. Samtidig fik deres chefer travlt med at bedrive lobbyarbejde for ekstraordinære budgetter og ekstraordinær magt og udnyttede terrortruslen til at udvide deres muligheder og beføjelser langt ud over forestillingsevnen hos ikke blot offentligheden, men sågar også hos dem, der satte gummistempler på godkendelserne.

Den 12. september var den første dag i en ny æra, som USA mødte med samstemmende beslutsomhed og bestyrket af en genvakt følelse af patriotisme og alverdens velvilje og sympati.

I retrospekt kunne mit land have fået kolossalt meget ud af denne mulighed. I stedet for at behandle terroren som det teologiske fænomen, den selv påstod at være, kunne vi have behandlet den som den forbrydelse, den var. Vi kunne have brugt dette sjældne øjeblik af solidaritet til at styrke de demokratiske værdier og insistere på dem i den nu forbundne globale offentlighed.

I stedet gik vi i krig.

Mere end noget andet i mit liv fortryder jeg min automatiske og ukritiske støtte til denne beslutning. Vist var jeg rasende, men det var kun begyndelsen på en proces, hvor mine følelser fuldstændig overdøvede min rationelle dømmekraft.

Jeg accepterede alle de påstande, som medierne viderebragte som kendsgerninger, og jeg gentog dem, som var jeg betalt for det. Jeg ville være en befrier. Jeg ville befri de undertrykte. Jeg accepterede den sandhed, som var blevet konstrueret til statsmagtens fordel, og som jeg i min ophidselse forvekslede med landets bedste. Det var, som om alle mine individuelle holdninger var styrtet sammen – både den antiautoritære hacker-etik, jeg havde tilegnet mig på nettet, og den apolitiske patriotisme, jeg havde arvet fra mine forældre, var slettet fra mit system – og i stedet var jeg blevet genstartet som et villigt redskab til hævn.

Den hårdeste del af ydmygelsen ligger i at erkende, hvor let denne forvandling fandt sted, og hvor uforbeholdent jeg hilste den velkommen.

Mit gæt er, at jeg gerne ville være en del af noget. Før 11. september havde jeg været i tvivl om, om jeg skulle gøre militærtjeneste, for det havde virket meningsløst eller helt enkelt kedeligt. Alle, jeg kendte, som havde gjort tjeneste, havde gjort det under den nye verdensorden efter Den Kolde Krig, det vil sige mellem Berlinmurens fald og angrebene i 2001.

I dette tidsrum, som faldt sammen med min egen ungdom, havde USA ingen fjender. Jeg voksede op i et land, som var verdens eneste supermagt, og hvor alting – i hvert fald for mig eller folk af min slags – virkede præget af velstand og ro. Der var ingen nye grænser at overskride eller store samfundsproblemer at løse, kun på nettet. Alt det blev ændret af begivenhederne 11. september. Nu var der endelig noget at kæmpe for.

Mine egne muligheder for at gøre det virkede imidlertid nedslående. Jeg mente selv, at jeg bedst kunne tjene mit land bag en computer, men et normalt it-arbejde virkede for trygt og sikkert i denne nye verden med asymmetriske konflikter. Jeg håbede at kunne komme til at lave noget ligesom på film eller tv – de her indbyrdes hackerkampe med vægge af blinkende virusadvarsler, der opsporer fjender og forpurrer deres planer.

Uheldigvis for mig havde de vigtigste af de tjenester, der gjorde lige nøjagtig det – NSA og CIA – nedfældet deres adgangskrav for et halvt århundrede siden og havde ofte rigide forskrifter om en traditionel collegegrad, hvad der betød, at selv om it-branchen anså min AACC-eksamen og MSCE-certificering for acceptabel, gjorde staten det ikke.

Jo mere jeg læste rundt omkring på nettet, desto mere gik det imidlertid op for mig, at verden efter 11. september var fuld af undtagelser. Tjenesterne voksede i et så voldsomt omfang og tempo, i særdeleshed på it-siden, at de indimellem så bort fra eksamenskravene til veteraner. Det var på det tidspunkt, jeg besluttede at melde mig.

Måske skulle man tro, at min beslutning i lyset af min families historie med at gøre tjeneste gav god mening eller ligefrem var uundgåelig. Men det gjorde den ikke og var den heller ikke. Ved at melde mig gjorde jeg lige så meget oprør mod den veletablerede arv, som jeg indordnede mig under den – for efter at have talt med hverveofficerer fra samtlige værn besluttede jeg mig for at melde mig til hæren, hvis ledelse dele af min kystvagtfamilie altid havde anset for de irriterende onkler i det amerikanske militær.

Da jeg fortalte min mor det, græd hun i flere dage. Jeg vidste bedre end at fortælle det til min far, der allerede under hypotetiske samtaler havde gjort det fuldstændig klart, at det ville være spild af mine tekniske evner. Jeg var 20 år gammel og vidste, hvad jeg foretog mig.

Den dag, jeg tog afsted, skrev jeg et brev til min far – i hånden, ikke printet – for at forklare min beslutning og skubbede det ind under døren til hans lejlighed. Det sluttede med en erklæring, der stadig får det til at krympe sig i mig.

»Jeg er ked af det, far,« skrev jeg, »men det er afgørende for min personlige udvikling.«

Uddrag fra I offentlighedens tjeneste, der udkommer på Informations Forlag i dag. Oversat af Jakob Levinsen.

Edward Snowden er min generations største og vigtigste whistleblower, skriver Anders Kjærulff.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu