Interview
Læsetid: 9 min.

»Min generation har et ansvar for at videreføre den idealisme, som styrtede til jorden med Berlinmurens fald«

Simon Strauss skabte stor debat, da han i 2017 debuterede med værket ’Syv nætter’, hvori han kritiserer sin generation, som er vokset op efter Berlinmurens fald, for at være for individualistisk og idéforladt. I dag er han mere håbefuld på sin generations vegne
»Det er bullshit, når man i dag har følelsen af kun at kunne foregribe fremtiden ved at forholde sig til algoritmer. Selv om mange i min generation øjensynligt tænker, at alt godt allerede er sket eller gjort og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal gøre noget, så mener jeg, at det kan gavne at kigge ind i fortiden. For er det ikke fantastisk at se alt det, der engang var, og skal vi ikke forsøge at fastholde det?« spørger Simon Strauss.

»Det er bullshit, når man i dag har følelsen af kun at kunne foregribe fremtiden ved at forholde sig til algoritmer. Selv om mange i min generation øjensynligt tænker, at alt godt allerede er sket eller gjort og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal gøre noget, så mener jeg, at det kan gavne at kigge ind i fortiden. For er det ikke fantastisk at se alt det, der engang var, og skal vi ikke forsøge at fastholde det?« spørger Simon Strauss.

Kultur
27. september 2019

Et af Simon Strauss’ tidligste barndomsminder stammer fra en dag, hvor han var ude at bade med sin familie. Præcist hvor gammel han var på det tidspunkt, og hvor det rent geografisk fandt sted, kan han ikke umiddelbart huske.

Men når han tænker tilbage på det i dag, kan han regne ud, at han må have været omkring to år, og at det må have været omkring Wannsee uden for Berlin. For mindet har brændt sig fast på grund af den barriere, der løb gennem vandet og delte søen, som de badede i, i to:

»Det må have været en del af Berlinmuren, som man endnu ikke havde fjernet, og det er jo et meget sjældent syn sådan at se en sø blive delt i to,« fortæller Simon Strauss og indrømmer, at mindet også er det eneste tidspunkt i hans barndom og ungdom, hvor Berlinmuren og Tysklands såkaldte genforening har været præsent i hans bevidsthed:

»I min barndom spillede spørgsmålet om ’øst’ og ’vest’ slet ingen rolle, og da jeg begyndte at interessere mig for politik var det først og fremmest Irakkrigen og hele spørgsmålet om Amerika, som optog mig. Så det var først for to-tre år siden, hvor begrebet ’østtysk’ i stigende grad blev anvendt, at jeg forstod genforeningen som et intellektuelt problem. At genforeningen ikke var et historisk øjeblik, som fandt sted, men at den fortsat finder sted, og at delingen af Tyskland og den måde, genforeningen fandt sted på, stadig er et sår for nogen.«

Simon Strauss

  • Født 13. november 1988 i Charlottenborg, Berlin, og søn af den kontroversielle dramatiker og modernitetskritiker Botho Strauss.
  • Uddannet i historie og oldtidskundskab fra universitet i Basel, Poitiers og Cambridge. Derudover har han en ph.d. i videnskabshistorie fra Humboldt-Universität zu Berlin.
  • Debuterede i 2017 med det autofiktive værk ’Syv nætter’ og er i øjeblikket aktuel med sit andet værk ’Römische Tage’, som i mindre grad har autofiktive træk og udkommer på dansk i foråret 2020.
  • I dag bosat i Frankfurt, hvor han sideløbende med sit virke som forfatter er kulturredaktør på avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Simon Strauss var knap et år gammel, da Berlinmuren faldt, og selv om han på den lange bane ikke har beskæftiget sig meget med den og det symbol, som den var, har han i den grad taget revanche siden 2017, hvor hans modernitetskritiske, litterære debut Syv nætter udkom.

Et omdiskuteret værk, der på prægnant vis har delt litteraturkritikere både i og uden for hjemlandets grænser, og som i Danmark er blevet kaldt både »navlepillende« og »ynkeligt«, men som også har sikret ham at blive udnævnt til at være sin generations stemme og tilmed en af de mest markante stemmer på den nutidige, tyske forfatterscene.

Det er også derfor, han er et af hovednavnene på dette års Golden Days-program, der i år omhandler 1989 og 30-året for Murens fald. Og ifølge Simon Strauss kan den ellers mørke dag i november for 30 år siden, hvor østtyskerne stormede og væltede den mur, som havde begrænset deres bevægelsesfelt i lige så mange år, som verden nu har været foruden den, virkelig forstås som indbegrebet af en golden day:

»Genforeningen var et utroligt lykkeligt øjeblik i den tyske historie. Selv om jeg kun var et år, så var det også et lykkeligt øjeblik for mig, fordi jeg blev født ind i et nyt land. Landet er så at sige blevet født sammen med mig. Men gennem genforeningen blev der taget afsked med ideologier, og det positive udtryk af ideologier er jo ideal.«

»Efter Murens fald tog kapitalismen en stor del af styringen, og konsumering kom i centrum. Pludselig var alt muligt, men hermed fulgte også tabet af idealer og utopiske tanker og det intellektuelle arbejde med nutiden. De ideologiske tanker blev i 1990’erne erstattet med tanker karakteriseret af kynisme og ironi,« forklarer Simon Strauss, da fotografen og jeg møder ham på Charlottenborg Slot. Det var erkendelsen af dette tab, som Murens fald også medførte, der i sin tid tvang ham til tasterne.

Samfundet fungerer først og fremmest gennem sproget

Når hovedpersonen »S« i Syv nætter, som Simon Strauss tilkendegiver har autofiktive træk, kritiserer kynismens indtog og rationalismens altoverskyggende gennemslagskraft i det senmoderne samfund, er det, fordi han mener, at individualismen udgør en potentiel fare for samfundet:

»Gennem den økonomiske udvikling og teknologien og frem for alt digitaliseringen er fællesskabsfølelsen blevet udtyndet. Alle har deres Facebookprofil og er først og fremmest kunder. Man er isoleret. Men faren er, at alle aktiviteter på telefonen dræner os for energi og efterlader os passive,« fortæller Simon Strauss, imens han ivrigt griber efter sin egen iPhone for at understrege sin pointe og fortsætter:

»Og jeg tror på, at samfundet kun fungerer, når der er en bestemt form for resonans for nu at benytte et af Hartmut Rosas (tysk sociolog og politolog, red.) yndlingsord. Og den opstår jo først og fremmest gennem sproget.«

En tese, han kun blev bekræftet i, efter Syv nætter udkom:

»Modtagelsen var i grunden interessant, fordi mange har reageret på en eller anden måde. Og gennem reaktionen på noget opstår der også et øjeblik af samfund. Et samfund fungerer jo ikke kun, hvis det er homogent. Eller rettere; det fungerer naturligvis, men det er ikke min forståelse af et vellykket samfund.«

»Begrebet indbefatter i min optik en diskussion, for herigennem kan man gennemarbejde et billede af virkeligheden. Alle ser noget forskelligt, når de kigger ud ad vinduet, og man diskuterer så, hvad der er vigtigst. Men i det øjeblik, vi kigger ud ad vinduet og har diskussionen, er der et øjeblik, hvor vi føler ansvar. Og det er egentlig det, det hele handler om. At føle ansvar,« konstaterer Simon Strauss.

Og når så mange i hans generation ikke af naturlige årsager føler det ansvar, skyldes det ifølge ham netop historiens gang og Murens fald:

»Murens fald skabte en følelse af, at alt, hvad man kan opnå med ideer, var opnået, og min generation har endnu ikke oplevet modstand i form af krig, provokationer som punk eller frigørelseskampe, så vi er aldrig rigtig blevet testet.«

Vi må genbesætte traditionsbegrebet positivt 

Det er en fejl, mener den 30-årige forfatter, der i Syv nætter plæderer for et mere tilbageskuende blik på fortiden i forsøget på at genskabe sin generations ansvar for fremtiden frem for udelukkende at bygge den på algoritmer.

En pointe, som går igen i hans nyeste værk Römische Tage, hvor en ung mand drager mod Rom for at finde sin vej i nutiden og fremtiden, og som den tyske ugeavis Die Zeit fastslog »også kender lyden af forfatterens far«; den opsigtsvækkende dramatiker Botho Strauss, som er kendt for at polemisere det moderne samfunds tab af traditioner.

Traditioner er ifølge Simon Strauss også et vigtigt begreb, men samtidig et begreb, som kan misforstås:

»Traditioner er et begreb, som man virkelig må genbesætte positivt. Begrebet må ikke blive politiseret af populister på højrefløjen. Når AfD for eksempel siger, at de vil have flere tyske stykker på teatrenes sæsonprogrammer, er det for mig ikke en tradition, men en provokation. Fordi det får en nationalistisk betydning.«

»Traditioner bør først og fremmest handle om at stille et spørgsmål om forgængeligheden. Tradition er for mig lig med selvundersøgelse og selvindsigt og forståelsen af, at man ikke selv er centrum, og her er det vigtigt at forstå sig selv som menneske i den tid, man lever i,« fortæller Simon Strauss. Og her mener han, at fortiden kan være et værktøj af stor værdi, når det kommer til spørgsmålet om at forstå nutiden:

»Jeg lever meget gerne i den her tid og er lykkelig for, at jeg kan gå til tandlægen og få ordnet mine tænder uden den store smerte. Men man skal forstå fortiden som et fænomen med forbløffende stor værdi. Når jeg går i bygninger som den her,« siger han og slår armene ud, mens han kigger rundt i det store rum, der trods en yderst spartansk indretning giver herskabslignende fornemmelser og et strejf af historiens vingesus, »så prøver jeg at forestille mig, hvad der er sket. Kun når jeg stiller mig selv tvivlende, kan jeg stille dig et spørgsmål og skabe en diskussion og lave en udveksling.«

Derudover mener Simon Strauss som sagt, at blikket på fortiden kan bruges til at genskabe ansvarsfølelsen blandt hans egen generation:

»Det er bullshit, når man i dag har følelsen af kun at kunne foregribe fremtiden ved at forholde sig til algoritmer. Selv om mange i min generation øjensynligt tænker, at alt godt allerede er sket eller gjort og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal gøre noget, så mener jeg, at det kan gavne at kigge ind i fortiden. For er det ikke fantastisk at se alt det, der engang var, og skal vi ikke forsøge at fastholde det?« spørger Simon Strauss, der trods markante holdninger og et livligt kropssprog, synes lydhør og åben i kraft af en face-to-face-dialog, som han har længtes og fortsat længes efter.

Et hus, hvor alt forbindes i ét

Længslen er ifølge Simon Strauss altafgørende for hans egen ansvarsfølelse, og selv om der endnu ikke hersker entydig enighed om det, er han overbevist om, at hans generations kamp er lig med kampen for Europa:

»Den unge generation har et ansvar for at videreføre idealismen og prioritere Europa. Idealismen, som overvandt muren, må videreføres til spørgsmålet om, hvordan vi genforener Europa,« siger han.

Når han selv mærker så stor en tilknytning til og ansvar over for det europæiske projekt, mener han, det bunder i det faktum, at EU blev til parallelt med hans egen opvækst og tilblivelsen af det forenede Tyskland. Og han er af den stærke overbevisning at arbejdet må ske kulturelt og gennem tilblivelsen af et nyt, ikketeknokratisk sprog, som ellers aktuelt dominerer EU-instanser:

»Det er det, som forbinder mennesker. Kultur forbinder. Alt, hvad der deles os på grund af politik, rationalitet og sociale konstruktioner, kan samles gennem et digt, en tone eller et musikstykke. For det kan skabe den samme følelse i mennesket, uanset om man kommer fra Italien eller Tyskland.«

»Mange mener, det er en romantisk forestilling, men det et alvorligt spørgsmål. Hvorfor har kunst og kultur ellers haft så stor betydning gennem hele historien?« spørger han retorisk og understreger, at han i dag er langt mere håbefuld på vegne af sin egen og den yngre generation. Det skyldes dels fremkomsten af klimaaktivister, som ifølge Simon Strauss dog bygger på et meget konservativt, ikkeeuforisk ideal, og dels den gruppe af unge tyskere, han har mobiliseret på baggrund af sin debutudgivelse.«

»En skare på omtrent 30 unge tyskere, som mødes en gang i kvartalet med det formål at gøre Europa sanseligt tilgængelig, og som Simon Strauss selv medgiver, godt kan forstås som en slags gruppe a la gruppen »Den nye sanselighed«, som »S« i Syv nætter drømmer om. Helt konkret arbejder de i gruppen hen imod at skabe »European Archie of Voices«:

»Ideen er at samle to af hvert køn fra alle lande, og vi tror på, at de stemmer og historier kan være en ny måde at beskrive Europa på,« forklarer Simon Strauss, men ifølge ham må – og vil – længslen som grundfølelse aldrig ophøre, og derfor drømmer han også om noget andet og mere:

»Jeg vil gerne bygge et hus, hvor europæere på tværs af generationer kan mødes og diskutere, skrive, leve og tænke over verden. Det skal være et diskussionshus, kærlighedshus ect. Et hus, hvor alt forbindes i ét, og hvorfra der på ny kan vækkes en længsel hos mennesker, som ikke bare vil være konsumenter, men borgere.«

Og selv om han endnu ikke har fundet et sted til huset, afviser han, at det er en utopisk forestilling:

»Utopi betyder et ’ikkested’, og selv om stedet endnu ikke eksisterer, tror jeg, det kan findes. Det kræver en organisationsform og en finansieringsmodel, men jeg håber på at kunne have realiseret det, inden jeg bliver 40 år.«

    Serie

    30 år efter Berlinmurens fald

    Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

    Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Uhyre interessant og løfterigt. Det er skræmmende at læse om den ladhed, der har grebet vestens befolkning og ikke kun ungdommen. Det er jo fuldkommen debilt at argumentere med, som mange gør, at hvis noget virkelig var en god idé, var der nok nogen, der havde fundet på det.
    Det er imidlertid nok her, at Strauss' og min veje skilles, for det er jo netop en manglende tro på hin enkelte, individualismen, der fremkalder den tanke - hvor en besindelse på indvidet jo vil forstå, at alt nyt stammer fra den enkelte, sådan som også Strauss' egen bog nu synes at have sat kimen til et visionært forum, og han også selv drømmer om at inspirere til rammerne for en mulig europæisk offentlighed.