Læsetid: 16 min.

I 2005 fik litteraturen virkelige konsekvenser, da Jørgen Leth skrev om at tage kokkens datter

Medierne blæser Jørgen Leths erindringer op til skandale. Året er 2005
Historien om »kokkens datter« handlede ikke kun om en hedonist, som blev sat i gabestokken af en snæversynet og bornert moraliserende samtid, til hvilken han pludselig vågnede op; den handlede med Helt Haarders udtryk tillige om en ældre kunstner ude af trit med en medialiseret samtid, der er afgørende forskellig fra den tid, hvor et begreb som ’attituderelativisme’ kunne lanceres og i hvert fald delvis slå an.

Historien om »kokkens datter« handlede ikke kun om en hedonist, som blev sat i gabestokken af en snæversynet og bornert moraliserende samtid, til hvilken han pludselig vågnede op; den handlede med Helt Haarders udtryk tillige om en ældre kunstner ude af trit med en medialiseret samtid, der er afgørende forskellig fra den tid, hvor et begreb som ’attituderelativisme’ kunne lanceres og i hvert fald delvis slå an.

POLFOTO

4. oktober 2019

Tirsdag den 27. september 2005 kørte jeg i tog vestpå mod Hamburg efter om søndagen for andet år i træk at have løbet maraton i Berlin. På min bærbare lå en artikel, jeg havde skrevet dernede, men i hovedet buldrede en bekymring: Hvordan kunne jeg hurtigst muligt få sendt filen til Information, så anmeldelsen af Jørgen Leths erindringsbog Det uperfekte menneske, med undertitlen Scener fra mit liv, kom til at stå i bladet på selve dagen?

»Erik,« sagde jeg til mig selv, »du må hitte på et eller andet. Kan det ikke tænkes, at der i toget sidder en internetopkoblet person, som kan hjælpe dig?« Op langs sæderækkerne fór jeg, og ganske rigtigt, til venstre sad en yngre kvinde, en langbenet mørkhåret skønhed med næsen i en kæmpe computer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
David Zennaro, Bjarne Toft Sørensen, Carsten Munk og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Det var ikke litteraturen, der fik virkelige konsekvenser. Det var en cykelsportkommentator, der skrev noget kontroversielt, der fik konsekvenser.

Havde JL taget kokkens datter som forfatter, ville ingen have løftet et øje.

Marianne Ljungberg

Jeg holder ikke af det, det gør jeg ikke, det må jeg sige, det lyder påtaget, men jeg er mig selv, det er jeg, det vil jeg, jeg kan ikke fordrage morgenbuffet...

Kære Erik, og jeg kan ikke fordrage Leth, slet ikke om morgenen. Da vil jeg bare bare have kaffe og eftertanke.

Henrik Ljungberg

David Zennaro, Palle Yndal-Olsen, Rasmus Knus og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Jeg tager kokkens datter når jeg vil på helt samme måde som jeg flyver når jeg vil det er min ret som magthavende at forurene klodens klima "me too"

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Historien om »kokkens datter« handlede ikke kun om en hedonist, som blev sat i gabestokken af en snæversynet og bornert moraliserende samtid, til hvilken han pludselig vågnede op; den handlede med Helt Haarders udtryk tillige om en ældre kunstner ude af trit med en medialiseret samtid, der er afgørende forskellig fra den tid, hvor et begreb som ’attituderelativisme’ kunne lanceres og i hvert fald delvis slå an”.

Det er ikke forkert, hvad der her siges, men det er meget lidt oplysende i forhold til en forståelse af det accelererende samspil, vi her for første gang ser eksemplificeret for fuld udblæsning, mellem moralske krav til kunst (og kunstnere) hos publikum og så medieinteresser med bl.a. brug af nye medier.

Hos store dele af det litterære publikum i dag implicerer det bl.a. krav til forfatteren om at være ægte og autentisk og at have en fast konstaterbar identitet. Man møder f.eks. ikke op til et arrangement med forfatteren for at få en oplevelse af en person, der gemmer sig bag en maske (hvad alle offentligt optrædende selvfølgelig til en vis grad må gøre).

Forfatterens troværdig som menneske (også i mediernes fremstilling) får en afgørende betydning for oplevelsen, forståelsen og anerkendelsen af vedkommendes værk. Forfatteren bliver et etisk forbillede i aristotelisk forstand (under især amerikansk påvirkning).

Forfatteren må gerne være sårbar og fejlbarlig og se sig selv som offer, så længe det også fremgår, at vedkommende bekender sine fejl og svagheder (det øger blot identifikationsmulighederne for den fejlbarlige læser, der måske søger trøst og retfærdighed i en ond verden). Brugen af autofiktion bliver her en balancegang i fremstillingen.

Et eksempel: Gives der i Caspar Erics ”Alt hvad du ejer” blot et portræt af en person med narcissistiske træk, der har svært ved at blive voksen, eller rummer fremstillingen også en implicit kritik af disse træk hos personen i tilbageblikkets form?

Over for disse forventninger til og forståelser af litteraturen står bl.a. en mindre populær avantgardistisk og til dels interventionistisk tilgang, der forsøger kritisk at gøre op med mange af de samfundsmæssige fortrængninger og illusioner, som den tidligere omtalte litteratur og mediernes tilgang til den er udtryk for.

Typiske eksempler er her Christina Hagens ”Jungle” og Anna Juuls ”Veronika Katinka Martzen ”Jeg bruger min krop som et møbel””. Her forsøger forfatterne bevidst og kritisk at iscenesætte spørgsmålet om relevansen af forfatteridentitet og etisk troværdighed, og ikke mindst kritikerne har fået problemer med en kunst, som de har svært ved at kategorisere.

Henrik Brøndum

Som sagen er oplyst i medierne har Jørgen Leth forbrudt sig mod børn. Hvis han havde format gav han sin formue til ofrene og meldte sig til myndighederne i de lande hvor det er foregået.

David Zennaro, Mogens Holme og David Joelsen anbefalede denne kommentar

I gamle dage var der ytringsfrihed i litteraturen. I dag kriminaliseres skribenten rask væk på en collage af teksten og læsers indre billeder og forestillinger samt den nyligt fødte kompromisløse perfekte vestlige moral

Marianne Ljungberg

Bjarne Toft Sørensen.

Nej, det "handler" ikke om forfatterens etiske, moralske, politiske menneskebillede, adfærd i det offentlige rum, mediebilledet.
Det handler om skriften. Hvad står der i teksten når den er udgivet. Hvad står forfatteren ved. Vi kan alle lave numre med vores forfatteridentitet...det er det nemmeste i livet....Jeg kan bare ikke lide Leths letfærdige skrift, som er blevet maner. Form uden dynamik i indholdet. Henrik Ljungberg

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Sat på spidsen kan man med Helt Haarder sige, at »Leth-sagen« 2005-06 blev et blandt mange eksempler på, hvordan det, vi kalder kunstreception, og det, vi kan kalde livsverdensreaktion, filtres uforudsigeligt sammen, når et værk skaber reaktioner, som igen skaber andre reaktioner, som igen tilbagevirkende kan omdefinere den kunstneriske aktivitet – og dermed ophæve et værks autonomi".

Den relevante diskussion, der burde tages her, er om vi ikke med denne "sag" ser det første åbenlyse tegn på, at den litterære institution, som et autopoietisk system i Luhmanns forstand, er i gang med at bryde sammen, hvor der bl.a. sker en mere fundamental opsplitning mellem, hvad der foregår på akademisk niveau, og hvad der sker i offentligheden i øvrigt.

Mere traditionelle medieinteresser i kombination med interesser knyttet til nye medier og en stigende markedsgørelse på kunstens og litteraturens område har gjort, at den litterære institution (i hvert fald uden for akademia) har mistet sin legitimitet og betydning, og det får f.eks. også en betydning for litteraturens placering i de gymnasiale uddannelser.

I "Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet", Dansklærerforenings Forlag 2017, skriver Stefan Kjerkegaard følgende:

"Det litterære er i den grad under transformation, og transformationen handler ikke blot om, at litteraturen nu også udgives i og på nye medier. Den har gennemtrængt det litterære system på en mere omfattende måde og må i mine øjne undersøges ved hjælp af et perspektiv, der tager hensyn til dette. Eksempelvis at vores identitetsopfattelse er forandret, eller at verden nu opfattes markant anderledes end tidligere."

Jeg er enig med Kjerkegaard i den overordnede analyse, men overhovedet ikke i de konsekvenser i øvrigt, som han mener, må været et resultat af en sådan analyse, og som lægger sig i slipstrømmen på en række markedsinteresser.

Her er min tilgang nok mere traditionelt sociologisk og marxistisk orienteret (samtidig med, at jeg anerkender et procesfilosofisk perspektiv), hvor Kjerkegaards i højere grad ligger i forlængelse af en eksistentialistisk og Ranciére - orienteret forståelse, som har en væsentlig betydning for den akademiske tænkning om samtidens litteratur (eksemplificeret i sidstnævnte link).

https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2017/08/omkring-vaerket-bag-b...
https://www.information.dk/kultur/2018/02/stadig-kontroversielt-naar-for...

Bjarne Toft Sørensen

Hvis nogen skulle ønske at tjekke mit citat fra Kjerkegaards værk, er det taget fra s. 35. Undskyld forglemmelsen.

Bjarne Toft Sørensen

@Henrik Ljungberg
Jeg kunne godt ønske mig tilbage til en tid, hvor jeg kunne give dig ret. Problemet er, at vi lever i en tid, hvor det er praktisk umuligt at adskille tekst og paratekst (tekster uden om værket, men relateret til værket, i den traditionelle værkforståelse).

På den anden side vil jeg fastholde, at værket (i den traditionelle værkforståelse) også både KAN og SKAL læses uden hensyntagen til paratekster, altså autonomt. Det er ikke et spørgsmål om enten - eller, men om et både - og. Jeg er ikke tilhænger af "æstetikkens" udslettelse.