Kommentar
Læsetid: 2 min.

Hurra for ’Fleabag’ og Phoebe

Britiske Phoebe Waller-Bridge var en af de store og fortjente Emmy-vindere natten til mandag
Phoebe Waller-Bridge har både skrevet og spillet hovedrollen i serien ‘Fleabag’, som natten til mandag vandt hele fire Emmy-priser.

Phoebe Waller-Bridge har både skrevet og spillet hovedrollen i serien ‘Fleabag’, som natten til mandag vandt hele fire Emmy-priser.

Mike Blake

Kultur
27. september 2019

Selve showet var åbenbart ikke særlig spændende, men vinderne fejlede ikke noget, da den amerikanske tv-branches prestigefyldte Emmy-priser blev uddelt natten til mandag.

Som Sonia Saraiya bemærkede det i sin gennemgang af aftenen i Vanity Fair, så lykkedes det for en gangs skyld Det Amerikanske TV-Akademi at begave de rigtige serier og præstationer – og samtidig dele sol og vind lige i stedet for at give alle priserne til én serie.

Og få af vinderne føltes så fortjent – og er siden blevet så enstemmigt hyldet – som britiske Phoebe Waller-Bridge og serien Fleabag, som hun både har skrevet og spiller hovedrollen i. Begge dele vandt hun en Emmy for, og serien fik i alt fire priser, inklusive prisen for Bedste Komedieserie.

De 12 afsnit, der udgør Fleabags to sæsoner – og som herhjemme kan ses på streamingtjenesten Amazon Prime – er på én gang et vittigt, vedkommende og originalt stykke dramakomik om en yngre kvinde, titlens loppesæk, som har så meget rod i tilværelsen, og som er så forvirret og psykologisk og følelsesmæssigt ude at skide, at man føler sig ganske harmonisk og veltilpasset, mens man ser serien.

Det hele værd

34-årige Phoebe Waller-Bridge er også en af hovedkræfterne bag en anden fremragende, britiskproduceret serie, den sorthumoristiske thriller Killing Eve, som har Jodie Comer og Sandra Oh i hovedrollerne som henholdsvis seriemorderen Villanelle og efterretningsagenten Eve, der jagter hende. Comer fik en Emmy for sin på én gang energiske, tiltrækkende og foruroligende præstation, og få har som de to – Comer og Waller-Bridge – fortjent Emmy-priserne.

»Det er så vidunderligt og betryggende at vide, at en beskidt, pervers, vred og ødelagt kvinde kan nå hele vejen til Emmy-uddelingen,« sagde Waller-Bridge en af de fire gange, hun var på scenen for at modtage en statuette. Så holdt hun sin Emmy i luften og fortsatte:

»Jeg synes, at det at skrive er så hårdt og smertefuldt, at jeg helt oprigtigt gerne vil sige, at grunden til, at jeg gør det, er denne. Den betyder, at det hele var det værd. Mange tak.«

Jeg vil også gerne sige tak for både Fleabag og Killing Eve. Waller-Bridge skåner ikke sine hovedpersoner, og det er sjældent velgørende at se så utilpassede og kantede kvindeportrætter på tv og film. Det er heller ikke ofte, at et kreativt menneske formår at forny fortærskede genrer – komedien og thrilleren – så markant, som Waller-Bridge har gjort det.

Hun skriver tillige med på den nye James Bond-film, og man kan kun glæde sig til at se, hvad hun kan tilføre det meget maskuline univers af skæve, utilpassede kvinder.

Fleabag kan og skal ses på Amazon Prime. Killing Eve kan og skal ses på HBO Nordic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her