Læsetid: 7 min.

Han var ikonet på regimemodstanden under Den Kolde Krig

György Konrad var inkarneret centraleuropæer og antipolitikkens store forfatter. Fredag døde han 86 år i sit hjem i Budapest
Den ungarske forfatter György Konrad slap afsted med at arrangere demonstrationer både for sin ’kollega’ i Prag, den fængslede borgerrettighedskæmper Vaclav Havel, og for det uafhængige polske fagforbund Solidaritet, da det blev bagbundet af kommunistpartiets generalsekretær Wojciech Jaruzelski. Aktiviteter, der aldrig var gået i det øvrige Østeuropa.

Den ungarske forfatter György Konrad slap afsted med at arrangere demonstrationer både for sin ’kollega’ i Prag, den fængslede borgerrettighedskæmper Vaclav Havel, og for det uafhængige polske fagforbund Solidaritet, da det blev bagbundet af kommunistpartiets generalsekretær Wojciech Jaruzelski. Aktiviteter, der aldrig var gået i det øvrige Østeuropa.

Bruni Meya

20. september 2019

Man sagde i gamle dage, dengang Den Kolde Krig endnu hvilede over vandene, at Ungarn var den gladeste barak i lejren. Med lejren mentes Østeuropa, det sovjetdominerede Europa. Ja, der var en gradsforskel.

I Ungarn kunne man faktisk i årene op til Murens fald foretage sig ting, som ikke ville have haft en chance i det stivfrosne Prag eller Østberlin. Man havde i Budapest-opstanden i 1956 oplevet et blodbad, der ikke skulle gentage sig.

Den ungarske forfatter György Konrad slap afsted med at arrangere demonstrationer både for sin ’kollega’ i Prag, den fængslede borgerrettighedskæmper Vaclav Havel, og for det uafhængige polske fagforbund Solidaritet, da det blev bagbundet af kommunistpartiets generalsekretær Wojciech Jaruzelski. Aktiviteter, der aldrig var gået i det øvrige Østeuropa.

Jeg tænker også på et illegalt møde i Budapest i 1986 mellem tilrejsende folk som Timothy Garton Ash, Danilo Kis, Amos Oz, Hans Magnus Enzensberger, Alain Finkelkraut og undertegnede arrangeret af forbudte ungarske forfattere, vores værter, frem for alt György Konrad.

I sidste øjeblik måtte det lille hotel, de havde hyret, ganske vist smække dørene i. De havde fået et umisforståeligt opkald fra ministeriet! Men da der blev fundet private lokaler ude i byen, fik møderne lov til at finde uforstyrret sted.

Konrad, der blev et ikon på regimemodstandens scene under Den Kolde Krig, døde i fredags (den 13. september) i en alder af 86 i sit hjem i Budapest. Det opgav han aldrig, hvor end han rejste hen og slog sig ned – senest Berlin. I en årrække for ikke så længe siden var han en højt respekteret leder af det tyske Akademie der Künste. Han blev i sin rede. Som Havel.

Glad? Det vil jeg egentlig ikke kalde dette kloge og elskelige menneske, der kort efter Murens fald blev en af de mest mindeværdige præsidenter for International PEN (1990-1993) og en nær bekendt. Men nok munter. Og frem for alt uforklarligt mild. Helt uanfægtet af den position, han indtog. Og så man sommetider glemte, hvad for en stor forfatter han var.

Sindsro kan det ikke have givet at få skriveforbud

Jeg vil indrømme, han var lang i spyttet som taler, men som privatperson lyttede han mere, end han talte, og spurgte mere, end han svarede. Hvad jeg engang i hans forfaldne forstadsvilla i Budapest blev bedt om at fortælle om Henrik Pontoppidan, hvis romaner havde grebet ham, var langt mere, end jeg vidste.

Konrad havde sindsro. Det havde han ikke nogen ydre grund til. Tværtimod. Han havde grunde til det modsatte.

Han tilhørte de ganske få jøder i landet, der undgik udryddelsen, som trænede ungarske nazister deltog effektivt i. Dagen før ’indsatsen’ lykkedes det hans forældre at forlade den lille provinsby i det østlige Ungarn, der var i sigtekornet, og hvor ingen andre overlevede. Resten af livet følte han, at han skyldte de døde, med andre ord alle sine øvrige pårørende og alle sine skolekammerater, sin død – for han var ikke offer, han overlevede.

Og så videre. Sindsro kan det ikke have givet at blive relegeret fra universitetet for sit medlemskab af en bevæbnet studentergruppe under 1956-opstanden i Budapest (»Jeg fik aldrig brugt mit gevær, kun luftet det«).

Eller at få skriveforbud. I en tid, hvor staten fastslog, at arbejderklassen viste vejen til fremtiden, rapporterede han som ung sociolog fra hovedstadens udpinte arbejderkvarterer og den sociale elendighed, der herskede.

Inspiration fik han, da han i en længere periode arbejdede i den kommunale ungdomsforsorg. Hans rapport i form af en roman (debuten Uanmeldt besøg, 1969; da. 1975) grundlagde Konrads never ending-konflikt med regimet.

Den blev trin for trin mere og mere graverende, da han i undergrundspressen fortsatte med at udbrede sine sociologiske pointer og f.eks. beskrev de intellektuelles forblændede vej til klassemagt i Østeuropa.

Konrad var rundt regnet jævnaldrende med Milan Kundera, der indtil godt oppe i halvtredserne var systemets tro og nidkære tjener i Tjekkoslovakiet. Det samme kan man ikke sige om unge Konrad i Ungarn. Dertil var såret fra 1956-massakren for åbent.

Endelig var det Konrad, der møntede begrebet »antipolitik«, som blev en af ledetrådene for regimemodstanden i hele Østeuropa. Med antipolitikken fik det ungarske civilsamfund en filosofi, der faldt i tråd med Havels.

Oppositionen skulle afholde sig fra at optræde plat antikommunistisk; den skulle ikke lade sin taktik definere af de leninistiske modstandere i systemet. Nej, den skulle være moralsk-demokratisk i ord og gerning. Det var dialogen mellem individer på tværs af regeringer og nationale grænser, det gjaldt.

Det er i det små, livet stikker

Konrad brugte aldrig begrebet Østeuropa. Det refererede for ham til Sovjet og til Jalta-konferencen, hvor Sovjet var den sejrsmagt efter Anden Verdenskrig, der fik den største bid af den europæiske kage. Konrad talte derimod om det historisk og kulturelt sammenhængende Centraleuropa, det oprindelige kejserrige. På arven herfra kunne der udvikles en ny autentisk Europa-idé.

Da tiderne skiftede i 1989, og demokratiet omsmeltede også Ungarn, var det oplagt, at der ville vente Konrad en større tillidspost, men dels blev det forpurret af det første frie valg, dels var Konrad ganske vist parlamentsmedlem for partiet Den demokratiske

Alliance, men han ønskede ikke nogen nærmere tilknytning til magten. Og det er ikke så mange år siden, at der var et par europæiske big shots, som var enige om, at skulle EU engang udvikle sig til noget i retning af Europas forenede stater, ville den mest nærliggende første præsident være György Konrad.

I stedet håndterede han som PEN-præsident Balkan-konflikten med stor forståelse og tit med forslag, hvis visdom først gik op for os andre senere. Han havde som centraleuropæer en intuition for mentalitet og reaktionsmønstre i det heksekedelagtige område, som ikke var os ellers bedrevidende nordeuropæere beskåret.

Han gik bl.a. op i små vigtige sager og fik tit noget stort og afgørende ud af det. Det er i det små, livet stikker – sagde han, vistnok med henvisning til Goethe. Hans ømhed, hvad angår en detalje som abrikoslikørens mange variationer, var i al fald påfaldende og smittende.

Man læser ikke Konrads romaner med tungen ud af halsen. De er dels – ordrige. Dels har de arabeskens slyngede, bugtede, sindrige form. De er fulde af udflugter, bihistorier, de er ironiske og lette,­ men i fløjlshandsken stikker der gang på gang en knytnæve.

Romanen Stenuret f.eks., der kom herhjemme i 1998, er en historie om politisk forræderi og hævn, mærket af efterdønninger af opstanden og blodbadet i 1956 og den spøgelsesagtige eftertid under Janos Kadar. Der er afregninger med gamle kollaboratører. Gammel magt rumsterer i nye falske forklædninger i det befriede Ungarn. Der rumler vulkanske kræfter under begivenhederne.

I sine fiktioner kan Konrad slippe de fabuleringsevner løs, som han må tøjle som essayist. I romanen Melinda & Dragoman, der foregår under den kolde krig drømmer to gymnasiekammerater om at tage til grænsen til Jugoslavien og ved hjælp af fastspændte propeller krydse Donau under vandet med et stykke haveslange til at trække vejret. Problemet er, om de skal spænde propellen på maven og risikere at blive kastreret eller på ryggen og risikere, at bladene stikker op over vandet og kan ses. Typisk Konrad!

Det er ikke det eneste svære valg, der tårner sig op i Konrads romaner. Ikke den eneste skillevej. Han opererer ofte med to hovedpersoner, to alteregoer, der spejler og kontrasterer hinanden – ham, der bliver, og ham der tager til udlandet f.eks. – den seriøse og den anarkistiske. Den moralske og den viltre.

Hvad er humlen, når det kommer til stykket? Hvad går dette mylder ud på, dette fletværk af bipersoner, der kommer og går alle steder fra, fra byens høje og lave lag, fra salonen til cafeen, og fra parken til bordellet? Måske er der tale om en tilgrundliggende fascination af og en hyldest til det urbane, til den varme menneskelige mangfoldighed – kort sagt: byen som livsform i modsætning til staten. I byen væver mennesker et liv sammen uden herskere og beherskede, i byen siger man ikke »vi«; det gør man i staten.

Magten havde fået et muntert bevis på sin afmagt

György Konrads sidste indsats som regimekritiker var rettet mod landets nationalkonservative regeringschef, Viktor Orbán, der i Konrads øjne længe har været i færd med at undergrave statens demokratiske værdigrundlag, og hvis vision for fædrelandet han døbte Orbánistan.

Han tøvede ikke med at ønske, at Angela Merkel satte Ungarns regering på plads, om nødvendigt med trusler om sanktioner, for at få landet tilbage i EU-retsstaternes hæderlige selskab.

Så vidt, så godt.

Konrad var ikke tilhænger af Orbáns berømte mur, men et af hans livs sidste lidenskabelige udbrud var en uforbeholden og passioneret afskrivning af islam, hvis værdigrundlag han sidestillede med nazisme og kommunisme, et udbrud, der efterlod venstrefløjen og alle frisindede kredse i Ungarn temmelig målløse. I dette udbrud bringer han Ungarns rolle i erindring som Europas historiske bolværk imod islam.

Konrads sommerhus var dengang, som så mange andre ungareres af hans kontroversielle slags, bugged. Det ved i dag kun PET og krimiforfattere, hvad betyder: Huset var spækket med godt skjult lytteapparatur. Konrad opdagede det imidlertid og pillede det ud af loft og vægge. For at spare den hemmelige tjeneste ulejlighed samlede han delene nydeligt i en skål og stillede den i forstuen – og ganske rigtigt: Næste weekend, da han kom tilbage, var det fjernet. Dog uden takkekort.

En lille sag, en lille episode. Men magten havde fået et muntert bevis på sin afmagt.

Tyskerne overdriver deres egen revolutionære rolle i omvæltningerne i 1989, mener den ungarske forfatter og tidligere ledende dissident György Konrád. Det var opstandene i Ungarn og Polen under 40 års kommunisme og tilsynekomsten af en ikkevoldelig demokratisk opposition i de to lande i 70'erne og 80'erne,  der skabte forudsætningerne for Jerntæppets fald for 20 år siden
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu