Interview
Læsetid: 5 min.

Kasper Holten: »Der er kommet positive elementer ud af at have effektiviseret. Men der kommer et punkt, hvor det går ud over risikovilligheden«

Finanskrisen satte stiften i ballonen for Det Kongelige Teaters årlige bevillinger, der siden 2009 er skrumpet med 17 procent. Ifølge Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater, går så store besparelser ud over risikovilligheden til at udvide teatrets repertoire. I yderste konsekvens kan teatret blive mere elitært
Finanskrisen satte stiften i ballonen for Det Kongelige Teaters årlige bevillinger, der siden 2009 er skrumpet med 17 procent. Ifølge Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater, går så store besparelser ud over risikovilligheden til at udvide teatrets repertoire. I yderste konsekvens kan teatret blive mere elitært

Mia Mottelson

Kultur
20. september 2019

Længe før man i 2016 begyndte at tale om omprioriteringsbidrag – toprocentsbesparelser på statslige ydelser – startede den finansielle spareøvelse for Det Kongelige Teater.

Finanskrisen var en brat opvågnen fra de optimistiske år forinden, der for teatret havde materialiseret sig i form af Operahuset, som åbnede i 2005, og Skuespilhuset i 2008. Med nye muligheder fulgte også nye forpligtigelser og øgede driftsudgifter for teatret.

Den gang i 2009 modtog det Kongelige Teater 620 mio. kr. i 2019 kr. i statslige bevillinger. Hvis man lægger de årlige besparelser sammen fra 2009 og frem til 2019, svarer den akkumulerede besparelsesprocent til, at teatret er blevet beskåret 17 pct. af den årlige bevilling i løbet af ti år. Det er en besparelse på 100 mio. kr. om året.

»Det har omprioriteringsbidraget selvfølgelig været en del af i de seneste år,« pointerer teatrets chef Kasper Holten over telefon.

Men det er altså ikke kun omprioriteringsbidraget, der har været den reelle øvelse for teatret, uddyber han og tilføjer, at virkningen af selve omprioriteringsbidraget midlertidigt afbødes lidt af en tillægsbevilling på 52 mio. kr.

Bevillingen, som løbende bliver fordelt til teatret i perioden 2019-2022, blev tildelt på finansloven sidste år af forhenværende kultur- og kirkeminister Mette Bock.

»Og derfor skal vi i det mindste for tiden ’kun’ spare en procent om året, ikke to procent,« konstaterer han.

– Hvilke konsekvenser har det haft, at Det Kongelige Teaters bevilling er skrumpet 17 procent over ti år, og hvilken effekt har det haft på kerneydelsen?

»Man har først og fremmest valgt at spille færre store forestillinger,« forklarer Kasper Holten og tilføjer, at teatret stadig har en høj aktivitet.

Men siden 2009 har man opsat færre forestillinger på de store scener, som er meget dyre at producere, »og derfor sælger vi væsentligt færre billetter til de store forestillinger, og vores publikumstal har haft en nedadgående trend i en del år nu«.

Slut med teatermalere

Besparelserne har også haft den konsekvens, at Det Kongelige Teater ikke længere har råd til at have teatermalere ansat, hvilket satte punktum for en flere hundredeårig tradition for at lave kulisser på teatrets matrikel. Man har ligeledes nedlagt gruppen af Den Kongelige Ballets karakterdansere, og operakoret er reduceret fra 60 til 40 mand.

En bevilling på 519 mio. kr. i 2019 lyder med udgangspunkt som en svimlende sum i forhold til andre danske teatres støttebevillinger – Odense Teater modtog til sammenligning 59 mio. kr. i statslig bevilling i år, men ifølge Kasper Holten er de 519 mio. kr. stadig ikke et ekstravagant beløb:

»Et rimeligt sammenligningsgrundlag ville være andre operahuse og ballethuse på nationalt niveau i udlandet. Vi ligger bestemt ikke i den dyre ende, når vi sammenligner os med vores kolleger i Vesteuropa.«

Det Kongelige Teater driver både et symfoniorkester samt opera- og balletuddannelse og er ifølge aftalen med Kulturministeriet forpligtet til at komme ud i landet på turné. Kerneydelsen, det vil sige den ydelse, teatret i samarbejde med Kulturministeriet forpligter sig på at levere til gengæld for statslige bevillinger, består i at levere opera, ballet, skuespil og give kapelkoncerter på højt niveau.

»Kvalitet er selvfølgelig en subjektiv vurdering. Vi har i denne proces hele tiden forsøgt at beskytte publikums oplevede kvalitet, men det er indlysende, at så store besparelser har haft konsekvenser for kvaliteten på teatret,« understreger Holten og fortsætter:

»Hvis man bliver ved med at fjerne penge så bliver teatret ved med at være under afvikling. Vi har en ambition om at udvikle teatret og vil gerne påtage os nye opgaver. Så det, vi beder om, er ikke flere penge men arbejdsro i nogle år.«

– Så det, jeg hører dig sige, er, at I egentlig godt kan klare det med den bevilling, I har nu?

»Der er kommet positive elementer ud af at have effektiviseret. Men der kommer et punkt, hvor det begynder at gå ud over risikovilligheden og dermed kreativiteten. Når besparelserne begynder at gå ud over kunsten, ender den med at blive mere elitær i stedet for at blive mere tilgængelig, hvilket jo er det modsatte af, hvad man politisk gerne vil,« siger Kasper Holten og drager parallel til sin erfaring fra det engelske kulturliv, hvor han som tidligere operachef på Royal Opera House i London oplevede, hvordan varige besparelser havde netop den konsekvens.

»Fordi,« forklarer Holten, »når man ikke har råd til at tage chancer, bliver det faktisk sværere at lave en stor forestilling som Amadeus, som var en stor produktion, der dermed repræsenterede en stor risiko for teatret, hvis den ikke var gået hjem.«

Forestillingen Amadeus, iscenesat af Holten selv med premiere i 2019, bragte flere af teatrets kunstarter sammen på Gamle Scene og lykkedes samtidig med at tiltrække et stort publikum.

– Har det ikke også medført positive forandringer at skulle effektivisere og modernisere en gammel institution, som Det Kongelige Teater jo er?

»Naturligvis må en gammel institution tvinges til at gentænke sin rolle i samfundet,« vedkender han og fortsætter:

»Vi vil godt fortsat påtage os at effektivisere, lave smartere arbejdsgange og fortsat bruge pengene mere intelligent. Men det er svært at bede teatret om at påtage sig nye opgaver og udvikle sig, hvis man samtidig hver måned skal tænke over, hvem man skal fyre.«

– Lavede I for dyre forestillinger før?

»Det vil jeg som udgangspunkt sige nej til,« siger Holten. 

Besparelserne går ud over de kunstneriske udfoldelsesmuligheder ved teatrets repertoire, forklarer han, idet der ikke er råd til at tage store chancer i repertoiresammensætningen.

»Man er nødt til at tænke på at ramme de forestillinger, der kan sælge rigtig mange billetter.« 

– I forpligter jer på at levere på samme niveau som tidligere. Er I lykkedes med det?

»Vi gør altid alt, hvad vi kan, for at beskytte den kunstneriske kvalitet og holde et højt niveau. Men det er omvendt også klart, at hvis man har færre prøver, færre penge til at lave scenografi og kostumer for og færre penge til rådighed til at hyre medvirkende, så bliver forestillingerne ramt af det.«

– I et interview i Information sidste år sagde du, at du som ny teaterchef ville sælge flere billetter. Hvordan sælger man flere billetter?

»Det hænger sammen med at spille nogle flere forestillinger. Vi kan se en ret præcis sammenhæng mellem, at når vi har et mindre udbud og spiller færre forestillinger på vores store scener, så rammer vi også færre mennesker og dermed sælger vi færre billetter.« 

Med mere passion i stemmen tilføjer han:

»Vi vil gerne spille mere på vores store scener, så vi kan få flere forestillinger ud over rampen og bruge den aktivitetsudvidelse til et bredere repertoire så vi for eksempel vil kunne spille det, der har en bredere appel, så vi kan nå flere forskellige mennesker. Vi drømmer om at få mere aktivitet i husene. Jeg synes, det er ærgerligt at have et nyt moderne operahus, der måske kun spiller hver tredje aften. Så vi vil gerne bruge vores huse noget mere, vi vil gerne lave flere forestillinger – og flere forestillinger, som taler til flere forskellige mennesker. Lige fra det mest elitære til det allermest brede.«

Serie

Ind til kernen i kulturen

»Vi kan ikke effektivisere, digitalisere og skære mere, uden at det vil få alvorlige konsekvenser for selve vores kerneydelser.« Sådan skrev 22 kulturinstitutioner sidste år i en fælles appel til daværende kulturminister Mette Bock (LA) i et forsøg på at standse det såkaldte omprioriteringsbidrag på kulturområdet.

Bidraget har siden 2016 barberet to procent årligt af den statslige støtte til blandt andet teatre og museer. Siden har der tegnet sig et politisk flertal for at afskaffe omprioriteringsbidraget på kulturområdet, men for nylig meddelte kulturminister Joy Mogensen (S), at hun ikke vil garantere, at nedskæringerne ophører foreløbig.

I en ny interviewserie spørger vi kulturlivets aktører: Hvad mener de egentlig, når de taler om kerneydelsen? Hvordan er den truet af omprioriteringsbidraget? Og kan det slet ikke føre noget godt med sig at skære helt ind til kernen?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her