Læsetid: 6 min.

Lea Porsager blander ting, som ikke umiddelbart har lyst til at være sammen

Kunstneren Lea Porsager fusionerer kvantefysik og spirituel praksis i sin nye udstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde. [WEAK] FORCE, som udstillingen hedder, er et resultat af et usædvanligt kunstnerophold på CERN i Schweiz
Neutrinohornet (t.v.) er et instrument til indfangning og granskning af den såkaldte neutrinopartikel – også kaldet spøgelsespartiklen – som spiller en fundamental rolle i Lea Porsagers aktuelle udstilling. Hun fandt hornet på et kunsterophold på CERN i Schweiz.

Neutrinohornet (t.v.) er et instrument til indfangning og granskning af den såkaldte neutrinopartikel – også kaldet spøgelsespartiklen – som spiller en fundamental rolle i Lea Porsagers aktuelle udstilling. Hun fandt hornet på et kunsterophold på CERN i Schweiz.

CERN

20. september 2019

I et udstillingslokale på Museet for Samtidskunst i Roskilde går kunstneren Lea Porsager rundt og bakser med en række eksotiske genstande: tre teleskopformede stålhorn, en 3D-animation af en partikels indre liv og en penisknogle fra en hvalros. Plus det løse.

Genstandene er alle en del af kunstnerens kommende udstilling [WEAK] FORCE, der – som altid, når det gælder Lea Porsagers kunst – placerer sig et kryptisk sted mellem videnskabelige indsigter og tantriske udskejelser. Mellem det jordnære og det abstrakte. Mellem kvantefysik og spiritualitet.

Udstillingen i Roskilde er resultatet af et usædvanligt kunstnerophold. I 2018 modtog Lea Porsager en invitation til et artist in residence-forløb blandt fysikere og ingeniører på verdens største forsøgsanlæg for partikelfysik i Schweiz, også kaldet CERN. 

I offentligheden er CERN mest kendt for sin 27 km lange, underjordiske partikelaccelerator – verdens største videnskabelige instrument – men Lea Porsager fandt snart ud af, at der foregår mange andre spændende eksperimenter på det imponerende forskningscenter. 

»Jeg blev straks meget fascineret af de meget håndgribelige instrumenter og redskaber, som forskerne bruger til at opfange og måle og studere alt det, som ellers er totalt uhåndgribeligt. Så jeg brugte en del tid på at snuse rundt i lagerrum – og jeg blev straks forelsket i den her aflange genstand formet som en kegle af metal.«

Lea Porsager taler om et neutrinohorn, et instrument til indfangning og granskning af den såkaldte neutrinopartikel, som spiller en fundamental rolle i hendes aktuelle udstilling i Roskilde.

Neutrino kommer af italiensk og betyder ’lille neutron’, og ordet betegner den mystiske elementarpartikel som den teoretiske fysiker Wolfgang Pauli forudså eksistensen af allerede i 1930. Neutrinopartikler udsendes i forbindelse med radioaktivt henfald fra rummet, og vores kroppe penetreres konstant af de små, flygtige partikler.

»Længe var det en gåde for kvantefysikerne, hvorfor der mangler noget energi, når der sker henfald af radioaktivitet fra eksempelvis Solen. Altså, lige indtil Pauli i 1930 fandt på en ’desperat løsning’, som han selv kaldte den. Nemlig at der måtte findes en slags spøgelsespartikel, der kunne forklare, hvorfor der hele tiden mangler noget energi i henfaldsprocessen,« siger Lea Porsager.

Paulis bestemmelse af den såkaldte »spøgelsespartikel« var i første omgang udelukkende teoretisk. Men i 1956 blev teorien bekræftet af Frederick Reines og Clyde Cowan, der med hjemmebyggede neutrinohorn fra CERN lykkedes at fokusere et neutrinoflow til en stråle, så det blev muligt at studere partiklerne. Da Pauli modtog beskeden om, at hans teori var blevet bekræftet, svarede han med et telegram:

»Tak for meddelelsen. Alting kommer til dem, der ved, hvordan man venter.«

To og et halvt år senere døde han.

Kolbøttemetoden

Dén historie kendte Lea Porsager imidlertid ikke, da hun tilfældigt snublede over neutrinohornene på et lager i CERN. Hun var bare fascineret af hornenes form og æstetik – og den fascination satte gang i en kunstnerisk proces, som er typisk for Lea Porsagers metode: Det starter som regel med en fascination af noget håndgribeligt, ofte noget videnskabeligt funderet, og derfra slår hendes værker kolbøtter ud i det spekulative og spirituelle, hvor det undervejs trækker stadig mere stof med sig. 

Det gælder blandt andet for værket HORNY VACUUM på den aktuelle udstilling i Roskilde. Værket består af tre neutrinohorn og en rød skummadras, hvorpå man kan ligge og kigge op på en 3D-animation af det indre af et neutrinohorn – set fra neutrinoens synsvinkel.

Men ind i mixet har Lea Porsager så også lige kastet en pikknogle fra en hvalros, to 10 meter lange røde oppustelige cylindere, lidt tekst og noget pulserende lyd fra en gong. 

Foto fra forberedelserne til at udstille Lea Porsagers værk ’Horny Vacuum’

Magnus Kaslov

»Da jeg kom hjem fra CERN, talte jeg med en guru, som sagde, at når man mediterer hardcore, så sætter det sig i knoglemarven. Og at man visse steder i Tibet tager lårbensknogler ud af døde munke og laver fløjter af dem, så man kan blæse spøgelserne ud af folk. Og så kom jeg i tanke om, at jeg havde en pikknogle fra en hvalros stående derhjemme, og at den med fordel kunne bruges i udstillingen, fordi der også er en forbindelse til neutrinopartiklen i dén. For når en knogle henfalder, kommer der faktisk en lille smule radioaktivitet ud, og på den måde kan man sige, at knogler i sig selv faktisk også genererer neutrinoer.«

Lea Porsager har selv ved tidligere lejligheder beskrevet sin kunstneriske metode som en slags spekulativ fabuleren over weird videnskab og alternative livsformer. Men man kunne også beskrive metoden som en partikelaccelerator, der skaber eksplosive fusioner mellem forskellige vidensfelter.

»Jeg kan godt lide at rykke ting sammen fra forskellige domæner, som ikke rigtig har lyst til at være sammen i udgangspunktet. Både videnskaben og den spirituelle verden kan have en tendens til at lukke sig lidt om sig selv og ved at bringe dem sammen, bliver de begge rystet lidt,« siger Lea Porsager og tilføjer:

»Og det interessante er jo, at en mand som Wolfgang Pauli jo også selv stod med et ben i hver lejr – både i videnskaben og i spiritualiteten.«

Ulykkerne rammer

Kort efter at Wolfgang Pauli havde bestemt neutrinoernes eksistens i 1930, væltede ulykkerne ned over ham. I løbet af et år blev han skilt, hans mor begik selvmord, og han røg ind i en personlig krise, der fik ham til at konsultere psykiateren og psykoterapeuten Carl Jung, der lige som Pauli selv boede i Zürich. Det blev et møde, som skulle vise sig at resultere i en overraskende, men produktiv faglig udveksling.

»Pauli kom ikke i decideret terapi hos Jung, i stedet mødtes de i en mere ligeværdig, faglig udveksling om … ja, om hvordan verden hænger sammen,« siger Lea Porsager.

Jung analyserede Paulis arketypiske drømme, og Pauli gav kritik på Jungs teorier, hvilket blandt andet førte til udviklingen af Jungs begreb om synkronicitet.

Det er et begreb, der beskriver forbindelser mellem hændelser, der ikke er årsagsmæssigt forbundet, men som alligevel relaterer sig til hinanden på en meningsfuld måde.

Det klassiske eksempel er, at man om natten drømmer om en gammel klassekammerat for første gang i 20 år, hvorefter man dagen efter støder ind i ham på gaden. Det er et tilfælde – men det er et meget meningsfuldt et af slagsen.

Og præcis sådan oplevede Lea Porsager det også, da hun i 2018 snublede over et neutrinohorn på CERN uden at vide, hvad hun stod over for. I månederne forinden havde hun nemlig tilfældigvis siddet og læst i Wolfgang Paulis årelange brevkorrespondance med C.G. Jung.

»Nu blev det hele pludselig – og meget apropos synkronicitet – koblet sammen med de her neutrinohorn, og dét blev så startpunktet for min udstilling,« fortæller Lea Porsager.

På mange måder er det også en følelse af synkronicitet, som Lea Porsagers kunst kaster af sig. Det føles, som om det hele hænger sammen, men ofte på måder der er uigennemskuelige og bevæger sig på kanten af ens fatteevne.

»Metoden er, at der skal være en start. En interesse for neutrinoen for eksempel. Og derfra går der så en proces i gang, som handler om at få stadig flere meningslag med. For eksempel fandt jeg ud af, at der er et interessant sammenfald mellem de termer, der knytter sig til at beskrive neutrinoer, og så det sprog, der bruges i nogle grene af tantra (en åndelig spirituel praksis, red.). Modsat andre elementarpartikler er neutrinoen ikke symmetrisk, men læner mod venstre, og inden for tantraen taler man også om the lefthanded path, som betegner det kvindeligt vulgære – hvilket igen korresponderer godt med Jung, der taler om at man i Vesten har haft en tradition for at undertrykke den kvindelig dimension og det dyriske,« siger Lea Porsager.

– Så snart man letter på låget til dit kunstneriske univers fyger det med begreber og forestillinger. Men skal man virkelig læse en halv roman – eller et helt udstillingskatalog – for at få noget ud af at dine værker?

»Nej, det håber jeg virkelig ikke. I værket HORNY VACUUM er der for eksempel en animation, der også bare føles som at være på et trip. Der er en pulserende lyd af gong. Og der er skulpturelle elementer, som også bare kan ses som skulpturer i sig selv. Men det er rigtigt, at jeg så samtidig har en eller anden trang til at lade det med indhold fra alle mulige andre vidensområder. Men det behøver man jo ikke at gå dybere ned i alt sammen. Man kan også bare læne sig tilbage på skumgummimadrassen, kigge op i luften og betragte et animeret partikelflow.«

Udstillingen på Museet for Samtidskunst i Roskilde er ikke bare en mulighed for at opleve Knud Viktors vildt smukke lydværker (udelukkende skabt af lyde fra naturen), det er også en slags hyldest til ham og hans måde at anskue tilværelsen og naturen på.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu