Essay
Læsetid: 7 min.

Lyt til Messiaens 13 fuglestemmer og forstå, at det er dem og ikke mennesker, der er musikalske

Musikken kom oprindeligt ind i verden med og båret af fuglenes stemmer. Derfor brugte Olivier Messiaen hele sit komponistliv på at få deres sang ind i menneskenes verden. Madame Nielsen har netop oplevet Messisaens fuglekatalog »Catalogue d’oiseaux« og blev ført med til musikkens oprindelse
Musikken kom oprindeligt ind i verden med og båret af fuglenes stemmer. Derfor brugte Olivier Messiaen hele sit komponistliv på at få deres sang ind i menneskenes verden. Madame Nielsen har netop oplevet Messisaens fuglekatalog »Catalogue d’oiseaux« og blev ført med til  musikkens oprindelse

Mia Mottelson

Kultur
13. september 2019

Hvad er musik? Lydbølger og interferencen af disse. Ja, men enhver, der ikke bare har hørt, men også oplevet musik, ved, at musik ikke er lydbølgerne, men noget, der træder frem og viser sig for øret og ofte hele kroppen i og med lydbølgerne.

Jeg taler ikke om transcendens, ikke et guddommeligt fænomen fra det hinsides, der kommer til os i vores jordiske verden fra hin anden verden ridende på en guddommelig bølge af lyd.

Nej, musik er helt og aldeles af denne verden. Før lydbølgerne og adskilt fra lydbølgerne findes musikken ikke. Musikken er noget, der bliver til i og med lydbølgerne, ja, musikken er skumfødt.

En af de største og den måske mest enestående komponist i det 20. århundrede, franske Olivier Messiaen, viede sit liv og sin skaben til musikken. Men det, der førte, ja, nærmest tvang ham til musikken, var fuglene, deres stemmer.

Lige fra han var barn, havde Olivier Messiaen været fortryllet besat af fuglenes ’sang’. Hele hans musikalske værk og lydverden kan høres som ét livslangt forsøg på at bringe fuglenes stemmer og sang ind i menneskenes verden, og i koncertsalen, kammeret og kirken få menneskene, der igennem århundreder, tusinder og hele deres liv har været omgivet af fuglesang, men aldrig, mente Messiaen, virkelig hørt den.

Fuglenes stemmer, deres sang, er noget, vi mennesker ligesom tager for givet, noget naturligt, der næsten overalt, hvor vi bevæger os omkring, ikke bare ude i ’naturen’, men også midt inde i storbyen, dagen lang bare ligesom er der og omgiver os.

Men fuglenes kvidren, pippen, skrig og skønsang er, mente Messiaen, ikke bare et praktisk system af signaler, et redskab, der gør fuglene i stand til at kalde på og gøre kur til hinanden eller tværtimod skræmme, eller advare hinanden mod fjender, et tegnsystem eller dyrisk form for sprog, der minder os mennesker lidt om musik.

Nej, mente Messiaen, det er ikke os mennesker, men fuglene, der er de musikalske skabninger, musikken kom oprindeligt ind i verden med og båret af fuglenes stemmer. Messiaen ville føre os og musikken tilbage til dens oprindelse, ikke i Middelalderens gregorianske munke- eller de græske tragediekor eller ’verdens første sang’ fra Ugarit i det nuværende Syrien, men i fuglesangen.

Hvordan bringer man denne oprindelige musik, fuglesangen, ind i det klassiske europæiske symfoniorkestret eller i kvartetten, i de enkelte instrumenter, i kor og solister?

Messiaen gik helt konkret, ja, naturligt til værks, som en bondeknold og en naturvidenskabsmand: Først, og siden igen og igen i løbet af hele sit lange komponistliv, gik han til kilden: Hen over fire årtier vandrede han ud i landskaberne, tilbragte dage og nætter under åben himmel, og med sit fags videnskabelige instrument, det klassiske node- og notationssystem, pennen og nodepapiret, nedskrev eller noterede han hundredvis af forskellige fugles sang. Det var så at sige første trin, feltarbejdet.

Tilbage i menneskenes verden, civilisationen, i sit laboratorium vævede han disse oprindelige kompositioner sammen med eller ind i den klassiske og samtidige musiktradition, først og fremmest den europæiske, men også med inspirationer og civiliserede lyde fra andre dele af verden – fra oldgræske og hinduistiske rytmer over indonesisk gamelan til klassisk japansk musik.

I næsten alle Messiaens værker er fuglene mere eller mindre tydeligt en del af lydbilledet. I værker for fløjte og klaver som »Le merle noir«, Solsorten, fra 1952 og i utallige værker for orkester og ensembler, fløjter og andre former for blæseinstrumenter, men også for instrumenter, der i modsætning til fløjten ikke umiddelbart minder os om fuglestemmer, i »Réveil des oiseaux«, Fuglenes opvågnen, og »La fauvette des jardins«, Havesangeren, men også i tidlige værker, der tilsyneladende er uden nogen reference til fugle og fuglesang, i »La Nativité« og »Vingt regards«, og endelig i hans måske mest berømte værk »Kvartet til tidens ende«, der i musikhistorien og vores bevidsthed først og fremmest forbindes med stedet, hvor stykket blev skrevet og også uropført: i Görlitz, en tysk koncentrationslejr for franske krigsfanger under Anden Verdenskrig, også der, midt i krigens helvede, høres en solsort og en nattergal.

Fuglenes forførende sang

Lidt som en landskabsmaler, der også går ud i naturen og gør sine skitser og derefter, hjemme i sit civiliserede atelier, bringer landskabet ind i den europæiske kunsthistorie og dér forfører os til for alvor at opdage og virkelig se landskabet, forfører Messiaen os i sine værker til at opdage og virkelig høre fuglene og deres sang.

Men hvilken stilart er Messians værker så? Er det, vi hører, en slags naturalisme, en tilbagevenden til det nittende århundredes kunst og naturromantik, eller er det, uhørt, som det er, tværtimod en del af det tyvende århundredes avantgardemusik? Både og, alle mulige stilarter på én gang – impressionisme og ekspressionisme, hyperrealisme og en tidlig form for sampling.

Det hele kulminerer eller krystaliserer sig i årene 1956-58, hvor Messiaen komponerer et af sine hovedværker, klavercyklusen »Catalogue d’oiseaux«, Katalog over fugle. I årene inden var han – som en oplysningens naturvidenskabslige opdagelsesrejsende, som Alexander von Humboldt, Darwin og Linné før ham – draget ud på 13 ekspeditioner til 13 forskellige franske provinser – lige fra Yvelines over Hérault til Hautes-Alpes – med det formål i hver provins at opsøge provinsens helt særlige lyd, lyden af den for den pågældende provins’ særlige fugl og dens sang.

Ude i felten noterede Messiaen – med sin pen og nodepapir – lyden af fuglen – spurven, sivsangeren, musvågen, regnspoven – som den lød og lyder, ikke bare ud i det blå, men i fuglens særlige habitat, dens naturlige omgivelser, det vil sige i landskabet og dets utallige lyde, farver og stemninger.

Hjemme i laboratoriet satte han sig ved klaveret og forsøgte at transformere den verden af lyd, han havde noteret, om til og ind i klaveret og dets klangverden. I alt komponerede han 13 klaverstykker. Hvert af de 13 stykker er en gengivelse, et portræt af en særlig fugl i dens naturlige livsverden. Tilsammen og, samlet i 7 ’bøger’, udgør de 13 stykker et af hovedværkerne i det 20. århundredes musik.

I virkeligheden har jeg aldrig hørt »Catalogue d’oiseaux«, aldrig hørt de 13 franske provinser og den for hver af provinserne helt særlige fugl. Men en skønne dag, måske.

En skov i Berlin

Midt i Berlin ligger Philharmonie. Philharmonie er en skov. En sensommeraften som denne, hvor klokken efterhånden er henad ni, er skoven ganske mørk. Men længst inde i skoven er der en lysning. I lysningen står der et ... træ? Jaaa, engang har det været et træ, men som alt andet i og af denne verden er træet med tiden undergået en transformation og er nærmest groet sammen med forskellige former for metal og ligner nu til forveksling: et skinnende sort koncertflygel fra Steinway & Sons berømte fabrik i Hamburg. Dér står det nu, længst inde i skoven, ganske alene i lysningen.

Klokken er slagen ni, og se, nu kommer et menneske vandrende ind i lysningen. En ældre, høj, mager mand klædt i sort, som en ... præst? troldmand? magiker? Fingernem er han i hvert fald, og fransk, ligesom sit store forbillede: Olivier Messiaen.

Han sætter sig for enden af det vældige og sort skinnende flygel, hvis enlige vinge står åbent. Han ranker ryggen, løfter begge arme højt op, som var de vinger, med fingrenes lange krogede kløer. Et øjeblik hænger han ligesom svævende der oppe over de glitrende bølger af hvide og sorte tangenter. Verden er fuldkommen stille, ingen fugle, ingen stemmer, ikke en lyd.

På flygelet foran manden står den opslåede Første Bog af Messiaens Fuglenes katalog. Der, i det smukke og komlicerede nodebillede, i kompositionen af noder, er fuglene og er der dog ikke, ja, i en vis forstand er de absolut fraværende, noderne er ikke musik, tværtimod, endnu findes musikken ikke.

Men så, i ét nu slår han, rovfuglen, skaberen, mennesket, ned. Et Big Bang! Og der blev musik. Det er en åbenbaring, et under er det: For et øjeblik siden var her ingen verdens lyd, bare stilhed. Og nu, med ét, er jeg og rummet, der omgiver mig, hele denne skov af træ, som koncertsalen midt i Berlin er, opfyldt af musik.

Her i skabelsens første sekunder forsøger jeg som en tro og lærevillig discipel at høre, ikke bare fuglestemmer, men netop denne særlige allerførste fugl, alpealliken, høre dens sang. Og ja, virkelig, i korte glimt, fragmenter af toner, ikke bare hører, men – det bilder jeg mig ind – ser jeg den, alpealliken, lyslevende foran mig i et ligesom flimrende blændværk af toner: Der er den!

Men så, og før jeg aner det, måske allerede i løbet af det første minut (men tiden går ikke, tiden er ophørt, der er ingen tid!) har jeg opgivet at forsøge at identificere, hvad i alverden, det er, jeg hører. Jeg har givet slip og falder ligesom ud i ... det tomme? Nej, snarere ud i det uvisse, hvor jeg aldrig i livet vil få at vide eller forstå, hvad det er, jeg hører. Jeg lytter bare.

I de følgende tre timer og femten minutter, hvor tiden samtidig står fuldkommen stille, i det tidløse, lige indtil klokken er langt over midnat, lytter jeg bare. Til hvad?

Ja, det er en gåde, den store gåde, som musikken altid – lige fra The Big Bang til verdens kommende ende og den derpå følgende STILHED – vil være.

Madame Nielsen oplevede Philharmonie Berlin under ledelse af Pierre-Laurent Aimard opføre Olivier Messiaens ’Catalogue d’oiseaux’ 30. august.

Musikfest Berlin med utallige koncerter med verdens førende orkestre og solister kan opleves indtil udgangen af september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vedr. Messiaens omtalte arbejde i 'laboratoriet':
Udover feltstudierne i naturen benyttede han også diverse lydoptagelser af fuglestemmer for "Catalogue d´Oiseaux". Det var optagelser fra svensk radio (Palmers "Radions Fågelskivor"), Kochs "Songs of Wild Birds" og "More Songs of Wild Birds" (udgivet på 78-plader i 1930erne), og Trabers "So Singen unsere Vogel", m.m. 

Koch havde i øvrigt også medtaget lyde fra omgivelserne, som en slags tidlige eksempler på 'sound-scapes' af både fuglene og deres habitat. 

Jvf. fx. Hill og Chadwicks bog "Olivier Messiaen's Catalogue d´Oiseaux - From Conception to Performance", og Clive Bennetts blog, https://artin.artinnature.co.uk/musical-interlude-sounds-summer/  

En dansk lydpoet, der udforskede naturens lydbilleder især i Provence, var jo Knud Victor.