Feature
Læsetid: 6 min.

Mærsks hovedsæde er noget af det mest retlinede (men de er begyndt at gå i shorts derinde)

Der er næppe nogen danske virksomheder, der har ry for at være så disciplineret, snusfornuftig og rationel som A.P. Møller – Mærsk. Et indtryk, som firmaets hovedsæde på Esplanaden ved Københavns Havn udefra set bekræfter til fulde. Men inde i bygningen er normer under opblødning, i takt med at en ny arbejdskultur indfinder sig
Bygningens tilknappede udtryk forstærkes af, at vinduerne er dækket af blåt folie, så man ikke kan se ind ad dem. Foran bygningen står en skulptur uden titel af Henry Moore. »Nogle synes, den ligner en skibsskrue, andre synes den ligner en kvinde, og sådan kan man blive ved,« siger firmaets egen historiker Henning Morgen.

Bygningens tilknappede udtryk forstærkes af, at vinduerne er dækket af blåt folie, så man ikke kan se ind ad dem. Foran bygningen står en skulptur uden titel af Henry Moore. »Nogle synes, den ligner en skibsskrue, andre synes den ligner en kvinde, og sådan kan man blive ved,« siger firmaets egen historiker Henning Morgen.

Peter Nygaard

Kultur
14. september 2019

Man ved, at et firma er i besiddelse af en vis selvfølelse, når hovedsædet både rummer et museum over dets historie, en souvenirshop og en fuldtidsansat firmahistoriker. Sådan en er Henning Morgen, der tager imod Information ude foran A.P. Møller – Mærsks bastante hovedsæde på Esplanaden ved indgangen til Københavns Havn.

Vi er kommet for at se, hvordan Danmarks største virksomhed målt på omsætning, verdens største containerrederi og Danmarks mest legendariske private arbejdsplads (målt på rygter om striks virksomhedskultur) har udformet sit hovedsæde og indrettet sig i det. Hvad fortæller arkitekturen om firmaets selvforståelse og betydning?

Henning Morgen er iført marineblåt jakkesæt, har et fast håndtryk og joviale vitser til at bløde det professionelle indtryk op med. På spørgsmålet om, hvor mange der arbejder inde bag den lysegrå facade med de karakteristiske blå vinduer, svarer han »et par stykker.«

»Vi er nogle få, der bestiller noget. Resten møder mest bare ind.«

Firmaets senior press officer, Christian Kjaergaard-Winther, griner af sin kollega og oplyser, at der arbejder cirka 1.800 mennesker derinde. Inden vi skridter rundt om bygningen, remser Henning Morgen de vigtigste årstal op: Firmaet blev grundlagt i 1904 og havde først kontor i Børsen, dernæst i et ældre fornemt hus over for det nuværende hovedsæde, og så på Kgs. Nytorv, indtil Bo Hagens byggeri stod færdigt i 1979 med fløje på hhv. seks og fire etager. I 2005 blev der tilføjet en tilbygning tegnet af Henning Larsen.

Paris i København   

På vej ned mod havnefronten slår Henning Morgen ud med armene for at understrege de akser, der kendetegner Frederiksstaden. Fra Marmorkirken kan man se gennem benene på rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads ned gennem det (Mærsk-finansierede) parkanlæg Amaliehaven og over på den midterste af tre lysekroner i Operaen (der også er Mærsk-finansieret).

»Det er her, du ser Paris i København. Det er det eneste sted i byen, der er en lille smule storladent.«

Vi går gennem en arkade med en ældre gul bygning på højre hånd. Den rummer et museum for virksomhedens historie. Det er ikke offentligt tilgængeligt, men vises frem til nye medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, der skal se, hvad de har at gøre med.

Det, der gør Mærsks hovedsæde til en af Københavns mest markante modernistiske byggerier, er facaden. Den består af brede rektangulære plader af ru marmor placeret på højkant og med vinduer placeret i midten inde i en fordybning.

Disse firkanter i firkanter giver et ekstremt retlinet, tilknappet udtryk, som forstærkes af, at vinduerne er dækket af blå folie. Det hjælper til med at regulere temperaturen, og så er det også grunden til, at Politikens arkitekturanmelder Henrik Sten Møller fandt på kælenavnet ’huset med de blå øjne’. I sin begejstrede anmeldelse skrev han, at »forunderligt nok har denne tyngde et forløb så let, som om det hele stod på balletfødder.«

Ole Hagen tilhørte samme generation af arkitekter som Arne Jacobsen, men er ikke blevet kanoniseret på samme måde. Dansk Biografisk Leksikon karakteriserer hans arbejde som »byggeri, der opfylder sine funktioner, og som altid er smukt gennemarbejdet i en elegant, men også noget upersonlig modernisme – en internationalt gangbar arkitektur, der kan siges at være et kongenialt udtryk for tidens effektive firmastruktur og velsmurte bureaukrati.«

Ude på havnefronten er det maritime miljø gennem de seneste årtier blevet erstattet af rekreativt område. Man kan købe friskpresset juice og se på motionsløbere. Og man kan gå hen og se på nogle af de montrer og infostandere, A.P. Møller – Mærsk har stillet op om virksomhedens historie.

Peter Nygaard

Vær betroet, åben og modig

Firmanavnet A.P. Møller – Mærsk dækker står skrevet over indgangsportalen med kobberbogstaver i en skrifttype, der gør bogstavernes runde former firkantede i det. Inden for er receptionens sædvanlige sofamøblementer blevet afløst af en intern kampagne: »All the Way« står der på plakater, som skal hjælpe medarbejderne til at forstå, at firmaet skal understøtte hele forsyningskæden for sine kunder.

Et bureau har sat forskellige aktivitetscentre op i lokalet, der ligner noget fra Experimentariet og skal fremme en refleksion over, hvad det vil sige at være trusted, open og brave. Der er også rekvisitter som bjergbestigningsudstyr og halmballer.

Længere inde i bygningen er der traditionelle kontorer, hvor maskinmestre sidder på rad og række ved hvert sit skrivebord og assisterer Mærsks fragtflåde. På væggene hænger montrer med modeller af skibene. En særlig elegant vindeltrappe fører op til ledelsesgangen. Den gamle ejer, Mærsk McKinney Møller, som døde i 2012, insisterede altid på at tage trappen frem for elevatoren, fortæller Henning Morgen. På vejen gav han hånd til alle, han mødte, så det kunne tage noget tid at tilbagelægge de 20 trin mellem hver etage.   

Hovedsædet er køligt og nydeligt indrettet med mange rum i forskellige størrelser og former, hvor man kan sætte sig og arbejde eller holde møde. Der er både kogende og boblende vand i vandhanerne og faciliteter som cykelsmed, optiker og hæveautomat til medarbejderne. Ud over skibsmodellerne er der meget skriftlig intern kommunikation på væggene. 

»We hold the handrail«, står der f.eks. nogle steder over trappegelænderne. Ifølge Henning Morgen refererer det høfligt formulerede påbud til de arbejdsmiljøhensyn, der er så vigtige for udsendte medarbejdere i Mærsk: »Skibe og terminaler er farlige arbejdspladser. Og det her er en måde at gøre os opmærksomme på det her i hovedkontoret.«

Den syvtakkede stjerne

I hjørnet af et storrumskontor er der indrettet en lille souvenirshop, hvor man kan købe Mærskblå kuglepenne, powerbanks til at oplade telefoner med formet som containere, Lego-udgaver af rederiets skibe og slips med den karakteristiske syvtakkede stjerne på.

Der findes et rygte om, at de syv takker på den stjerne, som er Mærskkoncernens logo, repræsenterer ugens syv arbejdsdage. Det rygte karakteriserer Henning Morgen straks som »vrøvl«: »Det er ugens syv arbejdsdøgn, de repræsenterer – skibene sejler jo døgnet rundt,« spøger han. Henning Morgen mener, at rygtet om ugens syv arbejdsdage nok er startet af en medarbejder, der har siddet på en bar og pralet med, hvor hårdt han har arbejdet, for den autoriserede, officielle forklaring på logoet er faktisk en anden:

Da A.P. Møllers far, Arnold Peter Mærsk Møller, i 1880’erne havde sin hustru med ude at sejle på et engelsk dampskib, blev hun meget syg. Den unge A.P. Møller gik op på dækket og bad for, at hun skulle blive rask. Han bad om et tegn på, at hans bønner ville blive hørt, og straks gled skyerne fra hinanden, og en stjerne viste sig på nattehimlen.

Nogle år senere, da A.P. Møller i 1886 købte sit første dampskib, fik han malet en hvid stjerne på den lyseblå skorsten. Den lyseblå farve på skorstenen er i øvrigt A.P. Møller – Mærsks signaturfarve, og det lykkedes dem sidste år at få eneret på den, efter at rederifamilien har brugt den i 133 år.

»Derudover tror jeg, at syvtakkede stjerner var lidt af en trend i 1880’erne,« fortæller firmahistorikeren. »Fire andre danske rederier havde dem også som logo, bare i andre farvekombinationer.«

’Sådan gør vi ikke her’

Lighthouse er navnet på et kontorområde i tilbygningen fra 2005. Her sidder it-udviklerne, og de har brug for et lidt kreativt sted at arbejde. Her er ekstra mange små rum og afskærmede kroge, potteplanter og kurvestole, der hænger ned fra loftet. Breakout-områder kalder man det, og det er et led i en plan om at have så få faste kontorpladser som muligt, så medarbejderne kan arbejde agilt.

Ved tekøkkenet hænger der plakater, der under overskriften ’Culture Hackers’ opfordrer folk til at tænke over, hvorfor de gør, som de gør. Senior press officer Christian Kjaergaard-Winther forklarer, at det er nødvendigt at udfordre de vante arbejdsgange.

Tidligere startede mange af Mærks medarbejdere som 18-årige og fortsatte, til de skulle på pension. Nu hyrer man mange især inden for it, som bare bliver hængende en håndfuld år. »De bliver ikke opdraget i huset på samme måde, derfor har vi brug for retningslinjer,« forklarer Henning Morgen.

Men normerne er også blødt noget op, siger Christian Kjaergaard-Winther: »Man kan se folk komme på arbejde i shorts. Det var ikke sket for ti år siden.«

Normerne er måske nok blødt op, men stadig til forhandling. Ude i den store firkantede atriumgård, der er beklædt med ellers ubetrådt græs og en gruppe birketræer omgivet af meterhøje bogstaver, der tilsammen gentager sloganet All the Way, får fotografen den idé at krydse en afspærring, så han bedre kan fotografere en skulptur i en lille gårdhave nedenfor.    

En receptionist kommer farende.»Hov hov! Sådan gør vi ikke her!,« råber hun. 

»Det er okay, jeg har styr på det,« svarer Henning Morgen og vifter forsonende med hånden. 

Serie

Virksomhedernes hovedsæder

De store danske virksomheder sætter ikke bare deres aftryk på bruttonationalproduktet, men også på de landskaber og bybilleder, hvor de holder til. I denne serie ser Information nærmere på, hvordan dansk erhvervslivs kæmper har udformet og indrettet deres hovedsæder. Hvilke historier fortæller arkitekturen og indretningen om virksomhedernes selvforståelse, historie og samfundsmæssige betydning? Det besøger vi Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk og Kirk Kapital for at finde ud af.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Maersk hovedsæder er en arkitektonisk perle, i hvert fald i den forstand at bygningen stadig, med halvtreds år på bagen, ser renskuret og nydelig ud - i modsætning til fx Nørrebro Stations "skyer", der kun er få år gamle og allerede sod-anløbne. Sådan falder arkitektur så forskelligt ud. Og nej, jeg er ikke en robot.

Maj-Britt Kent Hansen

Modebevidste yngre mænd går i shorts, og det er forståeligt i buldrende varme. Nogle af de shortsklædte er dog så mode- og designbevidste, at de samtidig sætter skoene op i designmøbler.

Hvor jeg har set det? I Politiken den 13. september, hvor Rune Skyum-Nielsen poserer i Børge Mogensen-stol iført shorts og sorte skinnende (læder?)sko. De sidste plantet på fodskamlen.

Det kunne da have været interessant, hvis journalisten også kunne have fået et interview med de ansattes fællestillidsmand, eller repræsentanter for de fagforeninger der har indgået overenskomst for de forskellige faggrupper i virksomheden. Bare sådan for at høre, hvad de menige medarbejdere synes om at være ansat der.

Birte Pedersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar