Identitetspolitik
Læsetid: 13 min.

Mette Sandbye: »Jeg er en heteroseksuel kvinde i 50’erne ... Det her er også nyt for mig«

På få dage blev hun selve symbolet på den identitetspolitiske krænkelsesdebat, da hun som institutleder på Københavns Universitet opfordrede sine ansatte til at undgå kønnede betegnelser om transpersoner. Men Mette Sandbye er ingen ideologisk værdikriger. Faktisk kløjes hun selv i mange af de nye ord, som hendes døtre i 20’erne præsenterer hende for. Samtidig mener hun, det må være muligt at tage sproglige hensyn til andre uden at gå på kompromis med universitetets frie debat
Professor Mette Sandbye oplever dagligt i sit arbejde som institutleder, at hidtil fasttømrede forestillinger bliver udfordret.

Professor Mette Sandbye oplever dagligt i sit arbejde som institutleder, at hidtil fasttømrede forestillinger bliver udfordret.

Kultur
13. september 2019

Det er fredag sidst på eftermiddagen, da Mette Sandbye langt om længe tager telefonen. Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har forsøgt at få fat på hende. I dagevis har pressen kimet hende ned, lige fra Ekstra Bladet til Kristeligt Dagblad, Berlingske og TV 2, og hun er ved at være drænet.

»Det er uden sammenligning den værste shitstorm, jeg nogensinde har været i,« siger hun lettere stakåndet på vej ud ad døren til et møde med instituttets ansatte: 

»Kan vi måske tales ved senere?«

Som institutleder på Kunst- og Kulturvidenskab (IKK) ved Københavns Universitet er Mette Sandbye ikke vant til at lave overskrifter. Hun plejer at analysere kulturens nyheder, ikke selv at være en del af dem. Men de seneste uger har været én lang undtagelse.

Det begyndte med en mail.

Kort før semesterstart forrige fredag sendte Mette Sandbye og studieleder Inger Vinther Damsholt en intern mail ud til samtlige undervisere på IKK, hvor de opfordrede de ansatte til at tænke over, hvordan man bedst muligt inkluderer »binære og nonbinære transstuderende« i undervisningen. Konkret blev underviserne opfordret til at følge tre »gode råd«:

  1. at undgå at bruge fællesbetegnelser som ’damer’ og ’gutter’, når en gruppe studerende skal råbes op.
     
  2. at bruge studerendes navne ved direkte tiltale i stedet for kønsspecifikke pronominer som ’han’ og ’hun’, hvis man er i tvivl om kønnet.
     
  3. at spørge de studerende inden semesterstart, om de foretrækker et andet kaldenavn end det, de officielt er indskrevet som.

»Det vigtigste er sådan set, at vi alle lige tænker os lidt om, er parate til at lytte og signalerer inklusionen,« sluttede mailen.

Men dermed sluttede diskussionen ikke. Den var kun lige begyndt.

De første dage modtog Mette Sandbye flere positive tilkendegivelser fra både studerende og undervisere, der bakkede op om hendes initiativ. Men da mailen endte i hænderne på en TV 2-journalist, spredte nyheden sig hastigt, og tonen blev en anden: 

»Idioti er blevet stedfortræder for fornuft på nationens ypperste anstalt for viden og visdom,« skrev Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup, og han stod ikke alene med sit kritiske blik.

I stribevis af nyhedsartikler føg det med ord som »krænkelseskultur« og »svenske forhold«, i debatprogrammer hørte man begreber som »mindretallets tyranni« og »politisk korrekthed« og i satiriske indslag fik latteren frit løb med indslag fra Dansk Folkepartis Søren Espersen, der filmede sig selv iklædt dametøj og lagde videoen på facebook med ordene: »Jeg gider sgu ikke længere høre på al deres køns-gøgl!« – og fra Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, der på Twitter nedfældede »Identitetspolitikkens lov«, hvor det første af ti bud lød: 

»Mine følelser bestemmer din ytringsfriheds grænser.«

Og så sad vi der igen, plantet i sæderne som tilskuere til et identitetspolitisk teaterstykke med samme forudsigelige rollebesætning som sædvanlig: ’De verdensfjerne akademikere’ vs. ’de rabiate ytringsfrihedsfundamentalister’. 

Jeg har aftalt at mødes med Mette Sandbye »efter shitstormen« – for at forsøge at tale om den identitetspolitiske strømning på en anden måde. I et roligere rum, hvor man ikke skal forsvare sig med ti mikrofoner stukket op i ansigtet, men hvor der er plads til at tøve og tvivle. Og til at tænke efter.

To virkeligheder

Mandag morgen indfinder jeg mig i Bygning 21 på Søndre Campus på Københavns Universitet Amager, et strømlinet bygningskompleks med tilhørende spredt beplantning og kunstigt anlagte kanaler. Jeg skal mødes med Mette Sandbye på hendes kontor på femte sal, men hun står allerede på gangen, da elevatordørene går op, fordybet i en samtale om weekendens pressedækning med en af universitetets ansatte. En transperson. Selvfølgelig.

»Man skulle jo næsten tro, at jeg havde iscenesat det,« siger Mette Sandbye og ler.

Men det har hun ikke, forsikrer hun. Mødet afspejler bare virkeligheden på Kunst- og Kulturvidenskab, hvor identitetspolitik og tiltaleformer ikke er en abstrakt debat, men et stykke konkret virkelighed.

Mette Sandbye har været institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab siden 2012, i en periode hvor identitetspolitikken har præget den offentlige samtale. Hun har været vidne til flere sager på universitetet, og hun har haft sine egne – senest da en gruppe studerende sammen med den afroamerikanske ph.d.-gæstelærer Michael Wilson førte an i en voldsom protest mod Christian Lollike og Madame Nielsens teaterstykke White Nigger/Black Madonna, som de anklagede for »racial vold«.

Mette Sandbye viser ind på sit kontor og går direkte hen til computeren for at åbne sin indbakke. Hun finder en mail frem, hun netop har modtaget fra en medarbejder på Tate Modern i London, der har inviteret hende til at tale ved et seminar i London senere på efteråret. I bunden af mailen, under medarbejderens navn, står en diskret lille oplysning, fastgjort som signatur:

»My pronouns are they/them.«

Med andre ord: Vedkommende foretrækker at blive tiltalt via flertalsformen ’de’ og ’dem’, en praksis, som er blevet stadig mere almindelig blandt transpersoner, der ikke identificerer sig som hverken mand eller kvinde.

Det er den ene virkelighed, Mette Sandbye som institutleder hele tiden må forholde sig til. Men der er også en anden virkelighed.

Hun leder videre i sin indbakke og finder yderligere to mails frem, den ene fra en mand, Poul, der har fulgt med i ugens debat. Poul mener ikke, at hans »skattekroner« skal gå til at »begunstige et mindretals problemer angående deres seksualitet«, og han opfordrer i kraftige vendinger Mette Sandbye til at »tage sin afsked«.

Den anden mail er også fra en mand, Niels, der mener, at det er decideret »langt ude at begynde at redigere i den menneskelige virkelighed«, at Mette Sandbye bør være »stolt« over at være kvinde, og at der i øvrigt er »andre og vigtigere temaer for menneskeheden at bruge sin energi på«.

Mette Sandbye kigger op fra skærmen.

»Altså, jeg synes jo også, der er vigtigere temaer,« siger hun, »men det betyder jo ikke, at det her er fuldstændig ligegyldigt.«

Vi sætter os til rette ved et langbord på kontoret med panoramakig ud over Københavns irgrønne kirkespir og tårnbygninger af stål og glas. Mette Sandbye hælder kaffe op.

»Når det er sagt,« fortsætter hun sin sætning, mens hun stiller kanden tilbage på bordet, »så kan jeg sådan set godt forstå, at man bliver provokeret. I hvert fald hvis man læser debatten på den måde, at der nu sidder en institutleder på Københavns Universitet, som synes, at der ikke længere er noget, der hedder ’hun’ og ’han’, og at vi skal alle sammen til at sige ’de’ og være kønsneutrale. Det kan jeg godt forstå. Og selv hvis man ikke tror, at det er dét, jeg mener, kan jeg egentlig også godt forstå, hvis man bliver provokeret. For jeg har også selv været igennem en læringsproces de senere år. Det her er jo også nyt for mig.«

Født i en anden tid

Mette Sandbye er født i 1964 og opvokset i en tid, hvor den vigtigste feministiske kamp var ’lige løn for lige arbejde’, og hvor personlige pronominer som ’han’ og ’hun’ var lige så naturgivne, som de var uproblematiske. I dag er hun professor på et universitet i en tid, hvor jorden under den gamle verden er begyndt at skælve og hidtil fasttømrede forestillinger – selv dem, der handler om noget så fundamentalt som køn og identitet – til stadighed bliver udfordret. Eller som Mette Sandbye selv formulerer det:

»Jeg er en heteroseksuel kvinde i 50’erne, der har været gift med den samme mand i 23 år, som jeg har fået tre børn med. To af dem er døtre i 20’erne, og igennem de senere år har vi haft rigtig mange diskussioner derhjemme, hvor jeg har sagt noget, og de har svaret: ’Nej mor, det sagde du bare ikke!’ Og det er jo i det konkrete møde med unge mennesker, at sådan nogen som mig, der har været vant til at udtrykke sig på en bestemt måde hele sit liv, pludselig bliver opmærksom på, at tingene har ændret sig.«

Mette Sandbye fortæller, at hendes ene datter, der læser Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, for nylig kom hjem og fortalte, at hendes underviser i webdesign havde insisteret på, at lyserød var en pigefarve, og at blå var en drengefarve. Det havde de fleste studerende syntes var en underlig opdeling.

»Jeg vil vædde på, at langt de fleste danskere tænker ligesom underviseren, at hvert køn har sin farve – men sådan tænker mine københavnske døtre bare ikke. De har i øvrigt også transpersoner i deres omgangskredse. Og de har veninder, som den ene dag går i seng med en dreng og den næste dag går i seng med en pige, og det er fuldstændig uproblematisk for dem. Sådan var det altså ikke, da jeg var ung!«

Det er dén erkendelse, der fik Mette Sandbye til at formulere sin efterhånden danmarksberømte mail. En erkendelse af, at tingene er i skred. Og at det er noget, man kan tage hensyn til.

»Vi har en del transpersoner her på studiet, både blandt de studerende og blandt de ansatte. Og jeg har kunnet mærke på mig selv, at det føles som noget nyt og fremmed, som jeg også selv er lidt usikker på, hvordan man bedst håndterer. Hvordan tiltaler man transpersoner? Hvad skal man være opmærksom på, hvis man gerne vil tage hensyn til dem? Og i mine snakke med de ansatte kunne jeg høre, at mange mærkede den samme usikkerhed. Så derfor besluttede jeg mig for at sende nogle gode råd ud.«

’Krænkelsespolitik’

Det var netop ment som »gode råd« og ikke som et håndfast dekret eller en ny, ufravigelig sproglov. Men sådan blev det nogle steder opfattet. TV 2 Nyhederne var blandt de første til at opsnappe historien. Kort efter var de i kontakt med to mandlige studerende på instituttet, Jonas Raabel Jensen og Victor Kipp, som begge mente, at tiltaget gik for langt i inklusionens navn, og at det var et udtryk for »krænkelsespolitik«.

Også blandt enkelte undervisere var der skepsis at finde. Til Universitetsavisen forklarede studielektor på Musikvidenskab Niels Græsholm, at det kunne være »hulesvært« at undgå kønnede betegnelser i et fag som ’korledelse’, hvor herrestemmer og damestemmer er faste betegnelser:

»Jeg synes, det er rigtig fint, at vi tager hånd om ikke at udgrænse nogen, men der kommer nogle dilemmaer ud af det, som gør det lidt sjovt,« sagde han.

Langt de fleste lærere og studerende mente dog som Studenterrådets formand Mike Gudbergsen, at der var tale om en tiltrængt bestræbelse på at inkludere minoriteter på universitetet, og at det typiske argument om, at man som nonbinær person »bare kan snakke med sin underviser«, ikke holder:

»Jeg synes, det er fint, at man giver en håndsrækning og fra universitetet tager initiativ til den snak,« sagde Mike Gudbergsen til TV2 Nyhederne, men understregede samtidig, at han var imod regler på området.

Det er Mette Sandbye også, slår hun fast.

– Men kan du forstå, hvis det alligevel opfattes som et regelsæt, når nu opfordringen kommer oppefra i skriftlig form fra institutledelsen?

»Ja, det kan jeg måske godt,« medgiver hun.

»Der sker jo noget med enhver form for kommunikation, så snart den bliver skriftlig. Og hvis jeg havde vidst, at det ville skabe den her aggressive debat, så havde jeg heller ikke sendt en mail ud, men i stedet taget diskussionen mundtligt på forskellige møder over det næste halve år. Men da jeg længe selv havde været i tvivl om, hvordan man bedst forholder sig til transpersoner, tænkte jeg, at jeg ville dele mine nyvundne erfaringer med de andre undervisere,« siger hun og understreger, at hun ofte sender mails ud til sine medarbejdere, og at det derfor ikke har karakter af »Moses, der stiger ned fra Sinaibjerget med sine stentavler,« når hun lader høre fra sig.

Sproglig arkitektur

Særligt én udgave af den såkaldte identitetspolitiske strømning har vakt opmærksomhed og forargelse de senere år. Det er den, som udgår fra amerikanske campusser og rummer sproglige nyopfindelser som ’kulturel appropriering’, ’safe spaces’ og ’trigger warnings’. Og netop den udgave af identitetspolitikken er Mette Sandbye skeptisk over for. For på et universitet må man kunne tale om alt. Diskutere alt. Kritisere alt. Når man underviser i holocaust, må man kunne vise karikaturer af jøder med store næser. Når man underviser i racisme, må man kunne vise hvide komikere med blackfacing. Alt det hører med til en kritisk debat. Men høflighed og hensyntagen over for hinanden som undervisere og studerende er noget andet, understreger hun.

»For mig er det to forskellige ting. Den ene handler om, hvad må vi tale om og vise frem og diskutere, og det bør der principielt ikke være nogen grænser for på et universitet, så længe det har et fagligt formål. Det andet handler om at tage hensyn, lidt ligesom vi gør til vegetarerne, når vi præsenterer et alternativt frokosttilbud eller sørger for en vegetarret til julefrokosten. Vi kunne jo også vælge at sige, at det må være deres eget problem, men det gør vi ikke, vi tager hensyn. Det er forskellen, og den kan jeg i hvert fald godt finde ud af at opretholde. Og det var også det, jeg forsøgte at gøre i min mail. Men det bliver meget hurtigt blandet sammen i den store identitetspolitiske gryde.«

– Men hvis man undgår betegnelser som ’mænd’ og ’kvinder’ har man selvfølgelig imødekommet dem, der ikke opfatter sig som enten mænd eller kvinder, men man har samtidig taget betegnelsen fra dem, der gør. Tror du, at der findes et ikkekrænkende vokabular, som stiller alle tilfreds?

»Nej, det tror jeg ikke, selvfølgelig ikke. Og hvis en ung mand gerne vil kaldes for ’mand’, så skal man selvfølgelig heller ikke sige ’de’ eller ’dem’ til ham. Det eneste, jeg skriver i min mail, er, at hvis man er i tvivl som underviser, så kan man bruge en bredere kønsneutral betegnelse. Og ofte kan man jo se det på folk. Når jeg går rundt på gangene, er der jo nogen, der ser lidt ubestemmelige ud – eller nogen, som måske har ændret udseende over sommerferien. Men jeg er ikke ude på at skabe et rum, hvor ingen må sige kvinder og mænd og han og hun, og hvor alle er bange for at sige noget forkert.«

Plakater skal blive hængende

– Men ved at agere sprogpoliti er der vel en reel risiko for at skabe en kultur, hvor der er en rigtig måde at tale på og en forkert måde at tale på?

»Jo, det er der måske nok en risiko for. Men måske er det prisen for at adressere nogle af de her emner. Det er jo en udfordring, der ikke går væk af sig selv. Der bliver stadig flere transpersoner, og hvis vi ikke finder en måde at omgås dem på sprogligt, er der jo også en risiko for, at dét bliver akavet.«

– Men er der alligevel et punkt, hvor hensynsfuldheden også kammer over for dig?

»Altså, her på instituttet beskæftiger vi os jo med kunst og kultur. Og vi skal kunne diskutere og analysere alt inden for det felt. Derfor var det også over grænsen, da nogle studerende sidste år blev fortørnede over, at der hang plakater herude for Christian Lollikes teaterstykke White Nigger/Black Madonna. Til gengæld vil jeg gerne lytte til studerende, der mener, at der er lige lovlig mange værker fra hvide vestlige mænd på pensumlisterne. I min egen studietid i 1980’erne beskæftigede vi os næsten udelukkende med Europa og USA. I dag lever vi i en globaliseret verden, og vi skal også have blik for kulturelle udtryk fra f.eks. Japan og Afrika. Så bare for at skære forskellen ud i pap: Man skal ikke rive teaterplakater ned fra væggene som studerende. Men man kan godt forvente en hensyntagen i den måde, man selv bliver tiltalt på.«

– Hvad håber du, at der kommer ud af den her »shitstorm«, som du selv har kaldt den?

»Jeg ville være meget ked af det, hvis den betyder, at Institut for Kunst- og Kulturvidenskab får et negativt omdømme som et verdensfjernt humanistisk institut, der bare kan spares væk. Vores studerende har nogle af de højeste gennemsnit i landet, de er enormt reflekterede og dygtige, og vi uddanner meget få til arbejdsløshed,« siger Mette Sandbye og trækker luft ind:

»Så hvis den her historie bidrager negativt til dét billede, er det meget ærgerligt. På den anden side: Når debatten forhåbentlig snart bliver en lille smule mere nuanceret, og folk begynder at få øjnene op for, at der faktisk findes transkønnede, at det er en ting, og at vi som samfund bliver nødt til at forholde os til dem, så har jeg med min mail forhåbentlig været med til at skabe lidt større forståelse for det. Det ville jeg være glad for.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- skabe den her aggressive debat, så havde jeg heller ikke sendt en mail ud, men i stedet taget diskussionen mundtligt på forskellige møder over det næste halve år".

Når man er blevet ansat som institutleder, er det vel fordi, at man på forhånd er i stand til at forudse en sådan reaktion, og ikke fordi, at man bag efter skal indse, hvad man i stedet burde have gjort.

Søren Bro, Karsten Aaen og Kristian Jensen anbefalede denne kommentar

Det tager kun 2 sekunder mere at formulere sig inkluderende, så hvorfor ikke bare gøre det.
Det vil glæde en masse mennesker, og er det ikke lønnen i sig selv?

Lisbeth Larsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Bjarne Toft Sørensen. Mener du at som institutleder skal man være fejlfri, og kunne forudse hvordan medierne vil behandlet ethvert emne?
I bagklogskaben klare lys.....

ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Henning Kjær
Ingen er fejlfri, men som netop institutleder på Kunst - og Kulturvidenskab skal man tænke sig om en ekstra gang, hvis man ikke efterfølgende skal bruge tid på undskyldninger, bortforklaringer og "brandslukning".

Jeg er enig i intentionen, som den formuleres i Information:
»Det vigtigste er sådan set, at vi alle lige tænker os lidt om, er parate til at lytte og signalerer inklusionen", ----".

Meningen må for en institutleder bl.a. være at undgå unødvendige konflikter, ikke at skabe dem.

Umiddelbart er der ikke tale om en magtdemonstration, når man formulerer en sådan meddelelse til underviserne, men at meddelelsen er givet, vil kunne bruges mod en underviser i tilfælde af, at vedkommende får en konflikt vedrørende sager af denne art med en gruppe af studerende på et senere tidspunkt. Du var advaret, og du fik nogle gode råd.

Den udsendte meddelelse kan også ses som udtryk for et forsøg på at holde "sin egen ryg fri". Hvis du som underviser får nogle problemer vedrørende sager af denne art, skal du ikke komme og sige, at du ikke var advaret.

Man kunne også som slutning have valgt at skrive, at hvis du som underviser får problemer i sager af denne art i forhold til grupper af studerende, vil du altid kunne regne med ledelsens opbakning.

Verden er af lave.

Handler det ikke (aller)mest om at nogle medier og visse politikere elsker at gå bananas og blive - ja netop - krænkede, over at nogle ikke opfatter verden præcis på den måde de selv opfatter den?
- I stedet for selv at prøve at sætte sig lidt ind i, hvad det handler om og være lidt mere åben...

Faktisk synes jeg Søren Espersen var sjov, hvis det altså ikke lige var fordi han var så sur og indebrændt ;-)

Poul Genefke-Thye, ingemaje lange, Marie Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det kan da umuligt være så svært:
Hvis man er i tvivl om, hvordan enkelte personer ønsker at blive omtalt, kan man jo bare spørge dem.
Som universitetsstuderende må de formodes at kunne tale for sig selv.
Det behøver ikke at gå ud over de øvrige tilstedeværende, som man selvfølgelig fortsat skal omtale som hhv. han og hun.

Flemming Berger, Janus Agerbo og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Mette Sandbye citeres for at sige:
"Og det er jo i det konkrete møde med unge mennesker, at sådan nogen som mig, der har været vant til at udtrykke sig på en bestemt måde hele sit liv, pludselig bliver opmærksom på, at tingene har ændret sig".

Vi kan sikkert blive enige om, at vi er udsat for en stigende globalisering, at vi kulturelt set bliver nødt til at tilpasse os denne situation, og at vi derfor også bliver nødt til at forholde os mere inkluderende kulturelt set.

MEN: Mette Sandbye er som leder af et institut, der beskæftiger sig videnskabeligt med kultur, blind for sin egen, sine døtres og de unges, som hun møder, kultur af reservatlignende karakter. Gad vide, om hun har fået læst og sat sig ind i Pierre Bourdieus teorier?

Det er et kendt fænomen, at hvis man spørger studerende på kunsthistorie om vores blikkes betingethed af etnicitet og seksualitet, vil deres svar afspejle en stor bevidsthed inden for området i kraft af deres skoling i postkolonial teori og kønsstudier, samtidig med at der mangler en bevidsthed om den determinerende effekt af den socioøkonomiske ramme, som vi fødes ind i.

Gad vide, om Mette Sandbye har tænkt over, hvordan det kan komme dertil, at unge med en pæn, ordentlig, veluddannet og behersket middelklassekultur på amerikanske universiteter ønsker at indføre deres egne reservater med sproglige nyopfindelser som ’kulturel appropriering’, ’safe spaces’ og ’trigger warnings’, samtidig med at de er bedøvende ligeglade med, hvad der sker i andre samfundsklasser i det amerikanske samfund, som de i øvrigt føler sig moralsk overlegne i forhold til.

Morten Hjerl-Hansen, Thomas Söderqvist, Søren Ferling, Flemming Berger og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar

Tilbage i 70'erne, da jeg var en 7-8 år Kongevej , blev jeg en søndag morgen sendt til bageren af mine forældre.Det var dengang, hvor det var helt almindeligt at farmand kørte i bil til bageren i morgenkåbe.Der stod jeg så - to lorte høj (lav) - og tænkte, hvordan kommer jeg nogensinde op til disken og får næsen opover med alle de kæmpe-mennesker...Nå, men så var der én, der fik øje på lille mig, og sagde: der står en lille dreng her, så kan I ikke lige flytte jer lidt, så han kan komme op og købe morgenbrød..- Det var jeg faktisk glad for, da det virkede noget uoverskueligt, hvordan jeg skulle komme op til den disk...Sagen var bare så (også) at jeg kunne slet ikke ha', at jeg blev tiltalt som dreng - så jeg sagde meget bestemt: jeg er IKKE en dreng - jeg er en PIGE!(Det var nok efter den oplevelse, at jeg sagde til min mor, at jeg ikke var så vild med, at hun klippede mit hår, ikke lige mors spidskompetence;))Uden at jeg har muligheden for at forstå - at sætte mig ind i, hvordan det må føles ikke at føle sig hjemme i tildelte krop, - lige det problem - den problematik, har jeg aldrig haft, men stadig kan jeg huske 'bager-oplevelsen' og hvor ubehageligt det føltes.

Henrik Bjerre, Lisbeth Larsen, Poul Genefke-Thye og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Ordforslag/stavekontrol har været inde over- læs venligst Kongevej som: gammel ;)

Nike Forsander Lorentsen

At nærme sig det totalitære er vel når man begynder at instruere og bestemme hvordan folk skal bruge og tale sit sprog.

Rikke Nielsen

"Det tager kun 2 sekunder mere at formulere sig inkluderende, så hvorfor ikke bare gøre det.
Det vil glæde en masse mennesker, og er det ikke lønnen i sig selv?"

Ja, det vil glæde den type mennesker, der får fornøjelse ud af at kunne tvinge andre til at hoppe, når de siger: 'Hop'.

Den glæde skal balanceres overfor hensynet til at man ødelægger fællesskabet og kulturen, hvis man lader tyranniske narcisister undertrykke alle andre.

Søren Ferling, det kan jo nok diskuteres, hvem der er tyranniske narcissister her: Dem der søger et inkluderende sprog eller dem, der stædigt fastholder et ekskluderende sprog. Måske kunne man mødes på midten, så er der ingen der taber på narcissismekontoen.

Claus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

@Rikke Nielsen
De kan ikke samlingens. De vil tving mig, jeg vil ikke tvinge dem.
så hvor er det tyranniske narcissister på min side?

Og så elefanten i rummet. Ideologi der ligger bag disse tiltag.
Man kan pakke det så meget ind i ordleg man vil, men det ændre ikke ved Ideologi der er drivkræfterne bag disse "harmløse" tiltag er totalitære.

Bjarne Toft Sørensen

@Jens Jensen
Ledelsen på et sådant institut i en sådan situation bliver nødt til at finde en "balancegang". Det hjælper ikke bare at stille "hårdt mod hårdt" i forhold til de forventninger, der måtte være fra bestemte personer og de grupper, der bakker op om rimeligheden af disse forventninger.

De konflikter, der måtte opstå i en sådan sammenhæng, kunne også meget nemt blive brugt i forbindelse med de magtkampe og intriger, der i forvejen må være på instituttet, bl.a. i kraft af de besparelser og afskedigelser, der har været nødvendige i de senere år.

Med din henvisning til det totalitære og "elefanten i rummet" forstår jeg godt bekymringen i retning af, som man siger, "hvis man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele armen". Der er også dem, der ønsker "amerikanske tilstande" på instituttet, og der skal det så, i andre sammenhænge, klart markeres, hvor grænsen går.

Det gælder om at skabe en god stemning i forhold til, at der er plads til alle, således at man undgår de værste fjendebilleder og stereotyper grupper imellem, og således at nogen får vanskeligere ved at dyrke og forstærke "offer - rollen".

@Bjarne Toft Sørensen
gode pointer. For helt klart, der skal værre plads til alle og vi skal værre respektfulde. Men dette drejer sig ikke om høflighed eller værre respektfuld. Men idelogi.

Men tvang om at jeg skal give efter for en andres person forvrænget ideologi. Og ja, de skal ikke have en lillefinger. For det i Danmark udspringe ikke her fra. men fra udlandet, og det er nemt at se hvad der ligge bage og hvad vej det er gået, når man har givet dem en lillefinger.

Der er så mange avisklip og klip på youtube der påviser dette. Om hvor intolerance og totalitære de er. Så nej det SKAL værre hårdt mod hårdt.

Så som den her
https://www.youtube.com/watch?v=b-zWVjDbChU

"De konflikter, der måtte opstå i en sådan sammenhæng"
Ser man til udlandet visse steder, der sker en udrensning af modstander på arbejdspladsen i form af denne idelogi blive bruget til at fyre folk og skabe en shaming kultur, så folk ikke tør sige imod og holder hoved nede og skal gå på æggeskaller.

"Det gælder om at skabe en god stemning i forhold til, at der er plads til alle"
Der er plads til "dem" så længe de ikke skal prøve at bestemme over mig, Men der er ikke plads til mig i deres "tolerante" verden. De vil tving mig, men jeg vil ikke tvinge dem.

Kim Houmøller, Claus Nielsen, Søren Ferling og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
torben - nielsen

Disse nye retningslinjer er som udarbejdet af Levi Bøgh Stray, der også er initiativtager hertil, og som er studenterstudievejleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

Nu vil jeg allerede springe til den efterhånden berømte oksekødsrapport fra Århus Universitet, her blev rapporten forkastet fordi nogle afsnit var udarbejdet af Landbrug og Fødevarer. Disse afsnit betragtes som partsindlæg.

Levi Bøgh Stray tilhører selv en af disse omtalte grupper.
Her har Levi Bøgh Stray taget initiativ og udarbejdet retningslinjer, som især kommer Levi Bøgh Stray til gode.

Derfor er dette forslag til retningslinjer, at betragte som et partsindlæg.

Og nu kan et partsindlæg pludselig godt bruges, hvorfor så ikke også oksekødsrapporten??

Rikke Nielsen

"Søren Ferling, det kan jo nok diskuteres, hvem der er tyranniske narcissister her: Dem der søger et inkluderende sprog eller dem, der stædigt fastholder et ekskluderende sprog."

Du kan da vel ikke alvorligt mene at f.eks. 'mænd og kvinder' er et ekskluderende sprog.

Blandt millioner af mennesker, vil der jo findes små grupper af nærmest uendeligt mange slags som er anderledes på en masse måder og det kan da vel ikke betyde at man skal ignorere det store flertal ved f.eks. at benytte kønsneutrale ord.

Bjarne Toft Sørensen

"Det gælder om at skabe en god stemning i forhold til, at der er plads til alle, således at man undgår de værste fjendebilleder og stereotyper grupper imellem, og således at nogen får vanskeligere ved at dyrke og forstærke "offer - rollen"."

Det er netop helt forkert. Det er tyrannerne, der skaber en dårlig stemning og regner med at der er folk, som dig, der prioriterer den gode stemning fremfor sandhed og retfærd.

Langt de værste fjendebilleder findes hos aktivisterne, der faktisk mener at hvide og mænd er denne verdens og hele menneskehedens fjender.

Det er tæt på nazismens syn på jøder.

De vil altid kunne være ofre eller skubbe nogle påståede foran sig, for deres ambitioner om, hvad de skal bestemme og hvad der gør dem til ofre er grænseløse.

Læs evt. om Kritisk Teori og om Gramsci og Frankfurterskolen - evt. også Saul Alinsky, der er Hillerys og Obamas mentor.

Bjarne Toft Sørensen

@Søren Ferling og Jens Jensen

Min egen vurdering er, at vi er ret enige strategisk set, men ikke taktisk. Vi vurderer institutledelsens muligheder, i den aktuelle situation, ret forskelligt. En for konfronterende udlægning vil, ud over at give problemer i forhold til en bestemt gruppe af undervisere og studerende på instituttet, give problemer i forhold til universitetsledelsens forestillinger om management, der drejer sig om at gøre tingene rigtigt ud fra en samlet virksomhedsbetragtning.

En række faktorer, der i sidste ende har noget med økonomi at gøre, har også en betydning ud over det, der direkte har med undervisning og forskning at gøre. Det, der kaldes situationsbestemt ledelse (fleksibel og nøje overvejet), er generelt i høj kurs i Danmark.

Man skal vælge sine kampe og de anvendte våben med omhu.

@Bjarne Toft Sørensen
"Man skal vælge sine kampe og de anvendte våben med omhu."
Dette er en kampplades, om man vil det eller ej og ikke et lukke kredsløb. De er i gang med at ødelægger den frie tanke og meningsudveksling, der ellers er en grundsten i et frit studie miljø. Som har tilformål at forme og udforder mennesker på deres syn og meninger om verden. Ikke et safe space.

Så hvis ikke kæmpe imod NU, hvornår så?

Som Søren Ferling skriver
"De vil altid kunne være ofre eller skubbe nogle påståede foran sig, for deres ambitioner om, hvad de skal bestemme og hvad der gør dem til ofre er grænseløse"

Du kan ikke vinde, for det er en ordlege der aldrig slutter. Og de behøves ikke bevise noget, for de tro på den usynlige drage.
https://rationalwiki.org/wiki/The_Dragon_in_My_Garage

Jeg har linket de her et par gang eller 2 før, men de siger alt.
The Privilege Game
https://www.youtube.com/watch?v=AOMpxsiUg2Q
Modern Educayshun
https://www.youtube.com/watch?v=iKcWu0tsiZM

identitetspolitiske er Ondskab.
Det er bygger op af fordomme om offerroller og krænkelser.
Den giver mennesker point efter deres tilhørsforhold, og er racistisk og fordomsfuld i sin grundvold. selv over for dem den vil "beskytter". De sætter mennesker i kasse på en måder der er meget skærmmen, og vil bestemme hvordan man skal se og opleve verden på.

Men det er nok mig der er imod identitetspolitiske, fordi jeg er i denne verden, som hetero hvid mand og som er skyld i alt dårligt i verden, men også har skyd for en fortid jeg ikke har taget del i. Så jeg få nok ikke så mange point(magt) efter hvad jeg mener jeg har RET til som hvid mand. Derfor er jeg imod :)

Anne Hansen, Søren Ferling og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

Bjarne Toft Sørensen

"Man skal vælge sine kampe og de anvendte våben med omhu."

Ja, det skal man da, men den her er et spørgsmål om liv og død. Det er en hypersupremacistisk ideologi, der har sat den hvide race i sigtekornet og de forfølger og undertrykker alt det, de kan komme afsted med og de har absolut ingen modforestillinger eller bremser. Det er henført pøbel.

De er fuldt ud så farlige som Hitlerjugend, Sovjetpionerer og Rødgardister, som de mest ligner.

De er godt på vej til at afskaffe forskningsfrihed, meningsfrihed og tankefrihed.

Det overgribende indhold i de mange dele af strømningen er en idé om at hvides lande er alles lande og at de skal indrettes til alle.

Den mening at hvide er fuldgyldige mennesker med samme ret til land, kultur og levevis som alle andre, kalder de 'hvidt overherredømme'.

De har samme syn på hvide, som nazister har på jøder - dygtige, men onde.

Kim Houmøller, Egon Stich og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Kønsneutrale pronominer har absolut intet med krænkelse af ytringsfriheden at gøre "
Dette er ideologi... og du vil TVINGE mig til dette, dette er per definition imod ytringsfriheden.

Der er plads til "dem", så længe de ikke skal prøve at bestemme over mig, Men der er ikke plads til mig i deres "tolerante" verden. De vil tvinge mig, men jeg vil ikke tvinge dem

jeg elsker denne gode propaganda.
”dem, der tager afstand fra inkluderende pronominer, der er de verdensfjerne”
”hver gang nogen forsøger at inkludere minoriteter i samfundet”
”At inklusion nu er krænkende, er et interessant paradoks”
"for vi halter allerede langt efter, når det kommer til at forstå et kønsspektrum"
- selv koranafbrændinger kom med.

Jeg elsker også shaming.
For dem, der er imod, skal sidde tilbage med det indtryk,
at de har et forkert verdensyn, går ind for traditionel kønsforståelse, eller har et dumt gammeldags syn imod mindretal og vil holde dem udenfor. Bare fordi man ikke tror på hele LGBTQ+ pakken.
Den korte er. Man er en dårlig person hvis man er IMOD

Kan godt være, at jeg er dum.
Men hvor er fakta og augmenterne ude over propaganda og shaming?

"Det tager kun 2 sekunder mere at formulere sig inkluderende, så hvorfor ikke bare gøre det."

Kun hvis man kun har tænkt over det i 2 sekunder, og besluttet ud fra hvad der vil få en selv til at fremstå mest from.

Et eksempel: En mand føler at han er født i det forkerte køn, at han i virkeligheden er en kvinde. Så han gør sig selv til hun. Hun begynder at gå med kjoler og make-up, tillægger sig feminine affektioner, gror håret langt & får det stylet, får lavet negle. Hun præsentere sig med et traditionelt kvinde navn...

... og bliver spurt hvad køn hun kunne tænke sig at forstille. Super empatisk, ikke sandt?

Et mere statistisk eksempel: Tag hundrede piger, de spænder fra meget smukke til knap så smukke. Hvem mon bliver spurt hvilket køn de skal forstille, og hvem bliver umiddelbart accepteret som det køn 99% af dem ønsker at blive umiddelbart accepteret som?

Morten Hjerl-Hansen

Mange singler og mange gifte lever i ørkenparallelitet. Og de har droppet at ”hitte rede” i åndeligheden og forkynder det *i tiden* ved at læse kriminalromaner. De spilder med andre ord deres tid. Deres liv.

Voldsmanden må vi have et fornyet blik på. Voldsmænd er blevet omsorgssvigtede og er typisk genetisk disponerede, de har fået begrænset opmærksomhed og begrænsede muligheder i barndommen. Ikke: For lidt kærlighed. Kærlighed kan man finde overalt, selvom kriminalromanlæseren, i tråd med tidsånden, kynisk ”forkynder” noget andet for sig selv.

Mænd er ikke alene ”mere logiske” end kvinder. For logik indebærer evnen til at hypotetisere. Fremholde hypoteser, ikke med henblik på at generalisere, som kvinder som regel mistænker os for, ikke med henblik på at mansplaine, ikke med henblik på at erklære mandens overherredømme, men for at fremmane modsigelser og overlade løsningerne til kvindernes helhedssyn, evnen til at se en musling på stranden, evnen til at vurdere hvem der passer ind i stammen, osv., osv.…

Når kvinder smider en mand ud af stammen mister han ikke selvrespekten. For mænd er digterfilosoffer. Vi har evnen til at le af de digterfilosoffer der er lidt bedre end os selv til at digterfilosofere og vi behøver ikke vide på forhånd at vedkommende har modtaget folkets hyldest. Den slags er fyld. Kvinderne aber efter i denne latter. De ler ikke rigtigt af ”drengerøvshumor”. Men det er ikke drengerøvshumor. Det er digterfilosofi.

Overhovedet at tage ordene ”mistet selvrespekten” i sin mund er kynisme, dvs. åndløshed. Jeg har aldrig sagt det. Er min personlighed alt for imponerende? Nej. Det har intet at gøre med personlighed og mine evner til at gøre mig gældende på et gennemliberaliseret ”åndeligt” marked. Jeg er fuld af liv. Ligesom du.

Læs mere...

"det må være muligt at tage sproglige hensyn til andre uden at gå på kompromis med universitetets frie debat"

Det kan man godt ønske, men det ser desværre ud til, at den ideologi der blæser ind over os i øjeblikket ikke efterlader den mulighed.
http://nymag.com/intelligencer/2017/05/transracialism-article-controvers...