Læsetid: 10 min.

Naomi Klein: »Vi befinder os i begyndelsen af klimabarbariets æra«

’Vi bliver nødt til at droppe den forestilling, at vi først må løse klimakrisen og redde planeten og bagefter bekæmpe fattigdom, racisme og vold mod kvinder. Den strategi støder nogle væk, som kunne blive de vigtigste forkæmpere for forandringer,’ udtaler Naomi Klein i forbindelse med udgivelsen af essaysamlingen ’On Fire: The Burning Case for a Green New Deal here’
»Det giver mig kampmod at se en ny generation, som er så determineret og fuld af kræfter. Jeg bliver også inspireret, når jeg ser de unges vilje til at gå ind i partipolitik, for i min generation – da vi var i tyverne og trediverne – var holdningen, at vi ikke ville snavse vores hænder til ved at gå den vej.« siger Naomi Klein.

»Det giver mig kampmod at se en ny generation, som er så determineret og fuld af kræfter. Jeg bliver også inspireret, når jeg ser de unges vilje til at gå ind i partipolitik, for i min generation – da vi var i tyverne og trediverne – var holdningen, at vi ikke ville snavse vores hænder til ved at gå den vej.« siger Naomi Klein.

Sofie Amalie Klougart

20. september 2019

– Hvorfor udgiver du denne bog nu?

»Fordi jeg stadig oplever, at vores diskussioner om klimakrisen behøver en større kontekst. Klimakrisen kan ikke skilles ad fra de andre kriser, vi står over for. Et dominerende tema, der løber gennem bogen, er sammenhængen mellem denne større krise og andre fænomener i vores tid såsom genopblussende racisme, de forskellige nationalismer, migrationspresset fra de mange mennesker, der ser sig tvunget til at forlade deres hjemland samt den enorme krig, der føres for at fange og bortlede vores opmærksomhed. Alle disse kriser griber ind i hinanden og hænger sammen. Det samme må nødvendigvis også blive tilfældet for vores svar på dem.«

– Bogen er en antologi med essays, du har skrevet over det seneste årti. Har du på nogle punkter ændret holdning?

»I tilbageblik vil jeg sige, at jeg tidligere ikke har fokuseret nok på den udfordring, klimakrisen udgør for venstrefløjen. Det er selvfølgelig oplagt, at klimakrisen frem for alt udfordrer vor tids dominerende højrefløjsverdensbillede. Og udfordrer den ’pragmatiske centrisme’, der altid finder det klogest at vige tilbage fra radikale skridt. Men den udgør i høj grad også en udfordring for et traditionelt venstreorienteret verdensbillede, hvor det afgørende længe har været, hvordan man kunne omfordele rovet fra det, jeg kalder extractivisme – altså rovdriften på klodens naturressourcer – uden at forholde sig til naturgrundlagets grænser og umuligheden i det uendelige forbrug.«

– Hvad har afholdt venstrefløjen fra den erkendelse?

»I nordamerikansk kontekst er erkendelsen af, at der findes grænser, det største tabu af alle. Man kan se det i den ildhu, hvormed Fox News har søgt at skyde en grøn New Deal ned – ’de vil tage vores hamburgere fra os!’«

»Det ligger dybt i den amerikanske drøm, at hver ny generation skal have mere end den forrige. Og at der altid er grænser, der skal flyttes – vores nationer bygger på den form for evigt ekspansiv kolonisering. Når der så kommer nogen og siger, at ’der er grænser’, og ’vi bliver nødt til få styr på det, vi har, og dele det ligeligt’, opleves det som et psykisk overgreb.«

»Venstrefløjen har foretrukket ikke at gå ind i den her tabsfortælling og benægtet, at nogen skal fratages noget. Den har fokuseret på fordelene ved grøn omstilling, og de findes rigtigt nok også: Vi vil få byer, der er meget bedre at leve i. Der vil være mindre luftforening, færre trafiktropper, vi kan på rigtig mange måder tilrettelægge et rigere og bedre liv for os alle. Men helt elementært må vi også blive bedre til at adressere, at vi alle sammen bliver nødt til at forbruge mindre.«

– Den grønne New Deal er vel et skridt i den rigtige retning her ...?

»Jeg er opmuntret og lettet over, at vi omsider er begyndt at tænke i løsninger af et omfang, der kan modsvare den krise, vi står over for. At vi er holdt op med at bilde os ind, at der findes snuptagsmodeller såsom afgift på kulstof og handel med kulstofkreditter. Og nu forstår jeg, at det er hele vores økonomiske model, der må transformeres.«

»Systemet gavner i forvejen ikke flertallet af mennesker, og dette er den afgørende grund til vor tids store politiske ustabilitet – derfor får vi Brexit og stærkmandstyper som Trump. Vi bliver nødt til at ændre det hele nedefra og op og gøre det på en måde, så vi sætter koordineret ind mod alle disse kriser samtidig. Det kan meget vel være, at det i sidste ende ikke vil lykkes os, men hver en minimal temperaturforøgelse vi kan afværge, er en sejr, og hvert et politisk tiltag, der kan føre i retning af at skabe mere humane samfund med bedre livskvalitet for alle, kan hjælpe os til at løje stormene af, når de kommer, og holde barbariet væk.«

»Det skræmmer mig, hvad vi begynder at se af højreradikal terror i Europa, Nordamerika og Australien, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at tidligere kolonimagter fører an her: Hvad vi ser, er de første stadier til en klimabarbariets æra. Vi så det med terroraktionerne i Christchurch og El Paso, en ny og militant hvid racisme, der knytter an til giftige indvandrerfjendske stemninger.«

– Det er en af de mest uhyggelige betragtninger i din bog – og en kobling, som ikke så mange andre har fået øje på ...

»Jeg vil sige, at det her mønster har stået klart i et stykke tid. Hvide overherredømme-ideologier udspringer ikke bare af blinde morderiske forsætter. De har historisk tjent til at retfærdiggøre handlinger, der var barbariske, men samtidig uhyre profitable.«

»Den ’videnskabelige racisme’ opstår på baggrund af den transatlantiske slavehandel som et rationale for brutalitet. Hvis vores svar på klimakrisen skal bestå i hermetiske grænselukninger – i at vi gør os selv til en fæstning – vil der opstå stigende efterspørgsel efter teorier, der kan retfærdiggøre dette, og så vil den gamle tænkning i hierarkier mellem menneskegrupper komme tilbage. Disse tegn har været der i årevis, men de er blevet sværere at overse, efter at vi har fået massemordere, som udråber det fra hustage.«

Sofie Amalie Klougart

– Miljøbevægelsen er blevet kritiseret for at være domineret af hvide mennesker. Hvordan forholder du dig til det?

»Når man har en bevægelse, hvor samfundets mest privilegerede sektor er overrepræsenteret, vil der være en mere frygtsom tilgang til store forandringer. De, som har meget at tabe, vil være mindst tilbøjelige til at ønske store forandringer, mens de, som har meget at vinde, vil være desto mere ivrige. Derfor vil det være en fordel at koble vores tilgang til klimakrisen på andre mere elementære spørgsmål såsom: Hvordan får vi flere mere vellønnede job, boliger, mennesker har råd til at bo i, ordentlige pasningstilbud til børn osv.«

»Jeg har ført mange samtaler med klima- og miljøaktivister gennem årene, hvor deres pointe har været, at kampen mod klimakrisen kun bliver endnu mere vanskelig, hvis vi kobler den sammen med disse andre kampe.«

»Jeg mener, vi bliver nødt til at lægge den her krisekonkurrence bag os og droppe den forestilling, at først må vi løse klimakrisen og redde planeten, og bagefter kan vi så bekæmpe fattigdom, racisme og vold mod kvinder. Den strategi vil aldrig fungere. Og den støder nogle væk, som kunne blive de vigtigste forkæmpere for forandringer.«

»Debatten har dog rykket sig meget i USA, hvor nogle af de førende stemmer i klimaretfærdighedsbevægelsen er de farvede kongreskvinder, som taler for en grøn New Deal. Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar, Ayanna Pressley og Rashida Tlaib har rødder i lokalsamfund, som har lidt hårdest under neoliberalismens år, og de er meget opsatte på at repræsentere disse samfund. De er ikke så bange for store forandringer, fordi disse samfund så desperat behøver store forandringer«.

– I bogen skriver du: »Den barske sandhed er, at svaret på spørgsmålet ’Hvad kan jeg som individ gøre for at stoppe klimaforandringerne?’ er: ingenting«. Er det stadig din opfattelse?

»I henseende til kulstofudledning batter vores individuelle beslutninger ikke det mindste, målt op imod omfanget af de forandringer, vi behøver. At så mange hellere vil tale om omlægninger af deres eget personlige forbrug end om systemtiske forandringer, er for mig at se et produkt af neoliberalismen, som har opdraget os til i første række at se os selv som forbrugere. Derfor er jeg også så glad for de her historiske analogier til New Deal eller Marshall-planen, for det retter vores opmærksomhed imod en tid, da man stadig kunne tænke i store forandringer.«

»I vores tid er vi blevet opdraget til at tænke i meget små formater. Det har utrolig stor betydning, at en aktivist som Greta Thunberg har viet sit liv til at insistere på at slå alarm.«

– Og dog valgte hun at sejle til FN’s klimatopmøde i New York i en emissionsfri yacht ...

»Korrekt, men det handler ikke om, hvad Greta gør som individ, men om det budskab, hun får frem i de valg, hun træffer som aktivist. Det har min absolutte respekt, og jeg synes, det er storartet. Hun bruger de kanaler, hun har, til at minde os om, at vi befinder os i en permanent nødsituation, og hun prøver at vinde vores politikere for den forståelse.«

»Selvfølgelig må vi også alle hver især granske vores egne beslutninger og adfærd, men vi skal passe på med at overdrive betydningen af de individuelle valg. Jeg har truffet et valg, og det har jeg holdt mig til, siden jeg skrev No Logo, og jeg begyndte at få alle de her spørgsmål om ’hvad skal jeg købe?’, og ’hvilket tøj kan jeg moralsk forsvare at tage på?’ Mit svar er: Jeg er ikke livsstilskonsulent eller shopping-guru. Jeg træffer selv den slags valg i mit eget liv, men bilder mig ikke ind, at de vil gøre alverden til forskel.«

– Der er også dem, der har valgt at gå i fødselsstrejke – hvad er din holdning til det?

»Jeg er glad for, at den slags spørgsmål nu kan diskuteres offentligt, og der er mindre frygt for at tale om dem. Tidligere har mange stået alene med sådanne overvejelser. Det følte jeg i al fald, at jeg selv gjorde. I lang tid udskød jeg selv at blive mor. Det var først, da jeg gik ind i klimaretfærdighedsbevægelsen, og jeg kunne se en vej frem, at jeg overhovedet kunne se for mig, at jeg selv ville have et barn. Men den slags intime beslutninger må den enkelte træffe hver især.«

»Som feminist er jeg bekendt med tvangssteriliseringernes brutale historie, og med hvordan kvinders kroppe er blevet gjort til slagmark, når politiske ledere har villet forsøge at kontrollere befolkningsudviklinger. Jeg mener, at vi bliver nødt til at håndtere vores klimasorg og klimaangst i fællesskab, men at diskussionen må handle om, hvordan vi skaber en verden, hvor vores børn kan leve og trives i en ikke-kulstofudledende verden.«

– I sommer opfordrede du os alle til at læse Richard Powers roman, ’The Overstory’. Hvorfor?

»Den bog har spillet en enorm rolle for mig, og jeg er glad for alle de henvendelser, jeg har fået fra andre taknemmelige læsere. Powers skriver om træer: Om træer, der lever i samfund og kommunikerer med hinanden og reagerer sammen. Vores forestillinger om træer har været helt forfejlede. Og han skriver om aktivister, der kæmper mod skovhugst.«

»Det er på en måde den samme samtale, vi har om, hvorvidt vi skal løse det her som enkeltindivider eller som en kollektiv organisme. Det er sjældent, selv i god skønlitteratur, at finde en sådan lovprisning af aktivisme. Powers har en stor og ægte respekt for heroismen hos de mennesker, som sætter sig selv på spil. Det gør han ekstraordinært godt.«.

– Hvad er din holdning til en bevægelse som Extinction Rebellion og dens resultater?

»En af de ting, de har gjort rigtig godt, er at bryde ud af de klassiske kampagnemodeller, vi har siddet fast i alt for længe, hvor man tror, man kan mobilisere ved at få folk til at sidde og klikke på en skærm og udelade hele den fase, hvor man er fysisk sammen og mærker smerten og anfægtelsen og bearbejder denne oplevelse.«

»Jeg hører tit fra folk, at i 1930’erne og 40’erne var det meget lettere at mobilisere fra arbejdsplads til arbejdsplads og i de lokale kvarterer, men at vi har mistet denne fællesskabsånd. Vi er som art blevet nedgraderet til ikke længere at kunne handle kollektivt. Hvis vi skal genopfinde dette, bliver vi nødt til at forlade vores skærme og gå sammen på gaden og i naturen, opleve hinanden som et fællesskab og mærke den magt, den oplevelse kan give.«

– Du taler i din bog om udholdenhed som en kvalitet? Hvordan holder du selv dit engagement levende? Er det håb, som driver dig?

»Jeg har ret sammensatte følelser omkring spørgsmålet om håb. Det går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke mærker panikangst og gru, og hvor jeg overvældes af en vished om, at vi er dømt til undergang, men jeg formår heldigvis altid at redde mig selv ud af disse stemninger.«

»Det giver mig kampmod at se en ny generation, som er så determineret og fuld af kræfter. Jeg bliver også inspireret, når jeg ser de unges vilje til at gå ind i partipolitik, for i min generation – da vi var i tyverne og trediverne – var holdningen, at vi ikke ville snavse vores hænder til ved at gå den vej.«

»Vores mistro til partipolitik var stor, og på den måde spildte vi en masse muligheder. Det, som især giver mig håb, er, at vi nu omsider har en vision for, hvad vi vil, eller i al fald en slags udkast til en vision. Det er første gang i min levetid, jeg har set det.«

»At blive mor har også givet mig håb. Jeg har en syvårig, som er fuldstændig betaget af og fuldstændig forelsket i naturens verden. Når jeg tænker på ham, efter en sommer hvor vi talte rigtig meget om laksens rolle i økosystemet i British Columbia, hvor han blev født, og om hvordan jorden, træerne bjørnene og spækhuggerne og det hele hænger sammen, skærer det mig i hjertet, hvis jeg en dag må fortælle ham, at laksene er væk – laksebestanden er allerede mere end halveret og kritisk truet. Det perspektiv gør ondt, men det motiverer mig også til at gøre alt, hvad jeg kan for, at det ikke skal ske.«

Copyright The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

I 2010 talte Naomi Klein til 3.000 mennesker foran politihovedkvarteret iToronto i protest mod anholdelserne under G20-topmødet i byen. Klein er aktuel med en ny bog, ’Nej er ikke nok’, hvor hun analyserer Trumps helt personlige tilegnelse af chokdoktrinen og opfordrer til samling på en venstrefløj, der er splittet af enkeltsager.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Britta Hansen
  • Steen K Petersen
  • Gert Romme
Ejvind Larsen, Britta Hansen, Steen K Petersen og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Løsninger omkring klimaet vil helt naturligt vende den tunge ende ned. - Altså hvis man ikke samtidig gør noget ved den sociale ulighed - også ude i verden.

Dem, der har råd til fortsat at flyve på ferie i egen stor jumbojet, kan fortsat gøre det, og evt. afgift på brændstof vil dårligt kunne mærkes. Især ikke hvis man forsat kan trække alle omkostninger fra i skat et-eller-andet-sted på kloden.

Men samtidig vil det ramme alle andre, der ikke mere har råd til at flyve på ferie - eller de fattige i ulandene, der ikke derefter har råd til at købe en smule petroleum til at lave mad på.

Philip B. Johnsen

@Gert Romme
Det er sandt, at de rige vil kunne flyve, formodentlig kommer der ikke mange nye af dem i fremtiden, før eller siden, vil presset for ikke, at udstyre mennesker med muligheden for at overforbruge blive normen, da der ikke er bæredygtig energi til fortsat global vækst og ikke udsigt til der kommer bæredygtig energi i de nødvendige mængder i fremtiden, for samlet set global vækst, der ikke vil udløse yderlig acceleration af klimakatastrofer, folkevandring og krig om der få tilbageværende resurser, men tænk over hvordan det vil blive set på, når kun de rige flyver rundt.

Fra Global Sustainable Development Report 2019.
“By 2025, 1.8 billion people will experience absolute water scarcity and two thirds of the world population will be living under water-stressed conditions.”

Global Sustainable Development Report 2019:
The Future is Now – Science for Achieving Sustainable Development, (United Nations, New York, 2019).
Link: https://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/24797GSDR_repo...

@ Philip B. Johnsen,

Jeg tror, at der også gennem en årrække fremover vil være lande, der hellere vil tilgodese de styrtende rige end deres egen befolkning. Og samtidig er der altså useriøse og populistiske ledere, der ikke vil anerkende, at klimaet kan være et problem for dem.

Philip B. Johnsen

Pointen er jo, det er det vi oplever nu, men samtidig, at de rige bliver klogere uanset om de ønsker det eller ej.
Før eller siden kan man sige, men før er sikker bedre, hvis de overforbrugende rigeste, bruger hovedet nu og tænker lidt frem.

Arne Albatros Olsen

@ Julia
Kan du ikke bare finde et lummert morgenværtshus eller en swingerklub , som har åbent 24-7.
Så kan hurtigt få tilfredsstillet din hunger, og jeg behøver ikke at læse om den her i et kommentarspor på Information.

Poul Simonsen, Carsten Munk, Bent Gregersen og Achim K. Holzmüller anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Klimakrisen er kommet voldsom over os, og dog findes fortsat mange individer, der opfatter situationen imaginært.
Problemet er også, de forventede voldsomme skader ligger forud vores tid, er ikke indtrådt endnu, viser sig kun sporadiske, og misfortolkes oftest og bruges som politisk instrument. Repræsentanten af verdens førende nation betragter klimakrisen ikke som menneskeskabt, og han har for mange fæller.
De bevægelser, der er i gang, fx "Fridays for future", bringer os forståelsen nærmere, men tvinger ikke lederne med fejlopfattelserne til handling. Og der, hvor en global handling á la Marshall-plan skal til (alt andet, at vente på også de rige og anderledes tænkene ændrer deres levevis, opfattelse og levehandlinger, kan ikke ventes på), er beslutningstagere enten er lammet grundet lobbyisme eller egne tvivler på sandheden om klimakrisen.
Så, det instrument, der kunne verden redde fra katastrofen, lad vente på sig, ligesom beslutning om Marshall-planen, indtil den totale skade er indtrådt. Og i katastrofen "Klimakrise" vil den nødvendige handlingen komme for sent.

”hele vores økonomiske model, der må transformeres ”

”At så mange hellere vil tale om omlægninger af deres eget personlige forbrug end om systemiske forandringer, er for mig at se et produkt af neoliberalismen, som har opdraget os til i første række at se os selv som forbrugere. ”

siger Naomi Klein.

De to udsagn flugter hinanden. Alle fortidige samfund (lige fra starten af landbruget og dermed en social organisering) er disse fortidige samfund (og enkelte fortsat) baseret på slaveri. d.v.s. at arbejde for overlevelse og værdiskabelse skulle slaverne besørge. Manuelt arbejde skulle magthaverne og deres nærmeste rodgivere ikke befatte sig med.
Med slaveriets afskaffelse i den vestlige og industrialiserede verden opdage man at det man benævnte som ”kultur” forudsatte energi. Energifrembringelse var den grundlaget for al samfundsindretning. Den vedvarende eneri opfylder disse mål og udmærker sig ved en overvældende og uudtømmelig mængde der gør den fossile og nukleare energiproduktion til børns farlige leg i sandkassen.
Opdagelsen af slaveriets afløses af ”lønarbejdet” hvilket indebører at en del af den løbende værdiskabelse blev deponeret af magthaverne og resten af udbyttet blev afleveret til arbejderne. Denne simple mekanisme blev fundet af de første økonomiske tænkere og i en mere elaboreret form af Karl Marx m.fl.
Naomi Kleins to udsagn afdækker behovet for videnskabelig redegørelse, verifikation og den politiske konsekvens.

Ved at forbigå dette enkle, centrale og dynamiske forhold strander al videre samfundstænkning.

Der kan aldrig findes en løsning, så længe evig vækst på en en klode af begrænset størrelse, stadig er målet. Vi har overladt magten til en organisme der kræver evig vækst, men det er desværre umuligt.
Det eneste der kan redde verden er en mere solidarisk fordeling, globalt. Men det vil betyde at vi skal begrænse vores forbrug, men det er nemmere at beskyld.e befolkningstilvæksten hos fejlfarverne for problemet os så give 20kr. til plant et træ

Philip B. Johnsen

“Everything profound loves masks,” Nietzsche once wrote. “And we have to start peeling off all the masks if we are to start thinking about the present crisis of liberal democracy.

First, we have to realize that behind the mask of conventional progressive thought – as it is behind the mask of so-called “free market” ideology – lies the “pale monster” Nietzsche’s Zarathustra recognized as the ravenous corporate state.

Even more so, we need to remove the mask of our own ideological self-interestedness before we eventually come to terms with the fact that there is an historical – even a divine – force that we have refused to acknowledge.”
Citat Slavoj Žižek 2014

CO2 udledning fra shipping og flytrafik tæller ikke med i Paris aftalen eller i det danske klima regnskab, de vare der forbruges i Danmark, men hvor produktionen er uden for Danmark, tæller ikke med i det danske klimaregnskab.

Biomasse regnes fejlagtigt som CO2 neutralt i det danske klimaregnskab.

Vindproduktionen på 130% af forbruget over et helt døgn sidste søndag, det er 130% af ‘elektricitet forbruget’ ikke af det samlede energiforbrug, det specificeres aldrig af politikere.

98% af det samlede danske energiforbrug er drevet af fossile brændstoffer når alt regnes med.

Det er tydeligt at læse, hvilket menneskesyn der ligger under de riges overforbrug, hvor regningen ønskes betalt, hvordan en klimatisk undtagelsestilstand vil blive gennemført af en kommende de laissez-faire liberalisme regering.

“Dansk Industris plan for grøn vækst skal finansieres ved at sende 85.000 flere mennesker ud på det danske arbejdsmarked – heriblandt udenlandsk arbejdskraft, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister.”
Link: https://www.information.dk/indland/2019/09/eksperter-finansieringen-dans...

Totalitario.
"Alle er inden for, ingen uden for, og ingen imod staten"
Benito Mussolini

“Corporate statism or state corporatism is a political culture and a form of corporatism whose adherents hold that the corporate group which is the basis of society is the state. The state requires all members of a particular economic sector to join an officially designated interest group.”
Benito Mussolini

Philip B. Johnsen

PS.
Det bør bemærkes at lande som Australien og USA der har medmenneskeligt afstumpet forhold til klimaflygtninge, udryddede selv den oprindelige befolkning mere eller mindre og placerede de overlevende i reservater overvåget af staten.

De stjal landene for at udnytte de resurser, Australien og USA stjal fra den oprindelige befolkning, klimakatastrofen og modstand mod bæredygtig omstilling, er samme druer på nye flasker.

Bent Gregersen, Ejvind Larsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar