Læsetid: 2 min.

Nekrolog: Biosemiotikeren Jesper Hoffmeyers historie ville være utænkelig i dag

Jesper Hoffmeyer søgte at gentænke hele den biologiske videnskab med teorien om tegn som ledetråd. Han døde onsdag, 77 år gammel
Med Jesper Hoffmeyers død harDanmark mistet en sjældent original, arbejdsom, egensindig og insisterende tænker, der søgte at gentænke hele den biologiske videnskab med teorien om tegn som ledetråd.

Med Jesper Hoffmeyers død harDanmark mistet en sjældent original, arbejdsom, egensindig og insisterende tænker, der søgte at gentænke hele den biologiske videnskab med teorien om tegn som ledetråd.

Tine Sletting

28. september 2019

Onsdag døde den danske biokemiker og biosemiotiker Jesper Hoffmeyer, født 1942. Det skete »fredeligt efter et kortere sygdomsforløb, der startede med et hjertestop«, skrev hans to yngste sønner, Johannes og Max, torsdag på Facebook. Dermed har Danmark mistet en sjældent original, arbejdsom, egensindig og insisterende tænker, der søgte at gentænke hele den biologiske videnskab med teorien om tegn som ledetråd.

Det hele startede med en kandidatgrad i biokemi fra Københavns Universitet i 1967, efterfulgt af et forskningsophold i Paris. Da den unge mand skrev hjem for at spørge, om der var mulighed for, at han kunne få et treårigt stipendium, lød svaret, at der var en fast stilling som amanuensis til ham. Sådan var tiderne indrettet: Universiteternes stærke vækst betød, at man kunne satse på nye unge talenter og give dem frie rammer.

Jesper Hoffmeyer forlod således gennem 1970’erne den eksperimentelle biokemi for i stedet at kaste sig over miljøet og videnskabens rolle i samfundet. Bogen Samfundets naturhistorie fra 1982 var et hovedværk i en lang række bøger skabt i tæt samarbejde med forlagsredaktøren Merete Ries.

Det blev til deltagelse i tidsskrifter som Naturkampen (Hoffmeyer fandt på navnet) og siden OMverden, som han redigerede sammen med historikeren Uffe Østergaard.

På hjemmefronten var Hoffmeyer en aktiv og dominerende kraft i det frodigt sprudlende kollektivliv i ’Landsbyen’ i Hellerup, hvor tre kollektiver – Maos Lyst, Hundrede Blomster og Nordkrog – satte en pæn del af dagsordenen i de oprørske år med Kløvedalerne, arbejdsmedicinerbevægelsen og børnekulturen. Nordkrog, hvor Jesper Hoffmeyer (og jeg selv) boede, blev siden portrætteret af et af kollektivets børn, filminstruktøren Thomas Vinterberg.

Frodigt forskningsfelt

Efterhånden som ungdomsoprørets og venstrefløjens kreativitet ebbede ud, bevægede Hoffmeyer sig fra miljøkampen og videnskabsteorien over i den semiotik, læren om tegn, som groede frem mange steder i den danske intellektuelle verden. Der var flere skoler i Danmark i 1980’erne. Der var de genialske efterkommere af den ’glemte’ amerikanske filosof Charles Sanders Peirce, som i 1800-tallet forklarede, at der var tre ting omkring et tegn: et fodspor, noget der har sat et fodspor, og nogen der har set et fodspor – det var folk som fysikeren Peder Voetmann Christiansen og biologen Søren Brier.

Og så var der mere akademisk orienterede semiotik-dyrkere som Hoffmeyer, hans nære kollega, biologen Claus Emmeche og litteraten Frederik Stjernfelt.

Det blev til et frodigt forskningsfelt, som Hoffmeyer i 1994 gjorde kendt for en bredere kreds med bogen En snegl på vejen (der jo som bekendt er et tegn på regn – i Spanien) og siden disputatsen Biosemiotik fra 2005.

Jesper Hoffmeyers forskningsprogram vandt international anerkendelse, og det var en stor oprejsning for den ærgerrige biokemiker, at hans tanker gik global.

Man kan diskutere, hvor meget biosemiotikken i praksis betyder for den biologiske videnskab. Men man kan ikke diskutere, at der kom mere ud af den amanuensisstilling, end man havde kunnet forvente. Og at Hoffmeyers historie er et forløb, der ville være utænkeligt i dag, hvor universiteterne er så økonomistyrede.

Verden har brug for mangen en snegl på vejen, men nu har vi mistet en, og vi får snart ikke flere.

Krop og sjæl. Det grundlæggende synspunkt i Jesper Hoffmeyers bog ’Overfladens dyb’ er, at det hverken giver mening at tale om det legemlige, som om det ikke også er åndeligt, eller det åndelige, som om det var ganske ulegemligt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
  • Marianne Stockmarr
  • Christian Mondrup
  • Arne Albatros Olsen
  • Anders Reinholdt
  • Stig Bøg
  • Steffen Gliese
Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Ejvind Larsen, Olaf Tehrani, Marianne Stockmarr, Christian Mondrup, Arne Albatros Olsen, Anders Reinholdt, Stig Bøg og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Biosemiotik er langt henad vejen den bedre model til at forklare forhold i naturen end mere udbredte og elskede teorier.

Søren Kristensen

"Der var (er) tre ting omkring et tegn: et fodspor, noget der har sat et fodspor, og nogen der har set et fodspor."

Det er i hvert fald dybt tænkt, selv om udsagnet for en hurtig vurdering lyder fuldstændig banalt. Men jeg har selv oplevet noget lignende engang i Grønland, hvor jeg gik en tur i fjeldet. Pludselig så jeg noget der lignede traktorspor i et ellers fuldstændig intakt hvidt snetæppe der strakte sig så lange øjet rakte og kun var ødelagt af mine egne gummistøvletramp. Og selv om jeg et halvt år forinden, dvs. om sommeren, var stødt på både et rustent køleskab og en knaldrød damesko ude i vildmarken (hvor der i øvrigt ligger flere civilisatoriske efterladenskaber end man måske lige forestiller sig - lidt ligesom rumskrot), var det først da jeg fik øje på et sæt mindre spor i sneen, at det gik op for mig at der var tale om sporene efter en ørns vinger; den var selvfølgelig gået ned efter en hare, for pludselig holdt sporene op. Så jo, biosemiotik kan være ret så fantastisk og under de rette omstændigheder løfter feltet sig fra det banale til det sublime. (Jeg behøver ikke at få at vide, hvis jeg har misforstået hvad biosemiotik er.)

Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael W Pedersen

Tak til Jesper for at have åbnet en verden for mig, som jeg ikke anede noget som helst om. Fra en snegl.

Søren Kristensen, det er biosemiotik OGSÅ; men det er virkelig en fascinerende måde at forstå naturen, og jeg kan anbefale 'En snegl på vejen' på det hjerteligste, selvom det nu er mange år siden, jeg læste den.
Det irriterede mig, at Sanders Pierce blev mere populær end den enklere model, hvor tegnsystemer produceres og tolkes af en iagttager; men jeg har måttet acceptere, at han sgu nok havde ret.

Per Klüver, David Zennaro, Ejvind Larsen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar