Læsetid: 8 min.

Pedro Almodóvar: ’Der er flere generationer af mennesker i Spanien, hvis liv jeg ikke længere har føling med’

Antonio Banderas spiller en version af Pedro Almodóvar i den spanske filmskabers meget personlige og selvbiografiske nye film, ’Smerte og ære’. Information har talt med 69-årige Almodóvar, der i filmen beskæftiger sig med smerte, ensomhed, kærlighed og fortidens spøgelser, og som har fundet frem til en anderledes afdæmpet fortællestil end i sine tidligere, mere barokke værker
Voldsomme hovedpineanfald og alvorlige rygproblemer har konfronteret Pedro Almodóvar med isolation og ensomhed – og den smerte er grundtonen i hans nye film, ’Smerte og ære’.

Voldsomme hovedpineanfald og alvorlige rygproblemer har konfronteret Pedro Almodóvar med isolation og ensomhed – og den smerte er grundtonen i hans nye film, ’Smerte og ære’.

Rosdiana Ciaravolo/Getty Images

3. september 2019

Engang plejede Pedro Almodóvar at gå i teatret eller biografen hver uge for at se ny dramatik og nye film. Han var dog lidt af et besynderligt syn, synes han selv, fordi han bar store, mørke solbriller også indenfor. Han lider af frygtelige hovedpiner og anfald af migræne, og han var og er nødt til at beskytte sine øjne mod lyset, ikke mindst fra biograflærredet – og larmen fra verden.

»Det er et paradoks, fordi jeg arbejder med lys, når jeg laver film. Selv når man skal skabe en skygge, gør man det med lys,« siger han, da vi mødes på filmfestivalen i Cannes i maj måned for at tale om hans nye film, Smerte og ære.

Han fortæller, at han også under sine egne filmoptagelser er nødt til at bære solbriller, en hat, der passer ham dårligt, fordi hans hoved ikke egner sig til hatte, og at han får stillet sorte skærme op, der skal forhindre lyset fra de mange lamper i et filmstudie i at ramme ham direkte i ansigtet.

Det er, fornemmer man, direkte invaliderende, og det er en af grundene til, at han heller ikke længere går så meget ud, men holder sig hjemme i lejligheden i Madrid sammen med sine kunstværker og to katte. Dertil kommer, at han har haft gevaldige rygproblemer, som har krævet operation og længerevarende genoptræning, der har gjort det endnu sværere for ham at færdes.

»Jeg må erkende, at jeg er blevet mere og mere isoleret gennem de senere år, og jeg er begyndt at anstrenge mig for at åbne mig en smule,« siger han.

»Det hænger også sammen med smerte. Når man bliver hjemme og ikke tager telefonen og ikke går ud og socialiserer eller besøger sine venner, så holder folk op med at ringe til en, og så ender man med at være alene.«

Fortidens spøgelser

Og deri ligger kimen til 69-årige Pedro Almodóvars nye film, Smerte og ære. Flere af hans tidligere film rummer selvbiografiske elementer, men Smerte og ære handler simpelthen om hans liv og har Antonio Banderas i hovedrollen som den anerkendte filminstruktør Salvador Mallo – en præstation Bandereas fik skuespilprisen for i Cannes.

Salvador bor i en stor, smuk lejlighed i Madrid og bevæger sig meget sjældent ud pga. smerter i ryggen. Det er længe siden, han sidst har lavet en film, og han foretrækker sit eget og sine minders selskab.

Det er en film, der springer frem og tilbage i tiden, og som handler om at blive ældre, om fortidens spøgelser, Salvador og hans dominerende, kritiske mor, hans homoseksualitet, hans sårbarhed og ensomhed. Og undervejs lægger den en stor del af den ellers så private og diskrete Almodóvars liv frem for verden.

Det var ikke en film, instruktøren nogensinde havde forestillet sig, at han ville lave, og han var heller ikke sikker på, at han var i stand til at lave en film med sig selv i forreste række. Men da han først havde taget beslutningen om at skrive manuskriptet, gik det mere eller mindre af sig selv: 

»Da jeg begyndte, følte jeg mig lige så sårbar som hovedpersonen, Salvador, selv om jeg fysisk er i bedre form end ham. Men smerten er det emne, jeg var mest blufærdig over og modvillig mod at skrive om, fordi jeg ikke fortæller meget om det aspekt af min skrøbelighed og sårbarhed. Det var vanskeligt at skrive om det. Men det var en del af figuren, han krævede det, og jeg kunne ikke sige nej – jeg var nødt til at skrive om det,« siger han med en forbløffende ærlighed.

Almodóvars egen lejlighed

Hurtigt i løbet af skriveprocessen fulgte fiktionen automatisk og organisk med, og det blev nemmere og nemmere for Pedro Almodóvar at distancere sig fra den person og det liv, han skrev om.

»Jeg følte ikke længere, at jeg skrev om mig selv. Denne følelse og distance blev kun endnu tydeligere, da vi begyndte at optage filmen,« siger instruktøren, der under optagelserne ikke havde fornemmelsen af, at Antonio Banderas var hans alter ego. Og det var kun godt, mener han.

»Jeg tror, at det ville være meget mærkeligt, hvis man følte, at man instruerede skuespillere, der genopførte øjeblikke i ens liv. Og det ville være endnu mere mærkeligt at skulle forklare dem, hvordan de skulle inkarnere ens liv. Psykologisk er det meget kompliceret. Men det mærkede jeg slet ikke. Jeg gjorde bare mit arbejde, udøvede mit håndværk, hvilket blandt andet er at instruere mine skuespillere og få de bedst mulige præstationer ud af dem.«

Ikke engang det faktum, at den lejlighed, som Salvador bor i i Smerte og ære, er en nøjagtig kopi af Almodóvars egen lejlighed kunne ryste instruktøren. For ham var der stor forskel på den kulisse, de optog i, og så det hjem, han hver dag efter optagelserne tog hjem til.

»Lejligheden passer til figuren, og det var nemt og praktisk for os at bruge min lejlighed som forbillede og så bare bygge den. Jeg fandt det ikke spor foruroligende eller skizofrent at bo og arbejde i samme omgivelser. Det var filmholdet meget nysgerrig efter at finde ud af. Men for mig var det slet ikke det samme. Det var perfekt for setdesigneren og for det øvrige filmhold. De kunne bare kopiere interiøret, og hvis de havde brug for noget, kunne de tage hen til lejligheden og tjekke. Det sparede os for en uges forproduktion og optagelser, fordi det hele allerede stod klar.«

Den største smerte

Det synes oplagt at spørge, om filmens titel, Smerte og ære, på en eller anden måde beskriver filminstruktørens liv. Det gør den, siger Pedro Almodóvar, men den beskriver også alle mulige andre menneskers liv. Smerte og ære er det spændingsfelt, som de fleste af os lever i.

»Når jeg siger ’ære’, mener jeg også personlig succes – det, at man i sit liv gør det, som man har lyst til. I folks bevidsthed hænger ære måske mere sammen med en kunstners eller en filminstruktørs liv, men for mig siger det noget mere generelt om livet. Disse to ting, smerte og ære, hænger sammen. Smerte og ensomhed hænger sammen med ære og succes.«

Instruktøren fortæller, at den største fysiske smerte i hans liv har været hans ryg, mens det på et mere følelsesmæssigt og psykologisk plan var at bryde med et menneske, som han stadig var dybt forelsket i. Det var ligesom at skære en arm af.

»Det virker helt unaturligt at skulle holde op med at være sammen med et andet menneske, når man stadig elsker vedkommende, også selv om ens hjerne og fornuft fortæller en, at det ikke går,« siger han.

En ny tilgang

Pedro Almodóvars succeser er hans film, og han er glad for Smerte og ære, der sammen med den forrige, Julietta, markerer en mere eftertænksom, afdæmpet og knap så kulørt måde at fortælle historier på end tidligere i hans karriere, i film som Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud, Bind mig, elsk mig, Kærlighedens matadorer, Alt om min mor, Tal til hende og Volver.

»Julietta var et vendepunkt,« siger han og indrømmer, at det måske også er noget, der er kommet med alderen og et behov for at se tilbage og på sin vis evaluere og bearbejde det, der er gået forud.

»Det har også noget at gøre med smerte, og hvordan jeg beskæftiger mig med smerte som fortæller. Morens smerte er tæt på at drive hende til vanvid i Julietta, og jeg besluttede mig for at behandle den på en meget tilbageholdende og asketisk måde, hvilket er det modsatte af min tendens til at gøre noget mere barokt. Jeg havde mulighed for at skildre smerten med respekt og intensitet, og den oplevelse hjalp mig med at forme en stil og en fortællemåde, som jeg kunne bruge i Smerte og ære. Og den nye stil passer bedre til, hvad jeg gerne vil beskæftige mig med i mine film og mit liv. Det giver mig også fornøjelsen af prøve noget nyt – at jeg har fundet en ny tilgang til det at fortælle historier, som passer bedre til det, jeg laver nu.«

Almodóvar understreger, at han aldrig selv har haft en betydelig kreativ krise, som den Salvador oplever i filmen – og som tydeligvis har varet en rum tid – men at han hjemsøges af en markant usikkerhed, hver gang han skal lave en ny film.

»Jeg ved ikke, om filmen bliver den sidste, ikke fordi jeg skal dø, men fordi jeg ikke ved, om jeg vil være tilstrækkeligt inspireret eller passioneret. Det er ikke ligefrem en kreativ krise, men spørgsmålet for mig er, om jeg når samme niveau med den nye film, som jeg har nået med de tidligere. Jeg er ikke sikker, og det skaber en ængstelse, jeg altid har med mig.«

Det kommer sig ikke mindst af, at Almodóvar aldrig laver bestillingsopgaver.

»Mine film udspringer af mine personlige behov og de følelser, jeg har for en historie, og så skriver og skyder jeg den, og derfor er jeg hver gang bange og usikker på, om jeg nu har den rette inspiration og passion.«

Jeg skal ikke klage

I arbejdet med Smerte og ære, der er så personlig, er det gået op for Pedro Almodóvar, at den isolation, som smerten har skabt, er et problem for ham som kunstner og historiefortæller. Han ved stadig, hvad der foregår i det spanske samfund, men fordi han ikke kommer ud blandt mennesker lige så ofte som tidligere, har han mistet følingen med de yngre generationer og deres liv. Han har da en idé om, hvad det vil sige at være teenager eller 25 eller 30 år i Spanien i dag, men han kender ikke til de detaljer, der er så vigtige, når man fortæller en historie.

»I mange år levede jeg et meget socialt liv. Der var hele tiden mange mennesker omkring mig, og jeg havde en fællesskabsagtig oplevelse af livet,« siger han.

»Men fordi jeg nu lever det tilbagetrukne liv, jeg gør, er det svært for mig at bygge videre på mine ideer. Den første spæde idé til en film er meget personlig, men skal man udvikle den, kræver det, at man er vidne til hverdagen, som den former sig for mennesker omkring en. Det er ved at se dem leve, at man nærer sit manuskript, og det savner jeg. Det er gået op for mig, at der er flere generationer af mennesker i Spanien, som jeg slet ikke har nogen direkte kontakt til. Det er på grund af mit isolerede liv – det, at jeg ikke socialiserer mere – at jeg mangler det aspekt i mit liv og dermed også i mit arbejde.«

Han er stille et øjeblik, men siger så med et smil:

»Jeg skal ikke klage. Jeg er meget glad for den færdige film, og jeg er et glad menneske. Det har været min lod her i livet, denne smerte, og jeg lever med den, og jeg ved, at der er mennesker, som lider meget mere end mig, og at intet kan hjælpe dem. Så jeg skal ikke klage.«

’Smerte og ære’ har dansk premiere på torsdag.

Siden midten af 1990’erne har Pedro Almodóvar fjernet sig fra forargelses- og perversitetssporet, som hans tidligere film ellers var kendt for. I den nyeste film, ’Julieta’, har han også forbudt sig selv at bruge humor.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Jakob Trägårdh
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Viggo Okholm, Jakob Trägårdh og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Trägårdh

Det er et fornemt interview in-media-res. Der er faktisk lige lidt for få omstændigheder nævnt: Hvor er vi henne, har Monggaard mødt Almodóvar i Madrid? I Cannes? Det betyder ikke så meget. Bestemt interessant læsning. Den film vil man da gerne se.