Rosinanteforfatter: Når mine to bøger udkommer i morgen, ophører mit samarbejde med Gyldendal

Det er tragisk for de mennesker, der mister deres arbejde. Det er hårdt for de forfattere, der ikke (med rette vil jeg mene) føler sig sikre på deres fremtid i forlagsbranchen.

Men jeg vil her se på nogle af de forhold i dansk litteratur, som den endelige indlemmelse af Rosinante i Gyldendal tydeliggør.

En indledende bemærkning: I Weekendavisen udtaler administrerende direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl, at kritikken fra blandt andet mig preller af på ham. Vi er jo kunstnere, påpeger han og – uddyber han, for at ingen skal være i tvivl – derfor meget følsomme. Kritik fra følsomme mennesker kan man, forstås det, ikke bruge til noget. De tænker jo ikke klart.

Således affejet vil jeg lægge mine følelser til side og nøgternt forsøge at uddybe mine tanker på en mere fattet facon, end jeg åbenbart ellers bruger.

Det var nødvendigt at lukke Rosinante for at holde gang i den sunde forretning og på den måde sikre den danske litteraturs fremtid. Altså underforstået, at Rosinante bidrog til underskuddet i Gyldendal-koncernen og var en byrde for dens litterære projekt.

Jeg må desværre ikke citere, men er villig til at gøre mig skyldig i rygtespredning: Jeg hører, at Rosinante var en af de afdelinger i Gyldendal, der gav resultater i den bedre ende.

Ja, Rosinante havde, ligesom resten af branchen, haft nogle hårde år med underskud, men som man kunne høre i Jakob Malling Lamberts tale til høstfesten torsdagen før nyheden om lukningen (den ligger på YouTube), var tendensen vendt. Faktisk forlyder det, at Rosinante var flere millioner foran budgettet for 2019.

Men hvis ikke Rosinante var en dårlig forretning, hvad var så bevæggrunden for at indlemme forlaget i Gyldendal?

Effektivisering, går jeg ud fra. Altså en idé om, at det er muligt at tage alle de fornuftige litterære forretninger fra Rosinante og lægge dem ind i Gyldendal, så overskuddet kan vokse, når Gyldendal ikke skal betale til personale, der ikke arbejder direkte med udviklingen af manuskripterne.

En idé, der jo er fornuftig nok, når man abonnerer på den forretningstankegang, som Morten Hesseldahl og hans bestyrelse gør: Alle er enheder, der kan byttes ud med andre, for eksempel kan den ene pressemedarbejder være lige så god som den anden. Og den ene redaktør lige så god som den anden.

Forretningsmanden Hesseldahl

Hesseldahls påstand er, at der ikke er udkommet en eneste bog på Rosinante, der ikke lige så godt kunne være kommet på Gyldendal.

I princippet er det vel rigtigt, hvis man udelukkende ser på bøgerne som varer og ikke som resultatet af en lang og nidkær proces mellem mange forskellige mennesker, der alle sammen har stor respekt for den tekst, der forhåbentlig stadigvæk er det vigtigste på de fleste forlag.

Hesseldahl har været forretningsmand i mange år, og han har sikkert en oplyst grund til at mene, at det er et fornuftigt træk, men som en af de forfattere, der i sin tid valgte Rosinante frem for andre forlag, må jeg sige, at jeg ikke tror, det er en god idé.

Først og fremmest tænker jeg, at Hesseldal underkender den menneskelige del af det at lave litteratur. At der omkring de tekster og de forfatterskaber, de er en del af, foregår et enormt arbejde, der ikke umiddelbart kan ses i de bøger, som til sidst sendes ud til biblioteker, boghandlere, anmeldere og læserne.

Redaktørerne har ikke kun en konkret holdning til det manuskript, der skal blive til den næste bog, de har også en fornemmelse for, hvilke bøger der kan komme i fremtiden, og som måske kan blive til den litteratur, som præger både samtiden og regnskabet.

To eksempler fra Rosinantes bagkatalog kunne være Morten Ramsland og Helle Helle, der begge debuterede med små bøger og så gradvist fik voksende forfatterskaber, der nu, meget fortjent, nyder en bred folkelig anerkendelse.

Gyldendal har også flere af de forfatterskaber, men jeg har en idé om, at det samarbejde omkring forfatterskaberne bliver sværere, jo større forlagshuset er.

Hele ideen om at maksimere overskuddet modarbejder direkte det arbejde, idet redaktørerne har en ledelse, der i sagens natur ikke ser mildt på bøger, der ikke sælger, men som måske er gode nødvendige skridt frem mod det, der rammer bredt og lige ind i samtiden.

Jeg ved, ud fra de interview jeg har læst, at Hesseldahl ikke er enig, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan overbevise ham om det.

Min pointe er heller ikke, at de redaktører, der sidder på Gyldendal, er dårligere til deres arbejde, end de der sad på Rosinante, slet ikke. Jeg kender flere af dem, og jeg har stor respekt for det arbejde, de laver – selvfølgelig kommer der gode og vigtige bøger fra Gyldendal – det er Danmarks største forlag.

Jeg kan blot ikke forestille mig andet, end at deres arbejde bliver sværere fremover.

Jeg forestiller mig, at det er presset for dem at arbejde med hovedet i den guillotine, der er bygget af Hesseldahls ord om, at de på Gyldendal, efter fusionen med Rosinante, selvfølgelig vil se indad og overveje, om der ikke er mere, der kan gøres endnu mere effektivt.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der bliver taget færre chancer med yngre forfattere, og at der bliver brugt mindre energi på de forfattere, der ikke har leveret endnu, når deres forfatterskab ellers er i gang. Sådan en som mig, der kun sælger nogle tusind, når bølgerne går højt.

Ja, Rosinante var ejet af Gyldendal i mange år, også før jeg kom til for små fjorten år siden. Og ja, Rosinante havde selv opkøbt andre forlag for at styrke sin position på markedet. Og ja, det er nemt at pege fingre af mig og andre og kalde os naive, grådlabile kunstnere, som først opdager den hårde, økonomiske virkelighed bag vores bøger nu. Men det er ikke sandt.

De fleste af mine kolleger interesserer sig lige så meget for litteraturens vilkår, som de interesserer sig for deres egne værker: De to sider af sagen hænger uløseligt sammen. Det, der gjorde, at vi, når vi var på Rosinante, talte om alt muligt andet, var, at det var lykkedes de mennesker, der drev forlaget – nedefra og op – at skabe et hus, hvor drivkraften bag alle beslutninger var at skabe god litteratur.

Så det er ikke sandt, når Hesseldahl siger, at det var ligegyldigt for bøgerne, at Rosinante havde sin egen adresse. Og det klinger hult, når han bliver spurgt om Gyldendals dyre adresse i Klareboderne og svarer, at lige den adresse er forbundet med en fortælling om litteratur, samfund og tilhørsforhold.

Hesseldahl har slet ikke forstået, hvor meget der blev gjort for at løfte arven efter Merete Ries (Rosinantes grundlægger, red.). Den fortælling om et sted, hvor alle gav lige det ekstra for bøgerne, for det var sådan, det hele var begyndt, var en af mine primære grunde til i sin tid at vælge Rosinante.

Og oplevelsen af, gennem årene, at det ikke kun var noget, man sagde, men noget man faktisk levede op til, var hele grunden til, at jeg blev og følte mig hjemme.

Og det bringer mig frem til det næste, som så også hænger sammen med ovenstående.

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

For egentlig er det slet ikke Hesseldahl, der er problemet, selv om jeg selv gav ham skylden for lukningen af Rosinante i mit første opslag på Facebook (følelser, jeg ved det, undskyld!).

Problemet er, at Gyldendal er et aktieselskab, og at aktionærernes intention er at tjene penge på deres investering. Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at de har andre motivationer.

Den forretningsmodel er bare ikke den mest optimale at arbejde med litteratur i, i hvert fald ikke hvis man vil optimere kvaliteten af litteraturen. For uanset hvad de enkelte medarbejdere har som motivation for at arbejde med litteratur – og de fleste gør det ud af kærlighed – så vinder behovet for afkast i sidste ende altid.

Den modvind, Gyldendal har haft igen og igen, hvor forskellige har fremturet, at forlaget ikke lever op til dets forpligtigelser over for det danske sprog og den danske kultur, som den gamle magtfulde institution forlaget er, viser jo, at der er et problem.

Men vi – alle os der brokker os – skal forstå, at det ikke har noget på sig. Gyldendal er ikke forpligtet på andet end at drive forretning, præcis som koncernen lyster, så længe det er inden for loven.

Det er jo lige meget, om det også hed Gyldendal, da forlaget blev stiftet i 1770, det er nemlig ikke længere det samme forlag. På samme måde som Rosinante ikke længere er Rosinante.

Jeg ved, der sidder idealister og ildsjæle på Gyldendal, der elsker litteratur og sprog lige så meget som mig, men så længe bestyrelsen agerer, som den gør, og ansætter en administrerende direktør med det tankesæt, som Hesseldahl har, skal vi ikke forvente andet end forretningshensyn af dem. Og det er de vilkår, Gyldendal eksisterer på i dag.

Derimod kan vi spørge os selv, om det er de arbejdsvilkår, vi vil have, når det gælder den danske litteratur og det danske sprog.

Er et af vores svar på den værdidebat, vi har haft de sidste årtier, at vi bare overlader fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi er ved at blive, til et aktieselskab?

Er vi virkelig interesseret i, at en stor del af samtalen om, hvad der udgør kernen i vores fællesskab, er modereret af økonomiske hensyn?

Jeg kender godt svaret fra nogen: Jeg skal tage en tudekiks og skrive noget, folk vil læse. Men se jer lige omkring. Se, hvad der sker i den danske litteratur. I denne uge blev listen med de nominerede til den prestigefyldte Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris offentliggjort, og alle fire, der er valgt af juryen, kommer fra det, man kalder mikroforlag.

Det forhold peger på en skæv fordeling mellem arbejdet med udviklingen af litteraturen, og dem der i sidste ende tjener på den. Den danske litteratur og det danske sprog er et anliggende for alle, hvis vi – sat på spidsen – fortsat vil have en selvstændig identitet som land.

Udvikling af det skal vi støtte på flest mulige måder: formidling, indkøb til bibliotekerne og økonomisk tilskud til dem, der sidder med udviklingen af mange af de forfattere, der skal skrive den litteratur, vi skal læse i fremtiden.

Vi skal ikke forbyde Gyldendal at lave penge på de forfatterskaber, de selv dyrker, eller som de får ved at opkøbe andre forlag, eller ved at forfatterne går til dem i håb om endnu større salg, slet ikke, det kan endda have sin berettigelse. Derimod skal vi vælge at støtte dem, der gør det meste af fodarbejdet, så vi også har en nyskabende og spændende og tidssvarende litteratur om nogle år.

Hvis vi skal have en dansk litteratur, der følger med vores fælles udvikling, og som hjælper til at give sprog til dem, vi er, og til dem, vi er ved at blive, så skal vi have et stærkt vækstlag, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil være i Gyldendals interesse, hvis man først og fremmest vil tænke litteraturen som en vare.

Mulighederne er mange, men til at begynde med håber jeg, at vores nye kulturminister vil se på bevillingerne til Kunstfonden: Ville det ikke være oplagt at støtte eller endda præmiere de små forlag, der præsterer ved ulønnet eller næsten ulønnet arbejde, og som fremelsker (følelser, jeg kan ikke lade være) nye talenter inden for litteraturen?

Ville det ikke være oplagt at øge muligheden for at søge støtte til udgivelsen af debutanter for netop de forlag, når det åbenbart er dem, der ved, hvad det er, der sker, der hvor den nye litteratur vokser? Når det er dem, der er villige til at sætte egne økonomiske interesser til side for at fremelske ny dansk litteratur? Det synes jeg.