»Vi har snart brug for klarhed over, hvad staten egentlig vil med sit kulturliv«

Anne Højer Petersen er ikke i tvivl om, hvem der, når alt kommer alt, er hendes arbejdsgiver: »Museer arbejder ideelt set for evigheden,« siger hun, men tilføjer hurtigt:

»Men det er naturligvis svært at arbejde for evigheden, hvis man ikke engang ved, hvor mange penge man har at gøre med efter 31. december.«

Information har ringet til direktøren for Fuglsang Kunstmuseum på Lolland – det eneste statsanerkendte i sin del af landet – for at høre, hvordan udsigten til flere års nedskæringer ser ud fra hendes stol på et mindre museum væk fra alfarvej, der får dækket omkring en tredjedel af driftsomkostningerne af staten.

Frustrerende

For der er ikke noget, der umiddelbart ser ud til, at den nye socialdemokratiske regering vil lette presset på kulturlivet. Trods tidligere modstand mod det såkaldte ompriroteringsbidrag, som den tidligere regering indførte i 2016, og som pålagde kulturinstitutionerne at spare to procent årligt, vil den nye kulturminister Joy Mogensen ikke love at fjerne sparekravet.

Det frustrerer Anne Højer Petersen.

»Vi fik at vide, at vi alle sammen skulle yde noget i en periode, og så var det slut. Nu er der igen skabt usikkerhed om slutdatoen på et tidspunkt, hvor det må stå klart for enhver, at de lavthængende frugter for længst er høstet,« siger Anne Højer Petersen.

»Det må høre op. Man kan ikke blive ved med at drive samfundet for to procent mindre.«

For de seneste år har også budt på andet end rene nedskæringer. En af de største udfordringer har ifølge Anne Højer Petersen været den glidebane af omlægning fra driftsstøtte til puljemidler, som har være en kulturpolitisk trend. »Puljegørelsen«, som hun kalder den.

Man har nemlig groft undervurderet de fordele, der er ved driftsmidler, mener hun. »Penge, man kan planlægge med, er simpelthen mere værd. Altså helt konkret: En krone, man får i fast driftsstøtte, har mere værdi end sit pålydende, fordi man kan arbejde med den, før man bruger den. Puljepenge derimod kommer sent i forløbet, hvis de da overhovedet kommer.«

Anne Højer Petersen kan godt forstå den umiddelbare politiske appel, som puljemidler har – det er da langt mere tiltrækkende for en politiker at give penge til et konkret projekt end til vedligeholdelse og toiletpapir.

»Når man øremærker, kan man både se og vise, hvad man får (for pengene, red.). Problemet er bare, at man ikke kan skabe sammenhængskraft for usikre ad hoc-bevillinger.«

Fremtiden

Og så er vi inde ved en af de kerneopgaver, som Anne Højer Petersen mener bliver stadig mere vanskelig at levere: At sikre det museum, der skal være med til at skabe sammenhængskraft – også i fremtidens samfund.

»Vi kæmper det bedste, vi har lært for at friholde aktiviteter og gæster lige nu, men i den proces svigter vi fremtidens publikum. Når vi ikke investerer i fremtiden, betyder det jo i praksis, at vi hver dag æder lidt af fremtidens museum.«

For den fremtidsudvikling, som museet har pligt til at have øje for, fortager sig alt for ofte i dag til dag-bekymringer, erfarer hun.

»Vi foretager ikke de nødvendige investeringer i kunsten selv, og bevaringen af den vi har, vil komme til at halte ved fortsatte besparelser. Vi sender regningen videre til fremtidens samfund. Det er ikke rimeligt.«

Hun kan faktisk nogle gange blive helt flov. »Hver dag nyder vi jo godt af den investering, som de, der kom før os, gjorde i fremtiden. Uden at vi har ressourcer til at gøre det samme for dem, der kommer efter os,« siger Anne Højer Petersen og runder af;

»Jeg ved ikke, præcist hvor slemt det allerede står til. Måske er der i dette øjeblik et stykke umisteligt dansk kunst på vej ud af landet, fordi ingen har råd til at sikre, at det bliver – eller eksisterende værker, der går til grunde, fordi ingen har råd til at bevare dem. Det er en falliterklæring.«

Fuglsangs direktør mener, at den politiske usikkerhed betyder, at der rundt omkring på kulturinstitutionerne de seneste år er blevet brugt kolossal meget tid og energi på at forsøge at spå om fremtiden.

»Jeg tør slet ikke tænke på alle de gode spildte kræfter, der er blevet brugt på ørkesløse spekulationer om, hvad staten egentlig vil med sit kulturliv og på at bygge ’hvad nu hvis-luftkasteller’,« siger Anne Højer Petersen. »Vi har meget snart brug for noget klarhed over, hvad det er for ressourcer, vi kan disponere over og dermed arbejde med.«

– Men er der slet ikke fordele ved at blive bedt om at spare – bliver man ikke bedre til at se, hvor processerne f.eks. kan strømlines?

»Jeg synes faktisk, at vi i rigtig mange år har brugt pengene fornuftigt og dokumenteret det. Jeg arbejder sammen med folk, der knokler og vil hoppe på tungen for at få det til at løbe rundt, fordi de brænder for kunsten og for museet. Men på et tidspunkt bliver vi nødt til at sige, at vi ikke forsvarligt kan løfte de opgaver, som vi er pålagt, for stadig færre penge.«

Indebrændt

Anne Højer Petersen kan godt nogle gange blive lidt indebrændt. Hun bruger selv ordet. »Ja, jeg kan godt nogle gange blive lidt indebrændt. Lige nu er der en stemning af, at der kun er problemer med kulturlivet. Jeg kan godt forstå, hvis politikerne bliver lidt metaltrætte. Det er jo ikke sjovt at beskæftige sig med noget, der altid er et problem og at have at gøre med mennesker, som man oplever klynker. Så bliver det en ond spiral, og vi har en fælles opgave i at ændre den fortælling, hvis vi vil videre.«

– Men klynker I ikke lidt nogle gange?

»Det synes jeg faktisk ikke, men når vi gør, er det jo også, fordi der er den fokus på det. Du har jo f.eks. ringet til mig lige nu for at få mig til at snakke om udsigten til yderligere sparekrav. Ikke for at tale om en ny udstilling eller om, hvordan det går med kulturlivet i vores del af Danmark.«

– Joh, det er vel rigtigt …

»Jeg kan godt forstå det. I er jo en anden del af public service, der er presset på økonomien i disse år, og derfor skæres der i omtale og anmeldelser.«

– Fair nok. Så når jeg nu har dig i røret: Har I noget fedt på programmet, som alle bør høre om?

»Ja! Her 20. september åbner vi en ny særudstilling om Kristian Zahrtmann med undertitlen ’Queer, kunst og lidenskab’, og som vil kaste et nyt kønspolitisk blik på den populære danske maler.«