Læsetid: 6 min.

’En statslig institution kan ikke sælge sin bil eller sommerhus for at få råd til det hele’

Syv stillinger er foreløbig blevet nedlagt på Statens Museum for Kunst som en direkte følge af det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det er blandt andet gået ud over bevaringsafdelingen, der varetager en af museets kerneydelser. Men sparekravene har også tvunget museet til at indføre en smidigere organisation med mere effektive arbejdsgange, medgiver direktør Mikkel Bogh
Syv stillinger er foreløbig blevet nedlagt på Statens Museum for Kunst som en direkte følge af det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det er blandt andet gået ud over bevaringsafdelingen, der varetager en af museets kerneydelser. Men sparekravene har også tvunget museet til at indføre en smidigere organisation med mere effektive arbejdsgange, medgiver direktør Mikkel Bogh

Mia Mottelson

6. september 2019

Omprioriteringsbidrag. Smag lidt på ordet. Sjældent har en så kedelig bureaukratisk betegnelse afstedkommet så mange dramatiske følelser og protester.

Siden det blev indført i 2016 – med det formål at skære to procent af en række statslige ydelser og omfordele milliarderne til kernevelfærdsområder som sundhed og tryghed – har omprioriteringsbidraget været lagt for had. Men selv om stort set alle områder af samfundslivet har måttet holde for, er der ingen steder i kongeriget, hvor protesterne har været så højlydte som på kulturområdet.

Det er der en god grund til, mener direktør på Statens Museum for Kunst (SMK) Mikkel Bogh. For lige netop kulturinstitutioner som den, han selv står i spidsen for, er særligt sårbare over for store, statslige spareøvelser, mener han.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"»Det tilkommer ikke mig at diskutere politik, da jeg i den forstand er embedsmand i staten".

Når man læser en sådan artikel med politiske og forvaltningsretlige briller, fremstår den som noget af en rodebutik. Der stilles en række spørgsmål, der i stedet burde være stillet til politikere, og der gives en række svar, der også burde være svar fra en politiker og ikke fra en embedsmand.

"Hvad mener de egentlig, når de taler om kerneydelsen?" Hvad "kerneydelsen" er, er i sidste instans et spørgsmål, der skal afgøres af politikere, der skal lovgive om det (efter rådgivning fra eksperter og interesseorganisationer), og hvor det så efterfølgende er embedsmændene, der nærmere skal fortolke lovgivningen på området og føre den ud i livet.

Derfor skal spørgsmålet rettes til repræsentanter for de politiske partier og ikke til en række embedsmænd.

"»Der findes ikke et endeligt facit for, hvornår vi er inde ved benet. Det er en professionel vurdering".

Ud fra en kulturfaglig vurdering er det korrekt, men det er det ikke ud fra en embedsmandsvurdering, i og med at embedsmanden skal føre lovgivningen ud i livet, og der er spørgsmålet om, "hvornår vi er inde ved benet", i sidste instans en politisk vurdering (selv om det også kan involvere juridiske komplikationer og problemer for ministre).

Det er embedsmandens opgave at gøre opmærksom på problemerne med at kunne opfylde sine forpligtelser inden for lovgivningens rammer (når vedkommende tager sine kulturfaglige briller på), men det er i sidste instans op til politikerne, om de vil lytte til embedsmanden.

Denne kan så, som konsekvens, tage sin afsked og overlade det til en kollega, der er villig til at "lukke øjnene" for problemerne i forbindelse med at levere "kerneydelsen" (sådan nogen "kyniske sataner" findes altid).

Dilemmaet svarer lidt til arkitektfirmaets, der både skal demonstrere villighed til at indordne sig under bygherrrens ønsker, samtidig med at det skal bevare respekten omkring, at det leverer faglige løsninger af høj kvalitet.