Læsetid: 12 min.

»Jeg synes aldrig, man må sige: ’Dét der kan vi ikke fortælle til børn’«

På mandag begynder årets Buster-festival for børn- og ungdomsfilm. Vi har samlet tre danske filmfolk til en snak om genrens stilstand og muligheder. De efterlyser mere mod fra børnefilmen. Mod til at gå imod det korrekte og portrættere den rå virkelighed med integrationsproblemer, middelklassehykleri, skilsmisser og klimatrussel, som børn også er en del af
Lotte Svendsen (i midten), Oliver Zahle og Amalie Næsby Fick ønsker for børnefilmen, at det igen skal blive en lige så prestigefuld genre, som det var, da Nils Malmros og Bille August lavede de film, vi i dag betragter som klassikere.

Lotte Svendsen (i midten), Oliver Zahle og Amalie Næsby Fick ønsker for børnefilmen, at det igen skal blive en lige så prestigefuld genre, som det var, da Nils Malmros og Bille August lavede de film, vi i dag betragter som klassikere.

Anders Rye Skjoldjensen

20. september 2019

Flemming Quist Møller, Morten Arnfred, Søren Kragh-Jacobsen, Bille August, Nils Malmros ...

Filminstruktøren Lotte Svendsen taler om den danske børne- og ungdomsfilmtradition, og navne på prominente filmmænd kommer væltende ud af munden på hende.

»Nogle af dem, som virkelig er dinosaurer nu,« siger hun – »de vidste i deres mest virile år, at det var her, man skulle være. Der var en fælles konsensus om, at børne- og ungdomsårene er de år, der former mest, og derfor kan man bruge dem til at fortælle rigtig meget – ikke kun for børn, men for alle,« siger hun.

I anledning af den to uger lange festival Buster, hvor børn og unge kan se nye og gamle film og også gå til workshops, har vi samlet tre fagfolk til en snak om den danske børne- og ungdomsfilm. Festivalen begynder næste uge, og de tre er Oliver Zahle, Lotte Svendsen og Amalie Næsby Fick.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Det kommer vel lidt an på, hvordan man siger det til børnene. Må man f.eks. sige til børn, at de skal dø? Det kommer an på, hvordan man gør det. Må man f.eks. sig etil børn, at naboen er et røvhul? Det kommer an på, hvordan man gør det.

Døden er en realitet, naboen er et røvhul. Men man kan måske godt lige nedtone omtalte FACTS for barns øre. Eksempelvis nedtone død og naboens røvhul og måske endda i stedet snakke om livet og naboens gode egenskaber. Jeg er sikker på, at det/de findes.

Jeg havde mit barnebarn og han far (min søn) på besøg. Mit barnebarn og jeg sad i stuen, pludselig kunne jeg hører fra køkkenet at min søn raslede med den metalæske jeg havde med chokolade i . Jeg sagde til mit barnebarn sagte, nu hugger Far chokolade fra Farmors æske, og så grinte vi. Da min søn kom ind i stuen sagde mit barnebarn. Far, hvorfor hugger du farmors chokolade. Så er det jeg bliver i tvivl om at jeg måske ikke skulle ha sagt det på den måde? Eller om jeg overhoved skulle ha sagt noget?

Birte Pedersen, hvis du havde sagt at far har megasvært ved at lade være med at spise chokoladen, han er så glad for den og kan ikke altid huske hvis chokolade, han spiser, ville dit barnebarn formentligt kunne spotte humoren og måske spurgt farmand om chokoladen smagte godt?