Læsetid: 12 min.

»Jeg synes aldrig, man må sige: ’Dét der kan vi ikke fortælle til børn’«

På mandag begynder årets Buster-festival for børn- og ungdomsfilm. Vi har samlet tre danske filmfolk til en snak om genrens stilstand og muligheder. De efterlyser mere mod fra børnefilmen. Mod til at gå imod det korrekte og portrættere den rå virkelighed med integrationsproblemer, middelklassehykleri, skilsmisser og klimatrussel, som børn også er en del af
Lotte Svendsen (i midten), Oliver Zahle og Amalie Næsby Fick ønsker for børnefilmen, at det igen skal blive en lige så prestigefuld genre, som det var, da Nils Malmros og Bille August lavede de film, vi i dag betragter som klassikere.

Lotte Svendsen (i midten), Oliver Zahle og Amalie Næsby Fick ønsker for børnefilmen, at det igen skal blive en lige så prestigefuld genre, som det var, da Nils Malmros og Bille August lavede de film, vi i dag betragter som klassikere.

Anders Rye Skjoldjensen

20. september 2019

Flemming Quist Møller, Morten Arnfred, Søren Kragh-Jacobsen, Bille August, Nils Malmros ...

Filminstruktøren Lotte Svendsen taler om den danske børne- og ungdomsfilmtradition, og navne på prominente filmmænd kommer væltende ud af munden på hende.

»Nogle af dem, som virkelig er dinosaurer nu,« siger hun – »de vidste i deres mest virile år, at det var her, man skulle være. Der var en fælles konsensus om, at børne- og ungdomsårene er de år, der former mest, og derfor kan man bruge dem til at fortælle rigtig meget – ikke kun for børn, men for alle,« siger hun.

I anledning af den to uger lange festival Buster, hvor børn og unge kan se nye og gamle film og også gå til workshops, har vi samlet tre fagfolk til en snak om den danske børne- og ungdomsfilm. Festivalen begynder næste uge, og de tre er Oliver Zahle, Lotte Svendsen og Amalie Næsby Fick.

Ud over succesfuld instruktør og manuskriptforfatter er Lotte Svendsen konsulent for børne- og ungdomsfilm på Det Danske Filminstitut (DFI). Oliver Zahle er – blandt en del andet – instruktør til Iqbal og superchippen og Iqbal & Den Indiske Juvel og har været med til at lave en lang række børne-tv-programmer.

Amalie Næsby Fick er holdets benjamin og dimitterede fra Den Danske Filmskoles animationslinje i 2016 med kortfilmen Ztriwer. Siden har hun været med til at instruere animationsversionen af Jakob Martin Strids Den utrolige historie om den kæmpestore pære.

Børnefilm for voksne

Det er en torsdag formiddag i september i Filmhuset på Gothersgade i København. Vi sidder i et mødelokale på tredje sal med en imponerende udsigt over Kongens Have og Sølvgades facader på den anden side af parken. Lotte Svendsen laver kaffe til os med en avanceret kaffemaskine.

Det seneste års tid har hun siddet her i huset som konsulent for børne- og ungdomsfilm og læst ansøgninger fra håbefulde instruktører og manuskriptforfattere. Og hun har oplevet en »klokkeklar tendens« til, at nyuddannede tænker, at børne- og ungdomsplatformen er en, man bruger til at debutere på, siger hun. Den har ærgret hende.

»Det er klart min oplevelse, at vores område har mistet status for filmskaberne. Sådan en som Thomas Vinterberg debuterede med børnefilmen Drengen der gik baglæns, men vendte aldrig tilbage til det format,« siger hun.

»Hvis jeg skal fuldføre min ambition om at løfte niveauet kvalitetsmæssigt, bliver jeg nødt til at henvende mig til nogen, der har lavet film før, og som har erfaring med at arbejde med formatet.«

Det er nu, hun nævner »dinosaurerne« Quist, Arnfred, Kragh, August og Malmros.

»Hvis vi ser på vores filmklassikerskat, er bemærkelsesværdigt mange af dem portrætter af barndommens år,« siger hun.

Sådan er det ikke længere, mener Lotte Svendsen, men før vi kommer alt for godt i gang med at diagnosticere, må vi hellere få på plads, hvad en god børnefilm overhovedet er.

Lotte Svendsen.

Anders Rye Skjoldjensen

»For mig,« siger Oliver Zahle, »er der ikke så stor forskel på at lave noget til børn og voksne.«

»Jeg tager udgangspunkt i mig selv, og så er der noget med en referenceramme og en målgruppe. Hvis emnet er utroskab, så er målgruppen måske en anden – hvis emnet er mobning, så er det nok bedre. Det handler mest om at forstå en målgruppe. For dybest set har vi så meget til fælles med børnene, og nogle af filmhistoriens største succeser er jo børnefilm for voksne,« siger han og nævner Star Wars, Jurassic Park og Pixars stort opsatte animationsfilm.

Relationer og filmoplevelser

Det er netop animationen, Amalie Næsby Fick beskæftiger sig med, og hun fortæller, at hun forleden alene i en biografsal så Toy Story 4. Flere gange under filmen måtte hun sige til sig selv:

»’Amalie, det er en tegnefilm, du ved, hvordan den er lavet. Det kan godt være, at de der stumme bugtalerdukker er uhygglige, men nu bliver du lige siddende’.«

»De er dygtige til at skabe en gyserfornemmelse – og til at fortælle en historie.«

Hele budgettet til Den utrolige historie om den kæmpestore pære, som Amalie Næsby Fick har været med til at instruere, er mindre end et minuts budget af en Pixar-produktion, fortæller hun. Men det, Pixar bruger flest penge på, er netop selve historiefortællingen. 

»Jeg vil gerne prøve at adoptere den metode og blive i historieskabelsesfasen så længe som muligt. Historien er altafgørende, og det er sindssygt vigtigt at turde fortælle historier, der har lige så meget på spil som en voksenfilm. Jeg håber, det er en bevægelse, der vil komme tilbage.«

Selv om der også blandt animatorer måske er en tendens til at mene, at arthouse er mere prestigiøst end børne- og ungdomsfilm, har Amalie Næsby Fick altid vidst, at hun ville lave børnefilm.

Som barn har hun siddet på et tæppe og virkelig troet på, at hun kunne få det til at flyve.

»At man kan være med til at skabe en generations fortælling om sig selv – og en spejling,« siger hun og nævner sin afgangsfilm Ztriwer om en diskodansende zebra, der får stjålet sine striber og skal lære at vende sin anderledeshed til noget positivt.

»For mig handlede det nok om at være homoseksuel og skille sig ud, men på et tidspunkt var der en lille dreng, der var adopteret fra Afrika, som sagde, at den for ham handlede om hudfarve. Han kunne spejle sig i at stå der som den eneste anderledes.«

»Spejling er et vigtigt ord,« siger Lotte Svendsen, som mener, at filmen og tv kan blive en »redningsplanke«:

»I Astrid Lindgrens univers er der næsten altid en eller anden ven. En vagabond eller en Alfred. For alle de børn, der ikke lige bliver grebet eller får deres følelser oversat af en enormt klog og nærværende voksen, kan filmen være den spejling.« 

Amalie Næsby Fick nikker og siger, at for hende kunne Lukas Moodyssons Fucking Åmål noget af det samme.

Oliver Zahle siger, at han som barn oplevede »den største lykke« ved at gå i biografen og opleve, at den voksne også syntes, det var sjovt.

Amalie Næsby Fick: »Min første store biografoplevelse var, da jeg var inde og se Løvernes konge med min familie. Jeg sad ved siden af min far, som blev meget berørt, da Mufasa dør, og Simba får skylden. Den oplevelse kan jeg stadig mærke i min krop – at sidde der i mørket sammen med min grædende far.«

Lotte Svendsen: »Hvad gjorde det ved jeres relation?«

Amalie Næsby Fick: »Hans egen far døde også tidligt, og det at spejle de ægte følelser til det tegnede drama på skærmen var virkelig meningsfyldt for mig. På en måde var det nok første gang, jeg erfarede, at min far, jo ikke bare var min far, men en søn – et menneske. Det var en vigtig oplevelse, som jeg tit trækker på i dag, når jeg selv skaber fortællinger.«

Amalie Næsby Fick.

Anders Rye Skjoldjensen

Børnene er fucking ligeglade

Lotte Svendsen siger, at hun savner, at børnefilmen fokuserer på de dramatiske begivenheder, som børn i 2019 befinder sig i – både i forhold til børns kroppe, seksualitet, familieliv og digitale liv.

»Pornobranchen har massivt tag i vores målgruppe, og de er meget tidligt inde og hente deres erfaringer der. Forældre sidder ikke bare hjemme og bliver fede, de er overdrevent ambitiøse og løber ironman, mens farmor og farfar rejser til Maldiverne på rødvinsslotte. Der er så meget i vores tid, som jeg simpelthen savner, at nogen tager fat i. Skilsmisser, regnbuefamilier, klima. Det er slående, hvor få børnefilm, der har taget anker i vores virkelighed.«

Samtalen falder på Anders Matthesens Ternet Ninja, der med sine 940.000 biografbilletter er en af de mest populære danske film nogensinde. Filmen handler i bund og grund om at sætte en grænse – både over for syg kapitalisme og udnyttelse af børnearbejdere, men også i mindre skala: om selvtægt, når der er problemer i ghettoen.

Lotte Svendsen: »Her møder vi en karakter, der går ud og handler selv. Det er imod alt, hvad vi står for af bløde værdier. I filmbranchen skal der helst være en dreng, der hedder Muhammed, der er løsningen på det hele, fordi vi så gerne vil bygge bro mellem kultur og forståelse. I Ternet Ninja er der en brun mand, der sælger coke, og filmen slutter med, at der er nogle perkerdrenge, der slår en gammel dame ned, og vores helt siger: ’Nu skal jeg ud og stoppe det, for der er ikke andre, der gør det.’ Det er jo modsat alt det, vi prædiker i børnefilmene, at børnene skal kunne.«

Der bliver stille rundt om bordet.

– Hvad tænker I om det?

Amalie Næsby Fick: »Lige nu sidder jeg og skriver på en film, der foregår i Urbanplanen, og jeg kan mærke, at det udfordrer mig, at jeg selv har en trang til at male et glansbillede af sociale problemer. Jeg har også lyst til, at der er en, der hedder Muhammed, der redder dagen, for man vil fandme gerne have, at det er sådan.«

Lotte Svendsen: »Det lyder som en kliché, men det er så vigtigt at møde målgruppen i øjenhøjde. Hvis dine forældre siger, at alle dem inde i København, der laver film, de er elitære, og de ved ikke en skid, så er det jo din virkelighed. Og hvilke film appellerer så til dig? Hvis du føler dig truet, når du har været på Fisketorvet, eller hvis der er en i din klasse, der råber, at du er en fucking bøsserøv, så er det måske også det, filmen skal afspejle. Vi er nødt til at gå på tværs af det velmenende for at ramme virkeligheden. Jeg kunne også godt tænke mig at se en tv-serie, der foregik på en koranskole. Men er du sindssyg, man kan jo ødelægge ethvert godt middagsselskab ved at sige de her ting.«

– Er det derfor, de film ikke bliver lavet?

»Ja, her på instituttet har vi helt klart en komfortzone for, hvad vi synes, den gode fortælling er. Det vil jeg gerne være med til at udfordre.«

Vi taler om komfortzoner og om det klasseskel, der øges, hver gang medlemmer af eliten flytter sine børn fra den hårdt prøvede inkluderende folkeskole til en privatskole.

Amalie Næsby Fick siger, at hun lige har skrevet sit barn op til en privatskole på Vesterbro.

»Og det udfordrer mig ekstremt meget, for jeg er fra en familie med pædagogforældre og åbenhed og Midtjylland, og jeg synes i princippet, man skal gå i folkeskole. Der er en stor dobbeltmoral i mig selv.«

– Det hykleri, du beskriver, Amalie, og den rå virkelighed, du beskriver, Lotte – nogle af de svære emner, som voksenfilmen er god til at behandle – er det sværere at lave børnefilm om?

Lotte Svendsen: »Jeg tror, det er derfor, at børnene ender med at sidde og se Klovn. Klovn udstiller jo i dén grad hykleriet og dobbeltmoralen, og så kan vi forældre sidde og tænke: ’Fuck, Frank og Mia taler om analsex – hvad er det I ser, unger, nu skal I altså komme herover og se Max Pinlig’. Jeg vil meget gerne give Thomas Vinding ret i, at barndommen er en tilstand, man skal vækkes meget sagte fra, og jeg var også nede og se en udstilling om ham på Det Kongelige Bibliotek, men jeg kunne jo godt se, at det var min barndom – mine børn gider sgu da ikke en eller anden grøn kat, der går ind i et skab. De er fucking ligeglade.«

Det universelle

Det handler også om, siger Oliver Zahle, at målgruppen forandrer sig, og at børn er børn i kortere tid i dag.

»Da jeg læste Gummi-Tarzan for min femårige datter, fik jeg et flashback: Jeg tror, vi fik den læst højt i tredje klasse. Den generation, der vokser op nu, ser Netflix og bliver bombarderet med alt muligt avanceret, hvilket selvfølgelig stiller krav til os historiefortællere. Hvad er man – 12 år, når man begynder at se Klovn og Avengers

Amalie Næsby Fick: »Måske er de børn på en anden måde. Jeg tænker, at mange af de der gode og langtidsholdbare børnefilm, som vi sidder og refererer til her, handler om eksistentielle problemer, som både henvender sig til børn og voksne. Skam (meget populær norsk ungdomsserie fra NRK, red.)er et fedt eksempel på noget, som bare er nogle gode historier. Fordi det handler så meget om mekanismer og relationer, som er genkendelige for alle, så er det noget, man også vil se som voksen,« siger hun.

Oliver Zahle: »Ja. Det handler om kvalitet og om at ramme noget universelt. Hvis det rammer en kerne af noget menneskeligt, kan vi alle se med.«

Lotte Svendsen: »Kan du sætte ord på, hvad det universelle er?«

Oliver Zahle: »Det er jo det svære. Men min pointe er, at der er ikke den store forskel på voksen og børnefilm, hvis man er inde i en kerne af noget. Klovn, kan du sige, er til voksne, men tweens griner ad det Chaplin’ske, det grundlæggende humoristiske og pinlige i, at nogen har skidt i en kattebakke.«

Amalie Næsby Fick: »Jeg tænker det lidt som Tivoli. Langt de fleste kan godt lide forlystelser, som jo i sin essens er ubehagelige. Men de trigger adrenalin, og du bliver super til stede. Klovn gør lidt det samme. Det bliver en fysisk oplevelse for os alle sammen, og der tror jeg, det er ligegyldigt, om man er 12 eller 60. Vi bliver ved med at søge følelser, som kan mærkes i vores krop.«

Oliver Zahle: »Det er rigtigt! Jeg kan huske, da jeg som barn så Halløj på Badehotellet med John Cleese. Jeg kunne simpelthen ikke klare det – jeg syntes, det var så synd for ham.«

Oliver Zahle.

Anders Rye Skjoldjensen

Den forbandede opdragende effekt

Jeg spørger, om der – apropos Ternet Ninja – er noget, man ikke kan tillade sig at beskæftige sig med, når målgruppen er børn.

»Absolut nej,« svarer Oliver Zahle og tilføjer: »Altså i udgangspunktet – det handler selvfølgelig om hvordan.«

Amalie Næsby Fick brummer bekræftende, og han fortsætter:

»Ternet Ninja er et godt eksempel på, at man kan nå langt med humor. Jeg synes aldrig, man må sige: ’Dét der kan vi ikke fortælle til børn’.«

Lotte Svendsen stikker hovedet ud fra tekøkkenet, hvor hun er gået ud for at lave mere kaffe til os:

»Jeg vil faktisk sige, at der er ting, jeg synes, man ikke kan tillade sig,« siger hun.

»Når man har valgt at sætte børn i verden, er man på en eller anden måde også nødt til at overbevise dem om, at det er et okay sted at tilbringe de næste 60-70 år. Der må være en vis portion optimisme eller håb.«

For nogle år siden var hun i biografen for at se en dansk familiefilm om global opvarmning, fortæller hun. I filmen var det i en nær fremtid blevet så varmt, at alle havdyr muterede sig til dræberaligatorer, der kravlede i land og gik til angreb på børn.

»Jeg var rasende, for det tog mig lang tid at overbevise min yngste søn, Carlo, om, at det ikke kommer til at ske i hans tid. Som filmskaber skal man lande børnene et sted, hvor de går lidt væbnede ud af biografen. Det gør Skam. Den er med til at klargøre følelser, som nogle måske går og skjuler. Det gør Gummi-Tarzan også, og i Zappa er mobbeofret ikke taberen – taberen er ham, der sidder med ryggen til, og lader mobningen foregå.«

– Så forskellen på børnefilm og voksenfilm er, at der i børnefilmen skal være et element af håb?

Lotte Svendsen: »Det ved jeg ikke.«

Amalie Næsby Fick: »Jeg hader selv at se film, der ikke har håb. Jeg kan ikke lide at gå deprimeret ud af en biograf, men måske er det derfor, jeg lever godt i børneuniverset. Opdragende effekt lyder bare voldsomt træls, men ... «

Lotte Svendsen: »Nej, opdragende effekt er et godt begreb! Fuck håb. En film som Lilja 4-ever (Lukas Moodyson-film fra 2002 om moderne kvindehandel og tvangsprostitution, red.) har en kæmpe opdragende effekt i forhold til vores sociale engagement og vores pligt til at gribe ind. Der er intet håb – hun ender med at kaste sig ud fra en bro i stedet for at bede om hjælp – men den øger fokus.«

De andre nikker.

Oliver Zahle: »Men for at svare på spørgsmålet: Det eneste, man ikke kan tillade sig, er ikke at ville noget med det, man fortæller. Ellers vil jeg sige, der er frit slag.«

’Far til fire’-filmene er ufarlige, udglattende og karikerede. Informations filmredaktør har besøgt producenten bag, Henrik Møller-Sørensen, i et forsøg på at få ham til at stoppe med at lave flere af de forkætrede og fordummende familiefilm
Læs også
Instruktøren Claude Barras har lavet en historie om børn, der har fået en dårlig start i livet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Det kommer vel lidt an på, hvordan man siger det til børnene. Må man f.eks. sige til børn, at de skal dø? Det kommer an på, hvordan man gør det. Må man f.eks. sig etil børn, at naboen er et røvhul? Det kommer an på, hvordan man gør det.

Døden er en realitet, naboen er et røvhul. Men man kan måske godt lige nedtone omtalte FACTS for barns øre. Eksempelvis nedtone død og naboens røvhul og måske endda i stedet snakke om livet og naboens gode egenskaber. Jeg er sikker på, at det/de findes.

Jeg havde mit barnebarn og han far (min søn) på besøg. Mit barnebarn og jeg sad i stuen, pludselig kunne jeg hører fra køkkenet at min søn raslede med den metalæske jeg havde med chokolade i . Jeg sagde til mit barnebarn sagte, nu hugger Far chokolade fra Farmors æske, og så grinte vi. Da min søn kom ind i stuen sagde mit barnebarn. Far, hvorfor hugger du farmors chokolade. Så er det jeg bliver i tvivl om at jeg måske ikke skulle ha sagt det på den måde? Eller om jeg overhoved skulle ha sagt noget?

Birte Pedersen, hvis du havde sagt at far har megasvært ved at lade være med at spise chokoladen, han er så glad for den og kan ikke altid huske hvis chokolade, han spiser, ville dit barnebarn formentligt kunne spotte humoren og måske spurgt farmand om chokoladen smagte godt?