Læsetid: 10 min.

Thomas Piketty har skrevet uligheds-ideologiernes verdenshistorie

Den franske stjerneøkonom og bestsellerforfatter har udsendt et monumentalværk, der kan blive endnu mere skelsættende end hans forrige. I fransk presse er der flere overstrømmende læserreaktioner og stor interesse for Pikettys konkrete bud på, hvordan venstrefløjen kan forny sig
Den franske stjerneøkonom og bestsellerforfatter har udsendt et monumentalværk, der kan blive endnu mere skelsættende end hans forrige. I fransk presse er der flere overstrømmende læserreaktioner og stor interesse for Pikettys konkrete bud på, hvordan venstrefløjen kan forny sig

Mia Mottelson

13. september 2019

Alle mennesker fødes ulige i henseende til velstand. Denne ulighed mellem borgere i hvert enkelt land og mellem de enkelte lande på hvert kontinent frembringer uvægerligt fattigdom, elendighed, voldelige sammenstød, fremmedhad og undertiden krig.

Med disse parodiske menneskerettighedsformuleringer kan man sammenfatte den centrale anfægtelse bag den franske økonom Thomas Pikettys monumentale storværk, Kapital og ideologi, der i går udkom i Frankrig.

Den historiske og globalt herskende sociale ulighed er forfatterens udgangspunkt. Og han lægger ikke skjul på, at hans drivende motiv er at finde nye veje til at overskride dette vilkår. På bogomslagsteksten fastslås det således:

»Ambitionen med denne fortælling er at optegne konturerne for en participativ socialisme for det 21. århundrede; det vil sige at tænke en ny egalitær horisont, som har universel rækkevidde og er mere optimistisk på den menneskelige naturs vegne.«

Det handler, hedder det videre, om at udkaste en emancipatorisk vision, som kan blive »mere præcis og overbevisende«, fordi den er »bedre forankret i den globale histories erfaringer«.

Kapital og ideologi er dermed endnu en bemærkelsesværdig udgivelse fra en feteret og omdiskuteret tænker, hvis forrige bog, Kapitalen i det 21. århundrede for seks år siden – som noget helt unikt for en fagøkonomisk udgivelse på over 600 sider – blev en verdenssucces med bestsellerstatus i adskillige lande og samlede oplag på over to millioner.

I fransk presse er der flere overstrømmende læserreaktioner. »Overdådig, enorm, passioneret, komprimeret, og samtidig både klart og tilgængeligt skrevet,« mener magasinet Téléramas chefredaktør, Olivier Pascal-Mousselard.

Men ikke blot er ambitionen mere vidtspændende. Med sin nye bog har 48-årige Piketty også overgået sig selv med hensyn til omfang: Kapital og ideologi er på hele 1.232 sider. Dermed er den, som Guardian noterer i sin omtale, lige så lang som Tolstojs Krig og fred.

Ideologiske slør

Modsat det forrige storværk er det denne gang ikke Pikettys ærinde at beskrive ulighedshistorik og langsigtede udviklinger i indkomstudvikling og formueforhold ved at se på nye data. Hvad han i stedet betræder, er ideologikritikkens grund. Hans erklærede hensigt er at analysere, hvordan retfærdiggørelse af uretfærdig ulighed konstrueres som ’ideologi’.

Saxo

For Thomas Piketty er der intet naturgroet eller selvfølgeligt ved ulighed. Den skyldes altid politiske beslutninger, som i princippet kunne omgøres eller rulles tilbage – hvis vi blot kunne se igennem de ideologiske diskursers slør.

I sin nye bog (som aftenavisen Le Monde i sidste uge bragte centrale uddrag fra) formulerer Piketty det selv på denne måde:

»Ethvert ulighedsregime hviler i sit fundament på en teori om retfærdighed. Uligheder må retfærdiggøres, det vil sige holdes oppe af en plausibel og sammenhængende vision for den politiske og sociale organisation. I alle samfund forudsætter dette regulering af en række konceptuelle og praktiske spørgsmål om fællesskabets grænser og organisering af ejerforhold, hvortil kommer spørgsmålene om adgang til uddannelse og omfordeling af skat.«

Hvad Piketty udruller i Kapital og ideologi, er et grundigt researchet bud på en verdenshistorisk redegørelse for, hvordan social ulighed ideologisk er blevet og bliver retfærdiggjort.

Det bliver i sagens natur et omfattende stof: At få plads til analyser af denne mekanisme i samfund så forskellige i historie og geografi som Indiens kastesamfund, industrikapitalismens klassesamfund, Frankrig i Den Smukke Epoke, slavetidens Amerika, USA under Roosevelts New Deal, frem til informationssamfundet og vore dages autoritære kinesiske statskapitalisme kan nødvendigvis kun rummes i et stort format.

Det måske mest væsentlige fokus i den franske økonoms detaljerede gennemgang bliver ifølge referaterne i fransk presse, hvordan disse ideologier altid bryder sammen før eller siden – for kun at blive erstattet af nye. Piketty skriver:

»De svar, som samfund gav i fortiden (for at få den ulige fordeling af goder til at tage sig indlysende naturlig ud, red.), havde alle indbyggede skrøbeligheder. Kun de færreste formåede at stå imod tidens tand og blev snart afløst af nye. Intet regime kunne overleve uden permanent at redefinere sig – ofte gennem vold og konflikt.«

Bogens ’historiefortælling’ falder i tre hovedafsnit, hvoraf det første især beskæftiger sig med tidlige institutionelle udviklinger af ejendomsretsbegrebet samt førmoderne og ikkevestlige samfundet. Det andet omhandler slaveriets, kolonialismens og imperialismens tid, mens det tredje ser på det 20. århundredes ’store transformationer’, herunder på kommunismens fiaskoer og socialdemokratismens relative succeser, kulminerende i vore dages globaliserede ’hyperkapitalisme‘.

Magtfastholdelse

Et ifølge magasinet Télérama fascinerende eksempel i bogen på en ideologisk nytilpasning, der fastholder et magtforhold, men omkonfigurerer det ideologisk, er afviklingen af slaveriet i de amerikanske sydstater, hvor overgangen til en ny produktionsmåde ikke blev ledsaget af nogen økonomisk kompensation til de slaver, der havde leveret gratis arbejdskraft, men nu blev stillet ’fri’ som markedsagenter.

Derimod blev der lagt betydelig ideologisk ’energi’ i at sikre en omfattende ’skadeserstatning’ til de slaveejere, der måtte lide under tabene af denne.

At historiefortælling har mere end tilbageskuende interesse, er hele tiden et nærværende perspektiv for Piketty, fremgår det af de uddrag, Le Monde har bragt. Som han skriver et sted:

»Man tager dog fejl, hvis man forestiller sig, at nutidens ideologier, der navnlig er bygget op omkring diverse former for helliggørelser af den finansielle uigennemskuelighed og den velfortjente formue, skulle være mindre tossede eller mere holdbare.«

Ideologikritik tæller ikke just som anerkendt disciplin i den moderne økonomiske videnskab, og Piketty går da også langt ud over sit fags specifikke beskriveværktøjer for at udfolde de opfindsomme og sindrige metoder, som de magtfulde og rige eliter har udviklet for at kunne legitimere og begrunde deres ophøjede positioner.

Historievidenskab, socialhistorie, idéhistorie, politologi, litteratur og sociologi indgår side om side med økonomiske analyser, skatteopgørelser og statistikker i fremstillingens brogede mosaik.

Mest politisk sprængstof vil der nok være i bogens fjerde afsnit, der rummer flere konkrete udspil og ideer til, hvordan vi i dag kunne skabe et mere lige og socialt retfærdigt samfund.

Blandt disse er forslag om, at arbejdstagere skal have 50 procents repræsentationer i selskabers bestyrelser, at selv de største aktionærer i en virksomhed ikke skal have mere end ti procents stemmemagt, at ejendomsskatterne skal skrues kraftigt i vejret, helt op til 90 procent for de mest værdifulde ejendomme, og at hver en borger på sin 25årsfødselsdag skal tildeles en fast sum svarende til 120.000 euro, samt at der skal indføres et personaliseret ’kreditkort’, der registrerer alle personers individuelle bidrag til den globale opvarmning.

Utvivlsomt har mange betragtninger i Kapital og ideologi potentiale til at vække en både livlig og omfattende debat, såvel blandt forskerfagfæller som i offentligheden. Endnu før bogens udgivelse tog Le Monde fat på diskussionerne ved at sætte ikke færre end seks ansete forskere til at anmelde den.

Et forandrende blik

Blandt disse er en anden fremtrædende ulighedsforsker, serbisk-amerikansk Branko Milanovic, der spår, at værket har kapacitet til at »forandre politologernes blik på deres forskningsdomæne«. Lovord har Milanovic især over for dristigheden i selve Pikettys panoramiske tilgang, der er udtryk for en »metodologisk tilbagevenden til økonomiens oprindelige og essentielle funktioner som en videnskab, der skal belyse interessemodsætninger og forklare individers og sociale gruppers adfærd i deres materielle dagligliv«.

Dermed foretager Piketty ifølge Milanovic et tiltrængt opgør med økonomiens i et halvt århundrede dominerende paradigme, som energisk har søgt at ignorere klassers og heterogene individers rolle i produktionsprocesserne for i stedet at reducere dem til abstrakte agenter, der søger at maksimere forfølgelsen af deres egeninteresse på givne betingelser«. For økonomien markerer Pikettys ansats en velkommen »tilbagevenden til det virkelige liv«.

Milanovic, der sammenligner de universalhistoriske ambitioner med dem, man finder hos en Max Weber eller en Francis Fukuyama, ytrer dog en vis skepsis over for, om Pikettys historiske analyser i bogens første del nu også er retvisende. »Trods forfatterens enorme lærdom og fortælletalent« er der noget »skematiserende« over disse gennemgange, som i sidste ende risikerer at blive »reduktionistisk«.

Til gengæld er han begejstret for Pikettys »empirisk velfunderede« analyser af de moderne vestlige økonomier, herunder af den proces, der har forvandlet venstreorienterede og socialdemokratiske partier fra engang at være talerør for dårligere uddannede og fattige til i stigende grad at blive de foretrukne for den veluddannede middelklasse.

Piketty taler i den forbindelse om den nye »brahminske venstrefløj« og om en elite, der har spaltet sig i denne ’højkaste’ på den ene side og ’kapitalistiske investorer’ på den anden, således at de tilbageblevne ’tabere‘, som ikke nyder en højere uddannelses eller en opadgående social mobilitets begunstigelse ikke længere ser sig repræsenteret.

Mest kritisk blandt Le Mondes gæsteanmeldere er den venstreorienterede amerikanske økonom James K. Galbraith, der generelt kritiserer Piketty for at være for centreret i vestlige optikker – »vi får her et billede af verden, som den ser ud fra de olympiske højder i en parisisk lejlighed,« lyder det hånligt.

Sin anklage begrunder Galbraith blandt andet ved referencer til Pikettys ifølge ham bizart eklektiske kildevalg, for eksempel i kapitlet om Indien, der synes inspireret af »etnografer og iagttagere fra det britiske imperium i 1880’erne«.

Pikettys ulighedsperspektiv på kastesystemet overser ifølge ham dettes oprindelse i et feudalt og religiøst system. Og det får angiveligt den konsekvens, at forståelsen for ulighed i Indien forskydes væk fra den nøglerolle, som handelskapitalismen og koloniseringen spiller.

Galbraith er også pikeret over, at Thomas Piketty angiveligt går let hen over sovjetkommunismen og afskriver den som »en absurditet«.

»Det forhold, at sovjetmagtens militære og industrielle kapacitet, opbygget nærmest fra intet på to årtier, kunne levere ni tiendedele af det stål og blod, der skulle til for at besejre Nazityskland, fortjener i forfatterens øjne åbenbart ikke nogen særlig opmærksomhed«.

Et yderligere kritikpunkt går på, at Piketty gør alt for lidt ud af analysere racespændinger i USA og etnonationalisme i Europa i en sammenhæng med den neoliberalismens økonomiske fremmarch.

Ny socialdemokratisme

Nonna Mayer, en fransk politilog, er anderledes positiv. Især mener hun, at Kapital og Ideologis store fortjeneste er, at den gør det muligt langt mere præcist at identificere årsagerne til den stigende ulighed i de vestlige samfund, samtidig med at den er fuld af gode ideer til konkrete reformer, der kan bane vej for »en nyformuleret socialdemokratisme«, der bedre vil kunne møde vor tids udfordringer. Også Mayer fremhæver Pikettys analyser af de nye eliters modsætning til den brede befolkning som kritisk vigtig.

OECD-økonomerne Orsetta Causa og Nicolas Ruiz finder Pikettys bog både »overrumplende og berigende«, fordi den i så høj grad »sætter spørgsmålstegn ved hele vores etablerede økonomiske viden«, herunder ikke mindst stiller spørgsmål ved vækstparadigmets fortsatte dominans og bæredygtighed.

De mener dog samtidig, at forfatteren risikerer at blive »offer for sin egen ideologi« med sin vedholdende besættelse – »som mange givet vil finde excessiv« – af de superrige. En besættelse, som præsident Macron har kaldt »en trist fransk passion«.

»Det ligger os fjernt at tale for stigende velstandskoncentration – tværtimod har OECD selv dokumenteret svækkelse af den skattemæssige sociale omfordeling i de avancerede industrinationer. Den svækkelse er der brug for at korrigere, og her må de rige bidrage mere, især gennem et mere progressivt og mere effektivt skattesystem (...), hvilket igen vil forudsætte større koordination på transnationalt niveau,« præciserer de to økonomer, men indvender så: »Vi stiller os dog tvivlende over for bogens udpegning af en klart højere beskatning af de meget store indtægter og formuer som centralt redskab mod de globale uligheders udfordring,« hvorpå de tilføjer:

»Vi er også skeptiske over for effekterne af en borgerløn på 60 procent af gennemsnitsindkomsten. Vi mener, at Piketty giver for lidt plads for lønarbejdets rolle. Ved at koncentrere sig om den rigeste ene procent, negligerer han de 99 procent, for hvem lønarbejde ikke blot er primær indkomstkilde, men også vigtigste kilde til livskvalitet, og som derfor udgør en fundamental motor for den sociale sammenhængskraft«.

Nyt venstrefløjsgrundlag

Laurence Fontaine, der er historiker med speciale i førindustrielle samfunds økonomi, hilser udgivelsen af Kapital og ideologi velkommen, og specielt dens ambition om at give venstrefløjen et nyt teoretisk grundlag for at genvinde den tabte støtte i »de folkelige klasser«.

Hun fremhæver Pikettys talent for at skildre ulighedens »meget lange udviklingslinje« i såvel vestlige som ikkevestlige samfund, »med sin systematiske belysning af uligheder i velstand, indkomst, adgang til uddannelse og politisk repræsentation«.

Hun har dog visse metodologiske forbehold:

»Metoden er for så vidt muligt at sammenligne i mange forskellige samfund de 50 procent fattigste med de rigeste inden for kategorierne rigeste ti procent, rigeste én procent, rigeste 0,1 procent og sågar 0,01 procent. De 40 mellemliggende procent hører vi kun sjældent om. Det forbliver hele vejen igennem ubesvaret, hvorfor Piketty insisterer på at anlægge en så uniformiserende opdeling, og hvorfor han har så få yderligere underopdelinger blandt den fattigste halvdel, hvor der bestemt også kan være kritiske forskelle«.

Økonomen Ester Duflo anbefaler indtrængende, at man følger Pikettys råd og ikke springer direkte til fjerde afsnit for med det samme at dykke ned i forfatterens politiske idékatalog, for så går man glip af hele den historiske horisont, som hun finder optegnet med bemærkelsesværdig klarhed og narrativ dynamik.

»Hvor ville man ellers i samme bog kunne læse om den gæld, Frankrig påtvang Haiti ved østatens uafhængighed, om kastesystemets tågede oprindelse og den engelske kolonimagts forsøg på at kapre det, om de tidligste kodificeringer og afbalanceringer af den private ejendomsret, om de franske revolutionæres omsorg for skabelse af social retfærdighed og om de russiske oligarkers privatiseringeskonfiskationer og mange andre historier?«

Frem for alt skal vi dog læse bogen, mener Duflo, for at gøre os bekendt med forfatterens dybe og grundlæggende optimisme – »en optimisme, han selv gør krav på, og uden hvilken vi ikke kan forstå de forslag, han afslutningsvis fremlægger«.

Kapital og ideologi er frem for alt et opgør med den økonomiske videnskabs fatalisme og determinisme. Bogens vigtigste lære, skriver hun, er de mange eksempler, den leverer på, at »manuskriptet er aldrig skrevet på forhånd«.

»Store og små historiske tilfældigheder, levende diskussioner og politiske aktører har i givne historiske øjeblikke gang på gang formået at udøve bestemmende indflydelse på de valgt, som samfund har truffet om deres grundlæggende organisering«.

Om noget viser bogen ifølge hende, at sådanne valg kan ændre sig – meget hurtigt og meget dybtgående.

Thomas Piketty: ’Capital et idéologie, Éditions du Seuil’, 1.232 sider, 25 euro, udkommer den 12. sep. 2019

Jo rigere eliten bliver, des mere gør den for at få tag om den offentlige samtale og det politiske system. De rigeste hader Thomas Piketty, fordi den franske økonom har afmonteret argumenterne, som de retfærdiggør den øgede ulighed med
Læs også
Økonom Thomas Piketty forklarer, at holdningen til ulighed har ændret sig efter murens fald i hele det politiske spektrum. Globalisering og indvandring har også markant indflydelse, men det er ifølge Piketty ikke hele forklaringen. Det overvældende skifte i vælgernes adfærd i forhold til uddannelsesniveau bør tillægges en ganske stor vægt.
Læs også
Har Thomas Piketty fået krammet på de rigeste og leveret et uigendriveligt argument for en global formueskat? Eller er hans analyse og konklusioner vildledende på trods af det omfattende talmateriale?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
  • Bjarne Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Poul Erik Riis
  • Henrik Leffers
  • Pietro Cini
  • Palle Pendul
  • Carsten Mortensen
  • Anders Reinholdt
  • Oluf Husted
  • Britta Hansen
  • Steen K Petersen
  • Henrik Brøndum
  • Stig Bøg
  • Steffen Gliese
Ejvind Larsen, Olaf Tehrani, Bjarne Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, David Zennaro, Poul Erik Riis, Henrik Leffers, Pietro Cini, Palle Pendul, Carsten Mortensen, Anders Reinholdt, Oluf Husted, Britta Hansen, Steen K Petersen, Henrik Brøndum, Stig Bøg og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er altid meget mystisk at læse om den type udgivelser, der synes at bestå af viden, vi alle har i forvejen, men som åbenbart er blevet fortrængt af ideologi over mange årtier - uden at være udsat for analyse og kritik i de medier, der tydeligvis har svigtet de grundlæggende forhold i samfundets politiske udvikling for ren underholdning og overfladiske betragtninger om irrelevante spørgsmål.

Ejvind Larsen, Jan Nielsen, Søs Jensen, Torben Kjeldsen, Karsten Aaen, Anders Stjernholm, Eva Schwanenflügel, Søren Kristensen, Søren Christensen, Kurt Nielsen, David Zennaro, Poul Simonsen, Michael Waterstradt, Jan Weber Fritsbøger, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, jørgen djørup, Anders Reinholdt, Arne Albatros Olsen, Steen K Petersen, Peter Gløde, Lasse Glavind, Mogens Holme, Rolf Andersen, Tue Romanow, Susanne Kaspersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Det mest mystiske er vel at Steffen ikke for længst, med den viden alle, altså også Steffen, har haft til rådighed, ikke forlængst, har forfattet et værk af samme omfang og tyngde.... :-)

Det skyldes, Allan Madsen, at det var hvermands viden, da jeg voksede op og gik i skole.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Poul Simonsen, Egon Stich, Carsten Mortensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

@ Steffen Gliese
Da hverken du eller jeg, sandsynligvis, har samme internationale gennemslagskraft, som Thomas Piketty, er det faktisk forfriskende, at unge mennesker, få mulighed for at sætte sig ind i vor ungdom almenviden.
Når nu ikke medierne gider at oplyse...

Søs Jensen, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Poul Simonsen, Thomas Tanghus, jørgen djørup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er da smaddergodt, at fornuften vender tilbage - det er bare dybt bekymrende og mærkeligt, at den i en årrække kan stikke af med folk, der ellers går for at besidde den ypperste ekspertise.

Søs Jensen, Steen K Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

- og så glæder det mig selvfølgelig, at du giver mig ret i, at der vitterligt er tale om en tidligere udbredt forståelse af tingenes rette sammenhæng, der nu i et imponerende storværk nyder en nødvendig tilbagevenden.
Det er jo også, hvad der fremgår af flere af de citerede anmelderes kommentarer: at der er tale om at hente frem og dokumentere tidligere anerkendte sandheder.

Karsten Aaen, Anders Stjernholm, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Steen K Petersen, Allan Madsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Essay om arbejdsglæde

Jeg ligger under for et billede af *arbejdsglæde* som noget enkelt og tilforladeligt. Alligevel vil jeg gerne give mit eget bud på hvad dette hyggealternativ til arbejdsnarkomani er for noget. Det er ikke nok for mig at være oplyst. Jeg vil også gerne være reflekteret. Bestemt også i forhold til de tendenser ude i verden der hæmmer livsudfoldelsen for mig og dem jeg elsker.

Jeg tror ikke at Thomas Pikettys indviklede veje til at lighedsrevolutionen endelig en dag kan fremtvinges, hvilket den skal, er realistiske uden et skarpt blik for arbejdsglædens åndelige og psykologiske nuancer, herunder dens bagsider. Jeg opfatter ikke arbejdsglæden som hverken ren, enkel, velbegrundet eller socialt sund med mindre noget så dybt banalt som tidsangst er erkendt på et samfundsmæssigt og personligt plan: Når tidsangsten er erkendt hos den enkelte som noget vi ikke selv er skyld i hver især, men som er noget uhyre ukonstruktivt der *ligger i tiden*, kan vi komme *meningen* med ordet eller begrebet *lighed* nærmere. Det kræver at vi *tænker*.

Læs mere...

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Morten Hjerl-Hansen
Prøv med meningsfyldt arbejde, baseret på politisk ønske om økonomisk nødvendig vækst, fra en klimakatestrofe skabende forbruger eksistens uden omtanke.

»...de 99 procent, for hvem lønarbejde ikke blot er primær indkomstkilde, men også vigtigste kilde til livskvalitet ..«

Det er på en måde lidt trist. Godt, selvfølgelig, at det ikke kun er en pine, men trist, hvis det virkelig er den »vigtigste kilde til livskvalitet«

Jan Nielsen, Jens Flø, Torben Vous, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Understøttelse til ‘working poor’ i strobritannien 2015
14 milliarder USD.

Wall Streets bonus udbetaling 2015
28,4 milliarder USD.

Det er i den virkelighed ægte arbejdsglæde og de menneskeskabte klimaforandringer skal ses.

Jens Flø, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, David Zennaro og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Fra den franske revolution mod adelens dekadente og ligegyldige livsstil overfor menigmand, og hvor demokratiet medtog alle borgere som berettigede til at ytre sig demokratisk ved valg, og dermed være medbestemmende om den politisk økonomiske retning landets forvaltning skulle bevæge sig imod, er der løbet meget vand i åen siden da.

Den "demokratiske udviklingstid" hvis man kan kalde perioden det, blev langsomt afløst af de nye eliters fremkomst, såvel begrundet i rigdom, som i uddannelse på de fineste universiteter, har grebet den politisk magt og via lobbyisme dolket demokratierne i ryggen, for egen magtbegær og berigelse, - og vi genkender ulighederne fra fortiden skabt via den førte politik, der henholdsvis umyndiggør demokratiet, og kræver flere penge til egne lommer - betalt af skatteborgernes penge.

Eliternes hang til gratis betalte glæder af folket er aldeles ikke ny, - tværtimod er det af gammel oprindelse, - men middelstanden og lavindkomstgrupperne må også gerne holde bedre sammen for ikke at blive snydt af eliternes sprog - og liberalismen teser om fordelingen af samfundsgoderne i fællesskabet.

Når eliterne ikke vil fællesskabet må vi også være parat til at give dem friheden, så de økonomisk bliver ansvarlige selv, for de ulykker der måtte ramme dem, - uden vi andre skal stå bi med hjælp når det går galt for dem, her må de nemlig klare sig selv, sådan som de siger de gerne vil.

Jens Flø, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Søren Christensen, Kurt Nielsen, Michael Waterstradt og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der er ingen fremtid i at arbejde, det betaler sig ikke!
Det kunne godt betale sig, men det gør det ikke.

Fra link.
“Hvis man så over tid bliver ved med at bruge 1.000 arbejdstimer på industrielle produkter og 1.000 arbejdstimer på offentlige serviceydelser, vil den producerede mængde serviceydelser ikke følge med den producerede mængde industrielle produkter.

Dette er ikke virkelighedsfjern teori, det er den hårde virkelighed, som den offentlige serviceproduktion og det danske samfund står over for i de kommende årtier. Udfordringen har et navn,

»Baumol-problemet«, efter den amerikanske økonom William Baumol.

Baumols eget eksempel handler om et symfoniorkester: Her er det det ikke muligt at øge produktiviteten ved at spille 20 procent hurtigere eller tage nogle af instrumenterne ud.

Derfor sakker produktiviteten i den offentlige service bagud i forhold til resten af økonomien.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen forklarer, at udgifterne til offentlig service i Danmark stort set er fulgt med velstandsudviklingen. Når BNP er vokset med en procent, er udgifterne til den offentlige service vokset tilsvarende.
Citat slut.
Link: https://www.berlingske.dk/danmark/ny-rapport-den-sande-historie-om-det-d...

Men det er ikke i den arbejdende del af befolkningens lommer pengene havnet, men det er i finanssektoren og de rigeste lommer, som invester i finansprodukter, de rigeste der ikke betaler og ikke ønsker at betale skat, der havner velstanden.

r > g
where r is the return on capital and g is the growth rate of the economy.
Thomas Piketty.

Arbejde betaler sig ‘IKKE’.

De rige bliver rigere samtidig bliver de sultende, de fattige og ufaglærte working poor flere i Europa, Danmark og resten af verden.

United Nations/FN
15. juli 2019

Der er 815 millioner i dag, tre milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

“World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations.

A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/

Det er ikke fordi der ikke er mulighed for investering i en fremtid, der er bare ikke interesse nok i den.
Interessen ligge i de superriges lomme!

Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

@Philip B. Johnsen

Bent Winthers store svaghed som journalist er at han fumler med forenklinger. Den svaghed er faktisk blevet en byrde for den lille mand. Akkurat ligesom Claus Hjorts vellykkede camouflering af Venstre som et velfærdsparti blev en byrde for den lille mand. Vil man anlægge et fugleperspektiv på fremtidens lighedsrevolution skal man forholde sig til teknologi. Jeg tror ikke lighedsrevolutionen kan tilvejebringes af mennesker alene. Vi er for indviklede.

Man må prøve at kontakte MIT hvis man vil være saglig i dag omkring lighed.

Robottandlæger: Om 15 år.
Design af mennesker som er mere interesserede i at være og lære end at føre krig: 20 år.
Neurale netværk som kan kritisere sig selv uselvisk og ”læse Google” på under et sekund: 25 år.
Baumol problemets levetid: 25 år.

I det perspektiv lever vi i den søde ventetid.

Philip B. Johnsen

@Morten Hjerl-Hansen
Der kommer ikke en god løsning imorgen fra de klogeste af vores hoveder, som ‘Thomas Piketty’ desværre, bl.a. den hvide europæers identitetspolitik eksporteret til resten af verden, kvæler kampen for større økonomisk lighed.

Faktum er.
Homoseksuelle, muslimer, kristne og alle andre danske, der findes IKKE ’en’ danskhed.
Danskere har ret til, at mene og leve ‘helt frit’ præcis, som man ønsker at leve i Danmark, så længe borgeren overholder loven her i landet, dette er grundstenen for demokrati og retstat.

Det faktum vil politikere ikke rigtig indrette sig efter længere, politikere har nået grænsen for deres ønske om, politisk at overholde grundloven, nu handler det for denne illigitime flok økonomisk priviligerede magtelite, om ydmygelse og værende mere danske end andre.

Smykkeloven, maskeringsforbuddet, håndtryk for at kunne få statsborgerskab, indfører dobbeltstraf i særlige zoner, Dansk Folkeparti sår tvivl om, hvorvidt Danmark skal følge domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og som mener, at Grundloven kun gælder for danskere.

Sådan fungere Trumpismen!

Faktum er.
Når det nu går helt galt, som i dag, hvor der er flere penge i investering i finansprodukter end i arbejdspladser, er det altid den svage i det økonomisk forhold der betaler prisen, det er ‘altid’ dyrt at være fattig.

Det er reelt samme historie med den manglende bæredygtige energi til produktion.

Der er naturligvis ikke fornuft i den førte kapitalisme, hvor skulle ‘den’ komme fra, det er kun et magt spil designet til, at den med magten fra begyndelsen, beholder magten uanset hvem der bliver rige i forløbet, hvis spillets regler overholdes.

Der kommer ikke en god løsning imorgen fra de klogeste af vores hoveder, reel ændring ville kræve, at den politiske og økonomiske magtelite bekæmpede deres egen mulighed for berigelse på andres bekostning.

“Man må prøve at kontakte MIT hvis man vil være saglig i dag omkring lighed.”

Nej af flere grunde, men den vigtigste er, at der er ingen bæredygtig energi er til driften af samlet set global vækst i forbruget, hele kloden er efterhånden ekstremt påvirket af alt mulig menneskelig aktivitet miljøforurening, opdyrkning af stadigt større landområder, bevist fattiggørelse af mennesker og ikke mindst de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på energi afhængighed af olie, gas og kul til produktion af alle vare og tjenesteydelser ca. 98% af forbruget globalt.

Hvorfor digitalisering i industrien og AI ‘ikke’ er blevet en større global succes er, at slaveløn i egne på kloden, hvor menneskerettigheder ikke eksistere stopper investering i robotter mm.

Jeg garanter, at AI på sigt ikke skaber mere fritid, borgerløn eller mindre stress, historisk set har ny teknologi altid afledte nyt overforbrug og job i udvikling af mere klimakatestrofe eskalerende økonomisk vækst.

Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Mikael Velschow-Rasmussen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Børn i Danmark har intet at sige over for EU eller Folketinget, børn må nogle få år fremover fortsat nøjes med håbet og drømmen om, at de gamle snart bliver voksne!

Med sit budskab om, at de voksne »skider« på hendes fremtid har den i dag 16-årige svenske skolepige Greta Thunberg præcist beskrevet situationen, helt uden udenomssnak.

De voksne »skider« på hendes fremtid.
Kort præcist og rigtigt!

Greta Thunberg er omstillings frontløber i en pseudo økonomisk kapitalistisk verden.

“You only speak of green eternal economic growth because you are too scared of being unpopular.

You only talk about moving forward with the same bad ideas that got us into this mess, even when the only sensible thing to do is pull the emergency brake.

You are not mature enough to tell it like is.
Even that burden you leave to us children.”

Citat den da 15 årige Greta Thunberg COP24 i december 2018 Katowice Polen.

Se her:
Børn og unge der endnu ikke er hjernevaskede, er vejen frem.

Ny dansk lovgivning der straffer hæleri.

Mord for dollars, bonus og resultatløn til de centralt placerede i Danske Bank.
Link: https://youtu.be/2KnR0lOH1dk

En økonomi der virker for alle tak!

Fra link:
“Samtidig har Nationalbanken erkendt, at de private banker skaber penge til sig selv ved at låne dem ud som kontopenge i stor fart og til en rente, så den samlede pengemængde i samfundet – nu mere end 1.250 mia. kr. – vokser med ca. syv procent om året.

De nye penge havner for en meget stor dels vedkommende som profit hos bankernes aktionærer og direktører. Så når politikerne nu skal planlægge den grønne omstilling via finansloven 2020, er disse penge, op mod 100 nye mia. kr., altså ikke en del af budgettet. Men det kunne de blive..”

Citat Johan Keller

Link: https://www.information.dk/debat/2019/08/pengereform-kan-finansiere-groe...

Steen K Petersen, Mikael Velschow-Rasmussen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Thomas Tanghus
Som ung lærte jeg lidt om at sætte ord sammen, f. eks.: hvilke livskvaliteter har en lønarbejder, andre end de arbejdsmarkedet tillader.
Så, det triste må vi forskyde til ejendoms- og fordelingsforhold.

Ideen bag den foreslåede borgerløn er jo ikke, at man ophører med at gøre det, man tjener penge på og har fornøjelse af, men at man måske i mindre grad er afhængig af at tjene penge på det og mere kan sætte fornøjelsen i højsædet.

Søren Kristensen

Alle ved: der er ikke noget der er gratis (bortset fra folkepension, som de fleste selv har været med til at finansiere over skatten og altså er den sådan set ikke gratis alligevel). Så, selv om borgerløn kan være en udmærket idé af mange skønne grunde, vil den aldrig bliver solgt, fordi som sagt: der er ikke noget der er gratis, det er der bare ikke. Det er også derfor argumenterne mod borgerløn er så få og unuancerede, der er ikke brug for flere. Se blot hvor hurtigt DFs forslag om gratis offentlig transport gik i sig selv, debatten var overflødig. Der er ikke noget der er gratis, sådan er det bare og har altid været. Hvis noget er gratis er det fordi du er produktet, som man siger i vor tid.

Piketty anbefaler bl.a. det her - fremgår det af bogen:

"Blandt disse er forslag om, at arbejdstagere skal have 50 procents repræsentationer i selskabers bestyrelser, at selv de største aktionærer i en virksomhed ikke skal have mere end ti procents stemmemagt, at ejendomsskatterne skal skrues kraftigt i vejret, helt op til 90 procent for de mest værdifulde ejendomme, og at hver en borger på sin 25årsfødselsdag skal tildeles en fast sum svarende til 120.000 euro, samt at der skal indføres et personaliseret ’kreditkort’, der registrerer alle personers individuelle bidrag til den globale opvarmning."

Piketty overser her helt klart, at der i dag i DK sidder mindst to repræsentanter for medarbejderne i bestyrelserne for de aktie-ejede virksomheder; de gør som ledelsen, direktionen, og det lag af administratorer gør! Siger de, at produktionen skal flyttes til Polen, Indien, eller Kina på grund af x, y eller z, stemmer medarbejdernes repræsentanter altså ikke imod de her anbefalinger! Ejedomskatter skrues i vejret ? på den måde sikrer Piketty, at det kun bliver de allerrigeste, der har råd til at købe deres egen bolig og bo i boligen også....

Og der med en konto på x antal kroner, her 125.000 euro, er en gammel borgerlig klassiker! I hvert fald i DK, hvor både Venstre, og Konservative, har lanceret denne ide om en konto som alle danskere skulle have y antal kroner på f.eks. 2,5 millioner kr. Den skulle så række til at betale for al uddannelse ud over folkeskolen....!

Hvorfor Piketty hopper med på denne, efter min mening, forkerte borgerlige ide, er mig en gåde?
e

Og en ting til:

Pikettys ide om at venstrefløjen skal omfavne de folkelige masser for at "genvinde den tabte støtte i de folkelige klasser" handler garanteret også om, at venstrefløjen skal blive, og være lige så racistisk, og afvisende overfor fremmede folk, især fremmede folk fra muslimske lande, som jo kun er ude på at tage vort arbejde og vore piger!

not!