Baggrund
Læsetid: 10 min.

Det var ikke ubetinget fedt, da Claus Beck-Nielsen i år 2000 skrev dansk litteraturhistorie

Claus Beck-Nielsen skrev dansk litteraturhistorie, da Information åbnede spalterne for, at han i reportager kunne folde sig ud som den hjemløse Claus Nielsen. Men Claus Nielsen var en fiktiv kilde i en ægte avis. Kritikere anklagede avisen for at forvirre og for at tage fokus og ressourcer fra reelt udsatte. Vi har genbesøgt Information omkring årtusindskiftet for at høre, hvilke etiske dilemmaer og diskussioner artikelserien gav anledning til
Forfatteren Claus Beck-Nielsen fotograferet, da han foregav at have hukommelsestab og gik på gaden som hjemløs.

Forfatteren Claus Beck-Nielsen fotograferet, da han foregav at have hukommelsestab og gik på gaden som hjemløs.

Sif Meincke

Kultur
5. september 2019

Informations kollektive hukommelse er ret hullet.

De fleste medarbejdere er forholdsvis unge, og de, der er ældre i gårde, har svært ved at huske så langt tilbage.

For 20 år siden skete der ellers noget spektakulært i Informations spalter.

Forfatteren Claus Beck-Nielsen smed i slutningen af 2000 og begyndelsen af 2001 sit mellemnavn og gik undercover i de københavnske gader som den fiktive hjemløse person Claus Nielsen med hukommelsestab.

24 timer ad gangen var Claus Beck-Nielsen Claus Nielsen, hvorefter han rapporterede om sine oplevelser til Information og Ekstra Bladet.

Det skabte en del ballade, og Claus Beck-Nielsens performance er siden blevet kanoniseret som en væsentlig del af forfatterens værk. Her i avisen blev det første begivenhedsnedslag i den store nye danske litteraturhistorie for det 21. århundrede, som blev sat i gang i fredagens bogtillæg, og som løber resten af året.

Beck-Nielsens performance fik også stor betydning for de følgende års litterære eksperimenter i feltet mellem skrift og liv og for en del andre danske forfatterskaber. Men hvordan blev det hele oplevet inde fra avisens lokaler i Store Kongensgade i København?

Selv skrev jeg mine første artikler til avisen for knap 10 år siden, så jeg er også for ung til at huske begivenhederne.

En af de nuværende medarbejdere, der havde sin faste gang på avisen for 20 år siden, er klimajournalist Jørgen Steen Nielsen. Han var dengang chefredaktør. Jeg sender ham en mail for at høre, om han vil fortælle om de journalistiske og etiske overvejelser, artikelserien gav anledning til på avisen. Kort efter tikker der et kortfattet svar ind fra hans kontor nede på anden sal.

»Min erindring om forløbet,« skriver han, »er nærmest ikkeeksisterende.«

I stedet henviser Jørgen Steen Nielsen til Jacob Mollerup, som han delte chefredaktørposten med, og som i dag er selvstændig. Mollerup er også mediekommentator hos Politiken og har været seer- og lytterredaktør på DR, så han må vide noget om journalistisk etik, tænker jeg.

Desværre er heller ikke hans hukommelse så god:

»Jeg mindes svagt, at jeg som chefredaktør var ret utilfreds med noget af det, vi havde været med i,« skriver han tøvende i en mail, hvor han også oplyser, at han er i Italien og ikke har sagen i »noget, der ligner frisk erindring«, men tilbyder at »prøve at finde hoved og hale på historien«, når han er tilbage igen om et par dage.

Det takker jeg ja til.

Redaktionssekretæren

I mellemtiden tager jeg trappen ned på tredje sal, hvor redaktionssekretær Jon Jørgensen sidder og redigerer næste weekends tillæg, Moderne Tider. Han var redaktør og redaktionssekretær på det daværende kulturtillæg i2, som Claus Beck-Nielsens første tekst blev bragt i.

»Alting var meget mere flydende dengang,« siger Jon Jørgensen og stikker mig et drenget smil.

»I hvert fald her i huset. Man spurgte ikke: ’Kan vi tillade os at gøre det?’ Man sagde: ’Fedt – det er der ingen, der har prøvet før!’.«

Forløbet husker han som »ret kaotisk«. Det var daværende kulturredaktør Christian Lund, en ung og idésprudlende mand uden aviserfaring, der var primus motor.

»Det hele var en rodebunke, men det var spændende, det var sjovt, og vi havde ikke prøvet det før,« siger Jon Jørgensen.

Efter kort tid følte redaktionssekretæren imidlertid, at avisen blev overtaget af projektet.

»Vi skulle hele tiden tage hensyn til Claus’ projekt, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvornår holder vi op med at være avis og bliver et kunstprojekt?«

Talte I om det etiske spørgsmål på avisen?

»Det kan jeg ikke huske. Men at jeg ikke kan huske det, er det ikke det samme, som at vi ikke talte om det. Du skal tænke på, at moral og etik er til forhandling hele tiden. Og det bevæger sig ikke nødvendigvis fra et punkt op mod et højere oplyst punkt. I dag bruger vi rask væk ordet ’presseetik’ syv gange hver dag – det gjorde man ikke dengang. Men vi brugte sikkert nogle andre ord.«

Fotografen

I det kontor, der støder op til redaktionssekretariatet, sidder en anden medarbejder, som også var på avisen dengang. Det er Rune Lykkeberg, som i dag er chefredaktør.

Han kan ikke huske detaljerne, eftersom han selv lige var begyndt at skrive for avisen som stykbetalt kulturfreelancer i begyndelsen af 2001. Han mindes dog også en vis tilstand af kaos om projektet. Ikke på grund af presseetik, men mere fordi nogle mente, at Claus Beck-Nielsen ikke var radikal nok i sin performance. Han tog jo hjem og levede sit middelklasseliv, når han var færdig med at lege hjemløs.

En af de medarbejdere, der var mest frustreret, husker Rune Lykkeberg, var avisens daværende fotograf Klaus Holsting, som tog billederne til serien.

Så ham ringer jeg til.

»Jeg husker tilbage på projektet med en blanding af fascination og irritation,« siger Klaus Holsting, efter han har tænkt lidt.

»Dybest set synes jeg, det var modigt. At bruge sig selv på den måde var noget helt nyt. Men samtidig følte jeg, at jeg blev brugt som redskab i et foretagende, jeg ikke havde nogen som helst indflydelse på. Det, syntes jeg, var mærkeligt som medarbejder ved en avis.«

Holsting fortæller, at Beck-Nielsen kunne finde på at ringe fra en telefonboks midt om natten fra Blågårdsgade eller Hovedbanegården for at bede om at blive fotograferet.

»I tiltagende grad opførte han sig, som om det var ham, der redigerede avisen. Vi andre skulle bare stille op, når han bad om det,« siger Klaus Holsting.

»Samtidig trådte han selv ind og ud af sin rolle. Så vidt jeg husker, holdt han nogle pauser, fordi han havde et lille nyfødt barn, som han skulle hjem og dikke.«

Redaktøren

Da jeg er færdig med at tale med Klaus Holsting, står det klart, at den person, der nok ved mest om projektet, er den daværende kulturredaktør, Christian Lund. Det har alle sagt. Lund arbejder i dag på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, hvis litteraturfestival han er ansvarlig for.

Kun et år inden Claus Beck-Nielsens performance blev Christian Lund – i en alder af 29 – ansat som kulturredaktør. Inden da havde han bl.a. læst litteraturvidenskab, men var aldrig blevet færdig, og han havde også gået på Forfatterskolen. Hans eneste aviserfaring var, at han i en periode på et halvt år havde afløst for netop Claus Beck-Nielsen som teateranmelder på Politiken året forinden.

De to var elever samtidig på Forfatterskolen og havde siden et nært venskab.

»Jeg husker, at jeg en dag i 2000 inviterede ham til at lave en ’performance i avisen’, som jeg formulerede det for ham,« siger Christian Lund.

»En aften, hvor jeg sad sent inde på avisen og arbejdede, ringede han på og ankom i rollen som Claus Nielsen. Han meldte sig ligesom bare og sagde: ’Nu er jeg i gang’.«

Iført sin forklædning med den omvendte kasket lignede Claus Beck-Nielsen en narkoman. Christian Lund kunne mærke, at der skete noget. Men han vidste ikke helt, hvad det var.

Nogle måneder efter den skin-hjemløses besøg i Store Kongensgade begyndte han så at sende sine artikler til avisen.

»Og faktisk var det først der, det gik op for mig, hvad han havde gang i. Jeg havde forestillet mig, at han skulle lave en performance, men havde jo slet ikke gjort mig tanker om, hvordan det skulle tage sig ud i avisen.«

Artiklerne viste sig at være meget velskrevne, og Christian Lund overtalte chefredaktør Jacob Mollerup og resten af avisen om projektets holdbarhed.

Nogle af teksterne blev bragt på indlandssiderne, og de fødte en del debat. Blandt andet skrev Robert Olsen, daværende forstander på Mændenes Hjem, i et vredt læserbrev med titlen »Et nummer«, at hvis artiklerne skulle afdække en fejl i systemet, så holdt det ikke, for Claus Nielsen ville slet ikke hjælpes. Desuden havde han taget dyrebar tid fra nogen, der virkelig havde brug for hjælp.

»Jeg vil ikke sige, at huset rystede, men der var en stemning af, at vi var ude og prøve grænser. Jeg syntes jo, det var fantastisk. Her var en utrolig velskrivende forfatter, der fik lov til at rykke grænser i vores spalter. Det var det, jeg gerne ville.«

Sidste artikel i serien blev skrevet af den fiktive journalist Claes Bech, som interviewede nogle af de virkelige mennesker, som den fiktive Claus Nielsen havde været i kontakt med.

Blandt redaktørerne på Information var der en stemning af lettelse over, at denne artikel var den sidste, for den var absolut på grænsen, husker Christian Lund.

»På et tidspunkt havde Claus Beck-Nielsen sagt til mig, at han i nogle timer ville få brug for et kontor og en telefon, og det havde jeg givet ham, og en dag kom så den her artikel. Vi konkluderede, at grænsen nu også for vores vedkommende var nået, og jeg skrev en afsluttende leder om sagen.«

– Så I måtte stoppe, fordi det blev for grænseoverskridende?

»Det var fra Claus Beck-Nielsens side tænkt som sidste træk, og der nåede vi i hvert fald grænsen for den eksperimenterende journalistik. Han legede jo med avisens genrer og definitionsrum – det hele var virtuost konstrueret. Jeg fornemmede ikke, at det var fiktion, men det var helt tydeligt, at vi havde at gøre med en forfatter-persona, som vidste, hvordan en god dramaturgi skulle være. Det var selvfølgelig ikke alle læsere, der var med på den.«

Kilden

En af de læsere, der ikke var med på den, var daværende forstander på Mændenes Hjem, Robert Olsen. Han blev også selv kilde – eller karakter – i serien og siden part i sagen, da han skrev debatindlægget »Et nummer«. 

Olsen, der i dag er forstander på Kofoeds Skole, kan udmærket huske sagen, siger han, da jeg ringer til ham.

»Jeg syntes, det var anmassende og grænseoverskridende, at han i dén grad benyttede sig af sociale tilbud til sin egen ’performance’ – hvis man kan kalde den det. Det gjorde jo faktisk noget ved de medarbejdere, der forsøgte at hjælpe. Nogle af dem, der havde brugt flere timer på at engagere sig i hans problemstilling og prøvet at løse den, blev indignerede, gale og kede af det, da de opdagede, at de var blevet bullshittet

Robert Olsen selv var frustreret over, at Claus Nielsen altid hoppede fra, inden han blev tilbudt hjælp. Det skete både på vej til politiet og til den lukkede afdeling. På et tidspunkt fik Olsen færten af, at der var noget underligt i gærde.

»Da jeg ringede til Information, afviste de, at de var ved at skrive om det. Det viste sig så, at det var Claus Beck-Nielsen, jeg havde talt med, selv om han kaldte sig noget andet. At han direkte løj over for mig, syntes jeg, var problematisk.«

Robert Olsen tilføjer, at han ikke bærer nag, og at han »med stor glæde« stadig læser Information. Men:

»Jeg tænker da, at jeg nu her lige skal være opmærksom på, hvad jeg siger til dig, og på hvad I skriver.«

Chefredaktøren

Efter et par dage får jeg igen fat i den gamle chefredaktør Jacob Mollerup.

»Jeg husker det stadig ikke helt klart,« siger han om forløbet i telefonen.

»Men i bund og grund handlede det om, at vi havde en ung og idérig kulturredaktør, Christian Lund, som tit var ivrig efter, at vi skulle gøre noget, der var mere eksperimenterende og ikke lige ud ad landevejen. Da vi havde stor tillid til den unge redaktør, som vi havde betroet det job, fik han lov til at sætte mange ting i gang. Med det her projekt havde jeg nogle lidt traditionelle bekymringer om, hvorvidt vi gik ud og forstyrrede nogle mennesker unødigt i deres arbejde med at hjælpe hjemløse,« siger han.

»I bakspejlet kan man se, at det nu huskes som begyndelsen på et større værk, som man her 20 år senere gerne vil skrive bøger om og diskutere. Det havde jeg ikke forudset.«

Jacob Mollerup nævner læserstormen og debatindlægget fra Mændenes Hjem:

»Alt i alt kunne jeg godt forstå, at han var sur,« siger han om Robert Olsen.

»Men bundlinjen var, at vi stod bag den unge redaktør og hans deltagelse i det kunstneriske eksperiment. Og det bøvl og de gener, det afstedkom, var måske heller ikke så store. Værre var det heller ikke.«

– Var det ikke … lidt skødesløst at bruge avisen til noget, som lå så fjernt fra journalistik, men på overfladen foregav at være det?

»Skødesløst ved jeg ikke, om det var, men jeg var da klart bekymret for, hvad det egentlig var, vi gik og lavede. Når jeg ikke stillede mig op som chefredaktør og sagde: ’Det her pjat må stoppe’, var det af respekt for kulturredaktørens jugement. Han skulle have et rum til at eksperimentere. Og så måtte jeg vurdere, om den ballade, vi lavede ude i verden, stod mål med det. Det overbeviste jeg mig dengang om – med noget besvær.«

– Kan du huske, hvordan det hele endte?

»Nej. Det kan jeg faktisk ikke. Og nu skal man jo passe på med hukommelse så lang tid efter, men jeg mener ikke, det endte i en konflikt.«

Han holder en løfterig pause og siger så:

»Det, jeg med sikkerhed kan huske, er, at vi var enige om, at Christian Lund skulle have vide rammer med det eksperiment. Og at jeg undervejs havde mine bekymringer.«

 

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det skabte en del ballade, og Claus Beck-Nielsens performance er siden blevet kanoniseret som en væsentlig del af forfatterens værk".

Det er for begrænsende at bruge begrebet "performance" om hele hændelsesforløbet, som der gøres flere gange i artiklen, da det også indebærer udfordring og undersøgelse af reaktioner hos en række samfundsmæssige institutioner af forskellig slags, dagbladet Information inklusive.

Et forsøg på en begrebsafklaring:

"Performance er en kunstform der befinder sig på grænsen mellem billedkunst og teater. Der er en kunstnerisk liveoptræden, knyttet til konceptkunsten, som for alvor kom frem i 1970’erne, som en udløber af happenings og aktioner. Ofte udforskes krop, objekt, rum og tid udfra en billedkunstnerisk vinkel.
Det afgørende er selve fremførelsen. Aktørernes (kunstneren og ofte flere andres) handlinger optræder sideordnet med objekter, video, musik eller tekst og scenen kan være hvor som helst. Det gælder om at udfordre publikums vanlige forestillinger, skærpe sanserne og nedbryde skellet mellem liv og kunst".
https://tilbygningen.dk/skulpturstudier/artikler/performance

"Interventionskunst er en kunst, der forholder sig til aktuelle problematikker på måder, der kan være meget langt fra maleri og skulptur. Interventionskunsten griber ind i det omkringliggende rum eller samfundets strukturer og forholder sig ofte direkte til andre mennesker, som så bliver en del af kunstværket. Det kan være gennem politisk prægede aktioner eller gennem kunstprojekter, som socialt arbejde".
https://tilbygningen.dk/skulpturstudier/artikler/begreber/interventionsk...