Feature
Læsetid: 7 min.

Der er en udstoppet løve og et marmorbord med indlagt varme i Danfoss’ hovedkontor på Als

Information er taget rundt i Danmark for at se på, hvilke historier hovedsæderne for de store danske virksomheder fortæller. På Danfoss støder vi således på fortællingen om en afdæmpet elektronikingeniør, der gav sin scenografiuddannede arkitekt frie tøjler
Arkitekt Max Louw fik frie hænder, da han indrettede direktør Mads Clausens kontor, der stadig ligger stadig øverst i den 12 etager høje hovedbygning: Et væld af grønne planter opdeler det store kontorlokale i mindre zoner, og udstoppede savannedyr vidner om de safarirejser, Mads og Bitten Clausen var på.

Arkitekt Max Louw fik frie hænder, da han indrettede direktør Mads Clausens kontor, der stadig ligger stadig øverst i den 12 etager høje hovedbygning: Et væld af grønne planter opdeler det store kontorlokale i mindre zoner, og udstoppede savannedyr vidner om de safarirejser, Mads og Bitten Clausen var på.

Tor Birk Trads

Kultur
10. september 2019

Grundlæggeren af Danfoss, Mads Clausen, blev aldrig glad for det store safari-inspirerede kontor, som hans arkitekt Max Louw indrettede til ham i 1965. Flytningen fra hans gamle kontor på kvisten af fødegården i landsbyen Elsmark på Als blev trukket i langdrag, og Mads Clausen nåede kun at bruge det nye lokale et år, inden han døde som 61-årig i 1966.  

Kontoret ligger stadig øverst i den tolv etager høje blok, der sammen med to lavere blokke udgør det store danske elektronikfirmas hovedsæde, og det originale interiør er bevaret. For historiens skyld – den fylder meget på Danfoss.  

Et væld af grønne planter opdeler det store kontorlokale i mindre zoner, og udstoppede savannedyr vidner om de safarirejser, Mads og Bitten Clausen var på i slut-1950’erne og start-1960’erne. Den bagerste væg er dækket af et vægmaleri, der forestiller en let stiliseret savanne, hvorfra elefanter, leoparder og antiloper kigger stolt ud i rummet.

I dag bliver kontoret brugt af Mads Clausens søn, Jørgen Mads Clausen, som er bestyrelsesformand for Danfoss. Hans kone, Anette Clausen, der også arbejder i den familieejede virksomhed, viser os rundt:

»Min svigerfar kunne slet ikke lide den her stil. Det var arkitektens drøm, ikke hans.«

Information er taget til det nordlige Als for at se på, hvordan en af Danmarks største virksomheder har valgt at indrette sit hovedsæde. Hvad fortæller arkitekturen om firmaets selvforståelse og betydning? Til at hjælpe os med at besvare disse spørgsmål har vi medbragt Karl Christiansen, der er professor på Arkitektskolen i Aarhus. 

En vis ydmyghed 

Det eksotiske kontor, vi senere får at se inde i bygningen, står i skarp kontrast til de rette vinkler, lige linjer og neddæmpede farver, der møder en, når man kommer til Danfoss’ hovedsæde.

Mens de slotte og herregårde, hvor tidligere tiders magtelite holdt til, ligger spredt ud over det danske landskab og gør sig til, er de store industrivirksomheders hovedkvarterer typisk mere afmålte i deres udtryk. Det gælder også Danfoss’ administrationsbygning fra 1961, når man nærmer sig udefra. Den er godt nok tolv etager høj, men til gengæld placeret i en dal, så man først ser den, når man kommer kørende hen over de omgivende bakker.

Oppe på bakketoppene troner Elsmarks landsbykirke og en gammel mølle, som familien bag Danfoss har sørget for at vedligeholde. Siden Danfoss startede i 1933, har virksomheden sat sit tydelige præg på området med fabriksbygninger, medarbejderboliger og testfaciliteter.  

Set udefra vurderer Karl Christiansen de tre sammenføjede blokke med vinduespartierne placeret som vandrette striber på facaden som et »relativt ordinært kontorhus i den pæne ende og et fint historisk dokument.« Man har fulgt datidens byggeteknologiske landvindinger og bygget med præfabrikerede betonelementer, der giver et meget geometrisk stringent udtryk.

»Her kastes ikke med håndgranater,« siger Karl Christiansen. »I stedet demonstrerer man en vis ydmyghed, der også hænger sammen med placeringen i en lille dal.«

Unge træer omkranser parkeringspladsen og det store indgangsparti i glas, som blev tilføjet bygningen, da tegnestuen Schmidt Hammer Lassen renoverede bygningen i 2005.  

Karl Christiansen holder fat i sin opfattelse af Danfoss’ hovedkvarter som præget af en vis ydmyghed gennem rundvisningen. Den står Anette Clausen for. Hun er en myndig ældre kvinde med en ingeniøruddannelse inden for elektronik og en stor respekt for sin nu afdøde svigermor, Bitten Clausen, der døde i 2016 i en alder af 103 år.

Receptionsdisken udgøres af et stort gråt metalbånd, der slynger sig gennem rummet og op over receptionisternes arbejdspladser og skal illudere en metalspån.

Receptionsdisken udgøres af et stort gråt metalbånd, der slynger sig gennem rummet og op over receptionisternes arbejdspladser og skal illudere en metalspån.

Tor Birk Trads

Den respekt er hun tydeligvis ikke alene om. Et håndgribeligt udtryk for den er overdækningen uden for receptionen. Den var ikke med på Schmidt Hammer Lassens oprindelige tegninger tilbage i startnullerne, for planen var at holde indgangspartiet åbent og luftigt med glas som det bærende element. Tegningerne blev som en selvfølge vist til Bitten Clausen, som syntes, det så flot ud, men var bekymret for, om damer, der kom på besøg i regnvejr, ville få ødelagt deres frisure. Man måtte have en overdækning, så gæsterne kunne blive sat af i læ for regnen.   

»Arkitekten var ikke glad, men det var sådan, det blev.«

Receptionsdisken udgøres af et stort gråt metalbånd, der slynger sig gennem rummet og op over receptionisternes arbejdspladser. Den har Anette Clausen sat sit aftryk på: 

»Schmidt Hammer Lassen foreslog sådan en kobberdisk. Firkantet. Og så spurgte jeg, om vi ikke kunne lave noget lidt sjovere. Og så havde jeg set en træskulptur, der lignede et spån. Og vi er jo et metalbearbejdende firma, så jeg foreslog, at de skulle lave noget, der lignede en metalspån,« siger hun.

Tidens tern

Karl Christensen påpeger, at receptionen med sine glasvægge og -søjler er lige så typisk for den tid, det er bygget i, som facadens præfabrikerede betonelementer. Det samme med receptionen, der er designet i et digitalt program og skåret ud med laser. Den samme teknik udpeger Karl Christiansen længere inde i bygningen, hvor der er indrettet et loungeområde med kaffebar og høje borde, hvis plader hviler på forskelligt udskårne elementer.

Der er mere af det, Karl Christiansen kalder tidens tern, da vi bevæger os op gennem bygningen. De første etager tager vi ad en hvid formstøbt vindeltrappe. Den fører op gennem syv reposområder, der er indrettet med inspiration fra de syv chakraer, som man kender fra østlig spiritualitet. Hver etage er malet i sin stærke farve og udsmykket med glasmontrer fyldt med genstande, der matcher i farven og ellers virker mere eller mindre tilfældige.

Det er kunstneren Jeppe Hein, der har stået for det omfattende installationsværk, da bygningen blev renoveret i 2005. På den etage, der repræsenterer rodchakraen og derfor er holdt i rød, ligger der eksempelvis røde sokker, en rød Danfoss-brochure og et bordtennisbat i montrerne. Om aftenen, når det bliver mørkt, lyser de forskellige etager op i hver sin farve, så det kan ses ude fra vejen. 

Udsmykningen er mere direkte relateret til virksomheden i det store bestyrelseslokale. På væggen for enden af det store hesteskoformede bord i lyst træ er Danfoss’ logo skrevet hen over mokkabrune og hvide felter, og de to første køleventiler, Mads Clausen udviklede, er afbildet i sort. Det samme er et profilbillede af Mads og Bitten Clausen.

En mur af historie

Arkitekten bag den oprindelige Danfoss-bygning fra 1961 hed Max Louw, og han var ikke ligefrem kendt for at tegne kontorbygninger. Ud over arkitektstudierne havde han en uddannelse som scenograf og en fortid som designer af filmkulisser, og de fleste af hans bygherrer var fra hotel- og restaurationsbranchen, hvor han fik lov at trække på mange stilepoker. På kulturarv.dk kan man læse om ham, at han i sin samtid blev betragtet »som en mellemting mellem provo og dekoratør. Ingen stilarter var ham fremmed, og han anvendte dem frit for at skabe den atmosfære, det pågældende bygværk skulle være rammen om.«

Anette Clausen viser os et mødelokale, der står som ved indvielsen i 1961. Keglebanen hedder det, og stolene er betrukket med lysebrun læder, tæppet er mønstret, og væggene er dækket af træpaneler med kobberlister, kobberlamper og elegante radiatorskjulere. Karl Christiansen får forsigtige associationer til Finn Juhls sal i FN-bygningen i New York. Udenfor på den gamle ledelsesgang, hvor enmandskontorerne nu er bygget om til større kontorlandskaber, er væggenes mosaikbeklædning bevaret.  

Efter at have passeret en mere køligt indrettet foyer med portrætter af såvel grundlæggerparret som firmaets senere direktører kommer vi til Mads Clausens gamle kontor.

Udefra signalerer skrifttypen på et kobberindrammet skilt med titlen »Fabrikant« mest westernstil. Indenfor er der et mindre rum indrettet som en fornem spisestue i rokokostil. Loftet er dekoreret med stukkassetter malet i hvidt, blåt og guld. De samme farver går igen på væggene, og på et panel har Max Louw malet et idyllisk billede af den gård, hvor Mads Clausen voksede op, og hvor han havde kontor de første 30 år af Danfoss’ historie. På billedet leger små børn i forhaven, mens de voksne holder selskab og en hestevogn triller forbi. Det var egentlig her i lidt mere ydmyge omgivelser, Mads Clausen bedst kunne lide at arbejde.  

Og indenfor er så kontoret med savannemaleriet og grundlæggerparrets safarisouvenirs.  

»Det her er jo en mur af historie,« siger Karl Christiansen.

En medarbejder, der er på fornavn med firmaets grundlægger, fortæller, at Mads Clausen og Max Louw var totale modsætninger: 

»Max var sprudlende udadvendt, mens Mads var tænksom og indadvendt. De respekterede hinandens værdier og evner på hvert sit område. Max skulle efter sigende have sagt til Mads, at han ikke havde forstand på det med indretning og i stedet skulle passe sin forretning. Det accepterede Mads fuldt ud, og så fik Max frie tøjler. Det har været alt for stort og pompøst for Mads.«

Et meget konkret eksempel på det er marmorskrivebordet, der er så køligt, at der er installeret et varmeanlæg i det. Lavet med Danfoss’ egen elektronik selvfølgelig. 

Serie

Virksomhedernes hovedsæder

De store danske virksomheder sætter ikke bare deres aftryk på bruttonationalproduktet, men også på de landskaber og bybilleder, hvor de holder til. I denne serie ser Information nærmere på, hvordan dansk erhvervslivs kæmper har udformet og indrettet deres hovedsæder. Hvilke historier fortæller arkitekturen og indretningen om virksomhedernes selvforståelse, historie og samfundsmæssige betydning? Det besøger vi Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk og Kirk Kapital for at finde ud af.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lone Nikolajsen

Spændende artikel.

Jeg savner dog et billede fra vejen af de 7 reposområder i chakrafarver by night.

Maj-Britt Kent Hansen og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

Jeg hader udstoppede dyr.

"Det var arkitektens drøm, ikke hans"....elsker, når dansk bliver brugt på den måde. Hun får sagt en allerhelvedes masse - uden at være grov.

Maj-Britt Kent Hansen

Storslemt at se på.

Havde et sommerferiejob som portner/nattevagt på Danfoss i 1977. Vagttjansen omfattede også besøg i kontoret på toppen af kontorbygningen. Husker ikke løven, men husker at der var en udstoppet giraf(unge) på ca. 2 meter, der var anbragt i et lille savannelandskab. Og det enorme marmorskrivebord. Der var også en stor kikkert hvormed kan kunne se de enkelte huse på den fynske kyst.
Vagttjansen sluttede i kantinen, hvor personalet havde sat de usolgte madvarer i køleskabet til nattevagten. Det omfattede altid et større udvalg af flødeskumskager. Der grundlages min livslange overvægt.

søren ploug, Torben Lindegaard, Troels Tofte Jørgensen, Birte Pedersen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar

Christian de Coninck Lucas....Jeg hader udstoppede dyr.

Tror egentlig også, at dyrene hader at være udstoppede.

søren ploug, Troels Tofte Jørgensen, Birte Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar