Videoer af Paludan er på vej ned i samme sorte hul som kvinders glæde ved dick pics

Det konstaterer kulturredaktionen i denne uge, hvor ’machoprogrammet’ Top Gear er på vej til Danmark i kamp mod bageprogrammernes femi-klister, hvor nørder på anden uge er forsvundet ind i World of Warcrafts parallelunivers, og hvor en 17-årig popstjerne siger det, som Britney burde have haft medvind til i 00’erne
Billie Eilish sagde fra over for et tysk magasin, der havde manipuleret et foto af hende uden hendes samtykke.

Billie Eilish sagde fra over for et tysk magasin, der havde manipuleret et foto af hende uden hendes samtykke.

Luigi Rizzo

Kultur
6. september 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Skaldet uden samtykke

Katrine Hornstrup Yde

En af klodens hippeste teens, den 17-årige pop-goth-sangerinde Billie Eilish, pryder i denne uge forsiden af det tyske modemagasin Nylon med bar overkrop og glatbarberet isse. Magasinet har, uden ikonets samtykke, fremtryllet værket i Photoshop som en slags fan-kunst. Eilish delte værket på Instagram med bl.a. følgende ord:

»youre gonna make a picture of me shirtless?? thats not real?? at 17? and make it the cover???? even if the picture was supposed to look like some robot version of me… i did not consent in any way. ANNNDDD YOU’RE GONNA REMOVE ALL MY FUCKIN HAIR? booooooooooo to you

Skål, 17-årige kvinder i 2019! Hvor der er boooooo, er der håb. Hvis bare Britney Spears havde haft lige så meget offentlig medvind til at buhe af medierne i 00’erne ...

En uophidsende indbakke

Cecilie Armand

I en ny norsk Norstat-undersøgelse er 500 mænd og kvinder blevet adspurgt om deres forhold til dick pics: penisbilleder, der lander uopfordret i indbakken. Et studie peger på, at mænds intention med at sende billederne er at ophidse modtageren. Men ud af de 45 procent af undersøgelsens kvinder, der har oplevet at modtage dick pics, syntes lige præcis nul procent, at det var ophidsende. Hvis nogen skulle have været i tvivl.

Paludan (næsten) slået tilbage til start

Lone Nikolajsen

De færreste har nok glemt ham gutten med hatten, de fremmedfjendske holdninger og den gammeldags stemmeføring, hvis islamofobiske propagandavideoer fyldte mere og mere på YouTube i tiden op til folketingsvalget.

Bax Lindhardt
Man glemmer ikke Rasmus Paludan så let, selvom hans videoer er gået fra mellem 100.000 og 400.000 daglige visninger til 10.000-40.000. Zetland har undersøgt hvorfor, og det viser sig, at der er ændret på algoritmerne, sådan at man nu selv skal opsøge dem, hvor de før blev anbefalede af tjenesten. Videoannoncerne er også fjernet, fordi indholdet er for kontroversielt for annoncørerne. Nul ytringsfrihed er krænket, og Paludan er næsten slået tilbage til start.

Wow-præstation i WoW

Serge Savin

Som vi skrev stort om sidste fredag, er World of Warcraft (WoW), til glæde for gaming-nørder verden over, blevet genudgivet i sin oprindelige version fra 2004. Siden sidste tirsdag har der været ræs om at opnå den prestigefyldte plads i spillets historie som den første til at nå level 60 – spillets højeste niveau, der sædvanligvis tager flere måneder at nå.

Blizzard Entertainment
Ræset er blevet fulgt tæt af hundredtusindvis af entusiaster på hjemmesiden Twitch, hvor spillere kan lave en direkte transmittering af deres skærm. Og 350 tusinde så med, da spilleren Jokerd så i fredags, kun tre dage efter spillets udgivelse, ramte level 60.

Det blev markeret med en stor spillerparade gennem byen i spillets storby Stormwind. Og siden har fans med hackerlignende kneb forsøgt at forhindre Jokerd i at slette sin figur. Med andre ord: Forvent ikke, at dine WoW-entusiastiske pårørende kommer ud af 00’ernes parallelunivers foreløbigt ...

Top Gear i lyset af femidiktaturet

Anna von Sperling

Nu kommer bilprogrammet Top Gear til Danmark. Efter 22 britiske sæsoner – og netop som det står klart, at biler er pinlige, skal drives af el og køre selv – slår Kanal 5 til. Værterne er tv-typen Felix Smith, skuespiller Dar Salim og racerkører Jesper Carlsen.

restine Havemann/Discovery Networks Danmark
Det fik eb.dk til at stille det meget informationske spørgsmål, hvorfor der ikke var en kvinde blandt dem. Felix svarede, at det ikke skal være så »politisk korrekt«, mens serieekspert Frederik Dirks Gottlieb kaldte det »et machoprogram«, som vi »sukker efter« i en verden »klistret til med dating- og bageprogrammer«.

Kulturgangen ser sådan på det: I ugen hvor det kom frem, at der er 21 mænd og 0 kvinder i Jyske Banks ledelse, mens Danske Bank er bestyret af ti mænd, vil vi for proportionernes skyld lade gutterne hænge ud i skrot et par år til, inden femidiktaturet iværksætter sin hemmelige kupplan og helt forbyder både biler, banker og mænd. Ej, hov! Nu kom jeg jo til at afsløre det ...

Tager Banksy frihedskunsten tilbage?

Katrine Hornstrup Yde

Den verdensberømte, anonyme graffiti- og gadekunstner Banksy malede i 2018 et selvportræt – en rotte med en schweizerkniv – ved det parisiske samtidskunstmuseum Pompidou som hommage til maj 1968. Ejede museet værket? I hvert fald indrammede de det i al hast i plexiglas.

I tirsdags blev det – som så meget af Banksys kunst – stjålet. Sådan er kapitalismen. Det ved vi. Men: Gad vide, om Banksy har en rottepote med i spillet – ligesom da han lod et værk selvdestruere netop som det var blevet købt på auktion? Vi hepper på, at det dukker op til en støtteauktion for demonstranterne i Hongkong. DET ville være en fin hilsen til ’68.

Ritzau

 

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dennis Jørgensen

"en rotte med en schweizerkniv"
Den tekniske betegnelse er en "stanley-fætter", ikke en "schweizerkniv".

Mads Bue Johnsen

I nogle kredse omtales den som en 'Lene Espersen'

Enig. En schweizerkniv er “on thing does it all” og en stanley er skrap og præcise.

Søren Kristensen

"..., sådan at man nu selv skal opsøge dem, hvor de før blev anbefalede af tjenesten."

Det hedder anbefalet.

Det er da dejligt humant, at vi bare bliver forbudt. Tidligere stod den jo typisk på en tur til slagmarken (med sjælden retur) når det hele knirkede.